Danmark på film – lærervejledning

Lærer

Historiske film i undervisningen

Denne lærervejledning giver forslag til, hvordan man kan inddrage streamingsitet Danmark på film i historieundervisningen i grundskolen. Danmark på film er en del af Filmcentralen. Her kan man se dokumentariske filmoptagelser fra hele landet i perioden 1905-65. Der er pt. knap 1800 film og 2600 klip, og der kommer hele tiden flere film til sitet. Filmene er gratis at se og frit tilgængelige.

Om lærervejledningen

Lærervejledningen er et lettere redigeret uddrag fra lærebogsmaterialet 'Sigurd fortæller Danmarkshistorie'. Vejledningen er skrevet af Rasmus Welling og Dennis Hornhave Jacobsen og udgivet af forlaget KLIM. Læs mere under menupunktet: 'Om undervisningsmaterialet'

Om Danmark på film

Det Danske Filminstitut står bag Danmark på film. De fleste af filmene på streamingsitet er public domain (dvs. uden ophavsret) og kan indlejres på andre hjemmesider.

Via et danmarkskort kan man se optagelser fra fx sit eget lokalområde. Man kan søge på steder, emneord, personer, begivenheder eller perioder. Man kan selv bidrage til Danmark på Film ved at lave kortere klip i de længere film, ved at skrive historier og oplysningerne i kommentarfeltet eller ved at placere et klip på danmarkskortet.

Nogle film og klip indgår i temasamlinger som 'Kvinder i arbejde', 'Danmark – besat og befriet' eller 'Krigsfanger under 1. verdenskrig'.

Ved at klikke på menupunkterne til venstre kan du læse forslag til, hvordan man kan bruge Danmark på film til at arbejde med at opfylde Forenklede Fælles Mål inden for historiefagets tre kompetenceområder 'Kronologi og sammenhæng', 'Kildearbejde' og 'Historiebrug'.

Foto: Forside på Danmark på film