Blinkende lygter

Blinkende lygter

– et undervisningsmateriale

Blinkende lygter – en analyse

Analyse bragt i det mediepædagogiske tidskrift EKKO nr. 5+6, november 2000

Af Mette Damgaard-Sørensen

At det blev kriminelle mænd i genrefilm, der om noget startede nybruddet i dansk film er uomtvisteligt. Vendepunktet kom vel i 1995, der startede med premieren på Carsten Frombergs 'Ondt blod', som stod midt mellem den gamle og den nye stil, med en delvis vellykket historie om fanger på overlevelsestur på en øde ø. Foråret bød på Niels Arden Oplevs manierede 'Portland', der tog os til Aalborgs underverden i gullige night vision-billeder. De var forvarsler om, hvad der ventede: I august havde Nicolas Winding Refns skelsættende 'Pusher' premiere med sin benhårde Vesterbro-historie om pusheren Franks deroute. Det blev filmen, som for alvor introducerede højspændt action, amerikansk inspireret genrebevidsthed og mundret dialog i dansk film. Et par måneder efter fulgte Thomas Vinterbergs 'De største helte', og vi fik en fornemmelse af, hvordan danske film om de hårde drenge fremover ville se ud. Vinterberg valgte den humoristiske og sympatiserende strategi, der siden er slået igennem i den særlige subgenre om kriminelle mænd, som de unge instruktører har rendyrket, sideløbende med en stålsat intention om at genindføre underholdningsværdi som et positivt element i filmskabelsen. Danske film skulle ud af pænhedens svøbe og ses af lyst af et ungt publikum.

Siden er underverdenen og de amerikanske filmreferencer blevet et tilbagevendende omdrejningspunkt i danske film med Lasse Spang Olsens 'I Kina spiser de hunde' som det mest markante eksempel på Tarantino-inspirationen blandt de unge filmskabere. Den havde manuskript af Anders Thomas Jensen, og hans instruktørdebut 'Blinkende lygter' står på mange måder som konklusionen på de unge instruktørers forkærlighed for action-gangster-komedien a la Danmark.

Ikke fordi historien om de fire kriminelle venner Torkild (Søren Pilmark), Arne (Mads Mikkelsen), Stefan (Nikolaj Lie Kaas) og Peter (Ulrik Thomsen) på mange måder er en gentagelse af de typer og konflikter, de samme skuespillere før har vist på både film og teaterscener, men fordi 'Blinkende lygter' er den mest ambitiøse og rendyrkede film inden for Tarantino-skolen, og derfor også bliver en illustration af de muligheder, begrænsninger og problematiske sider, der findes i sammenblandingen af dansk og amerikansk (film)kultur.

Netop sammenstødet mellem dansk og amerikansk kultur synes om noget at være det overordnet styrende element i 'Blinkende Lygter'.

Det slås allerede an i filmens første settings: 'Blinkende Lygter' åbner med solbeskinnede gyldne billeder af en idyllisk kro, hvor sommerklædte gæster kommer i en lind strøm, mens en voiceover fortæller os, at "Indimellem støder man på en beværtning, hvor menukortet er ligegyldigt, hvor man bare kommer for at være (…) hvor man opdager, at det er her, man altid har hørt til." Vi er i Danmark Dejligst – ingen tvivl om det. En krantur op over den gamle kro i skoven slutter sekvensen, og der klippes brat til det, der siden viser sig at være et flashback. En regnvåd kaj i Københavns Havn, hvor fire mænd venter, de rejser sig og går mod en lastbil i en beskæring, der minder umiskendeligt om startsekvensen i Tarantinos 'Håndlangerne'. Dialogen kører rapt og humoristisk kynisk frem til scenens clue, lastbilen åbnes og afslører en ladning smuglercigaretter – Grøn Look i stedet for de bestilte Prince. "Hvad fanden er det!", udbryder Torkild, "Grøn Look. Der er sgu da ingen, der ryger mentholsmøger!" Han vender sig bort og tager mobiltelefonen, mens Arne i baggrunden springer på lastbilchaufføren. Peter forsøger halvhjertet at få ham væk, men deltager snart i den brutale afklapsning af chaufføren, hvor vi ser Arne hoppe på ham og sparke ham, mens blodet sprøjter. Vi er i Tarantino-land. Brutal vold som personkarakteristik og humoristisk element.

