FILM-X - Propaganda og skjult reklame Lærer

Hjem
  • Praktisk forberedelse
  • FASE 2: Faglig forberedelse
  • FASE 3: Forløbet i FILM-X studierne
  • FASE 4: Evaluering på skolen

FASE 1: Praktisk forberedelse

Den praktiske forberedelse på skolen er vigtig for at eleverne kender deres ramme og rolle, inden de kommer til FILM-X.

Vi anbefaler, at I starter med at se introduktionsfilmen til FILM-X-studierne nedenfor fælles på klassen.

Herefter inddeles klassen i filmhold på 4-7 elever, og holdene de fordeles på studierne 1-4. Er I færre end 28 elever er der max 6 elever i Studie 4 / Bilen. Hvert filmhold ser nu introfilmen til netop det studie, de skal arbejde i. Filmene viser mulighederne og desuden får eleverne en introduktion til de funktioner, der skal varetages på hvert filmhold.

Introduktionsfilmene findes under beskrivelsen af hvert studie: Studie 1, Studie 2, Studie 3, Studie 4.

Introduktionsfilmene viser mulighederne i de enkelte studier og introducerer til de funktioner, eleverne skal fordele mellem sig hjemme på skolen.

Vi anbefaler, at eleverne varetager en funktion, de har særlig interesse for eller kompetence til at varetage. Det er fx vigtigt, at instruktøren er motiveret for at lede sit hold, de tekniske funktioner varetages af elever, der kan lide at fordybe sig med en computer, og at skuespillerne har mod på at tage en rolle på sig.

Eleverne har også adgang til nærbilledestudiet, hvor de kan optage nærbilleder til deres film. Det kan være nærbilleder af deres produkt eller klassiske skud, hvor en skuespiller udtaler budskabet direkte til kameraet. Endelig kan eleverne selv optage effektlyde i lydstudiet.

FASE 2: Faglig forberedelse

KORT BAGGRUNDSVIDEN

Propagandafilm har næsten eksisteret lige så længe som selve filmmediet. Man opdagede hurtigt, hvordan de levende billeder kunne vække følelser, samtidigt med at de gav publikum indtrykket af, at man så en sandfærdig skildring af virkeligheden, i og med at mange tænkte på fotografier og billeder i film som en 1:1 afspejling af omgivelserne. Især filmklipningen gav mulighed for at kæde ting sammen og mere ubemærket påvirke hjernen, og da lyden blev koblet på i slutningen af 20’erne fik man et vigtigt redskab til at skabe følelser hos publikum. 

Filmmediet har haft kolossal betydning for, hvordan ekstremisme har kunnet spredes til den brede befolkning både hurtigt og overbevisende via biograferne, hvor man viste nyhedsfilm næsten gratis. Propagandafilm har således været med til at skabe opbakning til de politiske ideologier, der ledte til 2. Verdenskrig og mange af eftertidens store konflikter. Det blev vigtigt at være kildekritisk, og vigtigheden er kun vokset i takt med at manipulationerne er blevet mere komplekse.

Da tv-mediet blev udbredt op gennem 50’erne, fik man for alvor øje for, hvordan medierne kunne styre befolkningens forbrug. Reklamefilmen smeltede sammen med tv-serierne i (mere eller mindre) skjulte former. I USA implementerede man hverdagsprodukter i de populære sitcoms, hvor man følger en ”almindelig” amerikansk familie i deres daglige gøremål. I stedet for reklamepauser fortalte hovedpersonerne glædeligt om deres yndlings kaffe, vaskemaskiner, forsikringer osv. Og det var en effektiv metode til at styre seernes forbrug via den identifikation man følte med karaktererne og de situationer de befandt sig i.

Og selv efter reklamefilmen blev en selvstændig genre med svimlende budgetter, kunne virksomhederne se et potentiale i at betale store beløb for at få placeret produkter i film og serier. 

I dette forløb arbejder klassen først med propagandafilm hjemme på skolen og med skjult reklame i de produktioner, de skaber under selve besøget i FILM-X studierne

I undervisningsmaterialet Fejlbombning eller fake news? finder I to filmklip på 2-3 minutter, der begge skildrer bombningen af Shell huset under besættelsen.

Den ene film fokuserer på bombningen som en heltegerning med afgørende betydning for, at krigen snart kan afsluttes, mens den anden film fokuserer på bombningen som en tragedie, hvor uskyldige mennesker bl.a. børn på den Franske Skole mistede livet. 

