Vi er i Montreal i Canada i 1968. 10-årige Léon, hans storebror Jerome og hans forældre falder uden for normalitetsrammerne i det pæne forstadskvarter, hvor de bor. Mens forældrene skændes voldsomt, laver Léon små og store ulykker – nogle gange så alvorlige, at han er ved at dø af dem. Han bruger sin livlige fantasi til at finde på utallige løgne for at dække over sine handlinger.

Da nabofamilien Mariniers tager på ferie, bryder han ind i deres hus, hvor han roder, smadrer ting og tisser i garderobeskabet. Hans vandalisme eskalerer, da hans mor forlader familien og rejser til Grækenland. Han savner hende meget, men faren siger, at han hverken har hendes telefonnummer eller adresse.

Léon bliver venner med nabopigen Léa, som bor med sin mor og stedfar, der slår hende. Hun har ingen kontakt til sin far. Sammen planlægger de et indbrud i familien Moreaus hus – for at skaffe penge til en billet til Grækenland.

Foto: Micro_scope

Imidlertid fortryder Léon at have hærget familien Mariniers hus og går i gang med at rydde op, men pludselig kommer de hjem. Det lykkes Léon at stikke af. Han skærer sig med en kniv for at mildne sin fars vrede over at komme sent hjem – og stikker en løgn om at have dårligt syn, så han får briller.

Léon og Léa tager over til familien Moreaus hus, som ligger forholdsvis langt væk, og bryder ind. Léa får et sammenbrud på børneværelset, men Léon beroliger hende, redder hende fra en stor hund – og de kysser hinanden. Léa opsøger et hus, hvor hendes far har boet, men til hendes sorg er han rejst bort.

Léon bliver afsløret, fordi han har glemt sin bandana i familien Mariniers hus, og faren er vred på ham. Léon springer ud fra en høj mur og havner på hospitalet. Da han kommer ud igen, køber han barbiedukker til Léa, men hun afviser ham og fortæller, at hun skal flytte. Léon og Jerome finder ud af, at faren har løjet og rent faktisk har morens adresse og telefonnummer, men ikke vil lade dem se hende. Léon går hen i bowlinghallen og får med vilje en bowlingkugle i hovedet.

Igen overlever han med nød og næppe. Nu beslutter han at acceptere, at hans mor er rejst. Han vil vente på, at hun kommer tilbage – om så han skal vente resten af livet.

Familien Doré er en familie gennemsyret af løgne. De lyver alle sammen om forskellige ting og med forskellige motiver.

Léon lyver stærkere, end en hest kan rende. Han fortæller blandt andet, at han besøger de gamle på plejehjemmet, når han i virkeligheden er ude og begå indbrud. Han lyver for sin far om, at han har dårligt syn, og at det er årsagen til hans dårlige karakterer i skolen. Han ryger i smug. Han siger til sin lærer, at han har dårlig mave og kravler ud af vinduet på toilettet og stikker af. Han siger til Monsier Pouchonnaud, at han skal købe barbiedukker som del af noget godgørende arbejde for skolen. Léon lyver for det meste for at dække over sine lyssky handlinger. Léon har et motto omkring løgne, som han har lært af sin mor: ”Det er forkert at lyve, men det er værre at lyve dårligt.”

To gange i filmen fortæller Léon sandheden til de voksne – med ironisk effekt. Da han fortæller sandheden til Monsier Pouchonnaud om, at han pjækker, fordi han vil købe de barbiedukker, som Léa ønsker sig, svarer Pouchonnaud, at det er en dårlig løgn. ”Det er sandheden,” siger Léon. ”Jeg kan ikke gøre for, at det ikke giver mening!” Den anden gang er senere på dagen ved spisebordet, hvor Léon fortæller sin far, at han har pjækket for at købe barbiedukker. Faren reagerer ikke på det, Léon siger – han begynder i stedet at skælde ud over de hemmelige opkald til Grækenland.

Storebror Jerome lyver mest for sig selv. Han siger, han er ligeglad med, at moren er rejst, og han river hendes postkort i stykker. Men senere forstår vi, at han savner sin mor meget. Han prøver i hemmelighed at ringe til hende, og Léon opdager, at han har tapet postkortet sammen igen og har det liggende under hovedpuden. Jerome lyver for at beskytte sig selv fra følelser, der gør ondt.

Moren gør – ligesom Léon – gerne brug af en løgn. I begyndelsen af filmen forsvarer hun Léon over for en nabo, der anklager ham for at kaste æg på hendes garage. Bagefter siger moren til Léon: ”Skat, jeg har sagt til dig, at hvis du skal lyve, så hold styr på historien!” Kort tid efter ser vi hende selv kaste et æg på naboens garage. Moren lyver også om, hvorfor hun rejser væk. Hun siger, at hun skal til Grækenland på forretningsrejse, og at hun skal arbejde der, og hun prøver aldrig på at forklare ærligt, hvorfor hun rejser. Hun er meget forblommet i sin måde at udtrykke sig på over for sine børn. Fx påstår hun, at hun har migræne, når problemet i virkeligheden er, at hun er ked af det. Vi får mistanke om, at hun har mødt en mand, der bor i Grækenland, men vi får aldrig svar på, om det er årsagen til, at hun rejser dertil. Moren lyver måske, fordi hun skammer sig over at forlade sin familie, måske fordi hun ikke evner at formulere, hvorfor hun vil rejse væk.

Foto: Micro_scope

Faren lyver, når han påstår, at han ikke har morens adresse, og at det er umuligt at ringe til hende. Det viser sig til slut i filmen, at han udmærket ved hvor hun bor – men at han ikke ønsker, at hans drenge skal have kontakt med deres mor. Det er vanskeligt at gennemskue hans motiv for at lyve. Måske er det rigtigt, når han siger, at han gjorde det for at beskytte dem – dvs. måske bilder han sig ind, at han gør det for at beskytte dem. For det er tydeligvis i højere grad for at beskytte sig selv – og for at straffe moren. Det er ironisk, at han arbejder som menneskerettighedsforkæmper – for han respekterer ikke sine børns og sin ekskones rettigheder.

Opgaveforslag

• Tal om familiens løgne, og skriv eksempler på tavlen. Diskutér personernes motiver for at lyve. Hvad er konsekvenserne af deres løgne?
• Diskutér morens holdning til løgne og mottoet: ”Det er forkert at lyve, men det er værre at lyve dårligt.” Er det bare sjovt og ironisk – eller har faren ret, når han siger, at hun har dårlig indflydelse på drengene?
• Tal om fordele og ulemper ved at lyve.
• Diskutér forskellen på hvide løgne og alvorlige løgne. Hvor går grænsen?
• Diskutér forskellen på have fantasi og fortælle historier – og at lyve.
• Skriv en løgnehistorie! Lad historien starte i jeres egen, realistiske hverdag, og lad den så udvikle sig til en vild løgn.
• Find oplysninger om Baron Karl Münchhausen, der var legendarisk for at fortælle vilde eventyr og fabelagtige løgne, som, han påstod, var sande. Lav evt. en Power Point-præsentation.

Det bliver opdaget, at Léon er gerningsmanden bag indbruddene i de to huse. Da Léon kommer ud af hospitalet (efter at være sprunget ned fra muren), går hans far hen til familien Moreau med ham og betaler for skaderne. Faren fortæller alle i kvarteret, at han er løgner, en tyv og en vandal, og at de ikke skal stole på Léon.

• Hvad synes I om farens opdragelsesmetode? Er det en god måde at lære Léon, at der er konsekvenser af hans handlinger? Hvad ville I selv gøre, hvis I var forældre til Léon?

Léon er ekstremt selvdestruktiv i sin adfærd. I begyndelsen af filmen prøver han tilsyneladende at hænge sig i klatretræet i haven, og efterfølgende ser vi en række situationer, hvor han kommer til skade med vilje.

1. Da moren vil rejse, sætter han ild til sengen, skriger og propper græs i munden – desperat for at få hende til at blive. Men det virker ikke. 
2. Da han kommer sent hjem efter at have været lukket inde i familien Mariniers kælder, skærer han sig selv med en kniv. Han gør det for at mildne sin fars vrede – når faren ser, at han er kommet til skade, bliver han mere bekymret end vred. Og samtidig kan Léon så også stikke en løgn om at være faldet ned fra et træ.
3. Da det bliver afsløret, at han har begået indbrud, løber han væk fra sin far og springer ned fra en høj mur. I voiceover hører vi ham fortælle: ”Det var fars vrede – eller afgrunden. Jeg valgte det mest stille sted.”
4. Til slut i filmen er Léon blevet afvist af Léa; han finder ud af, at hans far har svigtet og løjet for dem om morens adresse, og at moren ikke kom hjem til ham, selvom hun vidste, at han var på hospitalet. Han går hen til bowlinghallen, lægger sig for enden af en bane og får en bowlingkugle i hovedet. Men igen overlever han med nød og næppe.

