Denne del af materialet indeholder en række oplysninger og opgaver, som er relevante i forhold til filmens indhold.

Demokratiet

Danmark er et demokrati. Det blev fastslået allerede ved indførelsen af grundloven i 1849. Det betyder, at den politiske magt i samfundet kun kan udøves, hvis befolkningen accepterer den og medvirker ved udøvelsen af den. For at gøre det, vælger befolkningen senest hvert fjerde år et folketing, som giver lovene og vælger en regering.

Foruden lovgivningsmagten foreskriver grundloven, at der også skal være en udøvende og en dømmende magt, samt at disse magter skal være uafhængige af hinanden og skal kunne kontrollere hinanden for at sikre borgernes frihed og retsstilling. I Danmark er denne skillelinje dog blevet en smule uskarp, fordi vi har valgt at give Folketinget en dominerende position. Regeringen i Danmark må således altid være i overensstemmelse med et flertal i folketinget, og domstolene må indrette sig under de love, Folketinget giver.

I mange andre stater i verden bygger magten ikke på befolkningens accept, men på vold, tradition eller religion. Læs mere om Folketinget og grundloven på www.folketinget.dk.

Grundloven sikrer borgernes frihed ved en række frihedsrettigheder, der skal beskytte mod overgreb og sikre, at borgerne kan komme til orde. Ifølge grundloven har borgerne i Danmark ytringsfrihed og kan aldrig underkastes nogen form for censur. Denne bestemmelse er grundlaget for den frie presse, som derved skulle blive en del af borgernes frihedsgarantier og en vigtig kontrol med det politiske system. I diktaturstater er pressen altid det første, der bliver underlagt magthavernes kontrol med bl.a. censur og direkte styring.

Filmen ”Kongekabale” handler bl.a. om, hvordan forholdet mellem den frie presse og Folketinget har udviklet sig i Danmark og dermed også om, hvordan det danske demokrati fungerer.

Pressens roller

I vores samfund har pressen en grundlovssikret frihed til at indsamle, behandle og videregive information, og derved bliver den en vigtig del af den måde, hele samfundet fungerer på. Dels er pressen dagsordensættende, dels fungerer den i en vis udstrækning som en slags 4. statsmagt ved siden af den lovgivende magt (folketinget), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene).

Det dagsordensættende består i, at pressens udvælgelse af nyheder og debatindlæg i høj grad bestemmer, hvad den offentlige debat kommer til at handle om. Men det har vist sig, at pressens magt i denne henseende på ét vigtigt punkt er blevet stærkt overvurderet: Folks værdier, holdninger og meninger rokkes ikke så let, og slet ikke af journalister. Det dagsordensættende består derfor i, at pressen nok bestemmer, hvad folk skal mene noget om, men ikke hvad de skal mene om det. Det beslutter folk selv ud fra debatten i de grupper og miljøer, de indgår i.

Som en 4. statsmagt antages pressen at holde de andre magthavere i ørerne, hvad enten de har økonomisk, politisk, social, kulturel eller anden form for magt. Det skal pressen først og fremmest gøre ved at gøre samfundet gennemskueligt og ved at sørge for, at misbrug og urimeligheder kommer offentligt frem.

Derved bliver pressen selv en magtfaktor, men hvem kontrollerer så den?

Det gør først og fremmest konkurrencen mellem medierne i det omfang, den fungerer. Hvis et af medierne begår en fejl eller overtræder en regel, har alle de andre medier opdaget det 5 minutter efter! Derudover er der Straffeloven og Medieansvarsloven.

Straffeloven fastsætter nogle grænser omkring det enkelte menneske, som ikke må overskrides af pressen. Det drejer sig især om privatlivets fred og beskyttelse af menneskers personlige anseelse. Overtrædelser af disse grænser straffes af statsmagten med bøder eller fængsel.

Foruden bestemmelserne i straffeloven fastsætter Medieansvarsloven en række principper for god presseskik. Disse regler håndhæves af et pressenævn, der er sammensat af repræsentanter for journalisterne, udgiverne (redaktører) og offentligheden (i øjeblikket ledere fra de store oplysningsforbund AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), FOF (Folkeligt Oplysningsforbund) og LOF (Liberalt Oplysningsforbund)) og med jurister som formandskab. Pressenævnet kan afsige kendelser og pålægge berigtigelser og genmæle, men ikke straffe.

Når et medie bringer forkerte faktiske oplysninger, skal det rette fejlen. Rettelser af fejl kaldes berigtigelse eller dementi. Et "genmæle" betyder, at man som klager selv får lejlighed til at korrigere oplysninger af faktisk karakter i en sag. Genmælet skal bringes uden unødig forsinkelse og på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Der gælder de samme regler for aviser og for radio og tv. Pressenævnets kendelser vil i vidt omfang blive lagt til grund, hvis sagerne derfra bringes videre til domstolene af en krænket part.

Endvidere skal enhver udgivelse, som udkommer periodisk, have en ansvarshavende chefredaktør, som kan gøres ansvarlig for alt, hvad mediet foretager sig.

Læs mere om Pressenævnet på www.pressenaevnet.dk

Her følger nogle af de vejledende regler om god presseskik i Medieansvarsloven:

Endelig har de fleste bladhuse udførlige regler for deres egen journalistik samt regler for journalisternes forhold til det omgivende samfund, som skal sikre, at journalisternes troværdighed ikke skal kunne drages i tvivl. På de store aviser må journalister således ikke beklæde politiske tillidsposter eller modtage penge og gaver udefra.

Man plejer at sige, at journalistens fornemste opgave ikke er at gå andres ærinde, men at være læserens advokat!

Journalisten og den tidligere spindoktor for Det Konservative Folkeparti Niels Krause-Kjær har skrevet den roman, ”Kongekabale”, der ligger til grund for filmen. Men han har også skrevet en anden bog, ”Den politiske landsby”, der handler om den politiske journalistik i Danmark. I den beskriver Troels Mylenberg, som har været Christiansborgjournalist på Berlingske Tidende og politisk redaktør på Dagen og Ekstra Bladet, den politiske journalistiks tilstand på denne måde:

”De politiske journalisters fornemste opgave burde være at oversætte det politiske spil til almindeligt forståeligt dansk. At pille spillet fra hinanden i stedet for at deltage i det. Man skal eksempelvis ikke have været mange døgn på Christiansborg for at vide, at politikere meget ofte ikke siger det, de mener. At politik er et strategisk håndværk, hvor der spilles fordækt og bluffes. Hvor de ekstra esser og knivene sidder løst i ærmerne. Og hvor politikerne sjældent viger tilbage for at bruge medierne i deres spil. Men læserne, lytterne og seerne inviteres alt for sjældent med ind på spillepladen. I stedet refererer de politiske journalister spalte op og skærm ned politikernes ligegyldige og taktiske lurendrejerier, som var det sandhed.
[....]

Resultatet er, at reel politisk journalistik i vid udstrækning ikke eksisterer, at politik fjernes endnu mere fra vælgernes virkelighed og at befolkningens politiske bevidsthed formes af et halvt dusin kommentatorer, der aldrig er blevet valgt til noget som helst.”

Læs mere om pressens historie og funktioner på Avisen i Undervisningens hjemmeside: www.aiu.dk.

Opgaver

• Læs dagens aviser og find eksempler på historier, hvor man kan sige, at pressen varetager sin rolle som den 4. statsmagt.
• Læs dagens aviser og find eksempler på historier, hvor man kan sige, at pressen varetager sin rolle som dagsordensætter.
• På det sted i filmen, hvor Ulrik Torp opdager, at der er noget lusket i gang omkring Verdens Børn og vil skrive om det, siger nyhedsredaktør John Erhardsen, at Ulrik Torp skal være ’læsernes ambassadør’. Hvorfor siger han det, og hvad mener han?
• Læs reglerne for god presseskik, afsnit B1. I hvilken grad kan man sige, at der ligger en ’klar almen interesse’ i, at historien om Mads Kjeldsen og hans børnehjem kommer i medierne?
• Hold øje med nyhedsmedierne i en periode, f. eks. en uge, og find eksempler på historier, hvor man kan diskutere, om reglerne for god presseskik er overholdt.

