Filmens handling
Der skal være fest på familien Klingenfelt Hansens gods. Far holder 60-årsfødselsdag, og de tre voksne børn Helene, Christian og Michael ankommer. Stemningen mellem familiemedlemmerne er anspændt. Et år forinden har Christians tvillingesøster Linda begået selvmord på familiegodset. Faren beder Christian sige et par ord om Linda under festmiddagen. På sit værelse finder Helene et brev, Linda har efterladt, og gemmer det. Under middagen rejser Christian sig og anmoder faren om at vælge mellem to taler, en grøn og en gul. Faren vælger den grønne, som Christian kalder "sandhedstalen". Christian beretter for hele selskabet om, hvordan faderen misbrugte ham og Linda seksuelt, da de var børn. Gæsternes reaktion er forvirring, chok, vantro – og herefter fortsætter middagen ufortrødent.
Christian forlader festlokalet, men hans barndomsven, kokken Kim, overtaler ham til at blive og kæmpe videre. Christian vender tilbage til middagen og fortsætter sin "sandhedstale", som bl.a. indikerer, at moderen Else var tavst vidne til fortidens forbrydelse. Flere af gæsterne, deriblandt lillebror Michael, vil sætte en stopper for Christians tilsyneladende vanvid. De slæber ham ud i skoven og binder ham til et træ, men Christian slipper fri. Da Christian igen indfinder sig i festsalen, læser Helene Lindas brevet højt for de – nu for alvor – chokerede gæster. Brevet afslører, at Linda begik selvmord på grund af barndomstraumerne. Faren indrømmer trodsigt sin synd og forlader middagen sammen med Else. Michael, der var på kostskole, da incesten fandt sted, opsøger i løbet af natten sin far og giver ham tæsk. Ved morgenbordet formulerer faren en form for undskyldning og et farvel til familien. På Michaels anmodning rejser han sig og går, alene. Else bliver siddende.
Om filmen
Instruktøren Thomas Vinterberg havde allerede gjort sig bemærket med filmskoleafgangsfilmen 'Sidste omgang' (1993) og novellefilmen 'Drengen der gik baglæns' (1994), da han i 1996 spillefilmdebuterede med 'De største helte'. Omkring dette tidspunkt så en række danske film af yngre, forholdsvis ubeskrevne instruktører lyset – film, der var markant anderledes end den strøm af familiefilm, historiske dramaer, farcer og folkekomedier, som i en årrække havde præget den danske filmindustri. Man taler ligefrem om en "Ny Bølge" i dansk film, der – ud over "De største helte" – tæller film som bl.a. 'Pusher' (1996, instr. Nicolas Winding Refn), 'Portland' (1996, instr. Niels Arden Oplev) og 'Pizza King' (1999, instr. Ole Christian Madsen).
Sen-90'ernes danske "Ny Bølge" er karakteriseret ved at være samtidsfilm, der beskæftiger sig med unge mennesker på randen af samfundet – rodløse, søgende sjæle, som skal forholde sig til forskellige eksistentielle valg uden rigtig at have nogen gyldige værdier at pejle efter. Udtrykket "Ny Bølge" er inspireret af det franske begreb "La nouvelle Vague", som var en samlebetegnelse for en række især franske filminstruktørers vellykkede bestræbelser på at forny filmkunsten fra slutningen af 1950'erne og op gennem 60'erne.
I 1998 var der premiere på Thomas Vinterbergs skelsættende 'Festen', der blev lavet med afsæt i Dogmemanifestets (1995) regelsæt, og som vandt Juryens specialpris i Cannes. 'Festen' er et rystende drama, der viser, hvor svære kår sandheden har, hvis den er uønsket. Det fortvivlende i fortællingen er ikke så meget farens overgreb på sine børn år forinden, men i højere grad gæsternes manglende reaktion på Christians afsløringer. De fleste af gæsterne blev spillet af statister, som ikke kendte filmens handling på forhånd, og derved tilfører deres reaktioner (eller manglen på samme) en skræmmende ekstra dimension af virkelighedsnær troværdighed til scenen – både som dramatisk vendepunkt og som studie i menneskets natur.
Dramaturgisk set er 'Festen' klassisk opbygget – i begyndelsen møder vi den hjemvendte søn Christian og aner, at noget skæbnesvangert er i vente. Christian skal igennem mange prøvelser, før han endelig opnår følelsesmæssig forløsning, og sandheden kommer frem i dagens lys. Undervejs har han hjælpere (bl.a. kokken Kim), og de tvivlende (bl.a. lillebror Michael) ender med at gå over på Christians side. Familiens patriark falder, og Christian får endda prinsessen (og måske det halve kongerige) til sidst. På det strukturelle plan er filmen således ganske traditionel – det nye ligger snarere i omstændighederne omkring optagelserne af filmen.
