Stedet er Santiago de Chile, Chiles hovedstad. Tiden er 1973. Landet styres af en socialistisk regering med Salvador Allende som demokratisk valgt præsident. På en katolsk privatskole for borgerskabets børn har man åbnet op for, at nogle børn fra en nærliggende slumbebyggelse kan få gratis undervisning. Det sociale eksperiment bliver styret af skolens leder, den nordamerikanske præst, fader McEnroe. Gennem filmen følger vi to handlingsspor: det ene er beretningen om, hvordan det går, da de nye elever fra slummen optages på skolen, og hvordan de to 11-årige drenge Gonzalo og Machuca bliver venner; det andet handlingsspor fortæller om Gonzalos relation til hans mor.

I Gonzalos klasse optages der fem nye elever fra slummen. Næste dag er alle eleverne i svømmebassin. De nye elever bliver drillet, fordi de ikke har badebukser, men må bade i underbukser. En anden dag arbejder eleverne i skolens køkkenhave. Det ender i konflikt; Machuca bliver holdt fast af nogle af de andre elever, og klassens dominerende dreng opfordrer Gonzalo til at slå Machuca. Men Gonzalo nægter at slå ham, og den dag starter deres venskab. Efter skole følges Gonzalo med Machuca og hans nabo og dennes datter Silvana i en skrammelkasse af en lastvogn. De tager ud til en højreorienteret demonstration, hvor de sælger chilenske flag. Derefter går det videre til den socialistiske demonstration, hvor de sælger chilenske flag og røde flag. Stemningen er høj. Herefter ser vi Gonzalo køre af sted på sin cykel med Machuca bagpå. De skifter plads, så det er Machuca, der kører cyklen ind i slumkvarteret. Ligesom andre steder i byen hænger der i Machucas hjem en plakat, som viser, at folk i slummen bakker op om Allendes regering. "Venceremos", står der: vi vil sejre. Da Gonzalo skal på toilettet, er han ved at dåne over synet og stanken, og som sædvanlig driller Silvana ham med, at han er overklasse. I kontrast til de beskedne kår i slummen ser vi herefter Gonzalo og hans far, der køber lækkerier på det sorte marked - på trods af at skilte på butikkernes facader fortæller, at mange varer er udsolgt.

Foto: Wood Producciones

Nu er det Machucas tur til at komme med Gonzalo hjem, for Gonzalos søster holder en løssluppen fødselsdagsfest. En dag, da Gonzalo har købt to dåser kondenseret mælk, åbner Silvana resolut en af dem. Hun har vældig lyst til den søde, creme-agtige mælk, der for chilenerne er en lækkerbisken. Hun lærer de to drenge en kysseleg. Men i skolen driller de andre drenge Gonzalo og Machuca med, at de er kærester og skal giftes. Senere er Gonzalo igen på besøg hos Machuca, hvor vi oplever Machucas berusede far. Igen er børnene til demonstration for at sælge flag. Den højreorienterede demonstration virker nu mere truende, og Silvana er ved at ryge i totterne på Gonzalos mor og nogle andre overklassedamer. Børnene må flygte hen til Silvanas fars lastbil.

Da Silvana finder ud af, at en af kvinderne var Gonzalos mor, kommer børnene på kant med hinanden. Gonzalo og søsteren ser jagerfly skære over himlen. Herefter bliver militærkuppet vist i fjernsynet, og skolen bliver overtaget af soldater. Da fader McEnroe kommer ind i kirken og spiser nadverbrødene, rejser først Machuca og dernæst resten af drengene sig i respekt for ham. Machuca bliver ført væk fra skolen af soldater, og da Gonzalo får fri, styrter han af sted, ud til Machucas hjem. Her overværer han, hvordan militæret brutalt rydder kvarteret og kører beboerne bort. Silvana forsvarer sin far og bliver skudt ned. Gonzalo bruger sin sociale status til at slippe væk. Herefter ser vi ham fornægte sin klassekammerat ved at skrive "asshole" (røvhul) på hans opgave, ligesom han fornægter sin skole ved at aflevere blankt til en prøve. Til sidst står han og ser over mod Andesbjergene. Alle spor efter slumkvarteret er væk.

Flettet ind mellem disse episoder følger vi Gonzalo på en række eftermiddagsbesøg med moderen. De kører sammen af sted i bilen. Da moderen fortæller om sine indkøb på det sorte marked, spørger faderen ironisk, om Gonzalo også har fået sin Lone Ranger-tegneseriebog der. Næste gang er Gonzalo med sin mor hos skrædderen. Han er mut og kan ikke lide hendes kjole. Herefter ser vi Gonzalo på besøg med moren hos ældre mand. Han er indadvendt og vil ikke have noget at spise. En aften er Gonzalo med sin far, mor og søster ude at spise. Da faderen foreslår, at de flytter til Rom, jubler alle undtagen moren. En dag, da Gonzalo og moren er på besøg hos den ældre mand, ser Gonzalo nogle hunde blive fanget ind af hundefangere. Han banker vildt på døren ind til værelset, hvor moren og manden er, og ser sin mor ligge nøgen i mandens seng. Bagefter beder Gonzalo sin mor om ikke at se 'ham den gamle', hendes elsker. Senere pakker faderen alt sit tøj og tager til Rom alene. Til sidst ser vi Gonzalo sidde uden et ord ved siden af morens elsker i en stor, dyr bil. Og i en anden scene oplever vi Gonzalo komme hjem til en rigmandsvilla, hvor hverken moren eller elskeren siger goddag til ham.

Foto: Wood Producciones

Filmen har navn efter Machuca, så derfor skulle man umiddelbart tro, at han er hovedpersonen. Det viser sig hurtigt, at hovedpersonen er Gonzalo. Filmen starter og slutter med, at vi ser ham. Og vi oplever mange af scenerne fra hans synsvinkel. Faktisk følger kameraet altid Gonzalo, mens vi aldrig oplever, at kameraet forlader ham for at se, hvad Machuca gør, når Gonzalo ikke er der. Først da Gonzalo kommer med Machuca hjem, bliver vi inviteret med ind i slummen.

• Hvorfor tror du, at filmens originaltitel er "Machuca", når den er fortalt fra Gonzalos synsvinkel?

Gonzalos mor er meget kærlig over for Gonzalo, men han afviser hendes kys og kram. Når hun spørger til, hvordan det gik i skolen, svarer han mut og med enstavelsesord. Han kan ikke lide det dyre tøj, hun får syet hos skrædderen, og som hendes rige elsker betaler. Han bryder sig heller ikke om Lone Ranger-tegneseriebøgerne, som han får af elskeren. Og når han er med på besøg hos elskeren, vil han ikke spise, og svarer helst ikke på spørgsmål. Hen mod slutningen af filmen beder Gonzalo sin mor om at bryde med 'ham den gamle', elskeren. Og til allersidst, hvor hun er ved at indrette en rigmandsvilla sammen med elskeren (som hun muligvis nu er gift med), kommer Gonzalo hjem, uden at han og moren hilser på hinanden.

• Beskriv Gonzalo og morens relation til hinanden. Hvorfor tror du, at Gonzalo opfører sig sådan overfor sin mor? Hvad tror du moren tænker og føler?
• Tænk på den aften, da Gonzalo er med sin far, mor og søster på restaurant. Hvordan ville han gerne have, hans familie skulle leve?
• Prøv at forestille dig Gonzalos fremtidige liv hos moren og elskeren i deres rigmandsvilla. Hvordan kommer han til at vokse op under general Pinochets diktatur?

Foto: Wood Producciones

Da Machuca er på besøg hjemme hos Gonzalo, kaster han sig over Lone Ranger-bøgerne. Lone Ranger er den hvide helt, som har en indiansk følgesvend, Tonto - navnet betyder 'fjollet' på spansk. Lone Ranger rider på sin hest Silver, ligesom Gonzalo kører på sin cykel. Senere, uden for Machucas hjem, ser Gonzalo på, mens Silvana danser, og Machuca læser i Lone Ranger. Silvana kommenterer skeptisk, at en hvid (Lone Ranger) og en indianer (Tonto) ikke kan være venner. Drengene protesterer. Herefter kommer Machucas berusede far væltende ud fra huset, hvor han har prøvet at tage pengekassen fra Machucas mor. Han stopper op og tordner løs om, hvordan Gonzalo vil blive velstående som sin far, mens Machuca vil gøre toiletter rene om fem år, om ti år, om femten år. Silvana kommenterer igen skeptisk: fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Ikke altid, svarer Gonzalo.

• Hvorfor mobber Silvana altid Gonzalo med, at han er fra en velhavende familie?
• Lone Ranger og Tonto er et billede på venskabet mellem Gonzalo og Machuca. Kender du andre makkerpar fra tegneserier og film, hvor kulturelle eller sociale skel krydses?
• Hvorfor protesterer drengene, da Silvana siger, at en hvid og en indianer ikke kan være venner? Hvem får ret, når man ser på filmens slutning?
• Machucas far påstår, at Machuca ender med et møgjob, mens Gonzalo bliver velstående som sin far. Det mener den skeptiske Silvana også, mens Gonzalo protesterer. Hvem tror du får ret i den sidste ende?

"Min ven Machuca" fortæller om de problemer, der kan opstå, når børn fra fattige og rige familier møder hinanden. Filmen har fokus på to børn: Gonzalo Infante fra det højere mellemlag og Pedro Machuca fra slummen. I en tæt og lang optagelse i starten indprentes det, at Gonzalo er fint klædt på i skoleuniform. Vi følger ikke tilsvarende Machucas morgenpåklædning, men filmens tætte fokusering på Gonzalos skoleuniform gør os opmærksomme, så vi bemærker, at drengene fra slummen er anderledes klædt på. Det slås igen fast i skolebadet, hvor de nye elever må bade i underbukser, mens de andre har badebukser på.

• Find andre eksempler på, hvordan forskellen i social status og økonomi afspejler sig i drengenes udseende, ejendele eller adfærd.

Foto: Wood Producciones

I slumkvarteret til sidst fornægter Gonzalo sin forbindelse med Machuca, idet han slipper fri fra soldatens greb ved at gøre opmærksom på, at han tilhører den velstående del af befolkningen. Tænk nu tilbage på første del af filmen, hvor de andre drenge holder Machuca fast og vil have Gonzalo til at slå på ham. Her løber Gonzalo frontalt ind i en af dem, der holder Machuca fast, så han slipper løs. Efter kysselegen bliver Machuca og Gonzalo igen drillet, men nu med, at de er kærester og skal giftes.

• I Latinamerika skal drenge og mænd være rigtige "mænd". De skal kunne slås og være modige, ellers er de tøsedrenge. Er Gonzalo en tøsedreng, når han nægter at slå på Machuca?
• Er det fornuftigt gjort af Gonzalo at stikke af fra slumkvarteret til slut - eller er han en kryster? Skulle han være blevet og have forsvaret Silvana og Machuca?

I filmen er der skrevet slagord på murene. Især er der ét slagord, der falder i øjnene. Det er skrevet på en mur langs en vej. Muren med slagordet optræder tre gange. Første gang kører Gonzalo og hans mor forbi i bil på vej ud til hendes ældre, rige elsker. På muren står der "No a la guerra civil" (Nej til borgerkrig). Anden gang stiger Gonzalo og Machuca på bussen. Nu er "No" (Nej) streget over, så "a la guerra civil" lyder som en opfordring til at gå i borgerkrig. Tredje gang sidder Gonzalo på bagsædet ved siden af moderens rige elsker i hans store bil. Slagordet er helt fjernet, så alle spor efter Allende-tiden er væk. Hver gang bliver der filmet langt væk fra, så vi ser en bil eller bus køre forbi. Muren med og uden slagord bliver altså ikke set gennem personernes øjne. Det er det alvidende kamera, der viser os, at personerne er omgivet af slagord og politiske budskaber for og imod Salvador Allende.

• Det skiftende slagord afspejler udviklingen i landet. Kan det også kædes sammen med udviklingen i de to drenges venskab? I så fald hvordan?
• Hvis du læser handlingsreferatet med de to handlingsspor igen, vil du opdage, at Gonzalo er det tavse vidne til begge slutninger. Han overværer Machucas slumkvarter blive ryddet og ser det til allersidst være helt væk, og han ser moderen indrette en villa, der er meget finere end der, hvor hun boede før med sin mand. Sammenlign de to slutninger. Diskutér, om nogen af de to slutninger er gode. Hvorfor er Gonzalo tavs i begge situationer? Hvis han skulle handle aktivt eller sige noget - hvad skulle det så være? Ville det have en effekt - og hvis ja, hvilken?

Foto: Wood Producciones

Chile er et meget langt, smalt land, der ligger i det sydlige Latinamerika mellem Andesbjergene i øst og Stillehavet i vest. Landet er over 4.000 km. langt og godt 400 km bredt på det bredeste sted. Hovedstaden Santiago de Chile ligger midt i landet, ud mod Stillehavet, og med udsigt til Andesbjergene.

Før spaniernes erobring var mapuche det største folk i det, der i dag er den centrale og sydlige del af Chile. I kontakten mellem de spanske erobrere og indianerne blev der under kolonistyret skabt en tredje etnisk gruppe: mestizerne. De var en blanding af spaniere og indianere. Mestizerne levede ofte i tilknytning til de spanske efterkommere, og deres levevis byggede på en kombination af indiansk og spansk kultur.

Efter befrielsen fra det spanske kolonistyre i 1810'erne blev indianerne overalt i Latinamerika sat under pres og mistede gradvis store dele af deres land til de spanske efterkommere og nye indvandrere fra Europa. Indianerne mistede ikke kun deres land og måtte flytte ind til byerne for at finde arbejde. De mistede også delvist deres indianske fællesskab, kultur og sprog.

I byerne hutlede indianerne sig igennem i underbetalte jobs eller som gadesælgere. Og selv om de fandt sammen med andre fra deres hjemegn i de store slumkvarterer, blev de alligevel nødt til at tale spansk for at klare sig. Byindianerne var ofte efterkommere efter rene indianere. Alligevel blev de betragtet som mestizer, fordi de levede med en blanding af traditionel indiansk land- og bjergkultur og spansksproget, moderne bykultur.

I moderne tid er det ikke længere biologi, men økonomi og social klasse, der bestemmer, om man bliver omtalt som indianer eller mestiz. Indianeren er fattig, så der er ikke ret mange, der har lyst til at blive kaldt indianer. De fleste vil helst være mestizer. Derfor kan tallene svinge meget for, hvor mange mapuche-indianere der er i Chile. En tælling baseret på folks egne oplysninger siger 700.000. Men man kan også se opgørelser, som siger, at der er 1.200.000 mapucher i Chile.

Vil du læse mere om mapuche-folket i Chile og Argentina, er der udkommet et godt hæfte "Mapuche. Et indiansk folk i Argentina og Chile", skrevet af Morita Carrasco. Du kan låne hæftet på biblioteket.

Arbejdsforslag

Pedro Machuca ligner en mapuche-indianer, men han taler spansk. Han bor i et slumkvarter og går beskedent, men pænt påklædt. Det bliver ikke sagt i filmen, hvad han er. Ikke direkte, i hvert fald. Han kan altså betragtes som enten indianer eller mestiz.

• Hvad mener du, han er? Forklar, hvorfor du mener det.
• Hvad er Silvana? Hvorfor?

Foto: Wood Producciones

Gonzalos forældre ligner efterkommere efter spaniere, men selv ser han nærmest nordeuropæisk ud. Der er tradition for at kalde de europæiske efterkommere for kreolere (criollos), mens nordamerikanere nedsættende bliver kaldt gringos. Da Gonzalo er med sin far Patricio Infante inde i et hemmeligt varelager for at købe mad, bliver han kaldt gringo.

• Hvorfor bliver Gonzalo kaldt gringo? Er det, fordi han kommer fra en velstående familie, eller fordi han er lys?
• Hvordan er Gonzalos velhavende klassekammeraters holdning til de nye indianske/mestiz-klassekammerater - og hvordan giver de udtryk for deres holdning?
• Hvorfor reagerer de velhavende drenge sådan over for de fattige drenge?
• Har I selv oplevet lignende situationer med konflikter eller mobning mellem danskere og 2. generationsindvandrere, f.eks. på jeres skole? Hvad skete der? Hvorfor opstod konflikten, og hvordan endte det? Havde konflikten en sammenhæng med kulturforskelle?

Overfør diskussionen til en dansk virkelighed med etniske mindretal og unge 2. generationsindvandrere. Inddrag evt. dokumentarfilmen 'Andre venner', der handler om et nært venskab mellem to teenagedrenge, en dansker og en 2. generationsindvandrer. Læs mere om filmen i DFIs Filmdatabase.

• Kan man sammenligne det at være indianer eller mestiz med at være 2. eller 3. generationsindvandrer?
• Diskuter, hvilke problemer, der kan opstå i forbindelse med, at en dansker og en 2. eller 3. generationsindvandrer er venner eller kærester. Hvilke fordomme kan de møde fra det danske miljø og fra indvandrermiljøet? Er der realitet bag disse fordomme?

"Min ven Machuca" er delvis selvbiografisk og baserer sig på instruktøren Andrés Woods egne oplevelser. Han var ikke elleve år, som drengene i filmen, men kun syv-otte år, da en tredjedel af drengene i hans klasse kom fra slummen. Selv var han en af de privilegerede drenge. Wood kan i dag ærgre sig over, at han ikke dengang fattede, hvad der foregik. Så for at lave filmen har Andrés Wood interviewet andre, der gik på skolen dengang. Filmen har givet anledning til megen debat i Chile, og hovedpersonens navn Machuca er blevet et begreb, der nu bruges om alle de drenge fra slummen, der blev elever på forskellige privatskoler og fik nye muligheder. De er machucaer.