Journalistiske idealer og realiteter

I virkelighedens verden kan journalistik være mange ting, lige fra den daglige rutineproduktion af nyhedstelegrammer til undersøgende reportager eller litterære featureartikler. Og lige som i alle andre erhverv findes der journalister, som er gode til deres arbejde, og andre, som ikke er det, og der findes journalister med et dybt engagement i deres gerning og andre, der bruger journalistikken som et springbræt til at opfylde andre ambitioner.

Journalistikken som profession har høje idealer, som enhver studerende på journalistuddannelserne lærer at kende, og som mange af dem drømmer om at opfylde, når de er færdige med deres uddannelse. De vil gerne opfylde pressens noble rolle som den fjerde statsmagt, der holder alle slynglerne i samfundslivet på plads, de drømmer om store afsløringer og banebrydende kampagnejournalistik, og mange har litterære ambitioner.

Og så har de lært en masse om etik og objektivitet, om grundig research, om altid at høre begge parter i en sag, om ikke at hænge sagesløse mennesker ud og om aldrig at gå nogens ærinde.

Alligevel er de daglige medier fyldt med trivielle nyheder, fejlagtige reportager og tvivlsomme omtaler af enkeltpersoner. Men heldigvis er der også den ægte vare, der giver os store oplevelser og udvider vores forståelse af verden og os selv.

Journalistik er i sig selv hverken et gode eller det modsatte. Journalistik er først og fremmest et værktøj, som i den gode håndværkers hånd kan fremstille fremragende produkter. Men værktøj er som bekendt aldrig bedre end den håndværker, der bruger det.

Hvad er journalistik?

Journalistikkens opgave er først og fremmest at transportere information fra en kilde til en læser om fænomener og begivenheder, som må antages at have en eller anden form for almen interesse.

Journalisten bliver på den måde en slags informationsmægler, som bringer "sælgere" og "købere" af information sammen, næsten på samme måde som en ejendomsmægler. Uden mægleren er det meget lidt sandsynligt, at de to parter ville have fundet hinanden.

Journalistikkens ærinde er virkeligheden, og journalisten skal være "in the truth business", som amerikanerne siger. Målet med journalistik må altid være at afdække en eller anden form for sandhed, ofte en sandhed, som andre prøver at skjule. Ikke sandhed i videnskabelig forstand, men sandhed forstået som den bedst mulige viden, journalisten er i stand til at skaffe sig under de vilkår, han har.

Nyhedskriterierne

Det er vigtigt at forstå, at mediernes virkelighed ikke er den ’virkelige’ virkelighed, men en redigeret virkelighed. Mediernes redigering af virkeligheden handler både om de tildragelser, som overhovedet bliver rapporteret, om de historier, som bliver bragt videre, og om de vinkler, historierne fortælles med, altså hvad journalisten synes, der er det vigtigste ved dem.

Udvælgelsen af nyhederne styres af de såkaldte nyhedskriterier, som er de begrundelser, redaktører og journalister bruger, når de udvælger og vinkler deres historier. Det er meget almindeligt at koge nyhedskriterierne ned til 5, som man underviser i på journalistuddannelserne, og som optræder med forskellig vægt i de forskellige medier:

Væsentlighed: historien skal have grundlæggende betydning for den måde, samfundet fungerer på, eller for mange menneskers vilkår for tilværelsen.

Aktualitet: historien skal beskæftige sig med noget, der er oppe i tiden som et almindeligt samtaleemne. Ofte er det en historie, som cirkulerer i andre medier.

Identifikation: historien skal give læseren mulighed for at finde sig selv i historien, ofte som en følelse af, at “det kunne være mig” eller “bare det var mig” eller “godt det ikke er mig”.

Konflikt: historien skal indeholde brudflader, hvor sager eller personer er på kollisionskurs, vante mønstre brydes op eller et problem skal løses.

