I landsbyen Jalsindhi, i den indiske delstat Madhya Pradesh, nærmer vandet sig husene på grund af den gigantiske Sardar-Sarovar dæmning på Narmada floden. Projektet blev startet af Nehru i 50'erne, hvor industrialisering og opbygning af egne ressourcer var højeste prioritet. Men druknede landsbyer er prisen, som millioner af fattige bønder har måttet betale. De fleste er endt i byernes slum. »Vandets pris« følger en families - og en folkebevægelses - kamp mod dæmningen: ikke-volds aktioner, sultestrejker, møder, politivold og en langtrukken retssag i højesteret. En kamp, som har givet genlyd verden over og fået verdensbanken til at trække sig ud af projektet.