Forhistorien

I tretten hektiske og angstfyldte døgn i oktober 1962 stod verden på randen af en ufattelig katastrofe. Over hele kloden ventede folk på følgerne af en skræmmende politisk, diplomatisk og militær konfrontation, som truede med at ende i en altødelæggende atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.

Cubakrisen var det tætteste verden nogensinde kom på atomkrig. Den amerikanske hær var i højeste alarmberedskab, og de sovjetiske officerer på Cuba var parate til at bruge taktiske atomvåben, hvis øen blev invaderet. I 1962 var Sovjetunionen desperat bagud i oprustningskapløbet. De sovjetiske missilers rækkevidde kunne kun nå europæiske mål. De amerikanske missiler var i stand til at nå hele Sovjetunionen. I april 1962 fostrede den sovjetiske generalsekretær Nikita Krustjov ideen om at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Det ville fordoble det sovjetiske strategiske raketarsenal og have en reel afskrækkende effekt over for et potentielt amerikansk angreb på Sovjetunionen eller Cuba. Den cubanske leder Fidel Castro søgte, efter den fejlslagne amerikansk-støttede invasion af Svinebugten i 1961, et forsvar mod et eventuelt fremtidigt amerikansk angreb på Cuba. I juli 1962 begyndte Sovjetunionen opstillingen af atomvåben på Cuba.

I oktober opdagede amerikanske spionfly, at russerne var ved at opstille atombevæbnede mellemdistanceraketter på Cuba. USA kunne ikke sidde truslen overhørig, og præsident John F. Kennedy var tvunget til at handle. I dybeste hemmelighed indkaldte han sine nærmeste rådgivere og dannede Excomm, en gruppe mænd hvis opgave var at blive enige om en strategi for USA's reaktion. Gruppen var langt fra enige. Der var fortalere for at angribe Cuba hurtigst muligt, og der var fortalere for at forsøge at finde en diplomatisk løsning.

Kennedy endte med at beslutte sig for en blokade af Cuba for at forhindre flere missiler i at nå øen. I nogle dage holdt hele verden vejret, mens der blev forhandlet på højtryk. Endelig gav ministerpræsident Krustjov efter: Han trak missilerne tilbage, og faren for atomkrig var drevet over.

Cubakrisen blev derfor også historien om, hvordan en højeksplosiv konflikt endte med en fredelig løsning. En historie om diplomatiets sejr over våbnene.

Fiktionalisering

'Thirteen Days' holder sig tæt til begivenhedsforløbet i de 13 dage i 1962. Historien fortælles som en højspændt politisk thriller, der vil rive sit publikum med i et engagerende drama, og derfor bearbejder filmen sit historiske materiale med klassiske dramaturgiske greb. Det får blandt andet betydning for filmens valg af synsvinkel / hovedperson og hovedkonflikt.

En helt almindelig mand – valg af hovedperson

Filmen vælger at lægge synsvinklen hos præsident John F. Kennedys rådgiver, Kenneth P. O'Donnell. Han er filmens hovedperson og den karakter, som tilskueren identificerer sig med. I virkeligheden var O'Donnell Kennedy'ernes personlige ven og en magtfaktor i Det Hvide Hus med kontor lige op til det ovale værelse, men han havde ingen betydning for Cubakrisens forløb. I 'Thirteen Days' har man opskrevet O'Donnells rolle i dramaet betydeligt. Filmens producer Armyan Bernstein forklarer om baggrunden for det valg: "Vi kom altid tilbage til en ide om at opleve denne utrolige periode gennem en almindelig mands hjerte og sjæl. Gennem Kenny O'Donnells øjne handler historien ikke så meget om de politiske aspekter, som om det mod, den intelligens og menneskelighed han blev vidne til gennem disse tretten dage. Det er det, der gør historien både spændende og rørende."

• Beskriv Kenny O'Donnell. Hvad viser filmen os om ham – hvordan gør den det? Armyan Bernstein kalder ham for en "almindelig mand". Hvordan viser filmen os, at O'Donnell er mere "almindelig" end de andre centrale personer i historien? Har det en betydning, at det kun er denne rolle, der bliver spillet af en kendt skuespiller (Kevin Costner)?
• Hvilke fordele giver det historien, at det er O'Donnell, der er hovedpersonen? Hvorfor har man ikke valgt fx en af de to Kennedy-brødre?
• Hvad mener Armyan Bernstein, når han siger, at historien ikke handler om politik, men om menneskelige egenskaber, fordi O'Donnell er hovedperson? Har han ret?
• Hvad betyder det for vores oplevelse af historien, at vi får den fortalt fra O'Donells perspektiv?