Sensation: at normalbilledet forstyrres af noget uventet og overraskende, at tingene ikke er, som de plejer at være. Eller sagt mere hverdagsagtigt - historierne skal:

• Være vigtige
• Være interessante
• Være tæt på læseren
• Handle om et problem
• Være overraskende

Hertil kommer, at en historie bliver særlig værdifuld, hvis det er en solo-historie, altså en historie, som ingen andre medier kender til. De fleste historier er nemlig fælleshistorier, fordi de stammer fra telegrambureauerne eller handler om forhold og begivenheder, som alle kender til.

For tv er det ofte afgørende for en historie, at den er båret af gode billeder, og på den måde kan billedmuligheden blive et selvstændigt nyhedskriterium.

Nyhedskriterierne er hverken gode eller dårlige i sig selv. Hvis de bliver brugt godt, fører de til spændende og vigtige historier, som kan være med til at præge tilværelsen for os alle sammen. Hvis de bliver brugt dårligt, fører de til pjat eller til uetiske krænkelser af andre menneskers privatliv eller anseelse.

Nyhedskriterierne kan anvendes til at karakterisere og bedømme de enkelte journalistiske historier, men de kan også bruges til at karakterisere de forskellige medier. De fleste aviser opererer med en eller anden blanding af nyhedskriterierne, men de prioriterer og vægter dem meget forskelligt.

Læs mere om nyhedskriterier og journalistik og se eksempler på www.aiu.dk.

Opgaver

• Gennemgå dagens aviser og find ud af, hvilke nyhedskriterier, der dominerer forsiderne og nyhedshistorierne inde i avisen.
• Find eksempler på historier, der domineres af flere nyhedskriterier, og historier, der kun domineres af et enkelt.
• Diskutér, hvilke historier i dagens aviser, radio eller tv, der kan siges at være væsentlige.
• Hvilke nyhedskriterier styrer Ulrik Torps arbejde i begyndelsen af filmen? Og i slutningen?

Spindoktorer

I de første hundrede år af demokratiet i Danmark var så godt som hele pressen knyttet til de politiske partier, som gennem deres egne aviser kommunikerede direkte med deres vælgere. Sådan er det ikke mere.

I anden halvdel af det tyvende århundrede har pressen fjernet sig fra partierne, efterhånden som de er blevet mindre og mindre repræsentative for deres vælgere.

Det blev derfor nødvendigt for partierne at finde ud af, hvordan de på andre måder kunne påvirke pressen. Især op igennem 1990’erne er det blevet almindeligt, at partierne ansætter journalister, de såkaldte spindoktorer, til at styre strømmen af nyheder til pressen, sådan at de kommer på det rigtige tidspunkt, med de rigtige vinkler og i de rigtige medier.

I Niels Krause-Kjærs bog ”Den politiske landsby” beskriver Politikens Christiansborgjournalist Christine Cordsen spindoktorer på denne måde:

”I hele det politiske spil er pressen en vigtig faktor, og derfor er det ikke muligt at lukke den kritiske journalist helt ude. Men selvfølgelig spiller spindoktorerne en rolle for den politiske journalistik. Nemlig den rolle vi selv tildeler dem. Hvis vi ukritisk dyrker konkurrencen om solo-udspil fra regering eller opposition, giver vi spindoktorerne alt for gode arbejdsvilkår. Til at forsøge sig med kontrol, tuskhandel og begrænsninger i den journalistiske frihed. Og når politiske analyser skrives af helt uerfarne politiske journalister, så får spindoktorerne alt for gode muligheder for at påvirke konklusionerne, som ganske behændigt fremstår som journalisternes egen analyse.”

Opgaver

• I hvilket omfang beskriver Christine Cordsen den situation, vi ser i filmen?

Hvad er en spindoktor ifølge filmen? Hvad betyder ordet ’spin’, og hvori består en spindoktors arbejde?

Lemmingeeffekten

I pressen er der en tendens til, at alle medier løber efter den samme historie, når først der er gået hul på den. Denne tendens kaldes lemmingeeffekten og kan iagttages både i det store og i det små.

