Alexander Lærer

Hjem
  • Til læreren
  • Med filmen som tidsmaskine
  • Alexanders verden
  • Alexander den Stores erobringer
  • Alexander – hvordan så han ud?
  • Alexander – en verdensherskers barndom
  • Det makedonske kongehus
  • Alexander – en romantisk helt og et politisk symbol
  • Byer, huse og paladser
  • De makedonske grave
  • Kunsten på Alexander den Stores tid
  • Tidslinje
  • Arbejdsforslag
  • Vil du læse mere?

Til læreren

Dette undervisningsmateriale til Oliver Stones 'Alexander' er blevet til i samarbejde mellem Nationalmuseet, Det Danske Filmintitut og filmens danske distributør, Nordisk Film.

Materialet henvender sig til grundskolens ældste klasser samt til gymnasiet og de øvrige ungdomsuddannelser. Det består af en række baggrundsartikler. Filmjournalist Jacob Neiiendam giver et filmhistorisk rids af den særlige genre, film om antikken udgør – mens de øvrige artikler i materialet handler om den historiske baggrund for filmen. For den historiske del af materialet står ansatte ved Nationalmuseet.

Om forfatterne

Bodil Bundgaard Rasmussen er magister i klassisk arkæologi og leder af Nationalmuseets Antiksamling. Har stået bag en række udstillinger på Nationalmuseet, blandt andre Odysseus og den trojanske krig (1992), Makedonien. Grækerne i nord og Alexander den Stores tid (1994) og Nimrud og Ninive. Skatte fra Assyrien i British Museum (1997). Har skrevet en række artikler om forskellige aspekter af livet i både det antikke Grækenland og Romerriget.

Niels Ladefoged Rasmussen er specialestuderende i historie ved Københavns Universitet.

Jacob Neiiendam er filmkritiker og filmjournalist for danske og udenlandske filmtidsskrifter og aviser, blandt andet Screen International, International Film Guide, Information og Politiken. Desuden uddannet i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet.

Camilla Sondrup er specialestuderende (stud.mag.art.) på klassisk arkæologi ved Københavns Universitet. Hun arbejder pt. som studentermedhjælper på Antiksamlingen på Nationalmuseet.

Flemming Kaspersen
Det Danske Filminstitut

Med filmen som tidsmaskine

Af Jacob Neiiendam

Antikken har siden mediets fødsel været inspirationskilde for en lang række film. Interessen for film om antikken er kommet i bølger og har ofte hængt sammen med nye teknologiske landvindinger indenfor filmen. Den amerikanske instruktør Oliver Stones med spænding imødesete storfilm 'Alexander' er den seneste top på bølgen.

Siden filmens allerførste år har mediet været brugt til at frembringe svundne og fantastiske verdner. Med filmen som tidsmaskine er publikum blevet inviteret på besøg i såvel fremtid som fortid, og med udviklingen indenfor digitale effekter er mulighederne for at skabe en virkelighedstro illusion blevet stadig større. Ridley Scotts 'Gladiator' startede i 2000 den seneste bølge af film, som med udgangspunkt i antikken leverer sikre publikumshits med storslåede kulisser, tusindvis af statister, action og drama.

Filmenes udgangspunkt har oftest været det velkendte Rom i de første årtier efter Kristi fødsel eller byens berømte historiske personer, fra Cæsar til Nero og Caligula. Der har til gengæld været meget langt mellem de græske fortællinger på film, nok fordi deres mange mytologiske skikkelser, guder og farlige frisind har været svære at omsætte til spiselige opskrifter for det amerikanske publikum. Det lavede 2004’s stuerene 'Troy' ikke om på, men Oliver Stones 'Alexander' skabte tidligt debat, fordi den fremstiller den makedonske krigsherre som seksuelt interesseret i både mænd og kvinder. Men filmhistorien fremstiller faktisk overvejende den ”lødige” side af antikken, ikke mindst fordi filmene er lavet i religiøse lande som Italien og USA.

Hellere historie end fri fantasi

Den franske filmpionér Georges Méliès viste allerede ved århundredeskiftet, at filmskabere ikke behøvede at lade sig begrænse af fysiske rammer men kun af fantasiens. I sine mange hundrede kortfilm sendte han folk til både månen ('Rejsen til månen', 1902) og utrolige verdner ('Den umulige rejse', 1904). De fleste filmfolk var dog knap så fantasifulde og lånte i stedet deres historier fra verdenslitteraturen og –historien, fra Bibelen og Shakespeare til historiske bestsellere som Lewis Wallaces 'Ben Hur: A Tale of the Christ' (1880) og Henryk Sienkiewicz’ 'Quo Vadis?' (1896). Mens den første foregår sideløbende med Kristi levetid, udspiller den anden sig cirka 30 år senere i kejser Neros Rom og handler om forfulgte kristne.

Ikke overraskende var Italien ledende indenfor de historiske film med antikke historier som 'Julius Caesar', 'The Fall of Troy' (1910) og 'Brutus' (1910), mens både 'The Last Days of Pompeii' og 'Quo Vadis?' blev filmatiseret indtil flere gange i Italien. Enrico Guazzonis 'Quo Vadis?' fra 1913 var således én af filmhistoriens første store internationale blockbusters.

Siden Lewis Wallaces 'Ben Hur' er en amerikansk bog, var det ikke overraskende dér, den blev filmatiseret første gang i 1907. Men ellers var det indtil 1. Verdenskrigs udbrud europæiske film, der dominerede biograferne verden over. Den sidste store italienske historiske film blev Giovanni Pastrones storladne 'Cabiria' fra 1914, der på trods af sin store indflydelse på senere filmskabere aldrig blev en stor kommerciel succes. Handlingen udspillede sig under den 2. Puniske Krig 200 år før Kristi fødsel, og filmen imponerede ikke bare med sine storslåede kulisser, masseoptrin og special effects, den satte også nye standarder for lyssætning og bevægeligt kamera.

Amerikansk films fader, D.W. Griffith, kopierede således mange af teknikkerne fra 'Cabiria' i sine hovedværker 'Birth of a Nation' (1915) og 'Intolerance' (1916). Sidstnævnte, der på imponerende vis genskabte det svundne Babylon, kom på sin vis til at markere begyndelsen på den amerikanske filmindustris interesse for historiske dramaer. De efterfølgende gyldne år i Hollywood frem til 1928 kom til at byde på både genindspilninger som J. Gordon Edwards’ 'Cleopatra' (1917) og Fred Niblos 'Ben-Hur' (1926) samt Cecil B. De Milles første version af 'The Ten Commandments' (1923), som endog havde scener optaget på farvefilm.

Store formater til store film

Med den brede indførelse af lydfilmen i 1930erne kom også et ønske om mere tidssvarende dramaer, og musicalen erstattede de store, spektakulære historiske film som publikums foretrukne underholdningsgenre.

Den travle Cecil B. De Mille lavede enkelte som 'The Sign of the Cross' (1932) om forfulgte kristne under Nero (spillet af Charles Laughton) og 'Cleopatra' (1934) med Claudette Colbert. Årene lige før og efter 2. Verdenskrig understregede tendensen, og det var ikke før filmselskaberne i 1950erne måtte kæmpe for at få folk væk fra fjernsynet og tilbage i biograferne, at de historiske film blomstrede igen.

Første våben i kampen mod den lille sort-hvide kasse var farvefilm, som nok havde eksisteret siden 30erne, men som var en dyr proces og derfor blev brugt sparsomt. Ikke overraskende blev det endnu en version af 'Quo Vadis?', der kom til at indvarsle genrens genkomst. Mervyn LeRoys farvestrålende film fra 1951 havde Robert Taylor, Deborah Kerr og Peter Ustinov i hovedrollerne, og med næsten tre timers spilletid gav den publikum en oplevelse af de helt store. Men genren fik også hjælp af en helt ny teknologisk udvikling. Således blev Henry Kosters 'The Robe' (1953) den første film, der bredte sit bibelsk inspirerede drama ud over det nye, brede CinemaScope-format. CinemaScope fordoblede nærmest lærredets størrelse og gjorde derved biografoplevelsen endnu større. Historiemæssigt havde filmen om en romersk soldat, der overværer Kristi død, eller dens opfølger 'Demetrius and the Gladiators' (1954) om Neros jagt på Kristi kappe, dog ikke meget at byde på. Derfor var det først Cecil B. De Mille, der med genindspilningen 'The Ten Commandments' (1956) indvarslede, at de storslåede historiske dramaer igen kunne være internationale hits.

I disse år kom Italien også i gang med historiske film igen og pumpede hundredvis af halv- og heldårlige B-film ud inspireret af antikken. Internationalt kunne de dog ikke konkurrere med amerikanske storfilm som William Wylers tredje version af 'Ben-Hur' (1959) eller Stanley Kubricks 'Spartacus' (1960), der handlede om en slaveopstand i Rom i 70 f.kr. Men selvom de store amerikanske studier flyttede optagelserne til Europa for at begrænse udgifterne, betød skiftende tendenser i tiden og ikke mindst de uoverskuelige budgetter igen genrens undergang. Efter et par dyre kiksere som 'El Cid' (1961), om ridderen der bekæmpede maurerne i Spanien i middelalderen, hamrede Joseph L. Mankiewicz sømmet i kisten med den katastrofale 'Cleopatra' i 1963. Filmen var den dyreste nogensinde, mere end fire år undervejs og havde stjernerne Elizabeth Taylor og Richard Burton i hovedrollerne. Men filmen havde nær ruineret producenten 20th Century Fox. Symbolsk nok blev genren gravlagt med den samtidige, men mere vellykkede, 'The Fall of the Roman Empire' (1964). I den myrder Commodus sin far Marcus Aurelius og kaster Rom ud i kaos omkring 180 e.kr.

Der skulle gå næsten 30 år, inden de storslåede historiske dramaer igen vendte tilbage til det store lærred. I den mellemliggende periode var det kun på TV, at antikken blev brugt som kulisse for dramaer a la den britiske 'I, Claudius' (1976).

Nyt liv via ny teknologi

Som det havde været tilfældet med de nye brede filmformater i midten af 50erne, blev det igen en teknologisk udvikling, der sidst i 90erne gav de historiske film nyt liv. Mel Gibsons mangedobbelte Oscar-vinder 'Braveheart' (1995) om 1300-tallets skotske frihedskæmper William Wallace havde vist, at publikum igen var klar til storladne film fra en fjern fortid og ikke bare en fjern galakse. Men det var Ridley Scotts 'Gladiator', der lånte det bedste fra gladiatorkampene i 'Spartacus' og de blodige intriger i 'The Fall of the Roman Empire', som for alvor bragte antikken og computerteknologien sammen og hittede enormt i 2000. Den teknisk dygtige Scott gav filmen en rå, medrivende visuel stil, og i computeren blev Collosseum, Rom og tusindvis af statister skabt. Russell Crowe fik hovedrollen på afbud fra Mel Gibson og blev en superstjerne. Budgettet var 105 millioner dollars, mere end dobbelt så meget som 'Cleopatra' 37 år tidligere. Men det var ikke længere uhørt højt - og da slet ikke sammenstillet med, hvor mange milliarder filmen indtjente.

'Gladiator' gav andre producenter blod på tanden, og snart var adskillige film med udgangspunkt i antikken sat i søen. Ikke mindst Alexander den Store var pludselig på alles læber, selvom hans liv kun én gang havde været skildret på det store lærred. Det var i Robert Rossens 'Alexander the Great', en stivbenet og teatralsk Richard Burton-film fra 1956. Store instruktører som Martin Scorsese, Baz Luhrmann og Oliver Stone afslørede nu, at de længe havde drømt om lave en storfilm om den makedonske krigsherres korte, intense liv. Det var dog kun sidstnævnte, der fik en film op at stå. Forsinkelser i produktionen gjorde imidlertid, at Oliver Stones 'Alexander' blev overhalet indenom af andre mere mytologiske helte, nemlig Achilleus og Hektor i Wolfgang Petersens 'Troy' (2004). Filmen fik ikke en blid medfart af anmelderne for sin omskrivning af Homers klassiske tekst, men publikum strømmede til. Igen spillede computerne en stor rolle i skabelsen af det mytologiske Grækenland, men på trods af de teknologiske landvindinger er budgetterne igen er eksploderet op over 150 millioner dollars. Til gengæld er mulighederne for at tjene enorme summer langt større i dag, end de var i 60erne, ikke mindst gennem salg af video og dvd til hjemmebiografen.

Modsat Wolfgang Petersen er Oliver Stone gået til 'Alexander' med en ambition om at lave en realistisk storfilm. Selvom der ikke vides meget sikkert om Alexanders liv, er Stone gået til eksperterne for at komme så tæt på som muligt. Det gælder både i beskrivelsen af personen, hans banebrydende militære taktikker og de kulturer han underlagde sig. Om publikum er interesserede i realisme eller ej, og om filmen kan tiltrække endnu flere end 'Troy', er svært at spå om. Men den bliver i hvert fald ikke den sidste film i genren i denne omgang.

Alexanders verden

Af Camilla Sondrup

Alexander kom til magten i 336 f.Kr., og han overtog et magtfuldt kongedømme efter sin far, Philip II. Philip havde været en dygtig kriger og administrator, og han havde i sin regeringstid formået at samle det makedonske rige og reorganisere hæren. Hæren var et effektivt redskab, som sikrede Philip sejr både over folkene nord for det centrale Makedonien og over de græske bystater i syd. Den reorganiserede hærs succes skabte en fælles identitet og en nationalfølelse i Makedonien. Det makedonske skjold blev symbol på den makedonske identitet, et folk som udmærkede sig i krig, og som dermed kunne herske i hele verden.

Fremtidsplaner

Philip II blev myrdet i 336 f.Kr., og mordet havde skabt håb hos folkene i Makedoniens grænseområder og i de græske bystater om, at makedonernes magt nu ville blive svækket. Alexander slog hurtigt fast, at han ikke havde intentioner om at svække grebet om de overvundne områder. Han gik straks i gang med at udrydde alle uønskede elementer og potentielle fjender, og han stod ikke tilbage for mord på familiemedlemmer og udslettelse af hele byer. Hans mor, Olympias, tog også del i denne sikring af Alexanders magt. Hun fik Philips seneste kone og barn myrdet, så de ikke kunne stå i vejen for hendes søn. Alexander brugte i alt to år på at sikre sit bagland. I samme periode overtog han den øverste ledelse af den græske hær, og i 334 f.Kr. krydsede han Hellesponten for at drage i krig mod det persiske rige.

Alexanders krig

Som udgangspunkt havde krigen til hensigt at hævne persernes ødelæggelser i Grækenland under Perserkrigene i 490-479 f.Kr. Trods massiv persisk modstand opnåede Alexander inden for få år målet med denne gengældelseskrig. Det store perserrige kom under makedonsk herredømme, og den persiske storkonge blev myrdet. Gengældelseskrigen udviklede sig herefter til et regulært erobringstogt, hvor Alexander efterhånden underlagde sig store dele af den kendte verden. Under det lange felttog undergik Alexander en udvikling. Hvor han i begyndelsen af felttoget fremstod som makedonsk konge og leder af den græske hær, som var ude på en græsk mission, så begyndte han efter underlæggelsen af Persien i 330 f.Kr. at tilegne sig adskillige orientalske skikke.

Orientalske skikke

Under de mange år i Asien udvikledes Alexanders plan om at blande makedonere med de orientalske folk. Han gav persiske adelsmænd høje poster, og han indrullerede iranske tropper i sin hær. Fra 330 f.Kr. begyndte Alexander at tage mere og mere afstand fra den gamle makedonske kreds af adelsmænd. Han henrettede folk fra sin egen inderkreds, som var begyndt at stille spørgsmålstegn ved kongens voksende egenrådighed. I 328 f.Kr. kom han i et voldsomt skænderi med sin gamle kammerat Kleitos, som han i raseri gennemborede med en lanse. Kleitos havde bebrejdet Alexander, at han optrådte som enevældig konge, og at han syntes at glemme de makedonske skikke. I 327 f.Kr. i Baktrien opstod Proskynese-affæren. Proskynese er ordet, som bliver brugt for den persiske måde at vise underdanighed over for kongen. Alexander ønskede tilsyneladende, at makedonerne skulle begynde at hilse ham ved at bøje sig ydmygt mod jorden. Kallisthenes, som var nevø til filosoffen Aristoteles, nægtede at udføre proskynese. Han henviste til, at denne form for underdanighed var i uoverensstemmelse med makedonernes love. Alexander kvitterede med at holde Kallisthenes i fangeskab i flere år, og til sidst blev han korsfæstet i Indien.

Politiske ægteskaber

I 327 f.Kr. giftede Alexander sig med den baktriske prinsesse Roxane, et giftermål som kan betragtes som et forspil til hans ”fusions”-politik: blandingen af befolkningsgrupper fra de forskellige dele af verden. Fusionspolitikken ses tydeligst i Susa i 324 f.Kr., hvor Alexander efter felttoget i Indien giftede sig med yderligere to døtre af den persiske adel. Samtidig overtalte han firs af sine nærmeste fæller til at gifte sig med persiske adelskvinder. Bryllupperne var en regeringspagt, som anerkendte Alexander som persernes konge. Makedonerne var ikke begejstrede, eftersom de ikke delte Alexanders begejstring for fusionen mellem befolkningerne. Alexander så fusionen som et middel til at udbrede den græske civilisation til ”barbarerne” i øst.

Alexanders død

I slutningen af maj i 323 f.Kr. blev Alexander alvorligt syg dagen efter en heftig fest i Babylon. Den 10. juni døde han. Mange har forsøgt at identificere årsagen til hans død ud fra beskrivelse af hans symptomer i den antikke litteratur. Nogle kilder nævner, at Alexander blev forgiftet, men historien er efter alt sandsynlighed propaganda, da man i antikken ikke kendte til langsomt virkende gift. Et mere troværdigt forslag er, at Alexander døde af malaria, da han i flere tilfælde havde bevæget sig i områder, hvor sygdommen var udbredt. Hans tilstand er muligvis også blevet forværret af hans store sorg over vennen Hefaistions død i oktober 324 f.Kr. Alexanders lig blev balsameret, og liget skulle egentlig føres til Makedonien, men kortegen blev bortført til Alexandria i Ægypten, hvor det blev udstillet. Ifølge antikke kilder var Alexanders lig udstillet i de næste 550 år.

Barske magtkampe

Efter Alexanders død stod det klart, at det blev praktisk talt umuligt at holde det store rige samlet. I flere områder i de yderste dele af det erobrede område var magten ikke konsolideret. Derudover havde Roxane endnu ikke født deres søn, så Alexander havde ingen naturlig arving til tronen. Årene efter Alexanders død var karakteriseret ved barske magtkampe mellem hans hærførere, hvor mord og politiske ægteskaber var hverdagskost. Bl.a. blev Alexanders retarderede halvbror Arrhidaios, hans kone Roxane og sønnen Alexander IV myrdet.

Alexanders umiddelbare efterfølgere havde travlt med at vise deres forbindelse til ham. Alexander havde undertvunget et enormt territorium ved militær sejr, og det var med henvisningen til retten til at herske over ”spyd-vundet land”, at efterfølgerne legitimerede deres egen ret til magten. Flere af efterfølgerne påstod, at de var blevet besøgt af Alexander i drømme, og Alexanders søster Kleopatra blev kurtiseret af alle, som ønskede at fremvise en stærk forbindelse til Alexander. Makedonien var nok det eneste sted, hvor denne Alexander-propaganda ikke var omfattende. Alexander havde i sine sidste år ikke været særlig populær i hjemlandet. Han havde forladt landet som 22-årig og var aldrig vendt hjem, men havde brugt hele sin regeringsperiode med at føre krig i fremmede egne. Med sig i krig havde han taget en stor del af den makedonske ungdom, der ligesom Alexander aldrig vendte hjem igen. Det var grunden til, at Kassander i kampen om magten i Makedonien kunne myrde Alexanders mor, uden at nogen tilsyneladende gjorde oprør over dette.

Storrigets skæbne

Straks efter Alexanders død begyndte hans hærførere at strides om, hvem der skulle sidde på magten i det store rige. I første omgang overtog Perdikkas kommandoen, da Alexander, lige før han døde, havde givet ham sin signetring. Det var sandsynligvis også Perdikkas, Alexander sagde sine sidste ord til: Alexander svarede ”til den stærkeste” på spørgsmålet om, hvem han gav sit kongerige. Perdikkas sad ikke på magten længe. I 320 f.Kr. blev han myrdet, da han rykkede ind i Ægypten for at hævne Ptolemaios’ bortførelse af Alexanders lig. Efter den første generation af magtkampe og udryddelse af de naturlige arvinger til tronen blev Alexanders rige delt af de stærkeste hærførere, og kongedynastier opstod. I den hellenistiske periode (323-31 f.Kr.) var monarkiet den dominerende styreform, og adskillige af de kongedynastier, som var blevet stiftet af Alexanders hærførere, overlevede længe. Det sidste dynasti faldt i 31 f.Kr., da den romerske kejser Augustus i slaget ved Aktium overvandt den ægyptiske dronning Kleopatra, som var den sidste af ptolemæerne.

Alexander den Stores erobringer

Af Niels Ladefoged Rasmussen

I foråret 334 f.Kr. krydsede den makedonske konge Alexander den Store Hellespont og gik dermed fra Europa ind i Asien. Dette var også begyndelsen til et erobringstogt af hidtil uset omfang, som omfattede hele det mægtige Perserrige. Ægypten og det nuværende Tyrkiet, Irak og Iran udgjorde blot en del af dette enorme imperium, som Alexander nu angreb med en hær, der havde den for datidens Grækenland imponerende størrelse af 30.000 fodfolk og 5.000 ryttere.

Alexanders hær

Grundstammen i Alexanders hær var falanksen, en traditionel græsk formation af de soldater, som kaldtes hoplitter. Ved at stå i tæt formation udnyttede disse soldater deres store skjolde og lange spyd, således at falanksen forfra udgjorde en ofte uigennemtrængelig mur. Alexanders far, Philip II, havde gjort falanksen endnu mere effektiv ved at fordoble længden af spydene, sådan at de nu var mellem fem og seks meter lange. Alexander havde desuden et for Grækenland usædvanligt stærkt rytteri, og disse to styrker suppleredes med lette tropper som bueskytter og spydkastere.

Slaget ved Granikos

Alexanders første prøve skulle stå ved floden Granikos i det vestlige Lilleasien, hvor lokale satraper – guvernører for den persiske storkonge – havde samlet en hær for at stoppe invasionen. Den fjendtlige hær var formodentligt mindre end Alexanders, men var overlegen i rytteri og havde desuden fordel af en stærk forsvarsposition bag floden og på højere grund. Persernes rytteri var imidlertid uhensigtsmæssigt opstillet foran deres fodfolk, hvilket gjorde det svært for dem at udøve stormangreb, som netop gør rytteriet særligt effektivt. Desuden var rytteriet udstyret med små kastespyd, som havde sværere ved at trænge igennem en rustning end makedonernes længere spyd, der var beregnet til at støde med. Beholdningen af kastespyd kan heller ikke have været uudtømmelig. Slaget blev endeligt afgjort af en taktisk manøvre fra Alexanders side, hvorved han trak det fjendtlige rytteri ud på venstre flanke og derefter knuste midten af den persiske linje med eliten af sit eget rytteri.

Slaget ved Issos

Efter Alexander havde sikret sig byerne langs den nuværende tyrkiske kyst, mødte han igen i det sene efterår 333 f.Kr. den persiske konge Dareios’ hovedhær i slaget ved Issos. Denne hær, der var noget større end den makedonske, havde taget opstilling bag en flod, der dog var let at passere. Alexander vandt slaget med et lynangreb med rytteriet, der overrumplede persernes venstre flanke, og gjorde det muligt at trevle deres slaglinje op fra venstre mod højre. Dareios tog flugten, og tabte dermed slaget. Efter sejren valgte Alexander, i stedet for at gå ind i hjertet af Perserriget, at tage kontrol med hele den persiske østkyst, hvorved han uskadeliggjorde den persiske flåde og sikrede sig at have ryggen fri. De fleste byer overgav sig uden kamp, men Tyre og Gaza måtte belejres i henholdsvis syv og to måneder. Efter deres fald kunne Ægypten erobres smertefrit.

Slaget ved Gaugamela

Da Alexander vendte tilbage fra Ægypten, drog han mod hovedbyerne i det persiske rige, den første af hvilke var Babylon. I mellemtiden havde Dareios stablet en ny hær på benene, og med den mødte han makedonerne på den tørre slette nord for landsbyen Gaugamela. Perserne havde forinden udjævnet terrænet, hvilket var en forudsætning for at de kunne gøre brug af deres stridsvogne. Alexanders hær talte på dette tidspunkt 40.000 fodfolk og 7.000 ryttere. Persernes styrke var langt større – måske dobbelt så stor – og især overlegen i rytteriet. Den kan dog umuligt have været så stor, som det hævdes af de antikke forfattere, der overbyder hinanden med tal på op mod en million fodfolk.

Mødet med krigselefanter

Efter de tidligere nederlag havde Dareios forbedret sine soldaters udstyr. Rytterne havde, i stedet for kastespyd, fået længere spyd, der var beregnet til at støde med, og fodfolkene var blevet udstyret med større skjolde. Foran den persiske linje var placeret 200 stridsvogne, som var specielt udstyret med klinger på hjul og sider, beregnet på at skabe kaos i den makedonske falanks. Det mest frygtindgydende har dog utvivlsomt været 15 indiske krigselefanter. Disse enorme dyr, der var omspundet af myter, var så godt som ukendte i Grækenland, og må have forekommet nærmest overnaturlige for makedonerne. Krigselefanter havde en elefantdriver siddende på nakken og måske en enkelt soldat på selve ryggen. Elefanten selv var det egentlige våben, da dens størrelse og højlydte trompeteren fremkalder panisk angst hos heste, der ikke er vant til at omgås den. Det har derfor været Dareios håb, at han kunne bryde Alexanders rytterangreb ved at placere disse dyr foran sin hær. Imidlertid hører vi ikke mere om elefanterne i beskrivelsen af slaget, og man må formode, at Dareios fjernede dem igen inden kampens begyndelse, da de også må have skræmt hans egne heste.

Alexanders taktik

Ved slagets begyndelse trak Alexander mod højre for at tvinge perserne ind på mere bakket terræn. For at forhindre dette rykkede Dareios straks sit rytteri mod Alexanders højre flanke for at angribe lige på den makedonske midte med stridsvognene, hvilket imidlertid viste sig aldeles ineffektivt. Alexander kunne nu udnytte det hul, der var opstået i persernes linje, ved at storme deres midte med sit rytteri, hvorved han igen drev Dareios på flugt. Slaget var dermed egentligt afgjort, og Alexander kunne koncentrere sig om at komme sine hårdt trængte flanker til hjælp. Efter sejren over den persiske konge kunne rigets hovedbyer, Babylon, Susa og Persepolis, indtages uden besvær. Dareios blev siden dræbt af en af sine egne generaler. Alexander fortsatte marchen østpå, og mødte guerilla-lignende modstand i de bjergrige områder Baktrien og Sogdiana. Fodfolkenes udstyr blev gjort lettere, og man begyndte at anvende beredne spydkastere for at tilpasse sig denne nye form for krigsførelse.

Mod Indien

Den østlige grænse for ekspansionen blev nået med indtagelsen af Punjabprovinsen i det vestlige Indien. Her blev den lokale rhaja besejret i slaget ved floden Hydaspes i juni 327 f.Kr. Slagets særlige betydning for makedonerne ligger i, at de her første gang mødte – og faktisk overvandt – krigselefanter i egentlig kamp. Dette lykkedes ved at omringe hver enkelt elefant med fodfolk, og angribe dem med lange spyd, pile og lynangreb med økser og krumsværd. Hesten Bukefalos, der havde fulgt Alexander på hele erobringstogtet, blev dræbt i dette slag. Til minde om sin trofaste ganger grundlagde Alexander byen Alexandria Bukefala. Efter denne sejr var Alexanders hær blevet træt af de evige kampagner. Den nægtede at marchere længere mod øst, og Alexander gav efter. Han returnerede til Babylon, hvor hans død 10. juni 323 f.Kr. betød afslutningen på et erobringstogt af et helt enestående omfang.