Vi er også i mande-land, et univers totalt domineret af mænd, hvor kvinder er reduceret til forstyrrende elementer. Særligt karikeret skildret gennem Stefans kæreste Hanne (Sofie Gråbøl), der skræppende gør sin entre, stadig mere ulideligt skinger og med en fantastisk mangel på feeling insisterer på normaltilværelsen og triumferende kan meddele, at der er "en lille på vej". Så trættende er hun, at det udløser jubel, da Torkild endelig har fået nok og bringer hende til tavshed med et velrettet knytnæveslag i ansigtet, og lettelsen breder sig, da Stefan endelig i filmens slutning lader graviditet være graviditet og vælger vennerne frem for kernefamilien.

Og næsten symbolsk bliver Iben Hjejle kun tildelt et par minutter på lærredet i rollen som Torkilds ekskæreste, der i filmens start forlader ham, fordi hun er blevet træt af at vente på, at han tager sig sammen. "Jeg kan gøre, hvad jeg vil", siger Torkild. "Nej, du kan ej – du er fyrre," replicerer hun skarpt og sætter trumf på ved at forære ham Hanne Vibeke Holst 'Det virkelige liv'. Og 'Blinkende lygter' bliver på sin vis historien om Torkild og vennernes forsøg på at få tag om det virkelige liv, en historie om "venskabets anatomi" med Pilmarks ord. Mandevenskabet som det er blevet skildret i talløse amerikanske gangster- og westernfilm, men også i den tematisk beslægtede gangsterfilm 'Sonatine' af japanske Takeshi Kitano.

For som i 'Sonatine' og i de klassiske westerns, drager de fire venner – efter et kup, der efterlader dem med en kuffert fuld af "tre-fire millioner kroner" og overskurken Færingen i hælene – til grænselandet, i den danske version et sønderjysk skovområde tæt ved den tyske grænse. Her beslutter de at vente til "det værste er blæst over", og det bliver her, de langsomt assimileres til et dansk normalsamfund.

Denne tilpasning skildres i filmen på flere planer. Dels i en – ironisk – refereren til den danske kulturskat, som Torkild indkøber i en nærliggende by: "Jeg har købt for 8500 kr. dansk kultur", meddeler han og hamrer en kasse med nationalklenodiet 'Matador' og en bogsamling med Karen Blixen, H.C.Andersen og (T)Ove Ditlevsen i bordet. Det er morsomt, når de forråede fyre ser 'Matador' aften efter aften, eller når Torkild deklarerer, at fra nu af hedder det ikke "fuck", men "sørens da også", "hold bøtte" og "halløjsa", og på forunderlig vis rørende, når den uskyldige Stefan hulker sig igennem digtet 'Blinkende lygter' i den tro, at digteren hedder Ove Ditlevsen, fordi det øverste hjørne på omslaget – med T'et – mangler.

Men særlig interessant er det, når Anders Thomas Jensen tør vove mere end den ironiske metareference og anslår en dybere tematik i skildringen af den cokesniffende Peter og våbenfetichisten Arnes udvikling fra kriminelle til socialt acceptable samfundsborgere. Her bruger han spejling som strategi i skikkelse af – de to eneste – personer, vi møder fra lokalsamfundet; den alkoholiserede læge Carl (Frits Helmuth) og jagtentusiasten Alfred (Ole Thestrup).

Carl bliver som en far for Peter, da han tvinges gennem en kold tyrker og pludselig står hjælpeløs uden beskyttende kemisk filter mellem sig selv og den virkelige verden. Carl viser ham vejen til et nyt – om ikke socialt accepteret, så dog lovligt – misbrug: Han lærer ham at drikke – lærer ham om alkoholisme som rituelt misbrug. "En pilsner skal være jordkølet, graver du for lidt får den frost. Du må finde din egen dybde", filosoferer han, og Peter kigger taknemmeligt på ham og kaster sig over skovlen og guldbajerne. Reddet og genfødt som samfundsborger med hang til den ærkedanske, grønne pilsner.

