Vi leger med sprog – 3+

Barnets ordforråd er den samlede mængde af ord, som barnet kan. Det er både navneord, udsagnsord, forholdsord og tillægsord. Et gennemsnitligt etsproget 3-årigt barn i Danmark har et ordforråd på ca. 600 ord. Et barn med flere sprog har ofte et langt mindre ordforråd. Derfor er det vigtigt, at børn bliver præsenteret for mange ord i løbet af en dag. Dette tema handler om sprogudvikling fra ca. 3 år – med brug af film, billeder, krop og følelser.

  1. SE FILMEN
    De 3 film i temaet handler om mange forskellige temaer: Dovendyret er ufatteligt langsomt og får problemer, men papegøjen finder en smart løsning. Lili elsker desserter, men er ikke så vild med grønsager. Hun leger i stedet med maden og deler den med sin hund. Hunden Ib er ret sur, men musen vil hele tiden lege, og til sidst bliver de gode venner. 
     
  2. SNAK OM FILMEN
    Filmene lægger op til gode snakke med børnene om deres forhold til mad og om at være forskellige og hjælpe hinanden. Man kan også tale om forskellige slags humør og om at kunne vise, aflæse og sætte ord på egne følelser. Filmene kan også anvendes til at sætte fokus på brug af udsagnsord (’Dovendyr’), navneord (’Lili elsker mad’) og tillægsord (’Hunden Ib er ret sur’).
     
  3. AKTIVITETER
    Leg med udsagnsord med munden og hele kroppen. Giv børnene en bestemt fotoopgave med fokus på navneord. Brug billederne til at lave jeres eget billedlotteri. Leg med tillægsord ved at vise, aflæse og tale om følelser – foran spejlet og foran andre børn.