En uforudsigelig og aktuel konflikt – valg af hovedkonflikt

Forenklet kan man sige, at drivkraften i en klassisk historie er en kamp mellem modsatrettede viljer og ønsker, og at modsætningerne fører til konflikt. Cubakrisen indeholder helt åbenlyst disse elementer. Russerne og amerikanerne stod stejlt overfor hinanden som modsatrettede viljer, og deres kamp mod hinanden førte til en hård konflikt.

Men der er et problem ved at vælge denne konflikt som filmens hovedkonflikt: Vi kender slutningen! Derfor må filmen finde en strategi for, hvordan den alligevel kan skabe en reel konflikt, der kan fastholde vores opmærksomhed og få os til at sidde på det yderste af sædet i åndeløs spænding. Det kan gøres på flere måder. I James Camerons 'Titanic' vidste vi fx, at skibet til slut ville synke. Derfor lagde man fokus på en kærlighedshistorie, hvis slutning var ukendt. I 'Thirteen Days' vælger man at flytte filmens hovedkonflikt fra duellen mellem USA og Sovjetunionen (hvis udfald jo er velkendt) til den højdramatiske konflikt, som udspiller sig inden for murene mellem de amerikanske rådgivere – duerne og høgene. For selv om vi kender slutningen på konflikten, ved vi ikke, hvordan man nåede frem til den, og hvordan fronterne var trukket op.

• Hvilken konsekvens har det for vores oplevelse af filmen, at hovedkonflikten er den interne strid i den amerikanske lejr? Ville vores oplevelse, dels af spænding, dels af filmens udsagn, være anderledes, hvis en af filmens andre konflikter havde været den centrale? I givet fald på hvilken måde?
• Der findes flere modsatrettede viljer i filmen. Diskutér, hvad der er den centrale modsætning i filmen, den som filmens hovedkonflikt drejer sig om. Hvilke andre konflikter og modsætninger findes i historien? Er der klart tegnede helte og skurke i disse konflikter? Hvordan forholder de sig til den centrale konflikt?

Helte og skurke – persongalleriet

For at der kan komme en reel og spændende konflikt ud af modsætningerne har man brug for nogle stærke bipersoner, der kan være eksponenter for de forskellige viljer. Det er klart, at det er Kenny O'Donnell og Kennedy-brødrene, der er de centrale personer i filmen. Det er dem, vi følger tæt, det er deres private overvejelser vi får indblik i, og derfor er det også dem, vi identificerer os med. Men rundt om dem findes en række bipersoner, der agerer henholdsvis allierede og modstandere – eller mere mundret helte og skurke – og ikke mindst en hovedskurk, der som mindstemål skal være ligeså stærk som historiens hovedperson. En stor del af filmens udsagn skal netop findes i valget af, hvem der optræder som helt og skurk.

• Filmen præsenterer et omfattende persongalleri. I centrum står O'Donnell og de to Kennedy-brødre. Men hvem er de andre centrale personer, og hvor placerer de sig i forhold til konflikten? Er der nogle oplagte helte og skurke blandt personerne? Hvordan præsenteres de?
• Sorenson og FN-ambassadøren Adlai Stevenson er nogle af de bipersoner, der har selvstændige sidehistorier knyttet til sig. Hvad karakteriserer konflikterne i disse sidehistorier? Hvordan knytter de an til hovedkonflikten?
• Hvordan skildres militæret i filmen? Vi ser flere gange, hvordan generalerne på møderne siger ét og i virkeligheden gør noget andet. Hvilken effekt har det på vores oplevelse af deres rolle i konflikten? Er der forskel på, hvordan generalstaben og de menige soldater skildres? I givet fald hvad er forskellen, og hvad kan meningen med den være?
• Efter en briefing ser vi, hvordan generalerne forlader mødet og bemærker, at "de Kennedy'er vil ødelægge landet, med mindre vi gør noget ved det." Hvad kan denne udtalelse hentyde til? Denne udtalelse er opdigtet, hvorfor mon den er med? Hvad betyder det for vores billede af generalerne og Kennedy-brødrene?
• Hovedskurken er General LeMay, men han var faktisk ikke en del af Excomm i virkeligheden netop på grund af sine rabiate holdninger over for russerne. Hvorfor har filmen valgt at give ham en så fremtrædende rolle alligevel? Hvilken betydning har det for henholdsvis filmens spænding og udsagn?