Den skole, som i filmen kaldes Saint Patrick, hed i virkeligheden Saint George. Og skolens leder, der satte det sociale eksperiment i gang, var den nordamerikanske præst fader Gerardo Whelan (1927-2003). Han var skolens leder fra 1970-1973. Han bliver i filmen til fader McEnroe, der taler udmærket spansk med en svag nordamerikansk accent. Den prestigefyldte privatskole åbnede på fader Whelans initiativ, dørene for hundreder af drenge fra slummen. Ellers gik der kun børn af politikere, erhvervsledere, diplomater og andre topfolk.

Andrés Wood fik ideen til sin film fra en selvbiografi, skrevet af en af eleverne fra slumkvarteret, Eledín Parraguez. I 1973, da Parraguez gik på skolen, var han 17 år. Hans historie kan minde om Machucas, men han forklarer selv, at "vi var mange machuca'er". I filmen hører vi ikke, hvordan det siden går Machuca. Parraguez kan vi derimod følge. Han afsluttede sin skolegang og fortsatte på Chile Universitet. Derefter fik han et legat til Portland Universitet i USA, hvor han studerede videre. Han vendte tilbage til Chile i 1981 og er i dag lærer på Saint George. Men det var ikke kun ham, der blev hjulpet ud af fattigdom og slum. Parraguez mener, at det ændrede livet for alle drengene fra slummen at gå på Saint George.

Foto: Wood Producciones

Filmen slutter uden at fortælle, hvordan det videre går Machuca. Hans fordrukne far mener, at han vil komme til at gøre toiletter rene hele sit liv, mens Gonzalo vil blive en velhavende forretningsdrivende.

• Hvad tror du, der sker med drengene i deres liv fremover? Møder de hinanden igen en dag? Prøv at sætte din historie om drengenes videre liv i forbindelse med den politiske og samfundsmæssig udvikling i Chile, på samme måde som filmen gør det.
• Synes du, filmen især drejer sig om de tre hovedpersoners liv (Machuca, Gonzalo og Silvana), eller handler filmen mere om hele det chilenske folks historie? Kan filmen tolkes som en lignelse, hvor de tre børns historie spejler hele det chilenske folks historie?

Fader Gerardo Whelans eksperiment med at optage elever fra slumkvartererne ændrede ikke livet for Andrés Wood - ikke dengang. Til gengæld har machucaerne ændret Woods liv nu. "Min ven Machuca" er nemlig blevet en enorm kassesucces i Chile og har vakt en vældig debat i landet. "Min ven Machuca" er blevet vist på mange filmfestivaler og har vundet en del priser, især i Latinamerika. Ligesom Chile har andre latinamerikanske lande nemlig haft problemer med diktaturer og med at få gjort noget ved den store forskel mellem rig og fattig. I 2004 repræsenterede filmen Chile ved Oscar-uddelingen i USA og Goya-uddelingen i Spanien, dog uden at vinde. Til gengæld vandt filmen en af hovedpriserne på den danske BUSTER-filmfestival i 2005.

"Min ven Machuca" sætter fokus på to drenge, og filmens publikum oplever verden gennem deres øjne. Vi ser kun det, drengene kan se, når de bevæger sig gennem byen. I starten er det ikke ret meget. Nogle slagord på murene og lidt sortbørshandel. Chile har en socialistisk regering under præsident Salvador Allendes ledelse, men det får vi ikke forklaret i starten.

Præsident Salvador Allendes regering kom snart under øget pres. Den blev modarbejdet af USA, hvor den højreorienterede præsident Richard Nixon sad ved roret. Samtidig ventede Chiles arbejdere og fattige bønder på reformer og syntes ikke, det gik hurtigt nok. De rige chilenere satte deres penge i udenlandske banker. For at modarbejde regeringen og opildne folk imod Allendes styre holdt højreorienterede, chilenske fabriksejere og importører deres varer tilbage, så der tilsyneladende blev varemangel i landet. Til gengæld kunne man købe varerne på det sorte marked til høje priser, hvis man havde råd til det. Machucas onkel sælger ikke kun flag, men også cigaretter. Og vi ser Gonzalo og hans far blive lukket ind i en bod, hvor de kan købe alle slags varer, også skinke. Men uden for står der skrevet på alle boderne, at der ikke er varer at få.

• Hvad fortæller filmen os om samfundet med den slags scener? Hvordan tror du det var at leve i Chile på det tidspunkt?

Da Machuca og Gonzalo bliver venner, får Gonzalo lov til at komme med Silvana, Machuca og Silvanas far, når de skal ud for at sælge flag ved demonstrationerne. Machuca siger "tío" (onkel) til Silvanas far, men forklarer lidt efter, at det er hans nabo. De sælger røde og chilenske flag ved de socialistiske demonstrationer og chilenske flag ved de højreorienterede demonstrationer. De hopper og råber med på slagordene ved begge slags demonstrationer.