I sin bog ”Den politiske landsby” beskriver Niels Krause-Kjær lemmingeeffekten på denne måde:

”Et andet eksempel er afsløringerne af Farums borgmester, venstremanden Peter Brixtofte. I årevis styrede han sin kommune, uden at nogen journalister forholdt sig til hans alkoholforbrug. Han kunne sågar optræde i DR Profilen i august 2001 og være synligt påvirket, uden at nogen reagerede, hverken før, under eller efter. Først da han faldt i februar 2002 som følge af B.T.s vedvarende afsløringer, skrev man om det. Og der var pludselig færre krav til dokumentationen: Han lå jo alligevel ned.
[….]

• Reglerne for god presseskik taler om, at privatlivet skal respekteres, medmindre klar almen interesse taler for det modsatte. Den formulering fortolkes i forhold til politikere på mange forskellige måder af medierne:
  A. Hvis det private har haft politiske konsekvenser, skriver man historien.
  B. Hvis den private adfærd afgørende strider imod det, politikeren siger, skriver man historien.
  C. Politikernes hele person er i sig selv af klar almen interesse. Derfor skriver man historierne.

Groft sagt har den politiske journalistik hævdet, man altid gjorde A, nogle gange B og sjældent nedværdigede sig til C. I virkeligheden forholder det sig måske nærmere omvendt.

• Der er en tendens til, at den politiske journalistik lister i flok og tramper i flok. Hvis først man kan hænge andre op på den gode historie, er der fri bane. Både når historien er relevant, og når den ikke er det. Murdoch gjorde det med Lady Diana, de fleste danske medier gjorde det med Torben Lund og den danske aids-politik. Da først Peter Brixtofte lå ned, måtte alle køre over ham – og mange gjorde det.”

Opgaver

• Se TV-avisen på DR1 og Nyhederne på TV2 og sammenlign nyhedsudbuddet med morgenavisernes. Hvor mange historier er opfølgninger af historier, der er sat i gang af aviserne?
• Hold øje med nyhedsmedierne i en periode, f. eks. en uge, og find eksempler på historier, der først og fremmest er i medierne, fordi andre medier også har dem.

Denne del af materialet indeholder en række oplysninger og opgaver, som er relevante i forhold til filmen som fortælling.

Fortælling

En fortælling adskiller sig fra virkeligheden ved, at den er konstrueret over bestemte mønstre, der netop gør den til en fortælling og ikke et udsnit af virkeligheden. Virkeligheden har ikke en begyndelse en midte og en slutning, men det har fortællinger, og virkeligheden har heller ikke noget vendepunkt, eller peripeti, som Aristoteles kaldte det. Virkelighedens hændelser betyder ikke noget i sig selv, men det gør fortællingens hændelser, og når vi fortolker dem, kan de hjælpe os til at give virkelighedens mere eller mindre tilfældige hændelser mening.

Omvendt er det tydeligt, at vi bruger de fortællinger, vi vokser op iblandt, til at fortælle om os selv og vores virkelighed på samme måde. Vi ændrer bare fortællingen i løbet af vores liv, efterhånden som vi får brug for at forstå vores liv på en ny måde for at få det til at passe til de nye omstændigheder, vi lever under, og for at få det til at give mening.

På den måde kommer vores virkelighed til at efterligne de fortællinger, vi læser i bøger og blade, ser på film og i tv og såmænd også læser i avisen, for også journalister giver de hændelser, de beretter om, form som fortællinger.

Det er nemlig ikke bare fortællingerne, der efterligner virkeligheden. Virkeligheden efterligner også fortællingerne!

Et af de vigtigste træk ved en fortælling er fortællingens peripeti eller vendepunkt, det sted, hvor handlingen tager en ny drejning, og spillet kan begynde. En peripeti, en pludselig omvending af omstændighederne, forvandler hurtigt en rutinepræget sekvens af hændelser til en historie.

Det er sjældent man oplever selvbiografier, hvad enten de er nedskrevet eller fortalt spontant i et interview, som er uden vendepunkter. Også vores eget liv fortæller vi ved hjælp af vendepunkter. Vi siger f.eks.: ”Det var dengang, jeg besluttede mig til at blive læge,” eller: ”Da jeg gik ud af det værelse, var jeg et nyt menneske,” eller: ”Efter den oplevelse er ingenting, som det var,” osv.