Alexander – hvordan så han ud?

Af Camilla Sondrup

Portrætterne af Alexander den Store viser ham som en skægløs yngling med et kraftigt viltert hår, som står op fra panden, og et ”smeltende” opadvendt blik. Det glatbarberede ansigt var i stærk kontrast til tidligere portrætter af statsmænd, og det understregede Alexanders ungdom og ledte tanken hen på de unge helte, fx Akilleus og Herakles, som han gerne ville efterligne. Det ungdommelige udtryk og de idealiserede træk fremtræder stærkest i de portrætter, som er lavet efter Alexanders død. I nogle portrætter fra denne periode optræder han med vædderhorn eller elefantskalp, hvilket hentyder til hans ophøjelse til gud og hans store erobringstogt. Størstedelen af de bevarede portrætter er lavet efter Alexanders død.

Den antikke forfatter Plutarch fortæller os, at det var den berømte græske billedhugger Lysippos fra Sikyon, som bedst fangede Alexanders karakteristiske træk, og at Alexander ikke tillod nogen andre at fremstille sit portræt. Samarbejdet mellem Alexander og Lysippos frembragte en helt ny form for portræt; herskerportrættet med et politisk formål. Det var en portrættype, som ikke kun gengav Alexanders udseende, men også hans personlige karakter og den politiske situation i det 4. årh. f.Kr. På dette tidspunkt, hvor de græske bystater gik i opløsning og magten samledes hos én person, blev portrættet et vigtigt instrument til at udtrykke, at herskeren besad de rigtige egenskaber til denne position. Portrætkunsten blev en meget væsentlig del af herskerens propaganda. Man kan altså ikke være sikker på, at Alexander rent fysisk har set ud, som han gør på de bevarede portrætter. Desværre er det heller ikke muligt ud fra portrætterne at afgøre, om Alexander var lys i huden, sådan som Plutarch hævdede flere hundrede år efter Alexanders død.

Azara-portrættet

Der er ikke bevaret nogle oprindelige portrætter af Alexander fra Lysippos’ hånd, så Alexanderportrættet fremstillet i hans egen levetid, skal søges i kopier lavet i romersk tid. Mange mener, at den såkaldte Azaraherme på Louvre i Paris er det portræt, som bedst ligner et af Lysippos’ værker. Der hersker ingen tvivl om, hvorvidt Azara-portrættet forstiller Alexander den Store. Nederst på det firkantede bustestykke står en indskrift: ”Alexander, søn af Philip, fra Makedonien”. Ud fra dette portræt har det været muligt at identificere mange andre portrætter af Alexander den Store. Den opretstående hårhvirvel ved panden, som nævnes af antikke forfattere, gør det nemt at genkende Alexander. Hvirvlen optræder på alle de kendte portrætter af Alexander.

Alexander på mønter

Portrætter af Alexander den Store har også præget mønter. Alexander introducerede en ny sølvmønt, da han kom til magten i 336 f.Kr. På forsiden var helten Herakles, som det makedonske kongehus anså sig som efterkommere af. Bagsiden viste et billede af den siddende Zeus med et scepter og en ørn. Både Zeus og Herakles er fremtrædende figurer i Alexanders selviscenesættelse. Herakles var ligesom Alexander en stærk og erobrende helt, og Zeus var som Herakles’ far den første forfader til det makedonske kongehus. Mønter med billeder af levende personer forekommer sjældent i det 4. årh. f.Kr., men Herakles fremviser så mange ligheder med Alexanders portræt, at det er tydeligt, at Alexander ønsker at fremhæve sin lighed med Herakles.

Et evigt liv

Mange af de hellenistiske konger benyttede sig af Alexanders portræt til udtrykke deres egne politiske programmer.

Man kunne ved at vise tilknytning til Alexander hævde sin legitime ret til magten. Alexander havde erobrerens ret til at herske i de mange fjerne egne, som han havde forenet i et rige, og det var gennem Alexander, at kongerne havde ret til deres egen position. At Alexanders portræt er blevet brugt meget politisk, vidner et eksempel fra Egypten om. Ptolemaios, som fik magten i Ægypten efter Alexanders død, fortsatte med at bruge det traditionelle møntdesign på sine mønter lige efter Alexanders død, og det er først, da alle de retmæssige arvinger var væk, at han begyndte bevidst at benytte Alexanders portræt på mønter. Ptolemaios ønskede at blive set som en naturlig arvtager for Alexander, men først efter at de naturlige arvinger var blevet udryddet, turde han benytte sig af denne ikonografi på mønter.

Alexanders portrættype er også blevet brugt af mange, som ønskede at vise, at de besad samme kvaliteter som ham. Det mest berømte eksempel er den romerske general Pompeius, som på portrætter fremviser den samme viltre løvemanke og pandehvirvel som Alexander. Ikke nok med at med at Alexander var en slags arketype for senere herskere, hans portræt opnåede også en talismanlignende funktion. Alexanders person blev forbundet med stort held, og det siges, at den første romerske kejser, Augustus, havde et portræt af Alexander som sit personlige segl.

Alexander – en verdensherskers barndom

Af Bodil Bundgaard Rasmussen

Alexander (Colin Farrell) på hesten Bukefalos. Fra Oliver Stones film om Alexander.
”Hvis jeg kan få konger som modstandere” – sådan lød Alexanders svar, da han som stor dreng blev spurgt, om han ville deltage i De olympiske Lege. Han var en god løber, og Philip lagde stor vægt på sejre af enhver slags, så en sejr i løb ved De olympiske Lege ville passe ham fint. Men Alexander var ikke interesseret, og hans svar er meget betegnende for hans selvopfattelse. Alexander var sig sin kongelige herkomst bevidst fra en tidlig alder, og han lagde aldrig skjul på, at han anså sig selv for at være hævet over andre og havde ret til at stille krav og give ordrer. Det er i hvert fald det billede, vi får af ham i den biografi, som den græske forfatter Plutarch skrev i 1. årh. e. Kr. Plutarch var i modsætning til andre af oldtidens forfattere og historikere mere interesseret i Alexander som person end i hans militære bedrifter. Men ligesom andre kan han ikke fortælle ret meget om Alexanders barndom.

Alexander blev født 356 f. Kr. i måneden Hekatombaion (juli), det vil sige i løvens tegn. Samme år vandt hans far Philip II tre sejre, to militære sejre og en sejr i en væddeløbskonkurrence i Olympia, et sammenfald der blev opfattet som tegn på, at Alexander ville blive uovervindelig. Senere blev endnu en begivenhed kædet sammen med hans fødsel, nemlig branden, som ødelagde det store Artemistempel i Efesos. Denne begivenhed førte til profetier om, at han ville blive herre i Orienten – men her er nok tale om en efterrationalisering.

De yngste år

Hele sin barndom var Alexander stærkt knyttet til sin mor, Olympias. Hun var en stærk personlighed og øvede stor indflydelse på sønnen. Hendes slægt kunne føres tilbage til den homeriske helt Akilleus, og denne storslåede helt blev tidligt et af Alexanders store forbilleder. Olympias valgte også Alexanders første egentlige lærer, en af hendes egne slægtninge, Leonidas. Han var en streng lærer, som satte udholdenhed og nøjsomhed højt, egenskaber som siden kom Alexander til gode. Alexander hævdede selv senere, at Leonidas’ største fortjeneste var at lære ham at sætte pris på morgenmaden ved at sende ham ud på en lang march om natten - og at sætte pris på aftensmaden ved kun at give ham ganske lidt at spise om morgenen!

Den mest berømte historie om den lille Alexander er historien om, hvordan han fik hesten Bukefalos. Hans far, Philip, ville købe den flotte, sorte hest, men da den skulle prøverides, viste det sig, at ingen kunne komme i nærheden af den, og Philip ville derfor ikke afslutte handelen. Alexander gik i rette med sin far og mente det ville være en stor skam at gå glip af så pragtfuld en hest. Det har formentlig irriteret Philip, at den lille 8-9-årige dreng blandede sig i hans afgørelse, og han tilbød ham hesten, hvis han kunne ride den. Alexander havde lagt mærke til, at hesten var bange for sin egen skygge, så han vendte den mod solen, sprang op på den og galopperede hen til sin forbløffede far, som levede op til sit ord og gav ham hesten. Alexander gav den navnet Bukefalos – Oksehoved – efter en hvid blis, den havde i panden, og han red den i næsten alle de slag, han udkæmpede.

