Filmen er velegnet til undervisningsforløb i faget dansk på mellemtrinnet, hvor fokus kan lægges på filmens temaer og på selve filmfortællingen. Det er en enkel, humoristisk og medrivende historie om forelskelse og venskab samt det at stå ved og kæmpe for sine følelser. Filmens temaer er aktuelle og vedkommende for børn på mellemtrinnet, hvor personernes følelser og reaktioner vil være oplagte at diskutere i klassen.
Filmen er samtidig en velkomponeret og stramt fortalt historie, der er fremragende til at introducere faglige områder inden for dramaturgien. Her kan det være interessant at arbejde med filmens miljøer og persongalleri. Hovedvægten kan evt. lægges på at kortlægge og analysere filmens børne- og voksenmiljøer samt personernes roller, drivkræfter, mål og indbyrdes relationer. Men hovedvægten kan også lægges på at introducere arbejdet med enkle dramaturgiske modeller, hvor filmen fx er velegnet til at introducere både berettermodellen og kontraktmodellen.
Filmen benytter desuden mange klassiske filmiske virkemidler på både billed- og lydsiden. Den kan derfor være glimrende til at introducere flere filmteoretiske begreber. Der er desuden gode muligheder for at gå lidt mere i dybden og se nærmere på brugen af de filmiske virkemidler i relation til dramaturgien ved fx at sammenligne brugen af farver, kamerabevægelser, billedkompositioner, lydeffekter, fastmotion m.m. i skildringen af filmens børne- og voksenmiljø.