Om filmen
I 2012 ændrede tilværelsen sig med ét slag for den 15-årige skolepige Malala. Som talskvinde for pigers ret til skolegang var hun en torn i øjet på det pakistanske Taleban. De forsøgte at gøre hende tavs, da de opsøgte hende i skolebussen og skød hende i hovedet. Malala overlevede attentatet og er siden – især i Vesten – blevet et symbol på kampen mod undertrykkelse.
Dokumentarfilmen 'He Named Me Malala' er både en portrætfilm og en kampagnefilm. Som portrætfilm forsøger filmen at komme bag om ikonet Malala. Vi ser hende lægge arm med sine brødre, kigge på billeder af Brad Pitt og fnise ved tanken om at invitere en dreng i biografen. Sideløbende følger vi den Malala, der er blevet kendt i offentligheden. Hun taler til FN, hun irettesætter præsidenter, og hun modtager Nobels Fredspris.
'He Named Me Malala' er samtidig et led i Malalas kamp for, at piger over hele verden skal sikres ret til skolegang. Filmen er således en del af en kampagne, der også omfatter hjemmesider, hashtags og skoleprogrammer.
Filmen er instrueret af Davis Guggenheim, der i 2006 vandt en Oscar for filmen 'En ubekvem sandhed'. I 'He Named Me Malala' fortæller Guggenheim om Malala gennem interviews, rekonstruktioner, tegnefilm, arkivoptagelser og private familiefotos. Han følger Malala tæt på og tegner et billede af et ekstraordinært menneske med en ekstraordinær skæbne.
I undervisningssammenhæng er der en lang række interessante aspekter ved filmen. Dette materiale beskæftiger sig med filmens fremstilling af Malala og med dokumentarfilmens virkemidler. Desuden ser materialet nærmere på de retoriske virkemidler, som filmen og Malala benytter sig af.
Filmens credits
Titel: He Named Me Malala
Produktionsland og -år: USA, 2015
Instruktion: Davis Guggenheim
Længde: 87 min.
Distribution: Twentieth Century Fox
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Tilladt for børn over 11 år
Læs Medierådet for Børn og Unges vurdering
Medvirkende:
Malala Yousafzai
Ziauddin Yousafzai
Toor Pekai Yousafzai
Khushal Yousafzai
Atal Yousafzai
Før I ser filmen
For at eleverne får mest muligt udbytte af filmen, er det nødvendigt at sætte dem ind i filmens kontekst og dens fortælleform.
Malala Yousafzai er født i 1997 i Swat-dalen i Pakistan. Hun og hendes familie er pashtunere, som er en etnisk gruppe, der bor både i Pakistan og Afghanistan. Malalas far har opkaldt hende efter en heltinde, der er afghaner, men også pashtuner.
Swat-dalen er omkranset af bjerge og er derfor forholdsvist isoleret fra resten af Pakistan. I 2008 trak regeringen sine hærenheder ud af dalen, hvilket gjorde det muligt for Talebanmilitsen at tage magten i området. I Pakistan er Taleban i konflikt med både hæren og politiet, men i Swat-dalen er de den dominerende magt.
Malala blev skudt i 2012 og flyttede derefter til England med sin familie. Hun talte på sin 16-årsfødselsdag, den 12. juli 2013, for FN. I 2014 modtog hun Nobels Fredspris.
'He Named Me Malala' er en dokumentarfilm, der både fungerer som et portræt af Malala og som et led i hendes kampagne for at få børn i skole. Filmen vil således både oplyse os og overbevise os om at tage del i Malalas sag. Filmen benytter sig af tegnefilm, der rekonstruerer tidligere begivenheder.
Handlingsreferat
'He Named Me Malala' udspiller sig i England, hvor den 17-årige Malala bor med sin far, mor og to mindre brødre. I England går Malala i skole og har kammeratlige slåskampe med sine brødre.
Filmen ser tilbage på tiden, før Malala og hendes familie kom til England. De boede i Swat-dalen i Pakistan, hvor både Malala og hendes far, Ziauddin, var stærkt engagerede i pigers ret til skolegang. Ziauddin havde grundlagt sin egen skole, og Malala udtalte sig offentligt imod den pakistanske Taleban-bevægelse. De bombede en række skoler for at skræmme især pigerne væk fra uddannelse. Som følge af sine udtalelser blev Malala offer for et attentat. Hun blev skudt i hovedet i 2012, men overlevede efter behandlinger i både Pakistan og England.
