Blinkende lygter

Blinkende lygter

- et undervisningsmateriale

Vold for sjov

Blinkende lygter er en gangsterkomedie, den handler altså om kriminelle gangstere og deres rå liv, men gør det på en sjov måde. Den slags film kaldes ofte film i "Tarantino-traditionen", fordi den amerikanske instruktør Quentin Tarantino i sin film Pulp Fiction viste rå voldscener, som vi måske ikke så meget skulle forskrækkes eller ækles over, men snarere grine af.

Blandingen af vold og humor i Blinkende lygter var det, der skabte mest debat ved filmens premiere, og det har denne cocktail faktisk altid gjort, for det er på ingen måde en ny ide. I de gamle Gøg og Gokke film fik den tynde Gøg tit og ofte et dunk i hovedet af sin tykke ven Gokke - og det var sjovt. I tegnefilmene Tom & Jerry handler hele morskaben om, hvordan de to piner hinanden. Det fik i sin tid kritikere til at foreslå, at filmene skulle være forbudt for børn! Det blev de nu ikke, og i tegnefilmenes verden bliver figurerne rask væk savet over, banket flade eller sprængt i luften under megen morskab.

Man kunne måske sige, at det nye er realismen og blodigheden af den humoristisk mente vold. Mens figurerne i de gamle film sjældent blødte eller døde af voldsomhederne, så mangler der hverken blod eller lig i de nyere film som for eksempel Pulp Fiction, I Kina spiser de hunde, Snatch, eller Blinkende lygter. Det er måske netop det, der falder kritikerne for brystet. I hvert fald var netop volden et gennemgående tema i mange anmeldelser af filmen.

Bo Green Jensen (Weekendavisen, 3.11.2000) skrev bl.a.: "I Blinkende lygter må Gråbøl igen holde for. Søren Pilmark slår hende i ansigtet, hårdt og med knyttet hånd, da han ikke længere kan holde lyden af hendes stemme ud. I salen har vi det ligesådan, og det udløser forudsigelig jubel, da hejren hamres til tavshed. Men egentlig var man helst fri for at grine. Det er en ubehagelig humor, og latteren er en betinget refleks."

I Århus Stiftidende var det scenen, hvor Arne skyder en ko (der også i virkeligheden blev skudt), som provokerede anmelderen Claus Christensen, han kaldte den "en skamplet" og skrev: "Koblingen af vold og vittigheder og dansk råhygge er naturligvis provokerende. Vi har hver især vores egen moralske grænse for galskaben, men nedskydningen af en ko på klos hold, (nej, det er ikke et filmtrick) burde en ansvarlig producent have forhindret."

I en analyse af filmen i tidsskriftet EKKO blev ko-nedskydningen også fremhævet, og Mette Damgaard-Sørensen skrev videre: " … I det hele taget har Blinkende Lygter et problematisk forhold til brugen af vold, der især hænger sammen med, at den i enkelte scener er doseret forkert: Den er unødig brutal i forhold til den effekt, den skal fremkalde." I Berlingske Tidende var anmelderen Ebbe Iversen begejstret for filmen, men tog forbehold for volden: "…for nogle tilskuere vil det givetvis dæmpe fornøjelsen, at humoren med jævne mellemrum afbrydes af brutal vold, mest ubehagelig i Arnes vilde mishandling af en polsk smuglerchauffør og mest tarantinosk i en absurd scene, hvor Færingens bande mejes ned med en maskinpistol til tonerne af Gershwins "Rhapsody in Blue". Man behøver ikke være specielt sart for sagtens at kunne have undværet disse grove indslag i en ellers overvejende munter film."

Men andre anmeldere fandt volden uproblematisk. Kristeligt Dagblads Palle Schantz Lauridsen sluttede for eksempel sin anmeldelse med ordene: "Filmen rummer en del vold. Men den er af den udvendige staffages og den overdrevne og afvæbnende karikaturs slags, hvilket kun gør filmen endnu sjovere."