Dogme 95
Dogmebegrebet så dagens lys i 1995, hvor det blev søsat af "dogmebrødrene" Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring. Drivkraften bag Dogmemanifestet var en længsel efter en filmkunstnerisk renselsesproces og et ønske om at skære alt overflødigt i filmprocessen væk og fokusere på selve filmens væsen og "den rene historie". 'Festen' er den første af en lang række danske og udenlandske film, der har underkastet sig "kyskhedsløftet", som går ud på, at instruktørerne forpligter sig til at overholde visse regler for filmproduktionen. Det drejer sig bl.a. om, at optagelserne skal foregå on location, at der ikke må anvendes kunstig lyssætning, at kameraet skal være håndholdt, at der ikke må tilføres rekvisitter, at filmen skal foregå her og nu, og at instruktøren skal afstå fra at lave "et værk". Formmæssigt er 'Festen' karakteriseret ved bl.a. håndholdt kamera, grovkornede billeder og forholdsvis lange, uklippede forløb, hvor skuespillerne har stor frihed til at agere.
Samtidens holdninger til dogmekonceptet var delte; nogle mente, at dogmeprojektet var lige præcis den vitaminindsprøjtning, dansk film havde brug for i en tid, hvor publikum svigtede. Andre mente, at det hele var ét stort PR-stunt, som havde til formål at skabe interesse for film, som kunstnerisk set var uinteressante, fordi de netop ikke benyttede sig af de teknikker og filmiske muligheder, som var blevet udviklet igennem de sidste hundrede år.
Set i bakspejlet er det evident, at Dogme 95 har haft enorm betydning for dansk films udvikling. Det har åbnet nye døre for en række filmiske talenter – såvel yngre som ældre – og har skabt en filmdebat med stor folkelig gennemslagskraft. Det har sat Danmark på det filmiske verdenskort, og flere af dogmefilmene – i særdeleshed 'Festen' – har nydt stor publikumssucces.
Brug filmen i undervisningen
'Festen' kredser bestandigt om de eksistentielle valg, vi som mennesker bliver stillet over for i livet.
- Se filmen igen, og læg mærke til de steder, hvor personerne står over for et betydningsfuldt valg. Forsøg at inddele valgene i nogle overordnede temaer – fx sandhed/fortielse.
- Træffer Christian de rigtige valg? Diskutér, hvad "de rigtige valg" er.
- Hvad har Thomas Vinterberg på hjerte med sin film – hvad er hans budskab(er)?
'Festen' er lavet ud fra dogmeprincipperne.
- Sæt jer ind i principperne, og diskutér, hvorfor de er blevet lavet.
- Kender I andre lignende eksempler fra kunstens verden?
- Hvordan kan man se, at en film er en dogmefilm?
- Hvordan ville filmen have set ud, hvis den havde været en "almindelig" film?
- Hvad ville det have betydet for vores oplevelse af en film som 'Festen', hvis den var lavet på en mere traditionel måde – dvs. var "pænere" og mere "poleret" i sit udtryk?
- Lad eleverne selv arbejde med filmproduktion (kortfilm) ud fra dogmeprincipperne. Diskutér efterfølgende de gode oplevelser og de vanskeligheder, de stødte ind i undervejs, med henblik på at perspektivere dogmereglernes opståen yderligere.
- Endvidere kan man se og arbejde med Jesper Jargils dokumentarfilm 'De lutrede', hvor dogmebrødrene gør status over og beretter om hver deres opfattelse af Dogme 95. 'De lutrede' kan ses her på Filmcentralen.
Links og supplerende film
Tidsskriftet EKKO har skrevet en del artikler om Dogme – og om dansk film i almindelighed. Mange af artiklerne kan findes på EKKOs hjemmeside: www.ekkofilm.dk. Nedenfor er der links til nogle af de mest relevante:
EKKOs temanummer 'De syv fede år' om dansk film fra 1996-2003: http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temanummer&id=15
Artikel af Claus Christensen om ideen til og tilblivelsen af 'Festen': http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?viewall=true&table=essays&id=19
Anmeldelse af 'Festen' af Tijana Paludan: http://www.scope.dk/film.php?id=20&fil=4
Den danske instruktør Jesper Jargil har lavet to film, der fokuserer på Dogme 95: 'De lutrede' (2002) om dogmefilmene og de fire instruktører bag; og 'De ydmygede' (1998) om tilblivelsen af Lars von Triers dogmefilm 'Idioterne'. Filmene kan ses her på Filmcentralen.