Attentatet gjorde Malala berømt, og i England fortsætter hun sin kampagne for børns ret til uddannelse. Hendes sag bliver til en bevægelse, der fører hende til Afrika, hvor hun blandt andet arbejder for at få frigivet de skolepiger, der holdes fanget af terrororganisationen Boko Haram (se under 'Links og litteratur').
Malala møder en række internationale berømtheder, men også kritik i sit hjemland. Mange pakistanere mener, at hun blot er et talerør for sin far. Faren har opkaldt hende efter en afghansk frihedskæmper, men Malala afviser, at faren skulle have udstukket retningen for hendes skæbne. Hun fastholder, at hun selv har valgt sin vej i tilværelsen.
Filmen slutter med, at Malala modtager Nobels Fredspris i 2014 og indtager talerstolen. Herefter kommer filmen med en opfordring til at støtte op om hendes bevægelse for at give skolegang til alle verdens børn.
Faglige mål
Temaer og opgaver i dette undervisningsmateriale knytter sig til Fælles Mål 2014.
Inden for fagene dansk og engelsk trænes eleverne i følgende faglige mål og almene konpentencer:
Dansk
- Analyse og fortolkning af fremstillingsformer i dokumentarfilm
- Analyse af retoriske virkemidler
Engelsk
- Retorisk analyse
Formålet med opgaverne i elevarket er dels at analysere filmens fremstilling af Malala, dels at undersøge de retoriske virkemidler, som filmen og Malala benytter sig af.
Fag og temaer
Dette materiale er tilrettelagt således, at klassen kan arbejde med filmen efter at have set den i biografen.
Arbejdet med filmen og dens fortælleform er oplagt i danskundervisningen. Arbejdet kan evt. fortsætte i engelskundervisningen med en retorisk analyse af Malalas taler, der er tilgængelige på engelsk (se under 'Links og litteratur').
Far og datter
Filmen om Malala har fået titlen 'He named me Malala', hvorimod hendes selvbiografi hedder 'I am Malala'. Det lille ord "he" i titlen er væsentligt i forståelsen af filmens fremstilling af Malala. Titlens "han" er Malalas far, Ziauddin Yousafzai, der spiller en stor rolle i Malalas liv. Vi ser i en af filmens animerede rekonstruktioner, hvordan han tilføjer Malalas navn til familiens stamtræ. Det er første gang, at en pige er nævnt på stamtræet. Det understreger, at Ziauddin tidligt ser noget særligt i sin førstefødte datter.
Ziauddin opkalder sin datter efter den afghanske frihedskæmper Malalai. Vi ser i en tegnefilmssekvens fortællingen om Malalai, der opmuntrer afghanerne til kamp mod englænderne. ”Det er bedre at leve én dag som en løve i stedet for 1000 som en slave” siger hun til de afghanske krigere. Malalai dør dog for sin sejr. I tegnefilmen ser vi hende blive ramt af en kugle, affyret af en af de flygtende englændere.
Malalas far har altså opkaldt hende efter frihedskæmperen Malalai, og hendes opgør med Taleban bliver fremstillet som en opfyldelse af den skæbneforpligtigelse, der ligger i hendes navn. I filmen spørger intervieweren, om Ziauddin med navnet Malala har ønsket en bestemt rolle for sin datter. Han bekræfter smilende, at netop det er tilfældet. Omvendt hører vi dog også flere gange i filmen, at han frygtede, at Malala ville bebrejde ham, at han lod hende udtale sig mod Taleban. Når og hvis hun vågnede fra sin koma. Her berører filmen en interessant dobbelthed i forholdet mellem far og datter. Ziauddin har opkaldt hende efter en heltinde, der dør for sin sag, men han frygter, at hun vil bebrejde ham sin skæbne.
Filmens fokus på Ziauddins rolle i Malalas liv er også et svar på den kritik, der kommer mod Malala fra Pakistan. Her mener mange, at hun blot er en marionet, der siger de ting, hendes far vil have hende til at sige. Filmens svar synes at være, at Ziauddin og Malala kæmper den samme kamp. De har begge sat sig op imod Talebans fremfærd mod pigers skolegang. Ziauddin siger, at han har valgt Malalas skæbne ved at give hende navnet Malala. Malala siger til slut, at hun ikke opfylder sin skæbne eller kæmper sin fars kamp. Det er hendes egne valg i tilværelsen, der har formet hendes liv.
