Fra film til bog

Et filmmanuskript kan bygges op over virkelige hændelser, teaterstykker eller en forfatters entusiasme for at fortælle i levende billeder. Ofte er fiktionsfilm dog filmatiseringer af bøger, vel at mærke bestsellers, så er der også chance for, at filmen på forhånd har et publikum. Faktisk er over halvdelen af filmhistoriens spillefilm filmatiseringer af bøger. Kasper Rostrup, manuskript-forfatter og instruktør på "Her i nærheden", stiller sig i et interview skeptisk over for filmatiseringer: "Egentlig skal man holde sig fra at skabe film ud fra litterære forlæg. Det gælder i hvert fald, hvis man vil prøve at filmatisere indholdet i bogen. Det kan kun blive dårligere." Alligevel vover Rostrup at filmatisere novellen "Her i nærheden". Selv om manuskriptet ikke er fuldstændig identisk med novellen, er dialogen ofte ordret og sammenfaldende. Det afgørende er, som Rostrup selv forklarer, at skabe smukke filmbilleder, der kan understrege den atmosfære, han gerne vil have frem i fortællingen. "Sammen med filmfotografen Eric Kess har jeg gået meget op i kompositionen af billederne", siger Rostrup.

Umiddelbart synes det som en svær opgave at omskabe "Her i nærheden" til filmlærredet. Martha Christensens novelle er i det ydre fattig på action og effekter. Dramaet ligger i personernes indre og deres forhistorie. Deres bevægegrunde oprulles i indre monologer og kommentarer samt analyser fra den alvidende fortæller (forfatteren).

Følgende er eksempler på de to mediers (bogen og filmen) måde at fortælle på:

Filmen:

Stillfoto: Rolf Konow

Bogen:

"Nej, det var ikke nogen rar onkel de havde besøg af, en slange var det som ormede frem for at finde stedet hvor der skulle hugges til. Det dunkede i halspulsåren og ordene pressede på for at komme fri af hende." (s. 69).

• Hvad fortæller billedet? - Hvordan er det komponeret? Hvordan står personerne i forhold til hinanden? Hvem står skarpt/uskarpt, blikretning, farver, dybde i billedet?
• Hvad fortæller teksten? - Hvad siger udsagnsordene og tillægsordene? - Hvilke billeder skaber ordene og deres sammensætning i læserens bevidsthed?
• Synes du/I, at billedkompositionen er dækkende for den indre monolog, moderen fører med sig selv?

Filmen:

Stillfoto: Rolf Konow

Stillfoto: Rolf Konow

Bogen:

"..så sad hun der igen som hun en gang før havde siddet med ham og ventet på at det skulle bliver deres tur. Da havde en splint boret sig fast under en negl og hun havde haft ham på skødet og siddet med armene om ham og trøstet ham og der havde været megen deltagelse i venteværelset omkring den kønne lille dreng, som sad og puttede sig ind til sin mor. Nu var der en kold stirren. En voksen mand, som havde sin mor med på skadestuen. Et samlet, foragteligt angreb fra alle øjnene til foragten veg for en dæmrende forståelse og blev til en nyfigen interesse og hun greb til det eneste forsvar hun kendte og tog sin mest hovne mine på og stirrede igen så folk tog øjnene til sig." (s. 100).

• Hvad fortæller filmscenen? Bevægelse i billedet, farver, dybde, lyd, klip etc.
• Hvad fortæller teksten?

Berettermodellens spændingskurve

Film kan selvfølgelig handle om hvad som helst f.eks. krig, politiske intriger, korruption og kærlighed. Den kan være optaget hvor som helst i Rødby, Paris eller L.A. På rollelisten kan være stjerneskuespillere eller ukendte amatører. Alligevel er der fællestræk ved den måde, vi i vor tid og med vores vestlige kultur fortæller historier på. Når vi skal fortælle vores venner om en bestemt film, vi har været i biografen og se, starter vi med ordene: "Jo, altså filmen handler om en mor og hendes autistiske søn...og så…". Hvorefter vi følger op med en udredning af fortællingens udvikling. "Så sker der jo et mord i parken…og så…".

På den måde opdager vi, at fiktionsfilmen ofte følger et bestemt mønster, ud fra hvilket vi kan tegne en spændingskurve. Fortællingen tilspidses, konflikter opstår, afvikles og afløses af nye. Denne dramaturgiske model kaldes for berettermodellen.

Berettermodellen beskriver en slags formel eller opskrift på en model, der anvendes på traditionelt fortalte fiktionsfilm. Berettermodellen er opbygget, så tilskueren fastholdes i fiktionens fascinerende univers. Det skal ikke forstås sådan, at en filmmanuskriptforfatter har formlen liggende foran sig på skrivebordet. Snarere er det en indlejret dramaturgisk måde at tænke på, når vi vil fænge andre med vores historie. Det sker, når manuskriptforfatteren fører tilskueren ind i fiktionen, fyldt med opfundne identiteter og fjerntliggende miljøer.

Berettermodellen strukturerer fortællingen i en række obligatoriske faser:

Illustration: Filminstituttet

1. Anslag identifikation, vor nysgerrighed pirres
2. Præsentation af personer og miljø
3. Uddybning temaet foldes ud, og konflikterne præsenteres
4. Point of no return der er ingen vej tilbage, fortællingen har taget retning
5. Konfliktoptrapning konflikten intensiveres
6. Klimaks den afgørende styrkeprøve, konflikten afsluttes
7. Udtoning udfaldet på fortællingen, en ny orden etableres, eller den gamle orden genoprettes, evt. pointe.

• Prøv at finde ud af, om dramaturgien i "Her i nærheden" følger den klassiske berettermodel. Prøv at stykke "Her i nærheden" op og se om I kan sætte de syv obligatoriske og afgørende faser ind i berettermodellen.
• Prøv at sætte filmen sammen på en anden måde - lave en anden rækkefølge.
• Kan I komme i tanke om film, der ikke følger berettermodellen? Hvordan kan det være, at så mange fortællinger passer ind i denne model? Er det ikke kedeligt og alt for forudsigeligt at se film, der er lavet efter den samme opskrift?

Umiddelbart virker det måske besværligt altid at skulle kategorisere en film, et stykke musik eller et maleri og placere det i en bestemt genre. Men ofte gør vi det helt af os selv. Så snart den indledende sekvens eller lyden af de første toner når vores øregang, forstår vi hvilken kode, der bliver talt til os med. Anslaget til "Her i nærheden" taler til vores ubevidste og meddeler, at vi ikke skal forvente os en komedie eller en hæsblæsende action film. Fordelen, ved at vi hurtigt aflæser koderne og det billedsprog, der bliver talt til os med, må være, at der ikke opstår signalforvirring. Hvis vi skal have mulighed for at leve os ind i og lade os forføre af filmens univers, må vi ikke bruge al energien på at finde ud af, hvad fortælleren (instruktøren) vil med os.

Når vi taler om en kriminalroman eller en krimifilm/detektivfilm er et eller flere mord typisk den indledende begivenhed, der bliver omdrejningspunktet for de efterfølgende begivenheder. Spændingen stiger, efterhånden som vi som tilskuere bliver involveret i historien. Vi lever os så meget ind, at vi holder ud til det øjeblik, hvor det afsløres, hvem der er moderen. Hvordan var det, at det i virkeligheden fandt sted? Løsningen på gåden tilbageholdes, så længe spændingen kan holdes. Hvis filmen trækker for længe ud, mister vi tålmodigheden, og til sidst bliver vi ligeglade. Overvejelser over dramaturgien skal sikre, at filmens plot ikke trækkes for langt.

• Hvordan opbygges historien "Her i nærheden" som en krimi? Hvordan er filmen en typisk krimifilm, og hvordan adskiller den sig?
• Ved fru Nielsen noget, som vi (tilskuere) ikke ved? Hvordan kan vi vide det? Der bliver jo ikke sagt noget om det, eller gør der?

Opgave

Forestil Jer at I fik som opgave at lave "Her i nærheden" om til en tv-serie, hvor udfordringen jo ligger i ikke at miste tv-seeren inden næste uges afsnit. Kniven skal svinges, og kravet til Jer er, at tv-serien skal dele fortælling over i tre afsnit. Hvordan vil du afslutte første og anden del? I må selvfølgelig gerne skrive nye scener til historien og indskrive flere personer.

Mange anmeldere af "Her i nærheden" har hævdet, at krimigåden kun er at betragte som en motor for fortællingen. Fra filmens begyndelse bringes vi ud af tvivlen og ind i frygten for en afsløring. Gåden er altså allerede løst for tilskueren. Eller er den? Den måde billedet er komponeret på kan ordløst fortælle hele historier. Men som ordrig dialog kan også det levende billede - med et fint ord reciperes - altså opleves og modtages på lige så mange måder, som det antal øjne der betragter det. Tænk tilbage på følgende klip fra filmens start og giv dit personlige bud på mødet mellem dig og billedet:

Stillfoto: Rolf Konow

• Lav en billedanalyse af dette stillfoto. Hvordan er billedet komponeret? Er det filmet i fugle-, frø- eller neutralt perspektiv? Hvad står skarpt i billedet? Hvad er indenfor rammen, hvad er udenfor? Hvordan er lyset sat? Kan du huske lydsiden?
• Hvad fortælles uden ord?
• Er der andre stillfotos, der står printet i din bevidsthed? Stillfotos som du husker, at du tillagde særlig betydning, da du så filmen?
• Hvad mener kritikkerne egentlig med, at krimien er en motor for filmens fortælling?