Læreår

Da Alexander var 12-13 år, overtog Philip ansvaret for hans opdragelse, og barndommen endte. Philip var makedoner, men han ønskede at give Alexander en græsk opdragelse og kulturel baggrund, og han var desuden kommet til den erkendelse, at Alexander var et usædvanligt barn, hvis opdragelse ikke kunne overlades til almindelige lærere. Han kaldte derfor den berømteste af tidens græske filosoffer, Aristoteles, til hoffet i Pella. Aristoteles var fra byen Stageira i Nordgrækenland og havde været livlæge hos Philips far, men var derfra draget til Athen, hvor han havde studeret hos Platon. Philip ville ikke bare give Alexander undervisning, men også fjerne ham fra Olympias’ indflydelse, og han valgte derfor at lade Aristoteles undervise Alexander og en lille gruppe drenge i en landvilla i en lille by syd for Pella. Drengene stiftede gennem Aristoteles’ undervisning bekendtskab med græsk filosofi, med de store græske tragediedigtere og ikke mindst med Homers Iliade, digtet om grækernes krig mod Troja, som var til stor inspiration for Alexander. Også naturvidenskab stod på programmet, og det vakte Alexanders interesse i en sådan grad, at han siden tog astronomer, geografer og botanikere med på sit felttog.

Drengene blev Alexanders nære venner og fulgte ham trofast resten af livet, flere blev generaler i hans hær og overtog dele af storriget efter Alexanders død. Under opholdet i villaen opstod der et nært venskab og siden kærlighedsforhold mellem Alexander og en af drengene, Hefaistion; et forhold, som bedst kan sammenlignes med forholdet mellem Akilleus og Patroklos i 'Iliaden'. Alexander gav ham navnet Philalexandros, Alexanders ven. Ifølge de antikke forfattere var Hefaistion højere og smukkere end Alexander. Han døde under felttoget i Ekbatana i 324 f. Kr., kun otte måneder før Alexander selv bukkede under for en febersygdom. Alexander sørgede dybt over tabet af vennen, og han gav ordre til, at Hefaistion skulle æres som en gud.

En sammensat natur

De sparsomme oplysninger om Alexanders barndom giver os kun et spinkelt grundlag til vurdering af hans karakter, hvad enten vi tænker på dens positive eller dens negative sider. Vi kan dog nogenlunde sikkert slutte, at han var videbegærlig, nysgerrig og ikke så lidt stædig. Egenskaber, som kom ham til gode under det store felttog. Til trods for at han tilbragte hele sit voksne liv i krig, har vi ikke indtryk af, at han hverken som barn eller voksen var en egentlig slagsbror. Han var som nævnt ikke særlig interesseret i sport, men var fra sine unge år mere interesseret i musik og digtekunst. Og så havde han tilsyneladende en enestående evne til at slutte venskaber og bevare dem livet igennem. Alexander synes også at have været en inspirerende og karismatisk leder, som formåede at få de menige soldater til at følge sig år efter år i det ene slag efter det andet. Alt har dog en ende, og soldaternes tålmodighed slap op, så de til sidst nægtede at følge ham. Alexander måtte derfor vende om og opgive at trænge længere mod øst. Det var på vej tilbage mod Grækenland, at han besøgte Babylon, hvor døden indhentede ham.

Det makedonske kongehus

Af Camilla Sondrup

Kongeslægten i Makedonien kaldes for Argeaderne, og kongehuset er omspundet af myter. Den mest vedholdende, som bl.a. gengives af den græske historiker Herodot, fortæller os, at tre brødre fra Argos på Peleponnes etablerede det makedonske kongehus. Brødrene, Perdikkas, Gauanes og Aeropus, var efterkommere af Temenus, som var i slægt med helten Herakles. De tre brødre var blevet forvist fra Argos, og tog til Makedonien, hvor de fik arbejde hos en lokal konge. Efter arbejdet var blevet udført, nægtede kongen at udbetale løn til brødrene. Kongen tilbød dem i stedet det sollys, som faldt ind gennem røgkanalen i huset. Den yngste bror, Perdikkas, tog imod tilbuddet, idet han med sin kniv symbolsk skar sollyset fri og samlede det i sine klæder. Da brødrene var taget af sted, opdagede kongen, at denne symbolske handling betød, at Perdikkas havde taget hele landet i sin besiddelse. Kongens mænd prøvede at forfølge brødrene, men måtte opgive, da brødrene fik hjælp af en flod. Floden gik mirakuløst over sine bredder straks efter, at brødrene havde krydset den. Myten fortæller endvidere, at Perdikkas derefter samlede det makedonske land under sig og blev stamfader til kongehuset.

Myte og virkelighed

Det er historisk og arkæologisk umuligt at bekræfte myten om Perdikkas og hans brødre. Den historiske oprindelse til det makedonske kongehus er gået tabt i fortællinger om folkevandringer og myte. Det er sandsynligt, at kongeslægten stammede fra bjergene vest for det makedonske kerneområde, hvorfra den udvandrede til Makedonien i starten af det 7. årh. f.Kr. Kongernes etniske oprindelse er vanskelig at bestemme, men mange mener, at det makedonske sprog var en dialekt af det græske, og at makedonerne dermed var grækere. Man har på steler fra den store gravhøj i Aigai fundet græske indskrifter, men da det var meget almindeligt, at græsk blev brugt af hoffet, kan man ikke være sikker på, at makedonerne rent faktisk talte græsk. Man ved fra andre områder, at standardgræsk er blevet brugt til officielle anliggender, uden at befolkningen talte græsk. Græske indskrifter kan ikke bruges til at identificere det etniske tilhørsforhold for hverken kongefamilien eller det makedonske folk, og da makedonerne ikke har efterladt noget større skriftligt materiale, er vi henvist til at forholde os til, hvordan andre opfattede deres etniske identitet. Det er påfaldende, at mange sydlige grækere omtaler makedonerne som fremmede, der lever uden for det græske område. Kilderne er dog ikke upartiske, da de sydlige grækere med rette opfattede makedonerne som et stor trussel. Geografisk er Makedonien også vanskelig at definere, da grænserne blev konstant udvidet i takt med kongernes erobringer. I det 5. årh. f.Kr. kan det med god vilje defineres som området, der ligger mellem Olympusbjerget mod syd, den øvre del af Haliakmonfloden i vest og Strymonfloden i øst. Historien om kongehusets oprindelse stammer fra det 5. årh. f.Kr., hvor det var meget almindeligt at henlægge alle mulige mytiske gerninger til Argos på Peloponnes, så der kan være tale om propaganda, opfundet for at støtte kongernes påstand om græsk herkomst. Fra det 5. årh. f.Kr. prøvede de makedonske konger ihærdigt at fremstå som en del af den græske kultur, og de omgav sig med de største græske kunstnere og filosoffer. I det 4. årh. f.Kr. fortsatte kongehuset med at tiltrække berømte grækere; bl.a. tilkalder Philip II filosoffen Aristoteles, for at han kunne undervise Alexander (den Store). 

Philip II’s store plan

Philip II’s motiver for at ville fremhæve en græsk afstamning ligger ifølge nogle forskere i, at han ønskede at kunne trække på de græske ressourcer til den planlagte erobring af Asien. Philip var nødt til at bevise sin egen græske afstamning for at kunne fremstå som en legitim leder af en græsk hær. Philip havde i sin regeringstid opnået at sikre de makedonske grænser i nord og øst, og i 338 f.Kr., efter slaget ved Chaeroneia, blev det meste af Grækenland underlagt hans indflydelse. Philip etablerede Det Korinthiske Forbund samme år, og han brugte forbundet til at hverve mænd til den planlagte krig i Asien. Han kaldte krigen for en gengældelse for, hvad perserne havde forøvet af vanhelligelse i de græske helligdomme 150 år tidligere. Dermed kunne han retfærdiggøre at invadere Asien og samtidig hverve grækere til sin hær. Philip II nåede, før han blev myrdet, at sende en fortrop på 10.000 mand af sted, men det blev hans søn Alexander, som for alvor førte planerne ud i livet.

Alexander var kun 20 år, da Philip II døde, men det lykkedes ham alligevel at tvinge de græske bystater til at acceptere, at han skulle lede den græske hær i krigen mod perserne. I 334 f.Kr. krydsede han Hellesponten, og få år senere havde han besejret det enorme persiske rige, som på det tidspunkt bl.a. omfattede Ægypten, Tyrkiet, Irak og Iran. Alexander forsatte sit erobringstogt, selv efter at perserkongen Dareios var blevet myrdet. Han vendte først om, da hans hær nægtede at følge ham videre østpå, og det var på vejen tilbage, at Alexander uforudset blev indhentet af døden. Han døde i Babylon den 10. juni 323 f.Kr.

Efter Alexanders død var det umuligt at holde de store erobrede landarealer samlet i et rige. Alexanders hærførere kæmpede intenst om magten, og riget blev til sidst delt imellem dem. Det argeadiske kongehus gik til grunde, da Kassander i 310 f.Kr. myrdede Alexander IV, søn af Alexander den Store og den baktriske prinsesse Roxane. Kongedømmet fortsatte dog, indtil romerne i 168 f.Kr. i slaget ved Pydna sætter en stopper for den makedonske indflydelse i Grækenland. Tyve år senere blev Makedonien erklæret for en romersk provins.

Alexander – en romantisk helt og et politisk symbol

Af Camilla Sondrup

Alexanders person har fascineret menneskeligheden lige siden hans død. Mange har prøvet at analysere, hvilke egenskaber det var, som gjorde, at han kunne erobre det meste af den kendte verden. Der er blevet udgivet et utal af bøger om Alexander den Store, og flere kommer stadig til. I august 2004 udkom en bog, som med udgangspunkt i Alexander gennemgår forskellige ledelsesredskaber, som kan bruges af moderne ledere. Alexander bliver ligeledes spændt for vognen af forskellige konsulentvirksomheder, som bruger ham som eksempel på den ultimative ledertype. Alexander er ofte blevet fremhævet som en leder, der forstod at fokusere på sit mål og inspirere sine mænd til at følge sig gennem tykt og tyndt. Den store interesse har været medvirkende til skabe et romantiseret billede af Alexander den Store.

Romantiseringen af Alexanders person begyndte i virkeligheden straks efter hans død i 323 f.Kr. De efterfølgende konger og herskere ophøjede Alexander til gud og grundlagde kulter til hans ære. Forfattere begyndte omgående at skrive om Alexanders bedrifter, men litteratur fra Alexanders samtid er desværre gået tabt. De fleste af vores litterære kilder stammer fra den romerske periode. Adskillige af de antikke forfatterne fremstillede Alexander som en overmenneskelig skikkelse og beskrev, hvordan Alexander tæmmede vilde folk i fremmede lande. Alexander fremstår som den ædle helt, som skabte civilisation i de områder, han erobrede. Han tilskrives motiver som at ville forene hele verden og sammensmelte befolkningerne – en medvirkende årsag til, at han siden er blevet brugt som model af imperialistiske ideologier, som ønsker at tegne billedet af en erobrer-civilisator. Ideologien om en erobrer-civilisator er fx blevet benyttet af de europæiske lande til at retfærdiggøre deres kolonialistiske forehavender i Afrika og Asien.

Et politisk symbol

Alexander den Store bliver ligeledes benyttet som politisk symbol. Specielt er han et centralt punkt i den moderne debat om makedonernes etniske tilhørsforhold. Debatten koncentrer sig på nuværende tidspunkt hovedsagligt om retten til at benytte navnet Makedonien. I 1991 blev den tidligere jugoslaviske republik Makedonien selvstændig under navnet Makedonien, og mens andre lande i regionen anerkendte den nye stat, havde Grækenland store forbehold. Den nydannede stat gør brug af det makedonske navn og bruger på sit flag den stjerne, som i antikken blev brugt som symbol for den makedonske kongefamilie. Begge dele bliver af grækerne opfattet som krænkende, da man hermed gør krav på en fortid, som traditionelt opfattes som en del af den græske historie. Grækerne mener ikke, at ordet Makedonien dækker en selvstændig stat, men snarere at ordet bruges om et græsk territorium. De anklager derfor FYROM (Former Yugoslavian Republik of Macedonia, statens internationalt anerkendte navn) for at have opfundet en falsk national identitet for den nye stat.

Ifølge grækerne har den nye stat med hovedsæde i Skopje fabrikeret en historie til sig selv, hvor den helt ser bort fra den græske, bulgarske og serbiske del af områdets historie. De mener, at propagandaen har til hensigt at overbevise folket om, at de tilhører en separat slavisk nation under navnet Makedonien. Grækerne mener også, at Skopje-propagandaen forsøger at så tvivl om de antikke makedoneres græske identitet ved at proklamere, at de ikke var grækere, men en illyrisk stamme. Det var ifølge denne propaganda ikke Alexander, som spredte den græske kultur til resten af verden, men derimod de mange grækere, der var en del af hans hær. Grækerne har med henvisning til antikke kilder ført massiv propaganda for at bevise Alexander den Stores og makedonernes græske herkomst.

Konflikten på Balkan er ikke ny. Regionens historie er præget af voldsomme begivenheder, folkevandringer, mange interne krige og besættelser. Regionen har været underlagt skiftende imperier i perioden mellem det 7.-14. årh., og i slutningen af det 14. årh. invaderede tyrkerne området og indledte en besættelse, som kom til at vare i over 500 år. Efter Balkankrigene i 1912-13 blev regionen delt, og store dele af det makedonske område blev indlemmet i det Grækenland, som i det forrige århundrede havde vundet sin befrielse fra tyrkisk overherredømme.

Byer, huse og paladser

Af Camilla Sondrup

I det 4. årh. f.Kr. begyndte organiserede bycentre at opstå i Makedonien. Byerne var ikke selvstændige og uafhængige bystater, som dem man så i det sydlige Grækenland. Byerne var underlagt en central autoritet, den makedonske konge, men fra antikke kilder ved vi, at makedonerne havde mange af de samme demokratiske institutioner, som man så i fx Athen. Kongen udøvede sin magt gennem embedsmænd i byerne uden for hovedstaden i Pella.

Byplan og huse

Der er ikke bevaret mange ruiner af byerne, som de så ud på Alexander den Stores tid. I byen Olynthos, som blev ødelagt af Philip II i 348 f.Kr., kan man se, hvordan byen er anlagt med et retvinklet gadenet med boligblokke af samme størrelse. De fleste af de udgravede byer og paladser er imidlertid fra den hellenistiske periode (323-31 f.Kr.), tiden som fulgte Alexander den Store død. Byggemateriale fra paladset i Pella, hvor Alexander voksede op, er sandsynligvis blevet genbrugt i det palads, som er delvis bevaret i dag.

Paladset blev formodentligt opført under Kassander (316-297 f.Kr.), hvor Pella blev udlagt efter systemet med det retvinklede gadenet, ligesom Olynthos og mange andre byer fra denne periode. Der er udgravet adskillige huse, hvoraf de fleste er af den såkaldte peristyltype, hvor rummene var arrangeret omkring en central søjlegård. Levestandarden i Pella var høj, og flere af husene havde mere end én søjlegård. Mange af husene havde fine gulvmosaikker udført i små, utilhuggede sten i forskellige farver, og væggene var udsmykket med vægmalerier.

Paladset i Pella

Paladserne adskiller sig i opbygning ikke meget fra de største private huse, bortset fra at de kongelige paladser optager noget mere plads i landskabet og altid er placeret højt i byerne. Det kongelige palads i Pella dækker et område på ca. 60.000 m2. Meget af det omfattende kompleks er dårligt bevaret, og selvom paladset er opført i anden halvdel af 4.årh. f.Kr., har det senere undergået forandringer. Komplekset udgøres af store huse, som støder op til hinanden. Hvert hus har varetaget en af paladsets mange funktioner. De store søjlegårde mod syd har, med det monumentale indgangsparti vendt ned mod byen, udgjort den officielle del af paladset. De private gemakker har været i den nordlige del af komplekset, og i vest har de bygninger, som blev benyttet i forbindelse med den daglige drift, været placeret. Man har ved opførelsen af paladset taget hensyn til de mange funktioner, som kongen og paladset skulle varetage.

Audienser og administration

Kongen var både den militære og religiøse leder, og han havde mange pligter, som paladset skulle imødekomme. Paladsernes primære funktion har været som stedet, hvor kongen afholdt audienser. Audienssalen var et af de mest imponerende rum i paladset, for det var her, at kongen tog imod ambassadører fra andre lande og afsluttede forretninger. Audienssalen har sandsynligvis været forbundet med det monumentale indgangsparti til paladset. Den imponerende indgang understregede kongens status. Nogle forskere mener, at det er dette indgangsparti, som er blevet efterlignet på facaderne i de makedonske kongegrave. Alexander den Store, som brugte det meste af sin regeringstid på erobringstogt, afholdt audienser i sit telt. Ifølge antikke kilder har teltet kunne rumme omkring 2000 mennesker.

Paladserne lagde ikke kun hus til de sociale og ceremonielle funktioner; som regel var der også en helligdom, arkiver, kontorer og servicekvarterer inden for forstærkningsmurene. Mange paladser havde desuden haver, pavilloner og biblioteker. I paladset i Pella og i den gamle hovedstad i Aigai var der endda et teater. Teatret i Aigai lagde scene til mordet på Alexanders far. Philip II blev myrdet af et medlem af den kongelige garde under bryllupsfestlighederne for datteren Kleopatra.

Paladset i Aigai Paladset i Aigai dækker ikke så stort et areal som paladset i Pella, men det har mange af de samme karakteristika. Det blev bygget på en høj med udsigt over byen, og det monumentale indgangsparti var i to etager, som var flankeret på hver side af en søjlehal. Fra indgangen kommer man direkte ind i søjlegården, som er omgivet af spisesale i forskellig størrelse. Da de fleste af rummene i paladset i Aigai er blevet identificeret som spisesale, mener man, at paladset hovedsageligt blev benyttet af kongerne i forbindelse med de banketter og drikkefester, som den makedonske herskerklasse var så berømt for at have hang til.

De makedonske grave

Af Camilla Sondrup

Alexanders grav i Alexandria i Egypten er aldrig blevet identificeret, men adskillige grave i Makedonien, opført til medlemmer af den makedonske kongefamilie, er blevet udgravet. De mest berømte grave er fundet under den store tumulus (jordhøj) i Vergina. Vergina var under navnet Aigai Makedoniens hovedstad fra det 7. årh. f.Kr. til slutningen af det 5. årh. f.Kr., hvor hovedstaden flyttede til Pella. Aigai forblev det makedonske riges religiøse centrum og stedet for de kongelige begravelser.

De makedonske kongers grave var monumentale, stenbyggede anlæg, som blev opført under jorden. Efter opførelsen blev gravene dækket af en jordhøj. Gravene havde tøndehvælv og var som regel inddelt i et mindre forkammer og et større hovedkammer. I gravene, som bliver kaldt for kammergrave, blev den afdøde anbragt i hovedkammeret. Det mest karakteristiske ved gravene er facaderne, som er dekoreret med søjler og friser. Facaderne er sandsynligvis inspireret af de monumentale indgangspartier, som fandtes i de kongelige paladser, men de har også ligheder med det græske tempelbyggeri. Dørene indtil gravene er oftest af marmor, som er udhugget til at ligne rigtige trædøre med påsatte metalnagler. I gravene under den store tumulus er de afdøde blevet brændt og kommet i beholdere udført i et ædelt metal. I andre makedonske grave er de afdøde blevet lagt på stenbænke (kliner). Klinerne kan være udformet med madrasser og puder udsmykket med reliefdekoration. Klinerne efterligner de bænke, som man lå på ved middagsselskaber og fester.

Philip II’s grav

I 1977, da man udgravede den store tumulus, stødte man på en grav, som i modsætning til de fleste andre ikke var blevet plyndret af gravrøvere. Graven havde en imponerende facade dekoreret med halvsøjler og friser. Den øverste frise er malet direkte på stenkonstruktionen, og den forestiller ti personer på løvejagt. I hovedkammeret fandt man resterne af en mand, som var blevet begravet i et dekoreret guldskrin. Det mest usædvanlige ved graven var, at der i forreste rum blev fundet et tilsvarende skrin med knogleresterne af en ung kvinde. Begge personer var tydeligt en del af den makedonske kongefamilie. Deres knogler var svøbt i et purpurfarvet klæde, og i hvert skrin lå et diadem. I begge rum var talrige gravgaver i bronze, guld, sølv og elfenben. Kongefamiliens symbol, en stjerne med 16 spidser, optræder flere steder i graven bl.a. på låget af guldkisterne.

Siden udgravningen har der været mange spekulationer om, hvem der var begravet i denne rigt udsmykkede grav. Graven bliver ofte omtalt som Philips grav, idet udgraveren og adskillige andre forskere mener, at graven blev opført over Alexander den Stores far. Knoglerne fra manden begravet i hovedkammeret er blevet undersøgt, og man fandt, at personen havde haft en skade ved højre øje. Det blev også fastslået, at skaden var sket adskillige år, før han døde. Man har ved brug af retsmedicinske metoder rekonstrueret den afdøde persons ansigt, og det viser en lighed med portrættet af Philip II. Desuden ved man, at Philip II havde fået ødelagt et øje under et slag i 355/4 f Kr. Alle forskere er dog ikke overbeviste om, at knoglerne er de jordiske rester af Philip II. Nogle mener, at graven kunne være opført for Philip III Arrhidaios, Alexanders halvbror. Begge konger blev myrdet. Philip i teatret i Aigai i 336 f.Kr., og Philip Arrhidaios i 317 f.Kr. Kvinden, som lå begravet i forrummet, bliver tolket som enten Philip II’s sidste hustru, som blev myrdet af Olympias, eller Philip Arrhidaios’ hustru Eurydike.

Portrætter i elfenben

Fundet af elfenbensportrætter i graven er blevet brugt til at støtte ideen om, at graven er opført over Philip II. Portrætterne er ca. 3 cm høje og er udført i højt relief. De har siddet som dekoration på en kline, som var lavet af træ. To af portrætterne er blevet identificeret som henholdsvis Philip II og Alexander den Store. Portrætterne er rige på detaljer, og portrættet af Philip viser endda arret over hans højre øje. Portrættet af Alexander har ligeledes meget individualiserede træk, og viser Alexanders karakteristiske opadvendte ”smeltende” blik. Håret med den oprejste pandelok er ikke bevaret. Desværre er fundet af portrætterne ikke nok til at identificere graven som Philips, da grundlæggerne af det makedonske imperium kan forventes at optræde i forbindelse med senere kongers begravelser.

Kunsten på Alexander den Stores tid

Af Camilla Sondrup

Alexander den Store levede i det 4. årh. f.Kr. Det var et århundrede, hvor der skete mange forandringer i politiske og samfundsmæssige forhold. De græske bystater mistede deres uafhængighed og blev underlagt det makedonske imperium. Denne udvikling betød et større fokus på enkeltpersoner end på fællesskabet. Portrætkunsten havde kronede dage, og store statuegrupper af dramatiske begivenheder og familiedynastier blev moderne. Det var også i det 4. årh. f.Kr., at personifikationer af begreber som fred og held begyndte at optræde i kunsten, og kunstneren Praxiteles udførte Afrodite fra Knidos, den første store fritstående skulptur af en nøgen kvinde.

Hofkunstnere Man har bevaret navnene på flere af de kunstnere, som arbejdede i det 4. årh. f.Kr. Mange af de mest berømte kunstnere var på et tidspunkt i deres karriere tilknyttet det makedonske hof. Den mest kendte var billedhuggeren Lysippos fra Sikyon på Peloponnes, som skabte Alexander den Stores’ officielle portræt. Lysippos er også kendt for at have revolutioneret proportionsforholdet for statuer. Han gjorde hovedet mindre i forhold til kroppen, og samtidig skabte han en slankere kropstype. Hans mest berømte statue forestiller en atlet, som er ved at skrabe olie og støv af kroppen. Statuen er fra ca. 340-330 f.Kr.

Den athenske kunstner Leochares arbejdede også for det makedonske hof. Han udførte i 338 f.Kr. en dynastigruppe for Philip II, som blev opstillet i Zeus’ helligdom i Olympia. Statuerne var lavet af guld og elfenben og forestillede Philip II, hans forældre, hustruen Olympias og sønnen Alexander. Philip viste med statuegruppen hele sin familie, både fortiden og fremtiden. Leochares samarbejdede senere i det 4. årh. f.Kr. med Lysippos omkring udførelsen af en større statuegruppe i bronze, som forestillede Alexander på løvejagt med hærføren Krateros. Monumentet er ikke bevaret, men det har været en dramatisk scene, som viste en virkelig begivenhed, hvor Krateros reddede Alexanders liv under en løvejagt. Krateros opstillede sandsynligvis monumentet efter Alexanders død.

Pragtmosaikker

Makedonien var i det 4. årh. f.Kr. et samlingspunkt for mange forskellige kunstnere. Nogle af de flotteste kunstværker, som kendes fra Makedonien, er de mosaikker, som har prydet rigmandshusene i hovedstaden Pella. Mosaikkerne blev lavet af små natursten, som er ca. fem cm lange. Mosaikgulvene blev hovedsageligt lagt i de store spisesale, hvor gæster blev underholdt. Ofte udsmykkede man salene med en kant i et sort og hvidt design. Til hovedmotivet i midten af rummet benyttede man sten af mange forskellige farver. Ved at studere mosaikkerne i Pella har man fundet ud af, at der var to forskellige mosaikværksteder i byen. Det ene værksted nedlagde blytråde i mosaikken for at fremhæve figurernes konturer og undgik at bruge alt for mange skyggeeffekter. Det andet værksted havde en noget mere sofistikeret teknik, hvor der ved brug af skyggevirkninger blev skabt en stor dybde i mosaikken. En af de smukkeste mosaikker fra Pella, som forestiller nedslagtningen af en hjort, blev udført af kunstneren Gnosis, som endda signerede sit værk.

Al pragt til de døde

De fineste kunstskatte fra Makedonien er fundet i de store kammergrave. Mange af gravgaverne er udført i ædle metaller som sølv og guld. De fleste af fundene har sandsynligvis været de afdødes personlige genstande. Gravgaverne består især af banketudstyr og våben. Adskillige af de kostbareste fund stammer fra Philips grav, hvor gravgaver var placeret både i forkammeret og i hovedkammeret. Udover fine guldskrin, hvori knoglerne af de afdøde blev fundet, har man udgravet mange andre genstande udført i guld; et diadem, en egekrans og over hundrede små rondeller med en stjerne præget på den ene side. Guldrondellerne har været påsat på et klæde. Desuden har mange af våbnene været beklædt med guld.

Fundet af de makedonske kongegrave har gjort meget for vores forståelse for malerkunsten i antikken. De fleste antikke malerier blev malet på flytbare træpaneler, og derfor har vi ingen malerier bevaret fra makedonernes boliger. I de makedonske grave har man fundet malerier på facaden og inde i selve gravkamrene. Øverst på facaden af Philips grav var der et maleri, som forestillede en kongelig løvejagt. De mange personer gengives i forskellige situationer, og kompositionen er meget kompleks, hvilket vidner om, at dygtige malere arbejdede i Makedonien i det 4. årh. f.Kr. En talentfuld maler havde allerede tidligere dekoreret den ældste af gravene under den store jordhøj. Maleriet blev udført på alle fire vægge i gravkammeret og forestiller underverdens gud, som bortfører korngudindens datter Persephone, imens hendes veninder ser forskrækket til.

Nye kunstcentre opstår Alexander den Store skabte med sine erobringer muligheden for at sprede den hellenistiske kunst og kultur til store dele af verden. I det 4. årh. f.Kr. blomstrede kunsten uden for Athen, som tidligere havde været det helt store produktionscenter, og i de følgende århundreder blev også områder uden for det traditionelt græske område store kunstcentre, specielt Alexandria i Ægypten og senere Pergamon i Lilleasien.