Malalas kamp
'He Named Me Malala' er ikke et neutralt portræt af Malala. Filmen er en del af den kampagne, som Malala fører for, at alle piger og drenge i verden har ret og mulighed for at gå i skole. Filmen er således både et portræt af Malala og en kampagnefilm, der ønsker at overbevise tilskueren om at støtte hendes sag.
Både filmen og Malalas taler til FN og Nobelpriskomiteen (se under 'Links og litteratur') kan behandles fagligt som værker, der benytter sig af retoriske virkemidler.
På filmens plakat (se nedenfor) står et af Malalas slogans: ”One child, one teacher, one book and one pen can change the world”. Her benytter hun sig af en gentagelsesfigur, hvor gentagelsen af "one" bygger op til sloganets pointe – "can change the world". Plakaten har derudover nogle religiøse konnotationer. Plakatens hovedmotiv er Malala, der i halvnær beskæring kigger tilskueren i øjnene. Hun har et purpurrødt tørklæde om hoved og skuldre, og bag ved hende er en halvcirkel i samme farve. Den purpurrøde halvcirkel afløses af en gul og dernæst en orange halvcirkel. Dette giver både indtryk af en stiliseret, opadgående sol og af en glorie om Malalas hoved. Bag ved hende er desuden en stabel bøger, der åbner sig, så siderne kan flyve af sted som fugle. På plakaten bliver Malala således fremstillet som en glorificeret frelserfigur og sammenlignet med solen, der står op i øst. Hun spreder varme, liv og visdom.
'He Named Me Malala' kan ses som et indlæg i Malalas argumentation, der ønsker at overbevise os om vigtigheden i hendes kampagne. Instruktøren Davis Guggenheim benytter sig af retorikkens klassiske appelformer: patos, etos og logos (se under 'Links og litteratur'). Talebans angreb mod Malala og hendes tid på hospitalet vækker patos ved at tale til vores følelser. Guggenheim vender hele filmen igennem tilbage til angrebet – vi ser i arkivbilleder de mørkklædte talebanere, og i en rekonstruktion ser vi attentatmandens fødder komme nærmere og nærmere. Vi ser nærbilleder af Malalas lemlæstede hoved og nærbilleder af hospitalsapparater. Samtidig er lydsiden domineret af strygermusik, der opbygger den følelsesmæssige appel.
Guggenheim benytter sig af etos-appellen, når han viser Malala med en række prominente personer. Vi ser hende blandt andet med Jon Stewart, Oprah Winfrey og Bono. Vi hører, at hun har talt kritisk til Barack Obama om USA’s brug af droner og til Nigerias præsident, Goodluck Jonathan.
Filmen benytter sig desuden af logos-appellen og taler til vores fornuft, når Malala fortæller sin mors historie. Vi ser i tegnefilmens tilbageblik, hvordan moren byttede sine skolebøger for slik. Nu er hun uden uddannelse, hjemmegående husmor og kan ikke som Malala kæmpe mod sine egne vilkår. ”She is not independent or free because she is not educated”, siger Malala om moren. Uddannelse fører til frihed og uafhængighed.
I sine taler til FN og Nobelpriskomiteen benytter Malala nogle af de samme retoriske virkemidler og de samme appelformer. Hun opbygger etos, når hun i talerne nævner personligheder som Martin Luther King og Nelson Mandela. Og hun gør sig, på samme måde som sine forbilleder, til talerør for de upriviligerede, når hun siger, at ”I am those 66 millions girls who are deprived of education.”
Begge taler er velegnet til en retorisk analyse. Transskriptioner af de engelske taler findes under 'Links og litteratur'.
Filmfaglige vinkler
Portrættet af Malala
'He Named Me Malala' hører naturligvis hjemme i genren dokumentarfilm, da den behandler virkelige begivenheder og virkelige mennesker. Mere præcist er der tale om en portrætfilm. Dokumentariske portrætfilm har været meget populære i de senere år. På samme måde som biografier i bogform har haft stor succes i boghandlerne, så bliver publikum tiltrukket af film, der kommer rundt om store personligheder – det være sig politikere, sportsfolk, forfattere eller skuespillere. Biografier og portrætfilms succes kan tænkes at være en del af en større tendens, som i nyere tid går i retning af, at publikum har en voksende appetit på fortællinger fra virkelighedens verden.