Til gengæld har vi et psykologisk kammerspil tilgode. "Hans form er tung og teatralsk", skriver filmanmelderen Bo Green Jensen i Jyllandsposten om Rostrups stil. I kammerspillet udspilles det interne opgør mellem mor og søn som en psykologisk gyser.

• Hvordan har instruktøren formået at underbygge denne fortættede atmosfære af isolation?
• Hvordan har instruktøren eksempelvis arbejdet med lyssætning?
• Vil du sige, at fortællingen og scenografien går hånd i hånd? Underbygger og støtter de hinanden?

Som et eksempel på hvordan moderen har håndteret opdragelsen af sin autistiske søn, oplever vi hende fortælle Brian om nattens overfald i det nærliggende parkanlæg. Eksemplet er et blandt mange på, hvordan moderen forsøger at være et filter for alle de onde oplevelser, der ellers ufølsomt og råt ville blive erfaret af Brian selv. Denne filterfunktion anskueliggøres tydeligt i novellen. Den alvidende fortæller skriver: "Hun havde altid beskyttet ham og han havde gjort hvad hun sagde og således havde det fungeret" (s. 26). Fru Nielsen har via sit frivillige eksil med Brian måske umuliggjort, at han overhovedet har kunnet udvikle sig. Filmen fortæller om det i levende billeder, det vil sige, at mange handlinger og episoder derfor kan forstås og tolkes symbolsk. Prøv at give dit bud på følgende sekvenser og billeder:

Stillfoto: Rolf Konow

Fru Nielsen og Brian i brusebadet (denne sekvens er selvstændig forfattet af Kaspar Rostrup). 

Stillfoto: Rolf Konow

Brian blæser sæbebobler (også forfattet af Kaspar Rostrup).

• Hvad fortæller billederne? Er det en form for symbolik Rostrup betjener sig af, eller er det en tilfældighed?
• Hvad kan sekvenserne anskueliggøre for os tilskuere? De må på en eller anden måde have en betydning, da episoderne slet ikke forekommer i Martha Christensens novelle.
• Kan du finde andre episoder som du forstår i overført betydning - som symbolik?
• Hvis det var dig, der var instruktør, hvordan ville du så have fortalt historien? Beskriv episoder du synes ville underbygge historien bedre, sådan som du forstår historien.

Når en filminstruktør vil skildre en bestemt problemstilling eller har en bestemt sag på hjerte, er det af meget stor betydning, at filmen opleves som troværdig. Det vil sige, at den er realistisk og skildrer en virkelighed, som vi uden de store kvaler kan involvere os i. Hvis vi kommer til at fokusere på skuespillerne som skuespillere: "Sådan en rolle har jeg da aldrig set Henning Moritzen i før" eller "Så er der scenen, hvor Fritz Helmut kommer ind…", er der grund til at mene, at tilskueren ikke kan leve sig tilstrækkeligt ind i filmens univers til at komme ind under huden på personerne. Men hvad er det egentlig, der udgør forskellen? Hvornår er vi i stand til at lade os forføre ind i filmens eget univers, og hvornår bemærker vi alt muligt andet, der ikke giver synderlig mening til filmens fortælling?

• Hvordan synes du, at nærmiljøet og bipersonerne er skildret? Hvilken betydning har de for fortællingen?
• Er skildringen troværdig? - Begrund dit svar.
• Hvor mange af personerne kan undværes, uden at fortællingens pointer mistes, og indholdet ændrer karakter?
• Kunne filmen foregå i 70'erne eller 80'erne? Er den særlig 90'er-agtig? Hvordan?

En film vil typisk meddele det, som instruktøren har på hjerte, i et samspil mellem billede, lyd og ord. Fortællingen er ikke et radiospil, hvor dialogen, altså ordene der udveksles, er centrale. Ej heller visuelt svulmende billeder uden tale. Enkelte instruktører har gennem tiden haft held med at eksperimentere med film uden dialog eller monotome, visuelt indholdstomme billeder.