En fortælling begynder typisk med at tage en bestemt tilstand af almindelighed eller normalitet i verden for givet. Et eller andet går derefter galt, så der sker et brud, ellers er der ikke noget at fortælle om. Fortællingen handler derefter om bestræbelserne på at håndtere bruddet eller forlige sig med det og dets konsekvenser. Og endelig er der en slutning, en eller anden form for løsning.

Og en fortælling er aldrig uskyldig: Den har altid en et budskab, som ofte er så godt skjult, at selv fortælleren ikke har fuldt overblik over, hvad det går ud på. Det er vores fortolkning af begivenhederne i fortællingen, der giver den mening.

Opgaver

• Tænk over, hvordan du fortæller om dit liv, og om hvem du er, til andre (eller til dig selv, for den sags skyld). Find hændelser, som du anvender som vendepunkter i din egen livsfortælling. Gør det samme med andres selvfortællinger.
• I filmen starter Ulrik Torp som en ung ambitiøs journalist, der bliver smigret over at få chancen på Christiansborg. Han har tilsyneladende succes, havner på forsiden og bliver citeret i de andre medier. Men så sker der noget. Diskuter, hvori vendepunktet består. Er det mødet med Erik Dreier, hvor ordet kispus bliver brugt for anden gang? Er det kuverten om Lone Kjeldsens ferie? Hvad sker der herefter med handlingen i filmen?
• Er det muligt at bestemme andre vendepunkter i filmen? Eller vendepunkter for nogen af de andre personer? Kig f.eks. på Erik Dreier, Lone Kjeldsen, Peter Skov, Moll og Gunnar Torp (Ulrik Torps far).

Aktantmodellen

Den velkendte aktantmodel stammer fra eventyrforskningen. Den blev oprindelig udviklet til at analysere folkeeventyr med, men bruges ofte af skribenter som grundmodel i andre typer af fortællinger.

Illustration: Filminstituttet

En hovedperson (subjektet) stræber efter et værdigt mål. Nogle kræfter i fortællingen hjælper ham, andre må han overvinde. Målet beherskes af en eller anden magtfuld instans, som kan overdrage det, evt. efter mange genvordigheder. Hvis modtageren er den samme som hovedpersonen, ender historien godt. Hvis modtageren er en anden, får vi en trist udgang. Sådan kan verden se ud i et eventyr eller en roman, men en reportage fra folketingssalen eller fra generalforsamlingen i en sportsklub kan bygges op på samme måde.

Det er slet ikke sikkert, at verden også ser sådan ud, men vi kan godt lide at få den fortalt på den måde, også i journalistiske historier og også på TV.

Opgaver

• Hovedhandlingen i filmen er knyttet til figuren Ulrik Torp. Opstil en aktantmodel med Ulrik Torp som subjekt før og efter vendepunktet.
• Opstil aktantmodeller for bihandlingerne og indsæt f.eks. Erik Dreier, Peter Schou, Lone Kjeldsen, Gunnar Torp og Mads Kjeldsen som subjekter.
• Vurder personernes vigtighed efter de aktantmodeller, det er mulig at opstille for dem. Jo flere tomme pladser, jo mindre betydningsfuld er personen sandsynligvis.
• Diskuter, om aktantmodellerne gør det lettere at forstå handlingen i filmen.

Berettermodellen

Fortællinger spiller en helt afgørende rolle for den måde, vi alle lærer at forstå verden og os selv på. Hver dag hører vi hændelser og begivenheder fortalt, og hver dag skaber vi en verden omkring os og selve vores identitet ved at fortolke den i fortællinger. Fortællinger følger faste, kulturskabte former, som ikke så meget viser virkeligheden i sig selv (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), men snarere den måde vores fælles kultur forstår virkeligheden på. En af de vigtigste former er den såkaldte berettermodel.