Anders Thomas Jensen forsvarede brugen af vold i flere interviews. En uge før filmens premiere blev han interviewet af journalist Morten Sabroe i Politiken (d. 21.10.2000) under overskriften "Mord på mennesker og dyr". Hele interviewet handlede om filmens brug af vold, og Anders Thomas Jensen sagde blandt andet: "Jeg nægter at tro, at folk bliver mere voldelige af at se en voldsfilm. Man bliver jo heller ikke mere kærlig af at se en kærlighedsfilm. Det er skægt, at man griber så meget fat i det med den fysiske vold. Der har altid været vold i kunst. Shakespeares stykker er fulde af vold, det har ingen hidset sig op over." Da han bliver spurgt, om ikke især figuren Arne er unødigt voldelig, svarer han: "Der er den udvikling, han gennemgår, med at han skal lære at slå dyr ihjel i stedet for at slå mennesker ihjel. Der skal være meget voldeligt omkring ham. Jeg kan enormt godt lide den scene med glasset, hvor han flipper ud. Den og scenen med koen er den stærkeste vold. Man er lullet ned i sædet og sidder og hygger sig, og så kommer det der udbrud af vold. Scenen med koen har den effekt, at man tænker: "Det gør han ikke!" Og så gør han det." Anders Thomas Jensen forsvarede også i interviewet, at man havde valgt at skyde koen i virkeligheden: "Det er jo en dyrlæge, der skyder den. Det snakkede vi meget om. Der bliver dræbt, jeg ved ikke hvor mange tusinde køer om dagen i Danmark. Om vi kørte én ud i skoven og skød den og kørte den på slagteriet, kom ud på det samme. Det foregik efter alle forskrifter. Det var hårdt alligevel. Også for mig, for jeg har aldrig set så stort et dyr dø, og det var der mange på holdet, der ikke havde."

Til journalist Morten Dürr i Børsen 27.10.2000 forklarede Anders Thomas Jensen, hvorfor han synes, at voldscenerne er morsomme: "Jeg kan godt lide dén form for humor, fordi den er så ekstrem. Jeg har altid syntes, at ekstreme figurer og ekstreme situationer er god humor, og heldigvis har jeg næsten kun fået positive reaktioner på det. Selvfølgelig er der nogle, som vil gå ind i en diskussion om vold på film, men det er en forældet diskussion. (…) Der er jo ingen, som tror, at voldsscenerne viser virkeligheden, og folk forstår, at de er ment humoristisk. Blinkende lygter portrætterer fire mænd, som er nogle hårde fyre. Og en del af deres univers er at være voldelige, derfor er det med i filmen. Du kan heller ikke lave en film om en sanger uden at se ham synge. Og at volden er brugt på en måde, så man griner af den, det har jeg ikke noget problem med."

  • Hvordan reagerede I selv på voldscenerne?
  • Er der forskel på hvordan de forskellige voldsscener virker - er nogle mere morsomme end andre?
  • Tænk på scenen, hvor Søren Pilmark giver Sofie Gråbøl en lige højre. Hun sidder forvirret tilbage med en lille stribe blod ud af næsen. Forestil jer, at hun i stedet havde siddet med en brækket næse og to tykke stråler blod ud af næseborene. Ville scenen så have været ligeså sjov? Hvad ville forskellen have været?
  • I filmen ser vi en ko blive skudt. Den blev skudt i virkeligheden. Er det i orden? Ændrer det jeres opfattelse af scenen, når I ved, at koen faktisk blev skudt? Hvorfor / hvorfor ikke?
  • Arne er filmens stjernepsykopat, det er ham som oftest går amok. Han bliver ven med den lokale jæger, der elsker at skyde dyr. Diskuter forskellen på de to - er den ene mere voldelig end den anden? Er én slags vold mere i orden end en anden slags? Hvorfor / hvorfor ikke?
  • I Arnes barndomsscene ser vi, at han er blevet slået som barn. Bliver man voldelig af at blive udsat for vold?
  • Del gruppen op i to, der indtager henholdsvis kritikerens og forsvarerens rolle. Læs evt. argumenterne for og imod igen. Overskriften på diskussionen er: Er det i orden at vise vold for sjov, er der en grænse, og hvor går den i givet fald? Inddrag gerne andre film I har set i diskussionen.

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle