Et sted i de svenske skove ligger den gamle røde gård, hvor Peddersen bor med sin kat Findus og en flok evigt plaprende og kaffedrikkende høns. Peddersen er en halvgammel mand, gemytlig og noget distræt, men kan også opfinde de mest besynderlige ting. Findus er superenergisk, evigt utålmodig og både fjollet og sjov, og i det daglige har de to svært ved at undvære hinanden.

Det er nytårsaften, og Peddersen og Findus er gået ned på søen for at fiske. Peddersen er opslugt af sin nye isbåd, og Findus farer vildt omkring på skøjter og leger "raketkat". Ingen af dem ænser alvoren, da deres tvære og snusfornuftige nabo Gustafsson advarer dem om et kommende uvejr. Men uvejret kommer, og uden at være nået hjem må de to bygge en iglo og søge ly. Peddersen er bekymret og siger til Findus, at de ikke må sove, for så kan de dø af kulde. I stedet må de fortælle hinanden historier og tænke på noget sjovt.

Findus tænker på fødselsdage: Peddersen samler æg til Findus' fødselsdagspandekagekage. Hønsene mener, at det er rigeligt, at Findus allerede har haft fødselsdag to gange i år, men det mener Findus ikke. Da kagen skal bages, er der ikke mere mel, og i bestræbelserne på at kunne køre på cykel til butikken for at købe noget får Peddersen og Findus ufrivilligt sat gang i en lavine af komiske episoder, der bl.a. omfatter, at en nøgle skal fiskes op af brønden, og at Findus må agere tyrefægter for at lokke tyren væk fra skuret. Senere kommer Gustafsson på besøg med sin knurrende hund, men skal ikke nyde noget af tilbuddet om et stykke pandekagekage.

Tilbage i igloen er Peddersen og Findus sultne og fryser. Findus vil have, at Peddersen skal fortælle om den gang, ræven kom på besøg:

Peddersen og Findus er ved at save brænde, da de får besøg af Gustafsson, som advarer om, at han har haft besøg af ræven. Findus mener ikke, at man skal skyde ræven - ræve skal man narre. Den tanke er Peddersen enig i, og han får straks en ide om at konstruere en peberhøne, der skal skræmme ræven. Alle er i beredskab, hønsene sover indenfor, og Findus er så spændt, at selv buddingen ikke kan glide ned. Men da ræven kommer, ender det alligevel med, at det er Gustafsson og hans hund, der kommer til at udløse peberhøneeksplosionen.

I igloen begynder Findus at fundere over, om de mon nogensinde kommer hjem. Peddersen siger, at når tingene ikke går, som man havde tænkt sig, er det, man skal tænke sig om: Det er efterårsmørkt og regnfuldt. Peddersen er tvær og træt af, at Findus larmer, laver kunster med sukkerknalderne og spilder kaffe. Da Peddersen efterhånden er så gnaven, at der intet er at stille op, beslutter Findus sig for at få ham til at glemme at være sur. Men det er ikke let at få en god ide. Det nytter ikke, at Peddersen skal lave budding, for så skal han ned i butikken. Det nytter heller ikke at få ham til at opfinde en lyseslukker, for man kan jo ikke få gode ideer til opfindelser, hvis bare man tænker sure tanker. Løsningen er en fisketur. Peddersen vil hellere sove, og efter en række mislykkede opmuntringsforsøg ender Findus med at måtte snyde Peddersen og lade som om, den ene fod kommer til skade. Peddersen får ondt af Findus, som han tager på ryggen, og de får en dejlig fisketur sammen.

I igloen fyrer Peddersen og Findus en raket af for at blive set. Gustafsson og hans familie ser godt nok raketten, men Gustafsson opfatter den blot som et utryk for, hvor tosset Peddersen er, og bliver irriteret, da hans kone forlanger, at han skal gå over til "galningene" med laks og kartofler.

En sommerdag kommer Peddersen hjem med en gave til hønsene. Findus er misfornøjet og ville hellere selv have haft gaven. Det bliver ikke bedre af, at gaven viser sig at være en hane, der uafladeligt galer og puster sig op. Findus kan heller ikke forstå, at hønsene er fulde af næsegrus beundring, lige meget hvad hanen gør. Han føler sig overset. Ikke mindst af Peddersen, der mener, at Findus må vænne sig til hanens tilstedeværelse. Findus føler sig til sidst så uretfærdigt behandlet, at hanen får læst og påskrevet, at Peddersen har besluttet, at den kun må gale et minut morgen og aften. Det får hanen til at bukke under og flygte. Hønsene er kede af det, og Findus fyldes med skyldfølelse og indrømmer at have skræmt hanen væk. Men ender alligevel med at gøre det godt igen ved at være babysitter for de kyllinger, der er resultatet af hanens besøg i hønsegården.

I igloen tror Findus mindre og mindre på, at de kommer hjem. Peddersen er sikker på, at lykken vender og beder Findus tænke på, hvad der skete sidste jul: Det er lillejuleaften, og Peddersen forvrider sin fod, så han ikke kan lave ret meget. Findus er fortvivlet og vil have, at det skal være jul, som det plejer. Han synes ikke, at det er morsomt, at Peddersen vil pakke sin fod ind som gave. Da Gustafssons søn kommer på besøg vil Peddersen ikke indrømme, at de har brug for hjælp, men sønnen får alligevel sat gang i sladderen i nabolaget, for juleaften kommer folk forbi med mad og godter. Aftenen ender med at blive den bedste juleaften, og Peddersen glæder sig over, at han har så gode naboer.

Alt imens fyrværkeriet brager, og nytårsklokkerne ringer, og Gustafsson er på vej over til Peddersen og Findus' gård, kan de to ikke længere holde sig vågne i igloen. Gustafssons ellers så bidske hund får færten af igloen, der viser sig at ligge lige bag huset, og han får i sidste øjeblik tilkaldt lægen og reddet Peddersen og Findus, der ellers var ved at fare til himmels. Der bliver drukket champagne, og Peddersen udbringer en skål for helten Gustafsson.

De fleste af eleverne kender formentlig allerede filmen eller bøgerne bag filmen. For at udnytte dette kendskab - og for ikke at risikere, at nogle af eleverne føler, at de allerede kender rigeligt til historien - er det en god ide at forberede en del af det efterfølgende arbejde med filmen, inden I ser den. Brug rammehistorien som optakt. Den rummer brudstykker af de temaer, der går igen i filmens episoder, og det giver samtidig mulighed for på forhånd at få de elever med, der måske har svært ved at forstå forløbet i rammehistorien.

• Tegn filmens struktur på tavlen og angiv de enkelte episoder.
• Tal om handlingen i rammehistorien og om de temaer, der præger den: venskabet, sammenholdet, fantasien, humoren, det at være småskør og anderledes.
• Gennemgå filmens figurer og prøv at lægge mærke til, hvordan deres position er i forhold til hinanden.

Tal om, hvordan arbejdet med temablokkene skal foregå - om det skal foregå i hele klassen eller på gruppebasis.

• Når I har set filmen, er det en god ide - som optakt til arbejdet med temablokkene - at snakke om rammefortællingens pointe om, at historier er livsvigtige. Diskuter om historien om Peddersen og Findus er en god historie. Hvorfor?
• Lad eleverne komme med eksempler på gode historier og historier, der fx har gjort dem i godt humør eller har fået dem til at se anderledes på nogen ting.

Brug anledningen til også at tale om filmens form:

• Diskuter hvad forskellen er på historierne om Peddersen & Findus: Det kattens år alt efter, om det er bog eller film, der er tale om.
• Hvordan virker det, at figurerne bevæger sig? Bliver det uhyggelige mere uhyggeligt, når der er lyd og spændingsmusik på? Er det irriterende, at figurerne nu har stemmer, som måske ikke er, som man havde forestillet sig?
• Diskuter hvordan filmen ser ud i forhold til en traditionel Disneyfilm eller en anden tegnefilm, eleverne kender. Ville det have været bedre, hvis filmen havde set ud på en anden måde - eller ville det ikke have passet til historien?

Selvom Findus er en kat, er Peddersen og Findus bedste venner. I episoden hvor Peddersen er sur og ikke har lyst til noget som helst, kommer deres venskab på prøve. Det er nemlig ikke sådan, det plejer at være: som regel er det Peddersen, der er den tålmodige af de to og ham, der gør alt for at passe på Findus og sørge for, at Findus har det godt. Mest af alt minder deres forhold om et nært venskab mellem rar gammel mand og et lille barn. Men da Peddersen er gået helt i baglås, er Findus nødt til at tage sig gevaldigt sammen og opføre sig mere "voksent" end sædvanligt. Findus kan ikke længere bare kræve at ville lege - men må prøve at forestille sig, hvad der vil være bedst for en anden end en selv.

• Beskriv hvordan Peddersen og Findus hver især er. Er de rolige, vilde, forvirrede, alvorlige, barnlige osv.? Hvor ligner de hinanden, og hvor er de forskellige?
• Findus er reelt set en kat, men fremtræder mere som et menneske. Find nogle eksempler på, at Findus virker mere som et menneske end som en kat - fx i forhold til filmens øvrige dyr.
• Peddersen og Findus har hver deres måde at optræde og tale på. Find nogle eksempler, der viser, at Findus snarere er et barn end en voksen - dvs. ikke er en jævnaldrende ven til Peddersen.
• Hvorfor er Peddersen og Findus venner? Hvad betyder de for hinanden, og hvad kan de hjælpe hinanden med?
• Hvad er en god ven i det hele taget? Lav en liste over hvad en god ven er - og hvad en god ven ikke er: Er en god ven en, der ikke slår? Eller er det vigtigere, at en god ven er en, man altid kan stole på?

Findus siger, at det bare er godt, at Peddersen er i rigtig dårligt humør, for så kan de lege hele dagen. Da har Findus endnu ikke forstået, at det er vigtigt at tage skeen i egen hånd, for at dagen bliver god. Findus tænker ellers mest på sig selv.

• Hvornår finder Findus ud af, at det ikke er Peddersen men Findus selv, der er nødt til at tage affære? Hvad gør Findus så?
• Hvad ville der være sket, hvis bare Findus havde fortsat med at være, som Findus nu plejer at være?
• Havde Findus så været en god ven?

Da Findus har fået gjort Peddersen i godt humør, er alt, som det plejer: Peddersen bærer på Findus i rygsækken, tager sig af ham og er i det hele taget den voksne og tålmodige af de to. Han bærer ikke nag over, at Findus, for at få ham med på fisketur, har været nødt til at snyde ham og lade som om, at foden gjorde ondt.

• Er det almindeligt, at man i et venskab nogen gange må bytte rundt på rollerne, så den blide er skrap og omvendt?
• Er det nogen gange sådan et forhold, man har til sine forældre eller bedsteforældre - eller andre voksne?
• Kan man komme ud for, at man skal være den voksne i forhold til sine forældre eller bedsteforældre? Er det i orden, hvis bare det er for en kort periode?
• Hvornår kan man komme ud for, at man skal være den voksne i forhold til nogen, der er voksne? Find eksempler på nogle situationer, hvor det er sådan.
• Er det i orden, at man, som Findus, snyder sine venner for at gøre dem i godt humør - hvis bare man indrømmer det bagefter?

Peddersen er en særling, der finder på pudsige ting og hygger sig alene med sine dyr. Det mener i hvert fald hans omgivelser. I episoden hvor Findus for tredje gang på et år skal fødselsdags-fejres med pandekagekage, siger hans nabo, Gustafsson, da også, at "den fyr har en skrue løs". Han kalder Peddersen en tosset karl. Gustafsson selv bor på en gård i nærheden sammen med sin kone, sin søn og sin noget bidske hund. Han er ofte sur og gnaven og tager problemerne på forskud, og han har bestemt ikke lyst til at smage en pandekagekage, som han synes, er noget mærkeligt noget.

• Hvorfor mon Gustafsson kalder Peddersen en tosset karl? Prøv at finde eksempler på noget, Peddersen gør, som måske er det, der får Gustafsson til at synes, at han er en tosset karl.
• Beskriv Gustafsson og find eksempler på, hvordan han ser ud, hvordan han bor, hvordan han lever med sin familie osv. Er Gustafsson mere normal end Peddersen? Hvorfor/hvorfor ikke?
• Er det godt eller skidt at være en tosset karl? Er det bedre at være normal? Eller er det lige meget?
• Hvad vil det i det hele taget sige at være normal?
• Er der, i det område hvor I selv bor, nogen, der er lidt mere sære end de andre? Kender I nogen af dem? Hvad synes I om dem?
• Både Peddersen og Findus er som regel glade og har det sjovt med alle deres skøre påhit. Gustafsson derimod er ofte sur. Hvorfor er han mon det? Ville han blive gladere, hvis han også lavede nogle tosserier - eller hvis han fx sagde ja tak til noget af pandekagekagen?

Både Peddersen og Findus er gode til at bruge deres fantasi og til at lege. Når den store tyr fx skal passiviseres, står det lynhurtigt klart, at Findus skal agere tyrefægter, og at showet skal akkompagneres af operasang - afspillet fra en gammel tragtgrammofon. Det virker også som om de begge to mener, at de problemløsninger, de finder på, i sig selv skal være sjove og underholdende. Og at vejen mod målet er mindst lige så vigtig som målet i sig selv. På samme vis bliver Peddersen ikke stresset og gal, hvis noget ikke går lige efter planen. Han er fuld af forvisning om, at tingene løser sig på en eller anden måde. Så da alle kageæggene smadrer, fordi det hele går lidt for vildt for sig, bliver de fx bare hældt op i en spand.

Pandekagekage-bagningen er én lang række af episoder, hvor tingene ikke går, som de skal. Der er ikke mere mel, cyklen (der skal bruges til at komme til butikken) er flad, nøglen til skuret (hvor værktøjet til at lappe cyklen med er) er væk, æggene til kagen smadrer, osv. Men det stresser tilsyneladende ikke Peddersen, der distræt og tålmodigt påtager sig ansvaret og prøver at finde en løsning.

• Hvad er fantasi i det hele taget?
• Hvordan kan man se på Peddersen og Findus, at de har fantasi?
• Når man ikke bliver gal, hvis noget fx går i stykker, er det så det samme som, at man er ligeglad? Er Peddersen fx ligeglad, da hans bukser bliver snavsede? Hvordan løser han det problem?
• Find nogle eksempler i filmen, der viser, at Peddersen eller Findus er gode til at bruge deres fantasi, når de har et problem. Fx når cyklen skal lappes, eller når nøglen skal fiskes op af brønden.
• Find nogle eksempler på, at Peddersen ville være blevet gal på Findus, hvis ikke det var fordi, at han har humor og griner lidt af det hele. Hvordan reagerer Peddersen, hver gang Findus nægter at være årsag til et problem - fx at melet er væk, at æggene smadrer osv.?
• Find nogle eksempler fra jeres egen hverdag, hvor et problem lettere ville være blevet løst, hvis I havde været bedre til at bruge jeres fantasi eller til at grine af det i stedet for at blive gal.

Filmen har sin helt egen måde at fortælle os, at fantasi også er vigtig, når man fortæller historier - og at det ikke altid er så vigtigt, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Findus og Peddersen er "virkelige" i historien. Men indimellem myldrer det med de små fantasifigurer, som det kun er os tilskuere, der kan se, og som både driller og hjælper og efteraber, hvad Peddersen og Findus gør.

• Har I tænkt på, at det heller ikke er spor virkeligt, at en kat går med grønne bukser og kan tale, eller at hønsene kan drikke kaffe?
• Virker Findus og hønsene alligevel mere "rigtige" end fantasifigurerne- og måske også mere rigtige end mange af figurerne fra nogle af de andre tegnefilm, I har set? Hvorfor/hvorfor ikke?
• Betyder det noget for en god historie, om man ved, at det hele er virkeligt eller ej?

I episoden hvor Peddersen og Findus har besluttet sig for at skræmme ræven, er der store følelser på spil. Ikke blot handler episoden bl.a. om, at de - godt nok til tider irriterende - kaffedrikkende høns risikerer at blive spist af ræven. Den handler også om, hvorvidt man skal slå ræven ihjel - og om man skal have ondt af nabo Gustafsson, der ender med at være den, der får den forskrækkelse, der var tiltænkt ræven. Det er både svært, uhyggeligt og spændende. Og fordi det handler om Peddersen og Findus, er det også sjovt.

Alvorligt er det, at Peddersens høns risikerer at blive spist. Men i en film, hvor dyrene kan tale og for nogens vedkommende har tøj på, er det også en alvorlig sag, at ræven muligvis skal skydes. Løsningen på problemet er da også en ægte Peddersen og Findus'k én af slagsen: brug fantasien til at løse problemet, så er det ikke nødvendigt at slå ihjel. Gustafsson, der hverken er en glad, åben eller fantasifuld mand, vil skyde ræven. Findus stoler ikke på mænd med gevær, og ser hellere, at Gustafsson lukkes inde, end at hønsene lukkes inde, fordi ræven er efter dem. Findus' holdning er, at ræve, dem skyder man ikke - dem narrer man. Peddersen er enig og er den, der med stor omhu konstruerer den vanvittige peberhøne, der skal forskrække ræven.

• Hvorfor tror I, at Gustafsson vil skyde ræven, hvis det er nok at skræmme den?
• Peddersen og Findus synes ikke, det er synd for Gustafsson, at det er ham, der ender med at blive skræmt mest af peberhønen. Hvad synes I?
• Beskriv nogle situationer fra jeres hverdag eller situationer, I har hørt om, hvor nogen er blevet slået eller dårligt behandlet, fordi de har gjort noget dumt - selvom problemet måske kunne være løst ved at man havde tænkt sig godt om eller brugt sin humoristiske sans.

Det er uhyggeligt, at ræven måske vil spise hønsene. Og den nat, hvor Peddersen, Findus og alle hønsene er inde i huset og venter på, om ræven mon kommer, er det både spændende og skræmmende. For udenfor er det mørkt, hele stemningen oser af spænding, og ingen ved endnu, hvordan det hele kommer til at gå. Faktisk risikerer det at gå alvorligt galt, for udenfor et sted i mørket lusker Gustafsson rundt med sit gevær. Og ikke nok med, at han kan finde på at skyde ræven, før den når frem til peberhønen, hønsenes moster Anna er også på vej gennem skoven på besøg. Hvad nu hvis hun bliver ædt - eller skudt?

Heldigvis er det hele ikke værre, end at der også er plads til lidt sjov og hygge. Peddersen, Findus og hønsene putter sig i stuen, og det er nok spændende men også hyggeligt og rart. Og det er sjovt, at Findus, når peberhønen en gang eksploderer, samtidig skal komme drønende i en svævebane, udklædt som spøgelse og sige "du skal ikke tage vores høns". Sjovt er det også, at det slet ikke er sådan, det går.

I episoden med ræven benytter filmen sig af en række filmiske virkemidler for at skabe en stemning af uhygge og spænding. På lydsiden benyttes der spændingsskabende musik - som i en gyserfilm. Og billederne spiller mere på mørket: Hvor andre episoder i filmen er præget af lys og varme, grønt græs og friske blomster, er det her buldrende mørk udenfor, mens Peddersen og hans venner venter på rævens komme. Også dramaturgien bliver brugt til at skabe spænding: Over en lang periode ser vi, at hønsenes moster Anna er i livsfare. Når der bliver klippet mellem hende og stuen i huset, ved vi, at hun er i fare. Men hun ved det ikke selv.

• Kig på scenerne, hvor Peddersen, Findus og hønsene venter på ræven. Lav en liste over, hvad det er, der gør dem spændende og uhyggelige: mørket, musikken, tempoet (den lange ventetid, før der sker noget), klippene til moster Anna, hønsenes og Findus' opførsel, osv.
• Tænk over, hvad der skyldes indholdet (fx at tante Anna kan blive spist eller at Gustafsson kan skyde ræven) og hvad der skyldes de filmiske virkemidler. Hvorfor er musikken uhyggelig? Hvorfor er det mere uhyggeligt, når det er mørkt? Hvordan reager vi selv, når vi kan mærke, at Findus er spændt? Hvordan kan man se, at Findus er spændt? Fx ved at buddingen står urørt?
• Find nogle eksempler på, at scenerne også er lidt sjove - fx når alle i huset skal lægge sig til at sove (og taler i søvne) for at ræven skal tro, at de sover. Eller hele arrangementet med tovbanen, som Findus skal køre i, udklædt som spøgelse
• . Diskuter hvad det betyder, at noget både er sjovt og spændende. Bliver det så mindre spændende? Eller kilder det bare endnu mere i maven, når noget, der ellers er hyggeligt, rart og sjovt, samtidig er uhyggeligt eller spændende?
• Selvom der er mange ting, vi alle synes er uhyggelige og spændende, er det også meget forskelligt, hvor meget det påvirker os, og hvad der påvirker os. Der er stor forskel på, om noget er uhyggeligt og spændende eller ligefrem så slemt, at man bliver rigtig bange.
• Snak om, hvor spændende scenerne med rævejagten er. Bliver man bange, eller er det bare en lille smule spændende? Snak om, hvilke andre film, I har set, som I synes er spændende, og hvor I synes de er det. Find nogle eksempler på, at en film er for uhyggelig og snak om hvorfor. Diskuter hvorfor det er sådan, at mange mennesker godt kan lide, at en film er spændende. Hvordan kan det være dejligt, at noget er spændende eller uhyggeligt?