Tidslinje

Tidslinje over vigtige begivenheder

  • 359 f.Kr.
    Philip II kom til magten i Makedonien
  • 356 f.Kr.
    Alexander den Store blev født
  • 338 f.Kr.
    Slaget ved Chaeronea
    Oprettelsen af Det korinthiske Forbund
  • 336 f.Kr.
    Philip II blev myrdet i teatret i Aigai
    Alexander den Store blev konge i Makedonien
  • 334 f.Kr.
    Alexander den Store invaderede Asien
    Slaget ved Granikos
  • 333 f.Kr.
    Slaget ved Issos
  • 332 f.Kr.
    Tyre i Fønikien blev belejret
  • 331 f.Kr.
    Slaget ved Gaugamela
    Alexandria i Ægypten blev grundlagt
  • 330 f.Kr.
    Persepolis blev nedbrændt af Alexander Perserkongen
    Dareios blev myrdet
  • 329 f.Kr.
    Alexander invaderede Baktrien
  • 328 f.Kr.
    Alexander dræbte vennen Kleitos
  • 327 f.Kr.
    Alexander giftede sig med Roxane
    Proskynese-affæren
  • 326 f.Kr.
    Alexander invaderede Indien
    Alexanders hær gjorde oprør
  • 325 f.Kr.
  • Alexanders hære vendte om
  • 324 f.Kr.
    Massebryllup i Susa
    Hefaistion døde
  • 323 f.Kr.
    Alexander den Store blev syg (29. maj) og døde i Babylon (10. juni)
    Perdikkas overtog kommandoen
    Roxane fødte Alexander IV
  • 320 f.Kr.
    Perdikkas invaderede Ægypten og blev myrdet
  • 317 f.Kr.
    Olympias fik Philip Arrhidaios og Eurydike myrdet
  • 315 f.Kr.
    Olympias blev henrettet
  • 310 f.Kr.
    Kassander myrdede Roxane og Alexander IV
    Slutningen på det argeadiske dynasti
  • 168 f.Kr.
    Slaget ved Pydna
  • 148 f.Kr.
    Makedonien blev romersk provins
  • 31 f.Kr.
    Slaget ved Aktium

Arbejdsforslag

Alexanders verden

  • Perserkrigene mellem 490-479 f.Kr. Hvilken betydning har krigene for Alexanders indtagelse af Perserriget? Findes der andre eksempler på, at historiske begivenheder er blevet brugt som påskud for at føre krig?
  • Fusionspolitik og det multikulturelle samfund. Hvad var makedonernes holdning til Alexanders ide om at blande folk? Hvordan har man gennem historien set på blanding af folk af forskellig race?
  • Store regimers fald. Hvorfor dør Alexanders storrige med ham?
  • Slaget ved Aktium i 31 f.Kr. Hvilken betydning har slaget for romerriget og Grækenland?

Alexanders den Stores erobringer

  • Alexanders taktik ved de store slag mod perserkongen Dareios. Alexander-mosaikken – hvilket slag forestiller den?
  • Forskellen mellem krigsførelse på slagmarken og nutidens distancerede bombeangreb. Hvilken betydning har det, at man i moderne krigsførelse ikke står ansigt til ansigt med fjenden?
  • Soldater i antikken. Hvilken befolkningsgruppe kom soldaterne fra? Hvilken status havde de? Den professionelle soldat i dag.
  • Krige hvor erobring af store landområder har fundet sted.
  • Kolonisering og grundlæggelse af byer. Hvilken betydning har det, at man som sejrsherre grundlægger byer i de områder, som man erobrer? Betyder oprettelse af en koloni kontrol med det besejrede område?
  • Alexander – hvordan så han ud?
  • Kunsten som propaganda. Hvordan bruges kunst som propaganda? I hvilke situationer kan det være hensigtsmæssigt at bruge kunsten som propaganda?
  • Heltedyrkelse, martyrer og ophøjelse af personer til guder. Hvorfor sker det? Har vi brug for at tro på noget, som er større end os selv? Hvem er vor tids helte?
  • Portrættets udvikling fra antikkens skulptur- og møntportrætter til nutidens informationssamfund, hvor man bombarderes med billeder af kendte og ukendte døgnet rundt. Hvilken betydning har det for samfundet, at store dele af verden har samme referenceramme?

Alexanders opvækst

  • Aristoteles’ lærdom. Hvilken betydning havde Aristoteles for Alexanders karakter?
  • Homers Iliade og helten Akilleus.

Det makedonske kongehus

  • Hvordan defineres en etnisk gruppe? Er det ud fra sprog, fælles værdier eller kultur?
  • Myters betydning og anvendelse. Hvad bruger man myter til? Hvordan opstår en myte?
  • Oprindelsen til det danske kongehus. Kongerækken.
  • Styreformer. Monarki (Makedonien) og demokrati (græske bystater) i antikken. Samspil mellem demokrati og monarki i moderne samfund.

Alexander som helt og politisk symbol

  • Store ledere og herskere i historien. Romantiseringen af Alexander den Store og andre store historiske personligheder. Hvorfor bliver folk, som har begået grusomheder, ophøjet som helte?
  • Imperialistiske ideologier.
  • Konflikten på Balkan. Hvordan er forholdet mellem FYROM (Makedonien) og Grækenland?
  • Tyrkernes besættelse af Balkan og Grækenland. Balkankrigene i 1912-13. Hvordan er forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet i dag?
  • Oprettelse af nye stater. Hvilke problemer skaber det mellem de berørte grupper i området? Israels oprettelse efter Anden Verdenskrig.

Byer, huse og paladser

  • Bystaterne i det antikke Grækenland. Hvordan var de organiseret?
  • Paladserne opbygning. Hvad brugte man paladserne til i antikken?
  • De antikke huses indretning og dekoration. Brugen af de forskellige rum som eksempelvis andron (mændenes rum), hvor der blev afholdt drikkefester.

De makedonske grave

  • Forskelle på gravskikke forskellige steder i verden. Hvorfor gav man de døde værdifulde gaver med i graven i antikken? Hvilket signal sender denne skik, som står i stærk kontrast til de mange begravelser i Danmark, hvor de afdøde begraves uden en gravsten?
  • Religion og tro.

Kunsten på Alexanders tid

  • Skulpturens udvikling fra det arkaiske Grækenland til det romerske imperium. Brugen af skulptur.
  • Lysippos’ værker. Det nye proportionsforhold for skulpturer. Atletstatuer.
  • Hvorfor har kunstnere gennem historien tradition for at samles, der hvor magten er? Hvad får kunstnerne ud af at knytte sig til hoffet? Hvad får kongen ud af det?
  • Store kunstcentre. Athen, Alexandria i Ægypten, Pergamon i Lilleasien og Rom. Hvilke byer opfattes som kunstcentre i dag? Og hvorfor?

Vil du læse mere?

Litteratur

M. Andronikos, Vergina –The Royal Tombs, Athen 1984.
M. Andronikos, Vergina – The Great Tumulus, Thessaloniki 1994.
R. A. Billows, Kings and Colonist - Aspects of Macedonian Imperalism, New York 1995.
J. Boardman, Greek Sculpture – The Late Classical Period, London 1995.
E. N. Borza, In the Shadow of Olympus, Princeton 1990.
A. B. Bosworth, Conquest and Empire – The reign of Alexander the Great, Cambridge 1988.
P. Briant, Alexander den Store, Aarhus 1991.
A. Cohen, The Alexander Mosaic, Cambridge 1997.
H. Fich m.fl., Græsk kunst, København 1999.
R. L. Fox, Alexander the Great, London 1973.
J.F.C Fuller, The Generalship of Alexander the Great, London 1958.
P. Green, Alexander to Actium, London 1990.
F. Johansen, Græske portrætter, Katalog fra Ny Carlsberg Glyptotek, København 1992.
B. Kiilerich, Græsk skulptur, Aalborg 1997.
Macedonians – The Northern Greeks and the Era of Alexander the Great. Udstillingskatalog fra Nationalmuseet, Athen 1994.
A.M. Nielsen, Alexandroider, Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek, København 1991. s. 30-45.
I. Nielsen, Hellenistic Palaces, Aarhus 1994.
J. J. Pollitt, Art in the Hellenistic Age, Cambridge 1986.
H. H. Scullard: The Elephant in the Greek and Roman World, Cambridge 1974
R.R.R. Smith, Hellenistic Sculpture, London 1991.
A. Stewart, Faces of Power, Berkeley 1993.
A. Schwartz, Hoplitkrigsførelse i arkaisk og klassisk tid, København 2004.

Antikke forfattere

Arrian: Anabasis, engelsk oversættelse ved P.A. Brunt, 1976. (Loeb Classical Library)
Arrianos: Alexandro's Bedrifter samt Om Indien og Nearchos' Kystfart, oversat og oplyst ved Anmærkninger af M.Cl. Gertz, København 1913-15.
Diodor: Diodorus Siculus XVII, engelsk oversættelse ved B. Perrin, 1947. (Loeb Classical Library)
Herodot: Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, bind 2, København 1997.
Plutarch: Levnedsskildringer af Plutarch, i oversættelse fra græsk ved V. Ullmann. Udgivet for selskabet for historiske kildeskrifters overførelse på modersmålet II, 1890, s. 1-110.
Plutarch: Plutarch’s Lives VII, engelsk oversættelse ved B. Perrin, 1958. (Loeb Classical Library)
Quintus Curtius Rufus: Om den macedonske Konge Alexander den Stores Levnet og Bedrifter, oversat af A. Winding Brorson, København 1808.

Historiske romaner

Mary Renault, Ild fra himlen, København 1988.
Mary Renault, Den persiske dreng, København 1989.
Mary Renault, Alexander-arven, København 1990.

Websites

https://www.livius.org/articles/person/alexander-the-great/
www.alexander-the-great.co.uk
www.natmus.dk