Demonstrationerne er lavet som en kombination af computerskabte scenerier og filmet virkelighed. Det er derefter blevet sat sammen til de store, brogede demonstrationer med flag, som vi ser i filmen.

Foto: Wood Producciones

Cirka midtvejs i filmen kommer Machuca med Gonzalo hjem. Her møder han Gonzalos søsters kæreste, der laver en opvisning med en "linchaco" (to stokke, forbundet med en snor). Kæresten går ret tæt på Machuca, der bliver stående uden at blinke. Machuca er altså ikke bange. Der bliver sagt, at det er til selvforsvar, men kærestens opvisning virker ret truende, som om det snarere er til angreb end til forsvar.

• Hvorfor gør han det? Hvordan reagerer Machuca? Og hvordan reagerer Gonzalo?

Ved en højreorienteret demonstration kort efter deltager kæresten. Han og de andre unge mænd har kamphjelme på og giver opvisning med deres "linchacos". Også nu virker det truende. Silvana kommer op at toppes med nogle rige kvinder. Og gennem Gonzalos øjne opdager vi, at en af dem er hans mor. Hun er helt ude af sig selv. Han løber ikke hen og forsvarer hende. Og da Silvana og Machuca må flygte, løber han bort sammen med dem.

• Hvorfor reagerer Silvana, Gonzalos mor og de øvrige kvinder, som de gør? Forstår vi deres reaktioner, eller virker de urimelige?
• Hvorfor reagerer Gonzalo, som han gør?
• I et stykke tid oplever de tre børn demonstrationerne som noget sjovt, men på et tidspunkt ændrer det sig og bliver alvor. Hvornår? Hvad er det, der ændrer sig? Hvordan oplever børnene den ændrede tone ved demonstrationerne?
• Hvad er det ved filmens fremstillingsform, der gør, at vi som publikum ændrer opfattelse af demonstrationerne? Se på børnenes reaktioner, de voksnes reaktioner, lyd, kameraføring, klipperytme osv.

Mod slutningen af filmen ser Gonzalo to Hawker Hunter-fly skære hen over himlen i lav højde. Mere behøver chilenerne ikke at se for at vide, at det var de fly, der bombede præsidentpaladset d. 11. september 1973. Herefter klippes der til en optagelse af et fjernsyn, der viser bombningen af præsidentpaladset. De højreorienteredes kup mod præsident Salvador Allende og hans demokratisk valgte regering er gået i gang. Der fortælles, at Salvador Allende begik selvmord med et gevær, han havde fået af Fidel Castro. Vi ser ikke selvmordet, så filmen fortæller os ikke, om det virkelig fandt sted sådan.

Selv om "Min ven Machuca" er selvbiografisk og historisk, er det ikke en dokumentarfilm. Men der er gjort meget ud af at genskabe Santiago de Chile, sådan som hovedstaden så ud dengang. Derfor er optagelserne rundt i byens gader blevet renset for alt, hvad der er kommet til i byen siden 1973. Det er blevet gjort digitalt, altså på computer. Hver eneste af filmens optagelser er blevet kontrolleret på en computer, og man har fjernet alle nye bygninger, antenner og mobilmaster, osv. Hawker Hunter-flyene, der bombede præsidentpaladset, var for længst blevet udrangeret fra det chilenske militær, så den slags fly fandtes ikke længere i Chile. Det klarede man ved digitalt at tilføje animerede billeder af de to fly, så Gonzalo sammen med sin søster kunne stå og se flyene styre hen mod præsidentpaladset i det fjerne.

Slumkvarteret, hvor Machuca og de andre drenge boede, findes heller ikke længere. I stedet brugte man et andet slumkvarter, for den slags findes stadig i Chile. Det var således nemt nok at filme, hvordan der blev faret hårdt frem mod beboerne i slummen efter kuppet.

Foto: Wood Producciones

I den voldsomme razziascene til sidst i filmen går billederne næsten over i sort-hvid, og man kommer til at tænke på en dokumentarfilm. Der er dog ikke tale om en ægte, gammel dokumentarfilm, for Gonzalo, Machuca og Silvana indgår i sekvensen. De falmede farver i slutningen skal sandsynligvis opfattes på en helt anden måde. I starten af filmen er der stærke farver, og når der bliver afholdt demonstrationer, falder især de røde flag i øjnene. Efterhånden som konfrontationen mellem Allende-fløjen og de højreorienterede bliver hårdere, begynder farverne at falme. Og mod slutningen, da slumkvarteret bliver ryddet for beboere, er der næsten ingen farver tilbage. Da Gonzalo til allersidst står og ser over mod slumkvarteret og Andesbjergene, er bebyggelsen helt væk, og der lader til at ligge en dis i luften over området.