”Dokumentarfilm er virkeligheden oplevet gennem et temperament”, sagde den danske dokumentarinstruktør Jørgen Roos. Citatet henleder vores opmærksomhed på, at dokumentarfilmen ikke er virkelighed, men en formidling af virkeligheden. Formidleren er i dette tilfælde Davis Guggenheim, og det er gennem hans "temperament", vi oplever Malala.
Guggenheim har i arbejdet med filmen foretaget en række valg, som enhver instruktør må foretage, når han laver en portrætfilm. Malala er allerede inden filmen en kendt person. De fleste mennesker ved, at hun var offer for et attentat. De kender til hendes nærmest mirakuløse overlevelse, og de kender til hendes politiske engagement. Filmen har således en målgruppe, der allerede ved "hvad det ender med". I den slags tilfælde er det nødvendigt at give tilskuerne noget andet end det, de kender i forvejen. Guggenheim lægger derfor stor vægt på at lade tilskueren komme om bag "kulissen" og lader os se Malalas privatliv. Når filmen viser os Malala lægge arm med sine brødre, se på billeder af Brad Pitt og bekymre sig om karakteren for sin biologiopgave, så er det for at vise seeren, at der bag den ekstraordinære pige, vi kender fra offentligheden, gemmer sig en helt almindelig 17-årig teenager. En væsentlig del af 'He Named Me Malala' går på denne måde med at menneskeliggøre Malala, så hun ikke blot er et symbol på kampen mod undertrykkelse, men også er et menneske af kød og blod.
Malala er en nulevende person. Det giver Davis Guggenheim en anderledes udfordring end de filmskabere, der fortæller om afdøde personer eller om personer, hvis karriere er forbi. Her er fortællingen mere eller mindre givet på forhånd. Guggenheim følger Malala gennem ca. ét år. Han hopper så at sige midt ind i hendes livs fortælling uden at vide, hvad der kommer til at ske. 'He Named Me Malala' er derfor i høj grad en dokumentarfilm, der tegner forskellige cirkler rundt om sin hovedperson. Vi ser forskellige dele af Malalas liv. Hendes skoleliv, hendes familieliv, hendes privatliv og hendes politiske liv.
Hverken vi eller Davis Guggenheim ved, hvordan det kommer til at gå Malala. Man kan derfor sige, at fortællingen om Malala er en historie uden en slutning. Det er naturligvis en udfordring for en filmskaber, men Guggenheim forsøger ikke desto mindre at komponere sin fremstilling af Malala således, at vi oplever en sammenhængende fortælling med en begyndelse, midte og slutning.
Guggenheim har valgt at indlede filmens dramaturgi med et forholdsvist langt, kombineret anslag. Først ser vi fortællingen om den afghanske heltinde, Malalai, der hjælper afghanerne til sejr over englænderne i 1880’erne. Dernæst ser vi en montage, der viser timerne efter attentatet på Malala. Vi ser arkivoptagelser fra nyhedsudsendelser og rekonstruerede optagelser, hvor Malala kommer på hospitalet.
I dette anslag skaber Guggenheim en dramatisk begyndelse, der kombinerer det kendte med det ukendte. Vi kender alle historien om Malalas attentat, men vi kender ikke historien om heltinden Malalai. De to dele af filmens anslag udstikker så at sige Malalas skæbne. Hun vil for altid være kendt, som pigen der blev skudt i hovedet af Taleban. Men når hun i tegnefilmssekvensen bliver sammenkædet med Malalai, så bliver hendes skæbne også at føre de undertrykte til sejr. Med historien om Malalai understreger Guggenheim, at det vigtigste i fortællingen om Malala er hendes kamp. Og filmen bliver i sig selv en del af denne kamp. Et foreløbigt klimaks bliver filmens slutning, hvor Malala modtager Nobels Fredspris. Det bliver dog understreget i efterteksterne, at historien ikke er slut. Vi, der har set filmen, opfordres til at støtte op om Malalas kamp og følge hende på samme måde, som afghanerne fulgte Malalai.
Links og litteratur
Kampagnens officielle hjemmeside:
Malalas tale til Nobelpriskomiteen i 2014 – video (29 min.):
Malalas tale til Nobelpriskomiteen i 2014 – tekst:
Malalas tale til FN den 12. juli 2013:
Find anmeldelser og information (på engelsk) om filmen:
Find anmeldelser og information (på dansk) om filmen:
De tre appelformer: logos, patos og etos
Boko Haram:
Undervisningsmateriale på Filmcentralen til Davis Guggenheims dokumentarfilm 'En ubekvem sandhed':