Eksempler på hvordan "Her i nærheden" gennem dette samspil opnår stor effekt:

I film skelner man mellem reallyd og lyd lagt oven på billedsiden. Reallyd er den lyd, der direkte befinder sig i det rum, billedet viser, på det tidspunkt indspilningen foregår. Eksempelvis larm fra trafik, fuglefløjt, stemmer eller musik fra en radio. Den lyd, der lægges ovenpå, er typisk filmmusik eller effektlyde. Lyd som er med til at føre tilskueren ind i en bestemt stemning. Forestil dig f.eks. en gyserfilm uden lyd! Lidt mindre typisk kan man anvende en voiceover, der er en stemme, der fortæller tilskueren om noget, vi ikke kan læse ud af billedsiden. I "Her i nærheden" er der flere eksempler på, at instruktøren har benyttet sig af dette specielle fortælletrick.

Voiceover: Moderen fortæller, hvad hun tænker, da lægerne informerer hende om drengens diagnose.

Voiceover: Vi hører Jespersen fortælle om opera i en bil, vi ser langt fra, mens den kommer stadig nærmere.

Voiceover: Moderen vasker sig, mens hun på lydsiden fortæller, om dengang de forsøgte at overtale hende til at sende Brian på 4 ugers koloni.

• Hvorfor tror I, at Rostrup har tyet til dette fortælletrick? Hvad får I ud af dette samspil mellem billede, reallyd og voiceover?
• Kunne transformeringen fra novelle til filmens univers være løst på en anden og efter jeres mening bedre måde? Eller den skulle måske aldrig have været filmatiseret?
• Kan I forestille jer, at Martha Christensens novelle opsættes som teaterstykke? Hvilke udfordringer vil det medføre?

Opgave

Prøv at lægge en tilsvarende voiceover ind over de sekvenser hvor Brian handler, uden at vi får en forklaring. Vi skal høre, hvad Brian tænker, og hvad han fortæller os, hvis han kunne, alt imens billedsiden kører.

"Ghita og Helmuth danser igen med Martha" - overskrift fra B.T. den 15 oktober 1999.

Der var allerede inden premieren en stor interesse for "Her i nærheden". Måske fordi Kasper Rostrup igen havde valgt at filmatisere en novelle af Martha Christensen? I 1989 filmatiserede han "Dansen med Regitze" med næsten de samme skuespillere, som han samlede til "Her i nærheden". "Dansen med Regitze" blev en stor succes og blev hædret herhjemme og i udlandet. Nøglespørgsmålet fra den samlede stab af journalister er, hvorvidt Rostrup er ude efter en sikker succes oven på fiaskoen med tv-serien "Bryggeren".
Dagspressen har således i månederne inden premieren bragt omfattende interviews med hovedrolleindehaverne Ghita Nørby, Fritz Helmuth, Thure Lindhart og Kasper Rostrup selv. Fotografen Marianne Grøndahl udgiver fotobogen "Nærhed - billeder om en films tilblivelse" d. 1 december 1999, knap 2 måneder før filmen får premiere. For lægfolk ser det ud som om, at denne film er noget helt særligt, men den megen omtale og interesse fra pressen og de kulørte blade er blot et eksempel på en nødvendig markedsføring. Distributionsselskabet sender som appetitvækker materiale til landets aviser, og de giver dermed pressen noget at skrive om.

Da filmen så endelig kom, fik den følgende ord med på vejen: (Overskrifterne er bragt d. 21. januar 2000 i landets dagspresse).

Thures skærende triumf - Ekstra Bladet

Fint skuespil - tyndt plot - Jyllandsposten

Skønheden og moderdyret - Frederiksborg Amtsavis

Løvinden og æbleskiverne - Jyske Vestkysten

En kvartet af enegængere - Information

Om lidt brister sæbeboblen - B.T.

Kærlighedens kraft gør blind - Berlingske Tidende

Dystert familiedrama - Børsen

Kære mor - Politiken

På besøg i virkeligheden - Aktuelt

Her er så succesen - Kultur/Det sker, Jyllandsposten

En lille historie stort fortalt - Fyns Stiftstidende

Så nær, så fjern - Århus Stiftstidende

Dansen om den varme grød - Zoom

Gruppearbejde (3 - 4 personer)

• Hvad handler "Her i nærheden" om for dig? - Hvad er filmens egentlige tema? Tag en runde hvor alle fortæller.
• Diskuter anmeldelsernes overskrifter. Hvad handler filmen om for journalisterne? Hvilke metaforer og symboler anvender journalisterne i deres billedsprog? Hvad henviser disse sprogbilleder til?
• Prioriter anmeldelsernes overskrifter - hvilken synes I bedst om? Hvilken er den dårligste? Diskuter og argumenter i gruppen for at komme frem til en rækkefølge.
• Lav i gruppen Jeres bedste bud på en overskrift til en anmeldelse. Hvilket signal vil I sende til læseren om filmen?