Den chilenske forfatter Ariel Dorfman har i sin erindringsbog "Kurs syd, mod nord" fra 1998 skrevet om den smukke, klare himmel over Andesbjergene. Den har filminstruktøren Andrés Wood manipuleret på en computer, så der ikke længere står en klar himmel over Andes ved filmens slutning.

• Diskuter hvorfor instruktøren lader farverne 'sive' ud af filmen undervejs, og hvorfor han har manipuleret billederne af himlen til slut. Hvad vil han fortælle med dette? Hvilken følelse skaber dette stilgreb i tilskueren?
• Se på sekvensen, hvor militæret arresterer beboerne i slumkvarteret og skyder Silvana. Analyser hvad det er, der giver den dokumentarfilmpræg. Hvordan adskiller den sig fra filmens øvrige scener hvad angår kameraføring, beskæringer, lys og lyd? Hvad betyder det for vores oplevelse af sekvensen, at den minder om dokumentarfilm?

Kuppet d. 11. september 1973 bragte general Augusto Pinochet til magten. Det blev et grusomt diktatur, hvor bortførelse, tortur og mord blev brugt mod politiske modstandere. I 1980 vedtog man en forfatning, der fastslog, at militæret og Pinochet havde magten. Pinochet herskede uimodsagt som landets diktator frem til 1988, hvor han afholdt valg. Datoen for valget var d. 5. oktober, for fem er Pinochets lykketal. Til hans store overraskelse stemte den chilenske befolkning imod ham og hans diktatur. 54,7 % imod og 43 % for. Det fik Pinochet til at gå af som præsident. Fra 1990 blev Chile igen et demokrati, men kun delvist, for militæret havde stadig overkommandoen i landet. Så det var ikke muligt at indlede et retsopgør med diktator Augusto Pinochet og hans højtstående militærfolk.

De første skridt til et retsopgør blev i stedet taget af en spansk dommer, Baltazar Garzón. Han udstedte en international retsordre for at få England til at anholde Pinochet og udlevere ham til retsforfølgelse i Spanien. Den tidligere diktator, general Pinochet, blev sat i husarrest i England. Hans advokater anførte, at han var syg og ikke kunne klare at blive retsforfulgt. Til sidst valgte England at lade, som om de troede på, at Pinochet var for syg til at blive retsforfulgt. Dermed kunne Pinochet i år 2000 rejse tilbage til Chile.

I Chile var den moderate socialist Ricardo Lagos lige blevet valgt til præsident i år 2000. Den spanske dommers anklager mod Pinochet satte gang i anklager mod Pinochet i Chile. Hidtil havde Pinochet været sikret af immunitet, så han ikke kunne retsforfølges i sit hjemland. Men nu begyndte der et længere tovtrækkeri frem og tilbage med anklager, ophævelse af immunitet og erklæringer om, at han var for syg og gammel til at blive retsforfulgt.

Højrefløjen i Chile har hele tiden indædt forsvaret Pinochet og åbenbart været ligeglade med tortur og drab. Men i marts 2005 blev Pinochet anklaget for at skjule millioner af dollars på hemmelige bankkonti i USA. Usselt tyveri var for højrefløjen øjensynligt værre end overgreb på menneskerettighederne. Afsløringen af, at Pinochet havde beriget sig og modtaget bestikkelse, satte skub i overgangen til demokrati i Chile. Den 16. august 2005 vedtog det chilenske parlament endelig at ændre militærdiktaturets forfatning, så militæret kommer under det civile, folkevalgte styre. Nu mangler der bare en reform af valgloven, for at landet er rigtigt demokratisk.

Det var ikke alle tilhængere af Salvador Allendes socialistiske styre, der blev udsat for overgreb. Lige efter kuppet nåede mange at slippe ind på ambassader. Derfra blev de hjulpet videre til politisk asyl i fjerne lande. En af dem var den dengang treårige Paula Larrain, der med sine forældre kom til Danmark. Hun har i en god og letlæst bog "I morgen skal vi hjem" fra 2003 skrevet om sit liv som eksileret i Danmark. Heri fortæller Paula Larrain om, hvordan det er at være splittet mellem to lande og to kulturer, når ens sjæl "er brækket midt over og hvor de to stykker blev spredt 12.000 kilometer væk fra hinanden." (s. 9). Og hun gengiver en samtale med sin søn Sebastian på syv år, da hun og Sebastian har bestemt sig for at tage til Chile på besøg:

"- Er ham den onde død?
- Nej, det er han ikke. Han er meget gammel og kan ikke gøre os noget mere.
- Men sidder han så i fængsel?
- Nej, det gør han ikke ...
- Men de onde kommer i fængsel, gør de ikke?
- Jo, ... men ikke altid, Sebastian.
[···]
Det var København for et par måneder siden. Lige nu sidder vi så her og gør os klar til at lande. I et land, som er mit, som har været plaget af diktaturet, som er kommet videre uden noget egentligt retsopgør, hvor folk er blevet myrdet og tortureret af soldater under ledelse af en grusom diktator, som folk i samme land hylder som en helgen. Umiddelbart er det ikke til at forstå, hvordan en mand kan være et monster for nogle og en engel for andre. [...] Men hvordan forklarer man alt dette til et syvårigt barn? Hvordan forklarer man det overhovedet til nogen?"
("I morgen skal vi hjem" af Paula Larrain, s. 8-9)

En anden chilener, Ariel Dorfman, måtte også gå i eksil, fordi han havde arbejdet for Salvador Allendes styre. Han var en ung mand på det tidspunkt og forlod sin kone og lille dreng i Chile. Også han vidste, hvor svært det var at forklare den slags til en lille dreng. Han har skrevet erindringsbogen "Kurs syd, mod nord" om at høre til i flere kulturer. Han fortæller, hvordan hans familie i generationer havde måttet gå i landflygtighed, i eksil, udvandre. Skifte sprog og kultur den ene gang efter den anden. Selv havde Ariel Dorfman prøvet det som dreng, hvor han boede nogle år i USA med sine forældre. I USA kom han efterhånden til at føle sig som nordamerikaner. Men så pludselig fik han sine rødder rykket op, da familien flyttede tilbage til Chile. Hans bog er lidt sværere at læse end Paula Larrains erindringsbog, men den er meget spændende og handler også om, hvad det vil sige at være kulturelt og sprogligt splittet mellem to kulturer.

I 1986 skrev den colombianske forfatter Gabriel García Márquez en spændende og nogenlunde letlæst dokumentarisk roman "Miguel Littíns hemmelige mission i Chile". Den beretter om den chilenske, eksilerede filmfotograf Miguel Littín, der i hemmelighed vender tilbage til Chile i forklædning for at filme landet under militærdiktaturet. Da Andrés Wood skulle indspille "Min ven Machuca", valgte han i øvrigt at bruge Miguel Littín som fotograf.

Også forfatteren Isabel Allende valgte at gå i eksil. Hun gjorde det ikke, fordi hun frygtede for sin sikkerhed. Hun gik i eksil, fordi hun mente, at hun bakkede op om diktaturet, hvis hun blev og fortsatte sit arbejde som journalist uden at protestere. I sin erindringsbog "Mit opdigtede land" fra 2003 fortæller hun fra s. 131 og resten af bogen om tiden under præsident Salvador Allende, der var hendes onkel og gudfar. Hun beretter om militærkuppet og frem til 1998, da eks-diktator Augusto Pinochet blev anholdt i London. Først da kunne chilenerne se, at Pinochet ikke var urørlig.

I september 2005 er Pinochets immunitet blevet ophævet ved den chilenske højesteret. Det betyder, at Pinochet nu kan retsforfølges for sine overgreb på menneskerettighederne.

Bøger:

• Isabel Allende: "Mit opdigtede land". København, 2004 [2003]. Gyldendal. Ariel Dorfman: "Kurs syd, mod nord". København, 2001 [1998]. Tiderne Skifter.
• Gabriel García Márquez: Miguel Littíns hemmelige mission i Chile. Århus, 1988 [1986]. Klim.
• Paula Larrain: "I morgen skal vi hjem. Mit liv som chilener i Danmark." København, 2003. Forlaget Lindhardt & Ringhof.
• Morita Carrasco: "Mapuche". Et indiansk folk i Argentina og Chile. København, 2001. Hæftet koster 25 kr. og er udsendt af IWGIA, der er en international organisation, som arbejder for oprindelige folks rettigheder og kultur. 

Links:

Du kan læse om Chile på dansk på hjemmesiden WIKIPEDIA. Her er der et godt kort, men der står ikke så meget. På siden kan du ude til venstre klikke på et link, der fører til den engelske WIKIPEDIA, der skriver meget mere om Chile.

• Det danske opslag om Chile: https://da.wikipedia.org/wiki/Chile 
• Det engelske opslag om Chile: https://en.wikipedia.org/wiki/Chile