At filmen vælger modsætningerne i den amerikanske lejr som hovedkonflikt har også betydning for det (beskedne) billede, vi får af de sovjetiske aktører. For selv om det overordnede drama er Cubakrisen, hvor russerne jo var hovedmodstandere, så understreger filmen måske snarere slægtskabet med russerne end deres rolle som modstandere.

• Hvordan skildrer filmen russerne? Hvad betyder det for filmens udsagn, at russerne skildres på netop denne måde?
• Da amerikanerne modtager det første brev fra den russiske ministerpræsident Krustjov, bliver det analyseret som "skrevet af en mand under stort pres", og dét får Kennedy til at bemærke, at russerne "har det ligesom os". Hvad betyder denne scene for vores oplevelse af russerne og Krustjov?
• I filmens slutning mødes Robert Kennedy og den russiske ambassadør. Inden de skilles siger ambassadøren: "Jeg hører, at jeres militærmænd vil have krig. De er en god mand, Deres bror er en god mand. Lad mig understrege, at der er andre gode mænd. Lad os håbe, at de har styrken til at stoppe dette forfærdelige, der er blevet sat i gang." Diskutér hvad denne replik betyder for filmens udsagn. Hvem er ifølge denne replik de egentlige skurke? Hvad er det, filmen vil fortælle os med replikken?

'Thirteen Days' er et dokudrama. En genre, der i Rosinantes Filmleksikon defineres som "en blandingsgenre hvor et autentisk stof kombineres med fiktionens dramaturgi og fortælleteknik". 'Thirteen Days' bygger på virkelige begivenheder. Manuskriptet er baseret på grundig historisk research, samtaler med de involverede, CIA-dokumenter, selvbiografier og lydbånd fra Det Hvide Hus. Flere replikker er faktiske samtaler hentet fra lydbånd. Et andet karakteristisk genretræk er brugen af præcise datoer og bestemmelse af steder, som giver et højt troværdighedspræg og samtidig en overskuelighed i fortællingen. I 'Thirteen Days' går man skridtet videre og indskriver ikke bare præcise datoer, men også (i filmens begyndelse) navne og titler på dramaets personer. Det forankrer filmen til de faktiske hændelser og sikrer, at vi fra starten er med på, hvem der er hvem – selvom skuespillerne ikke altid ligner de historiske personer.

Man forsøger altså i dokudramaet at understrege et tæt forhold til virkeligheden. Spørgsmålet er så, hvor tæt forholdet egentlig er, og hvilken vægt vi kan tillægge et dokudrama som historisk formidling.

Det fortolkende lag som samtidshistorisk element

Vi har altid fortalt historier om virkelige hændelser. Fra oldtidens 'Iliaden' over 1800-tallets skillingsviser til filmmediet. Filmen har altid haft et godt øje til verdenshistorien, for den har noget som fiktionsfilm kan bruge: magtfulde skikkelser, betydningsfulde begivenheder og spændende konflikter. I filmene får vi mulighed for at komme bag om begivenhederne og finde ud af, hvad der i virkeligheden skete. Vi føler som de historiske personer, vi oplever, hvordan det var at være til stede, hvordan det var at være dem. Og nok så vigtigt får vi overblik over den fragmentariske virkelighed. Vi får rullet et begivenhedsforløb op under ordnede forhold i en historie med en start, en midte og en slutning.

For at tilpasse virkeligheden til den klassiske historiefortællings ramme må man udelade noget, tilføje andet, fokusere på én ting, men udelade en anden. Alt sammen for at gøre fortællingen så effektiv som muligt. I disse forandringer ligger uvægerligt også et fortolkende lag. For dokudramaer med afsæt i store politiske begivenheder eller personer nærmer sig altid emnet med en hensigt. Udover den rent underholdningsmæssige værdi vil fiktionens valg af fokus, personkarakteristikker og dramatisk opbygning tjene til, at vi som tilskuere får en særlig forestilling om den historiske begivenhed, som filmen skildrer. Der vil være et udsagn. Det kan være decideret propagandistisk, som det især var tilfældet i 1930'ernes historiske film, eller det kan være mere tvetydigt.

Men filmens udsagn eller budskab vil altid sige noget om, hvad man i filmens samtid finder væsentligt, hvilke værdier og holdninger der præger det politiske klima. Derfor fortæller et dokudrama ofte lige så meget – og sommetider mere – om den tid, filmen er produceret i, som om den historiske periode beskrevet i filmen.