Det er blandt andet desperation, der får Léon til at være selvdestruktiv. Han gør det som afledningsmanøvre, som flugt fra virkeligheden og som forsøg på at appellere til sin mors følelser. Man kan også se det som en form for regression: Når han kommer til skade – dvs. ikke kan tage vare på sig selv (som et lille barn), tvinger han også sine forældre til at tage ansvar, opføre sig "forældreagtigt" og træde i karakter som voksne.

Da det går op for ham, at faren har morens adresse og har skrevet til hende om Léons fald og hospitalsophold, udbryder han: ”Ved mor, at jeg kom på hospitalet – at jeg prøvede at begå selvmord?” Faren reagerer med fornægtelse: ”Du faldt. Du mistede bare balancen ...”. ”Er hun død? Og du vil bare ikke fortælle os det?”, spørger Leon.

For Léon er døden hele tiden tæt på. Han er tiltrukket af den – som en flugt fra det smertefulde liv, hvor han bliver afvist og svigtet af dem, han elsker allermest. Og døden – selvmordet – er også et forsøg på at få opmærksomhed, et desperat råb om hjælp.

Foto: Micro_scope

Léon er ikke kun selvdestruktiv – han er også destruktiv i forhold til andre. Han smadrer ting i de huse, hvor han bryder ind, tisser i garderoben, brækker hul i væggen, stjæler penge fra morens venindes taske, smider æg på naboens garage og stjæler fra isbilen.

Jerome er den pårørende, der er meget påvirket af sin lillebrors opførsel og samtidig føler sig magtesløs over for problemerne. Da Jerome besøger Léon på hospitalet efter hans spring fra muren, er Jerome ked af det. Han siger, at han er så træt af altid at skulle passe på Leon. Han vil have Leon til at acceptere, at moren er rejst, og faren er blevet hos dem. For Jerome er faren den gode og moren den onde. ”Han elsker os”, siger Jerome, der synes, det er synd for faren, at han græder om natten. ”Jeg vil ikke høre ham græde mere. Jeg vil have, at du skal være glad! Du er nødt til at være glad!”, beordrer han. Jerome prøver desperat at holde sammen på resterne af en familie.

Der er ingen tvivl om, at Léon (og hans familie) burde have professionel hjælp. Men det sker ikke. Her er ingen psykolog eller psykiater – i stedet er der præsten, som taler meget overfladisk med Léon og siger: ”Du er nødt til at konfrontere dine dæmoner en dag.” Men hvad skal han bruge det råd til?

Opgaveforslag

• Tal om Léons selvdestruktive adfærd. Find eksempler, og diskutér, hvorfor Léon opfører sig, som han gør.
• Tal om de voksnes reaktioner på Léons opførsel og handlinger. Hvorfor reagerer de voksne, som de gør? Kunne de have reageret anderledes? Forestil jer, at I er de voksne i Léons verden. Hvordan vil I hjælpe ham?

'Det er ikke mig… Jeg sværger!' kan være en anledning til at tale mere generelt om selvdestruktiv adfærd og psykiske problemer. I den forbindelse er det værd at nævne Psykiatribussen. PsykiatriFonden har investeret i en informationsbus – et rullende klasseværelse, hvor elever i landets skoler under bussens besøg får mulighed for at få et nuanceret billede af psykiske sygdomme. PsykiatriFondens formål med Psykiatribussen er at informere og gøre det mere accepteret at have en psykisk sygdom, at søge om hjælp – og at tale om det.

Læs mere om Psykiatribussen og andre oplysningstiltag målrettet skolen på:
http://www.tabu.dk/

Læs mere om PsykiatriFonden på:
http://www.psykiatrifonden.dk/

På Borgerservices hjemmeside Borger.dk kan I finde information om, hvor forældre, børn og unge kan få rådgivning og akut hjælp i forbindelse med bl.a. psykiske sygdomme og familiekriser:
https://www.borger.dk/Emner/familie-og-boern/brug-for-raad-og-hjaelp/Sider/familieraadgivning-og-akut-hjaelp.aspx

Jerome, Léon og Léa taler meget om at være normale og unormale. De synes selv, de er unormale og vil meget gerne være normale. Her følger en række eksempler fra filmen:

1. Léon gør nogle gange ekstreme ting for at få sin familie til at fremstå normal. Da han har tændt ild på sengen og iagttager familien arbejde sammen om at slukke ilden, hører vi ham sige i voiceover, at de ”ligner næsten en normal familie. Jeg lod som om, jeg var bange, men jeg kunne se, at min plan virkede.”
2. Da moren fortæller drengene, at hun vil rejse, reagerer Jerome med vrede. ”Jeg vidste det! Naboerne siger, du er unormal! Rejs, og lad være med at komme tilbage!”
3. Da Léon og Léa er brudt ind i familien Moreaus hus, bryder Léa grædende sammen på børneværelset med favnen fuld af barbiedukker. Hun jamrer, at hun ikke ved, hvordan man leger med barbier. ”Vi er ikke normale børn!”, siger hun. ”Heldigvis!”, svarer Léon.

Opgaveforslag

• Find eksempler i filmen på, at personerne opfører sig normalt eller unormalt. Begrund, hvorfor I mener, det er normalt eller unormalt.
• Hvorfor ønsker Léa og Jerome så stærkt at være normale? Hvad er det, de selv synes, er galt/forkert ved dem?
• Diskutér normalitetsbegrebet. Hvad betyder begrebet "normer"? Hvem bestemmer, hvad der er normalt eller unormalt?

Foto: Micro_scope

Léon og Léa er 10 år gamle – og alligevel gør og siger de indimellem ting, der får det til at virke som om, de er ældre end 10 år. Cirka midtvejs i filmen sidder de sammen på Léons hemmelige sted. Léa har tegnet et kort, som hun viser ham, samtidig med at hun præsenterer en ret vild plan om at begå indbrud i et tomt hus og stjæle penge til en flybillet til Grækenland. Léon er imponeret. Léa kommenterer, at når man er desperat, må der desperate metoder i brug – hvilket får Léon til at udbryde: ”Jeg elsker dig!”. Léon og Léa fremstår her som en børneversion af Bonnie og Clyde – det legendariske, amerikanske forbryderpar, der også er lavet en film om.

Men den lovløse, romantiske idyl varer ikke ved. Lidt efter fornærmer Léa Léon, og han giver hende en lussing. Hun rejser sig, vred og bitter, med ordene: ”Du behøver ikke altid opføre dig som en voksen!”

Kort efter bliver de dog forsonet igen. Og senere, da de står udenfor rejsebureauet og drømmer sig til Grækenland, siger Léon, som han har hørt sin mor sige: ”Måske kan vi starte et nyt liv.”
”Men vi er kun 10 år, Leon,” indvender Léa.
”Præcis,” siger Léon. ”Det er ikke for sent.”

Replikskiftet er rørende, fordi det på den ene side virker lidt komisk – og på den anden side er alt for sandt. Léon har fuldstændig ret i, at de allerede som 10-årige har haft mange oplevelser, der har skadet dem, og er ved at føre deres livsbane i en negativ og destruktiv retning. Selvom det på sin vis lyder absurd og gammelklogt at "starte et nyt liv", når man stadig er barn – har Léon en pointe. De to børn har rent faktisk begge brug for at starte på en frisk. De kan stadig lige nå at opleve nogle barndomsår i trygge rammer sammen med voksne, der evner at vise deres kærlighed. Det kan man håbe sker for Léa, da hun flytter hen til sin bedstemor. Léon derimod får ikke nogen ny familie at starte forfra hos. Han må klare sig på bedste beskub med sine forældre, der opfører sig egoistisk og umodent.

Opgaveforslag

• Find eksempler i filmen på, at børnene siger og gør ting, man ikke forventer, at en 10-årig siger eller gør – situationer, hvor de virker ældre, end de er.
• Tal om, hvorfor de opfører sig og taler, som de gør.
• Research: Find andre eksempler på kendte forbryderpar og romantiske lovløse – fx Bonnie og Clyde, Elvira Madigan og Sixten Sparre og Robin Hood og Lady Marian. Præsentér historierne om dem for klassen ved hjælp af fx PowerPoint. Fokusér på at afdække, hvad der er historisk faktuelt – og hvad der er romantisk myte.

Der er en række eksempler på brug af symbolik i 'Det er ikke mig... Jeg sværger!'.

Ræven

Et af de fremtrædende symboler er ræven. Den dukker op flere gang i løbet af filmen. Léon sætter en drage op med Jerome, da han ser en ræv lege i det høje græs – og øjeblikket efter dukker Léa i rød kjole op der, hvor ræven netop har været. Det sker flere gange, at Léon ser en ræv – og øjeblikket efter ser Léa, så ræven næsten virker som et varsel om, at hun kommer. Léon bruger også ræven som en undskyldning, da han kommer ud fra familien Mariniers hus og bliver opdaget af nabodamen. Hun spørger, hvad han laver, og han svarer: ”Jeg så en ræv”. Og da Léon stikker af fra faren ved færgelejet, ser han en ræv liste sig ind på marken – og han følger efter den. Endelig spørger han sin bror, om han vil lave en drage, der ligner en ræv. Jerome svarer først, at det er umuligt – men kommer senere hen til Léon på hospitalet med en drage, som han har lavet: et rævehoved.

Traditionelt set symboliserer ræven snuhed, ondsindethed og dyrisk vellyst. I kristendommen kædes den sammen med Djævelen. I nordisk mytologi var ræven den listige og rænkefulde gud Lokes dyr, og i det gamle Rom var den røde ræv en ilddæmon, som man med brændende fakkel i halen jog over markerne ved riter for korngudinden Ceres. Ræven er knyttet til udtryk som ”en rævestreg”, ”at sove rævesøvn” og ”at have en ræv bag øret”. Der er ingen tvivl om, at både Léon og Léa har nogle af rævens traditionelle egenskaber: De er kløgtige, snu og vilde – og man kan ikke stole på dem.

Sten

Sten er et andet tilbagevendende symbol i filmen. I begyndelsen af filmen giver moren Léon en sten – og ser samtidig ked ud af det uden at ville fortælle hvorfor. Da hun er rejst, lægger han en sten på sit bord for hver dag, hun har været væk. Da morens veninde kommer på besøg, har hun en sten med til Léon fra moren. Naboens dreng kaster en sten efter Léon – og Jerome og faren forsvarer Léon med ordene ”Vi lever ikke i Middelalderen!”. Og da Léon tager sin beslutning om at dø til sidst i filmen, fylder han alle de sten, der repræsenterer morens fravær, ned i sin rygsæk – og hælder dem ud ovenpå en meget stor sten ved et vejkryds.

Mange kulturer tillægger sten særlig betydning – fx frugtbarhed, skabelse, Moder Jord og det guddommelige. Sten er også kædet sammen med døden og bliver rejst som mindesmærker, gravsten og brugt i stendysser. Sten forbindes desuden med grundfæstethed, hårdhed, stivsindethed og livløshed. Man kan have ”stenansigt” og være ”hård som sten”, og noget kan ”falde på stengrund”. At have sten i rygsækken er symbolsk set det modsatte af at være fri – der er en tyngde, der holder en nede. Som symbolsk kontrast til stenene i filmen ser vi den svævende, lette, legende drage, udformet som en ræv. Det er to forskellige sider af Léon.

Foto: Micro_scope

'Odysseen'

Flere gange i filmen refereres der til myten om den græske sagnhelt Ulysses – der også kaldes Odysseus. Den græske episke digter Homer har skrevet om Odysseus i det klassiske værk 'Odysseen', hvor søhelten kommer ud for en række oplevelser og eventyr. I 'Det er ikke mig... Jeg sværger!' bliver Odysseus flere gange nævnt, fx forestiller Léons mor sig, at Odysseus lægger til med sit skib ved den græske strand, hvor hun er. Léon er også ude på sin egen lille odyssé, da han skal over til familien Moreaus hus. Léa har udfordret ham: ”Du tør måske ikke?”, og nu skal han bevise sit mod. Det bringer ham blandt andet gennem en mystisk lejr med sære mennesker – og ned til en færgemand, de kalder Kyklopen, fordi han er enøjet (en reference til Odysseus’ legendariske kamp mod kyklopen). Netop færger, færgemænd og floder har en stærk symbolik: I flere religioner bliver man færget over en flod, når man skal til Dødsriget.

Opgaveforslag

• Find eksempler på symboler, der optræder i filmen – fx ræve, sten, kors, farven rød (Léas kjoler), firkløveret (som Léon vil have Léa til at finde), lyset for enden af tunnelen, floden, færgemanden osv. Kom med jeres bud på, hvad symbolerne fortæller om personerne – og hvordan de kan relateres til fortællingen. Hvilke følelser skaber symbolerne? Hvilke tanker og associationer sætter de i gang?
• Find eksempler på, hvordan vi selv anvender symboler i vores dagligdag. Vi sender budskaber og fortæller vores omverden forskellige ting uden at bruge ord – fx ved at køre i en dyr bil, ved at gå i noget bestemt tøj eller ved at give nogen fingeren.

Filmens stil er realisme – grænsende til socialrealisme i en række situationer bl.a. i Léons hjem og på skolen. Kameraet er "usynligt", dvs. det registrerer uden at rette opmærksomhed mod sig selv. Lydsiden er generelt også realistisk.

Enkelte steder brydes realismen dog. To gange – helt i starten og helt til slut i filmen – taler Léon pludselig direkte ind i kameraet, og dette forstyrrer vores indlevelse i historien. Vi bliver opmærksomme på, at det er en fiktion, vi ser, at personerne er skuespillere og det hele scenograferet.

Første gang Léon taler direkte ind i kameraet, sidder han med sin familie ved spisebordet. Han har netop i voiceover fortalt om engang, han var ved at drukne i en swimmingpool. Han siger: ”Jeg tror, at hvis jeg døde den dag, var Jerome blevet glad. Og mor og far var ikke blevet skilt.”

Foto: Micro_scope

Til slut kigger han ind i kameraet, da han sidder i bowlinghallen. Han har netop forklaret i voiceover, at han har lært to ting i dag: at hans far også kan lyve, og at de har det til fælles – og at hans og Léas kærlighed var en fejl. ”Al den kærlighed, som en paddehattesky over Bikiniøerne, førte mig herhen, bagest i bowlinghallen. Så jeg vil lytte til rådet fra en græsk filosof, der sagde ”Desperate metoder i desperate situationer”. Jeg vil også starte et nyt liv.”

De to scener er centrale for historien, fordi Léon her berører kernepunkter i fortællingen – og i de problemer, han tumler med. At føle sig uønsket og svigtet, ugengældt kærlighed, at føle ubærligt stort ansvar for familien og at længes væk fra det liv, han har.

Selvom filmens stil er realisme, arbejder den også flere gange med det groteske – fx da Léon og Léa går ned ad Portage Street på vej mod floden og familien Moreaus hus. Her er en lejr med sære mennesker, skrammel og selvbyggede skure. På et tidspunkt ser børnene en elg på et krucifiks som en korsfæstet Jesus. Det ser besynderligt ud – og oplevelsen bliver forstærket af, at vi på lydsiden hører en vrængende latter.

Visuelt arbejder filmen med to universer – det realistiske hverdagsunivers og et drømmeunivers, som er knyttet til Grækenland. Nogle gange krydsklippes der mellem de to universer, andre gange glider de sammen. Et eksempel på det sidstnævne oplever vi mod slutningen af filmen, den dag Léon og Léa er taget over på den anden side af floden. På billedsiden ser vi Léons mor stå og kigge ud over middelhavet ved siden af en hvid bygning. Kameraet fokuserer på den hvide bygning – og langsomt ændrer billedet karakter, kameraet zoomer ud, og vi ser, at det er en plakat i turistbureauet, som Léon kigger på. Vi er stadig i Canada, ikke i Grækenland. Virkeligheden indhenter ham.

Grækenlandsuniverset bliver i filmen knyttet til døden. Personerne taler flere gange om nærdødsoplevelser, hvor de har bevæget sig gennem en tunnel og set lys for enden af tunnelen. Da Léon har banket hul i væggen i Mariniers hus, får han en tilsvarende oplevelse, hvor lyset for enden af tunnellen viser sig at være et glimt af Middelhavet og et hvidt sejlskib. Døden, friheden og drømmen om moren og Grækenland er forbundet for Léon.

Opgaveforslag

• Tal om filmens stil. Find konkrete eksempler på realisme, socialrealisme og groteske situationer i filmen.
• Tal om de to universer i filmen – det realistiske lag og drømmelaget. Diskutér, hvad drømmen om Grækenland betyder for Léon, og hvorfor Grækenland bliver knyttet til døden.
• Digt videre: Hvad sker der efter filmens slutning? Kommer moren tilbage? Eller lykkes det Léon at komme til Grækenland? Ser han nogensinde sin mor igen? Møder han Léa igen?
• Skriv en anmeldelse af filmen. Find inspiration til arbejdet med anmeldelser i undervisningsmaterialet 'Filmanmeldelse'.