I kan vælge at anvende hele eller dele af undervisningsmaterialet. Som et alternativ til at anvende hele materialet, kan I vælge at se de to film og arbejde med følgende spørgsmål:
-    Hvad er budskabet i filmen?
-    Hvem holder vi med? Og hvem er ”skurken”?
-    Hvilke billeder er brugt til at fortælle historien? (se fx på motiver, vinkler, bevægelse)
-    Hvordan er lyden brugt til at understrege budskabet? (fx musik og stemmeføring)
-    Hvem er afsenderen i filmen?
-    Får vi fakta-viden i løbet af filmen?

Forberedelse af egne film

Efter I har arbejdet med undervisningsmaterialet om propagandafilm, skal eleverne i gang med at forberede deres egne film, men den største del af udviklingen vil ske som en del af forløbet i vore studier. Det vigtigste er, at eleverne er inddelt i filmhold, har valgt studier og fordelt roller – som beskrevet under Praktisk forberedelse. Derudover er det en fordel, hvis filmholdene i samme proces ser baggrundsfilmene igennem til deres studie, og gør sig nogle tanker om, hvilke handlinger, de kunne have i filmene. 

Når de er i deres studie, skal de arbejde med skjult reklame via product placement. Her får de udleveret et sæt med rekvisitter, hvoraf de skal vælge mindst en og max tre, der flettes ind i filmen så ubemærket for publikum som muligt. Rekvisitterne vil sikkert inspirere dem til at lade en handling gå i en bestemt retning, så derfor vil det være helt fint, at de ikke har lagt sig alt for fast på en handling til deres film på forhånd.

FASE 3: Forløbet i FILM-X studierne

Forløbet i FILM-X varetages af to undervisere. De introducerer til teknik, udfordrer eleverne filmfagligt og coacher dem i at varetage deres funktion på filmholdet.
Din rolle som lærer er først og fremmest at forberede og efterbearbejde FILM-X besøget med klassen, og under forløbet i FILM-X er der behov for, at du:
-    Støtter elevernes samarbejde og fokus på den faglige vinkel, I arbejder med på skolen
-    Laver aftaler med elever, der holder pause undervejs i forløbet
-    Er til stede og observerer dine elever i nye roller og omgivelser
-    Hjælper med at guide elever, der optager i lydstudiet og nærbilledestudiet under klipningen – med støtte fra underviserne i FILM-X

Derudover kan du dokumentere elevernes arbejdsproces, hvilket vil være en super indgang til evalueringen hjemme på skolen. 

Introduktion og fagligt oplæg i biografen

Forløbet starter i biografen, hvor vi ser eksempler på skjult reklame i fiktionsfilm via product placement, og vi perspektiverer til, hvordan man på sociale medier arbejder med sponsoreret indhold. Underviserne får en fornemmelse for elevernes forhåndsviden og hvad I har arbejdet med hjemme på skolen.

Optagelse af billede og lyd i FILM-X

Efter en fælles rundvisning går filmholdene i gang med at optage deres film. Underviserne udleverer rekvisitterne, der skal indgå i filmene som skjult reklame, og når filmholdene har en grundlæggende idé til deres film på plads, finder de andre kostumer og rekvisitter, der er vigtige for filmens handling. Herefter optages filmene og holdet samarbejder i de roller, de har valgt på forhånd (instruktør, fotograf, skuespiller).

Klipning i FILM-X

Under klipningen er det klipperen, der sidder ved tasterne. Resten af holdet deltager med idéer og refleksioner ift. indklip, effektlyde og musik, de vil have med i filmen. 
Holdene fra studie 1 og 2 starter klippeprocessen med at indspille deres dialog med mikrofon ved klippecomputeren. 

Evt. går 2-3 elever ind i lydstudiet og producerer egne effektlyde, og 2-3 elever optager reaktions- og detaljeskud i Nærbilledestudiet. Det kan være en jingle, et slogan, et nærbillede af et produkt mm. 

Holdet samles ved klippestanderen og færdiggør filmen med ekstra billedklip, lyde og musik, og fx tekster og credits. 

Filmpræsentation i biografen

Vi slutter forløbet af med, at holdene præsenterer deres proces og færdige film for klassen i vores biograf. Hvert hold redegør for deres valg af virkemidler i relation til filmens målgruppe og den fiktive kundes ønsker.

FASE 4: Evaluering på skolen

Vi opfordrer til, at I på skolen følger op med en dybere refleksion over elevernes læring. 

Måske har I mod på at starte en ny produktion op med det udstyr, I har adgang til på skolen, så eleverne kan opnå større fortrolighed med at anvende de multimodale udtryksformer. Her kan I fx vælge at lave kampagnefilm for et emne, der optager eleverne selv.

I kan også vælge at dykke mere ned i skjult reklame på nettet i undervisnigsmaterialet Social Star, udgivet af Medierådet.