Illustration: Filminstituttet

1. er anslaget, som inviterer læseren indenfor og gør hovedtemaet klart. 2. er præsentationen af sted og personer og af normaltilstanden. Problemer og konfliktmuligheder antydes. 3. er uddybningen, der udvikler konflikten og engagerer læseren. Ofte finder vi vendepunktet i denne fase. 4. er det såkaldte point-of-no-return. Når det passeres, er konflikten ikke længere til at stoppe. 5. er konfliktoptrapningen, hvor træk og modtræk veksler indtil 6., som er klimaks, det endelige opgør, hvor den ene part sejrer. 7. er udtoningen, hvor de løse ender følges op, og et perspektiv antydes. Det er karakteristisk for denne model, at den opererer med helte og skurke, vindere og tabere.

Opgaver

• Bestem filmens tid og sted. Hvor foregår filmen rent geografisk, hvornår foregår den, og hvor lang tid strækker handlingen sig over? Tegn en tidslinje over filmens hændelser.
• Beskriv filmens handling efter berettermodellen. Angiv, hvori de vigtigste hændelser i de enkelte faser består, og hvilke hændelser der markerer overgangen fra en fase til en anden.
• Vendepunktet bringer Ulrik Torp i konflikt med ”systemet”, og han bliver fyret. Efter en periode, hvor han famler sig lidt frem, passerer han et point of no return, hvorefter konflikten accelererer mod sin kulmination, og vi når løsningen på intrigen. Bestem, hvor point of no return ligger. Er det pressemødet, hvor Ulrik Torp stiller generende spørgsmål? Mødet med Moll? Faderens besøg? Eller Ulrik Torps replik: ”Jeg vil have Dreier ned med nakken!” Eller er det noget helt andet?
• Beskriv, hvor i Danmark og i hvilke sociale lag filmen foregår.
• Beskriv persongalleriet og relationerne mellem personerne. Hvordan kender Gunnar Torp og Dagbladets chefredaktør Per Vestgaard hinanden? Og hvilken rolle spiller Gunnar Torp for Ulrik Torps ansættelse på Dagbladets Christiansborgredaktion?
• Mange fortællinger opererer med tre persontyper: Heltene, skurkene og dem, der ikke kan gøre for det. Find eksempler på alle tre typer i filmen.
• Bestem, hvad det er, der sætter filmens handling i gang?
• Hvori består filmens primære konflikt?
• Beskriv journalisterne og politikerne i filmen og relationerne mellem dem. Hvilket billede får vi af det politiske system i Danmark? Diskuter, om filmens virkelighedsbillede er realistisk.
• Pressen beskrives ofte som den fjerde statsmagt, der kontrollerer de andre. Hvordan passer en spindoktor som Peter Schou ind i det billede?
• Hvorfor bliver Ulrik Torp ansat på Christiansborgredaktionen? Og hvorfor bliver han fyret?
• Moll holder ved flere lejligheder små foredrag for Ulrik Torp. Gør rede for indholdet i hans foredrag, og diskuter, om det virker rimeligt, at han siger det, han gør, til Torp. Er det Torp eller publikum, der har brug for at vide det, Moll fortæller?
• Ulrik Torp og Moll bliver dem, der hiver tæppet væk under Erik Dreier. Hvordan kan man fortolke, at den ene er en fyret Christiansborgjournalist og den anden en freelancer, som ikke har noget at tabe?
• Diskuter, hvilke af nyhedskriterierne der spiller den største rolle for medierne i filmen. Er der en lemmingeeffekt i deres adfærd? Find eksempler fra virkeligheden på en lignende vægtning af nyhedskriterierne.
  I filmen optræder en række ”rigtige” tv-journalister i de fiktive nyhedsudsendelser om Midterpartiet.
• Diskuter, om det er i orden at optræde i den sammenhæng samtidig med, at de pågældende journalister varetager deres job i virkelighedens nyhedsformidling. Svækker det mediets eller deres egen troværdighed?
• Find eksempler fra virkeligheden på sammenblanding af politik og medier, f.eks. journalister, der har været politikere, politikere, der har været journalister, eller kombinationer, f.eks. ægteskaber mellem politikere og politiske journalister/kommentatorer. Diskuter, om det kan opfattes som problematisk for folkestyret.
• Hvad sker der egentlig med Erik Dreier? Hvordan kan man fortolke hans valg til Europaparlamentet i slutningen af filmen?