Filmen tager fat om det tabubelagte tema vold i hjemmet. Med sit tematiske indhold, der kredser om dysfunktionelle familiemønstre, løgn, vold, autoritet og omsorgsvigt, henvender filmen sig primært til elever i overbygningen.
I filmen oplever vi drengen Benjamin, som beslutter at tage kampen op mod faderens brutale autoritet over for både mor og søn. Med udgangspunkt i familieopgøret vil det være relevant at betragte forskellige familiemønstre, herunder hvilke faktorer, der kan påvirke familieforhold og -mønstre i positiv og negativ retning.
Både moderen, Benjamin og hunden Kenzo er på hver sin måde ofre for faderens voldelige adfærd. Med afsæt i de forskellige karakterer kan der arbejdes med offerrollen i forhold til skyld/uskyld. I hvilken grad er fx faderen et offer?
Benjamin tager sagen i egen hånd, og faderen bliver straffet for sine gerninger. Det er her muligt at tage et samfundsfagligt blik på filmen og kigge nærmere på, hvordan loven forholder sig til vold i hjemmet, til selvtægt samt hvilke muligheder, myndighederne har for at gribe ind.
Det er desuden oplagt at anlægge en filmanalytisk vinkel på filmen. Den er med sin enkle dramaturgi et klassisk eksempel på en kortfilm, som effektivt benytter virkemidler i forhold til at skabe stemning, spænding og skærpe konfliktoptrapning. Der er således god mulighed for at arbejde med lyd, farver og billedkomposition i forhold til filmens handling, konflikt og budskab.