Dette aspekt bliver tydeligt i anmeldelser af 'Thirteen Days' og i interviews med folkene bag filmen, hvor en stor del af pladsen bruges på at diskutere filmens underliggende budskab og dens relevans så mange år efter Cubakrisen. At det er en interessant problematik ses især af, at der ikke er enighed om, hvad vi som tilskuere skal udlede af filmen. I et interview i Berlingske Tidende d. 9. marts 2001 siger filmens instruktør Roger Donaldson selv om filmens budskab: "Man bærer en tung byrde og betaler en høj pris for at have magt, og dét er et af filmens budskaber til andre i samme position i dag: at de skal være sig deres ansvar bevidst og ikke kun tænke på deres eget eftermæle."

Det amerikanske medie Political Film Society skriver på deres hjemmeside noget tilsvarende: "Filmens drama forekommer at give en lærestreg til de amerikanere, som måske skulle overveje rimeligheden i nutidige krige mod Irak og Serbien, hvor diplomatiske muligheder kunne have været undersøgt langt grundigere." Her trækkes altså et meget konkret budskab om en højaktuel problemstilling ud af filmens historie.

Men i en anmeldelse af filmen i dagbladet Information d. 9. marts 2001 ser bladets anmelder Morten Piil et noget andet budskab, når han stiller filmens æstetik over for dens historie: "(Filmen) indeholder en mærkelig selvmodsigelse. Dens formål er klart nok at vise de to – efterhånden noget tilsværtede – Kennedy-brødre i deres fineste statsmandsstund, da de i løbet af 13 hektiske døgn afværgede, hvad der meget nemt kunne have udviklet sig til en atomkrigs-katastrofe. Men selv om filmen altså er ude i et fredsbevarende ærinde (…) filmer instruktøren Roger Donaldson de amerikanske militæroperationer, som krisen udløser, i et skær af heroisk forherligelse (…) Nok gjorde Kennedy'erne alt for at undgå væbnet konflikt, men vi skal ikke tro, at USA ikke var (underforstået: er) beredt til at tage kampen op."

• Hvad er filmens udsagn / budskab? Hvordan afspejles det i synsvinkel, personkarakteristikker, valg af hovedkonflikt, slutscene?
• De tre citater ovenfor er alle enige om, at 'Thirteen Days' er ude i et fredsbevarende ærinde. Men hvor konkret kan udsagnet tolkes? Morten Piil fremhæver, at der er en modsætning mellem filmens billeder af militære aktioner og isenkram og dens umiddelbare udsagn. Har han ret? Hvordan opleves scenerne med oprustning og overflyvninger? Hvorfor er de skildret sådan?
• Hvordan afspejler filmens budskab den aktuelle politiske situation? Filmen er produceret før 11. september 2001. Kunne man forestille sig, at man ville lægge et andet budskab i filmen i dag?
• Hvordan ville man have fortalt historien under Den Kolde Krig? Hvordan ville man under Den Kolde Krig fortolke de historiske begivenheder? Hvad ville hensigten med / budskabet i filmen have været?

En historisk sandhed?

Netop på grund af det fortolkende lag, og de forenklinger, man nødvendigvis må foretage i en fiktionalisering af faktiske begivenheder, fremkalder dokudramatiske film om politisk eller samfundsmæssigt betydningsfulde hændelser ofte debat. For filmene indskriver sig i den kollektive historiske bevidsthed på linje med fakta. Eller måske endda med større vægt, for ofte vil vores primære viden om historiske begivenheder og personer i højere grad basere sig på fiktion end på historisk materiale. Men der har kun været mindre indvendinger i forhold til 'Thirteen Days' og dens fremstilling af Cubakrisen, måske fordi den holder sig relativt tæt til de historiske kilder.

Og så er det de færreste historikere, som vil hævde, at historien kan anskues objektivt. Vores opfattelse af fortiden vil afhænge af for eksempel tilgængeligt kildemateriale, politiske, moralske, religiøse anskuelser, hensigten med at undersøge fortiden, hvilket fokus man anlægger og den aktuelle samfundsmæssige situation.

Men hvis man ikke kan tale om en objektiv historisk sandhed, hvilke kriterier skal man så lægge til grund for en vurdering af et dokudramas troværdighed? Det er også blevet en del af diskussionen om 'Thirteen Days'.

For eksempel i Boston Globe d. 13. januar 2001, hvor avisens New York-redaktør og tidligere nationale sikkerhedsreporter Fred Kaplan fremlagde enkelte kritikpunkter af filmen, men samtidig fremhævede, at efterhånden som mere og mere kildemateriale om Cubakrisen blev tilgængeligt – og i takt med at det politiske klima ændrede sig – blev opfattelsen af krisens forløb også anderledes. Han skrev blandt andet: "I 20 år efter krisen blev det beskrevet, hvordan Kennedy simpelthen nedstirrede russerne, at den sovjetiske premiereminister Nikita Krustjov afmonterede missilerne, fordi det var den eneste mulighed stillet over for USA's overvældende militære overlegenhed. Men så, i 1982, indrømmede nogle rådgivere, at de havde løjet. De fortalte nu, at Kennedy havde indgået en hemmelig aftale, som gik ud på, at USA fjernede sine missiler i Tyrkiet, hvis Krustjov tog sine missiler ud af Cuba. Fem år senere begyndte The Kennedy Library at frigive hidtil hemmelige bånd og endnu mere interessante sandheder kom for dagen: På krisens sidste dag, den 27. oktober, modtog Det Hvide Hus et telegram fra Krustjov, der foreslår "udveksling" af missiler. Der var nu ikke længere duer og høge, der var kun John F. Kennedy og alle de andre. Alle hans rådgivere var imod en sådan aftale (…). Efterhånden som flere bånd blev frigivet i løbet af de næste par år, kom et nyt chok: Kennedy havde selv talt om en Cuba-Tyrkiet byttehandel allerede den 18. oktober, på Excomms tredje dag."

Kaplan hæfter sig altså ved vigtigheden af tilgængeligt kildemateriale. I Los Angeles Times d. 16. januar 2001 tager en anden kritiker, Richard Reeves, forfatter til bogen 'President Kennedy: Profile of Power', forbehold, inden han fremkommer med sine kritikpunkter. Hans pointe er, at ethvert historiesyn jo er subjektivt: "Det der følger er én mands liste af sammenligninger mellem virkelighed og filmens fiktion, men med en påtegning: Historien er i den seendes øjne; det er ofte ligeså meget en diskussion som en kronologisk opregning af fortiden."

Vender vi blikket mod skaberne af 'Thirteen Days', fremkommer endnu et syn på historien. Ikke historikerens men historiefortællerens. Instruktøren, Roger Donaldson, fremhæver således, hvilket potentiale Cubakrisen har som god historie: "Jeg så ikke bare Cubakrisen som et kapitel i historien, men som en god historie – den ultimative politiske thriller med hele verdens skæbne på spil. Det er dér, den virkelige spænding ligger – i hvordan beslutningerne blev taget, og hvordan disse unge mænd håndterede det største dilemma, man kan stå overfor. Når man møder disse mennesker, der på nogle måder er kommet til at forekomme larger than life, og de med deres egne ord fortæller om deres frygt, så får man en meget angstfuld fornemmelse af den enorme våbenkraft og militære formåen, som hver side besad. Atomvåbnene var armeret på begge sider i en duel af globale proportioner, og der har aldrig siden været en situation som den." Donaldsons fokus på Cubakrisen har altså i høj grad været krisens dramatiske potentiale.

Filmens producer, Peter Almond, hæfter sig ved et andet aspekt. Nemlig den placering 'Thirteen Days' vil få som formidling af krisen og filmens funktion som katalysator af en øget historisk interesse: "Der er mange, mange beskrivelser af Cubakrisen. 'Thirteen Days' er nu en del af den enorme mængde og fungerer som ét syn på begivenhederne. Den er baseret på virkeligheden, men snævret ind, fokuseret og dramatiseret for at skabe en sammenhængende, tilgængelig og underholdende historie. Vi præsenterer ikke denne film som den endelige sandhed eller det definitive dokument, men snarere som et afsæt, der kan opmuntre til samtale og overvejelser om lederskab i atomalderen, hvis forfærdende aspekter vi lever under."

• Diskutér de fire synspunkter på fiktionalisering af historiske begivenheder. Hvordan afspejler de forskellige holdninger ophavsmændenes udgangspunkt? Er der modsætninger mellem dem?
• Kan man tale om en objektiv historisk sandhed?
• I hvor høj grad er et dokudrama forpligtet til at holde sig til virkeligheden?
• Diskutér forskellige årsager til at ville fiktionalisere virkelige begivenheder. Hvilke fordele og ulemper er der ved dramatisering af virkelige begivenheder (inddrag evt. Peter Almonds udtalelser)?