Kriger elev

Hjem

Elevopgaver

Dansk

Formål: at udtrykke egne meninger i diskussioner og vurdere, hvad der er saglig argumentation. At lytte aktivt og forholde sig analytisk og vurderende til andres mundtlige fremstilling.

  1. Sæt filmen ind i to aktantmodeller: en som afspejler første halvdel af filmen, og en som afspejler anden halvdel af filmen. Diskuter, hvad Marisas mål i tilværelsen er i begyndelsen og slutningen af filmen. Hvorfor ændrer det sig?
  2. Lav en liste over filmens bipersoner og deres relation til hovedpersonen. Tal om deres funktioner i forhold til hovedpersonen (fokuser på kontrastkarakter, skyggekarakter, støttekarakter og offer). Ændrer Marisas forhold til bipersonerne sig i løbet af filmen? Hvordan og hvorfor?
  3. Tal om nynazisternes tatoveringer. De har bl.a. tatoveret 88, 14, 14 Words, Blut und Ehre og hagekors på kroppen. Undersøg, hvad tatoveringerne betyder. Diskuter, hvorfor nynazisterne i filmen har så mange tatoveringer. Tal også om signalværdien i deres frisurer og halskæderne med Thors hammer.
  4. Marisa dækker en tatovering på brystkassen med et plaster. Hvorfor gør hun det? Diskuter symbolikken i slutscenen, hvor hun bliver skudt netop i brystet.
  5. ”Kriger” er en tragedie. Det er sjældent, vi ser film, der ender så mørkt. Nævn andre eksempler på tragedier (film, teater, litteratur mv.). Diskuter, hvad I synes om filmen og dens slutning.
  6. Afsluttende opgave
    Skriv en anmeldelse af filmen. Find vejledning i at skrive filmanmeldelse her.

Samfundsfag

Formål: at reflektere over, hvad egne og andres forhåndsopfattelser af mennesker med anderledes vilkår, levevis og gruppeidentitet betyder for gensidig accept og samspil i arbejdslivet, det politiske liv og hverdagslivet.

  1. Hvilke associationer får I ved ordene ”nationalsocialisme”, ”nynazisme”, ”højreradikal” og ”ekstremisme”? Skriv hurtigt svarene ned. Sammenlign og diskuter betydningen af ordene. Søg på nettet og skriv korte definitioner på 5-10 linjer af hvert begreb.
  2. Hvilke associationer får I ved ordene ”demokrati”, ”humanisme” og ”fascisme”? Skriv hurtigt svarene ned. Sammenlign og diskuter betydningen af ordene. Søg på nettet og skriv korte definitioner på 5-10 linjer af hvert begreb.
  3. Hvordan kommer henholdsvis ”humanisme” og ”nynazisme” til udtryk i ”Kriger”? Diskuter, hvad der driver nynazisterne i filmen: hvorfor er de blevet nynazister? Karakteriser den nynazistiske gruppe i filmen: hvad er deres syn på verden, og hvordan har gruppemedlemmerne det sammen?
  4. Find via Infomedia.dk (fx på biblioteket) interview med instruktør David Wnendt i Politiken 2. maj 2013. Referer de 10 vigtigste pointer, Wnendt og ”Kriger” fortæller om det tidligere Østtyskland.
  5. Musik spiller traditionelt en stor rolle i forbindelse med politiske manifestationer, fx marchmusik, hippie-tidens musik osv. Nævn eksempler på musik, som er brugt politisk eller propagandistisk. Tal om nazi-punken, vi hører i ”Kriger”. Den har titler som ”Deutschland, mein Vaterland” og ”Holocaust Reloaded”. Hvilken stemning og hvilke følelser er musikken præget af? Hvordan bruger personerne i filmen musikken?
  6. Afsluttende opgave
    Skriv et essay med titlen ”Nynazisme og humanisme – er der en grænse for, hvem der skal være plads til i samfundet?”. Tag udgangspunkt i ”Kriger” og bred teksten ud til en mere generel diskussion.