Anderledes voldsomt går det for sig i historien om Arne. Han er firkløverets ukontrollable voldsmand, slæbende på en vadsæk fyldt til randen med våben. Men også han finder en åndsbroder i landsbyoriginalen Alfred, der i en stille stund betror Arne, at "Jeg har altid godt kunne tænke mig at slå et menneske ihjel, men der har ligesom aldrig været en grund. Så det er blevet ved dyrene." Arne lytter og lærer. Det er okay at få afløb for de indre dæmoner ved at skyde løs, så længe man holder sig fra menneskene og retter sigtekornet mod dyr.

Her har Anders Thomas Jensen fat i noget og formår at bygge en bro mellem de gangsterstereotyper, der er hentet fra de amerikanske genrefilm, og de figurer vi kender fra de hyggelige danske folkekomedier: I danske film drikke man øl og går på jagt, i amerikanske genrefilm sniffes der coke og skydes skurke – stimulanser og ofre er nok forskellige, men essensen er den samme. Det er godt tænkt!

Men det bliver også i forbindelse med disse scener, at Jensen træder over grænsen. Særligt to scener står som utroligt problematiske: Arne har forladt vennerne i vrede og begiver sig til fods mod Fredericia, på vejen støder han på en mark med noget så dansk som græssende malkekøer. En af dem stiller sig til at se på ham, og det provokerer ham mere, end godt er. Han tager en stor pistol og presser mod koens pande, mens han forsøger at true det umælende dyr til at kigge væk. Naturligvis forgæves. Så han skyder den en kugle for panden. Det har vi set før, fx hos de amerikanske Coen-brødre, der som fast varemærke i deres film lader diverse dyr lide en brutal død. Men hos Coen-brødrene er der tale om en ironisering over en amerikansk filmindustri, der rask væk slår mennesker ihjel, men som altid værner om dyrene – og det i en grad, så det obligatoriske slutskilt om, at "ingen dyr er kommet til skade i denne film" optræder i alle amerikanske film, uanset om der overhovedet har været dyr i filmen. Hos Anders Thomas Jensen indgår scenen i den socialiseringsproces, Arne gennemgår – understreget af, at han og Alfred siden skyder hele marken med køer, da de oplever, hvilket kick det giver at dræbe et stort dyr. Men det virkeligt grænseoverskridende i scenen er vel, at der er tale om en – ikke udpeget – snuff scene. Koen skydes ikke på skrømt, men i virkeligheden. Ikke fordi Jensen ønsker at tilføje et særligt, kunstnerisk nødvendigt lag til scenen, men blot fordi det kunne lade sig gøre. Med den viden i baghovedet får scenen et kvalmt præg, man spørger sig selv, hvor går grænsen for, hvad man vil tillade sig i underholdningens navn.

I det hele taget har 'Blinkende Lygter' et problematisk forhold til brugen af vold, der især hænger sammen med, at den i enkelte scener er doseret forkert: Den er unødig brutal i forhold til den effekt, den skal fremkalde. Disse scener bliver særligt svære at sluge, fordi der opstår en dissonans ved, at filmen på den ene side har en tone, der henviser til en dansk komedie-tradition, mens den på den anden side i brugen af vold som humoristisk virkemiddel henviser til Tarantino-skolen, der refererer til et brutaliseret amerikansk samfund og en voldsdyrkende amerikansk filmindustri. Det bliver særligt tydeligt i filmens slutscene, der lader Carl og Alfred – der jo netop er typer hentet fra den danske folkekomedie tradition – træde i karakter som amerikanske actionhelte og til tonerne af Gershwins 'Rhapsody in Blue' skamskyde filmens skurke i æstetiserende super slow motion. Sammensmeltningen af dansk hygge og amerikansk brutalitet bliver en realitet, der, hvis udsagnet tages på ordet, synes problematisk.

Men pointen er vel netop, at udsagnet ikke skal tages på ordet, og det er vel hele denne subgenres begrænsning – og dermed også 'Blinkende lygter's – at filmene ikke vil andet end at underholde. Netop derfor bliver volden problematisk. Og ambitiøse ideer som de surreelt eventyrlige barndomsglimt, der lommespykologisk giver os forklaringen på de voksne mænds råhed, eller antydninger af en kritik af den selvtilstrækkelige danskhed, folder sig ikke ud. De er blot elementer i en film, hvis fremmeste mål er at underholde og få os til at grine. Det er også godt nok, men med et talent som Anders Thomas Jensens ville det være spændende, hvis han stræbte højere end det.

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle