FILM-X - Fiktion eller fakta Lærer

Hjem

Praktisk forberedelse

Den praktiske forberedelse på skolen er vigtig for at eleverne kender deres ramme og rolle, inden de kommer til FILM-X.

Vi anbefaler, at I starter med at se introduktionsfilmen til FILM-X-studierne nedenfor fælles på klassen.

Herefter inddeles klassen i filmhold på 4-7 elever, og holdene de fordeles på studierne 1-4. Er I færre end 28 elever er der max 6 elever i Studie 4 / Bilen. Hvert filmhold ser nu introfilmen til netop det studie, de skal arbejde i. Filmene viser mulighederne og desuden får eleverne en introduktion til de funktioner, der skal varetages på hvert filmhold.

Introduktionsfilmene findes under beskrivelsen af hvert studie: Studie 1, Studie 2, Studie 3, Studie 4.

Introduktionsfilmene viser mulighederne i de enkelte studier og introducerer til de funktioner, eleverne skal fordele mellem sig hjemme på skolen.

Vi anbefaler, at eleverne varetager en funktion, de har særlig interesse for eller kompetence til at varetage. Det er fx vigtigt, at instruktøren er motiveret for at lede sit hold, de tekniske funktioner varetages af elever, der kan lide at fordybe sig med en computer, og at skuespillerne har mod på at tage en rolle på sig.

Eleverne har også adgang til nærbilledestudiet, hvor de kan optage nærbilleder til deres film. Det kan være at de lægger et interview ind i filmen eller en person, der taler direkte til kameraet.

Faglig forberedelse

Den faglige forberedelse omfatter primært, at eleverne forbereder deres fortælling til filmen.

Vi har udvalgt og omskrevet et udvalg af nyhedsartikler, som de tager udgangspunkt i. Der findes to artikler pr studie, så først læser og vælger de en artikel, og derefter bruger de vores arbejdsspørgsmål til at planlægge filmen overordnet.

-    Vil I lave en dokumentarfilm eller en fiktionsfilm?
-    Hvilke baggrundsfilm vil I bruge?
-    Vil I lave ekstra optagelser i nærbilledestudiet? Fx interviews eller andre ekstra klip, der passer til historien
-    Hvem er jeres fortæller? (Hovedpersonen, alvidende voice over, Instruktøren)
-    Skal filmen oplyse, underholde eller skabe debat?
-    Hvad er jeres historie? Start-midte-slutning og konflikt
-    Hvordan I vil bruge lyd & musik?
-    NB. Færdige film må max vare 3 min.

Artikler og arbejdsspørgsmål findes på elevsiden og kan desuden printes som PDF.

For at eleverne kan tage stilling til, om de vil producere en dokumentarfilm eller en fiktionsfilm, skal de have en introduktion til de to grene af filmen.

Fiktionsfilmen er kort fortalt kendetegnet ved, at den har en fiktiv fortælling oftest bygget op med start-midte-slutning og konflikt, at karaktererne er opdigtede (evt. inspireret af virkelige personer), og at virkemidlerne bruges frit til at forstærke følelser og plot.

Dokumentarfilmen kan du evt. vælge at gennemgå ud fra den kortfattede artikel om dokumentarfilm i vores Filmleksikon, som giver en hel basal forståelse af dokumentarfilmgenren. 

Vil I arbejde med et længere forløb om dokumentarfilm, kan I bruge vores materiale her på Filmcentralen. Her er tilknyttet forskellige film og klip, og det er muligt at plukke i materialet, så I kan bruge få eller mange lektioner. Se materialet her

Vi gennemgår også kendetegnene ved de to grene ud fra et par filmeksempler i vores biograf som start på selve forløbet i FILM-X.

Forløbet i FILM-X studierne

Forløbet i FILM-X varetages af to undervisere. De introducerer til teknik, udfordrer eleverne filmfagligt og coacher dem i at varetage deres funktion på filmholdet.
Din rolle som lærer er først og fremmest at forberede og efterbearbejde FILM-X besøget med klassen. Under forløbet i FILM-X er der behov for, at du:
-    Støtter elevernes samarbejde og fokus på den faglige vinkel, I arbejder med på skolen
-    Laver aftaler med elever, der holder pause undervejs i forløbet
-    Er til stede og observerer dine elever i nye roller og omgivelser

Derudover kan du dokumentere elevernes arbejdsproces, hvilket vil være en super indgang til evalueringen hjemme på skolen. 

Introduktion og fagligt oplæg i biografen

Forløbet starter i biografen, hvor vi ser eksempler på dokumentarfilm og fiktionsfilm baseret på virkelige hændelser. Vi ser på, hvordan virkemidlerne anvendes forskelligt i de to grene af filmen - og til tider smelter sammen.

Underviserne får også en fornemmelse for elevernes forhåndsviden, og hvad I har arbejdet med hjemme på skolen.

Optagelse af billede og lyd i FILM-X

Efter en fælles rundvisning går filmholdene i gang med at optage deres film. Underviserne hører om, hvilke artikler filmholdene har valgt at arbejde med, og hvilke overvejelser de har gjort sig omkring virkemidler og fortælling. Herefter optages filmene og holdet samarbejder i de roller, de har valgt på forhånd (instruktør, fotograf, skuespiller), og underviserne kommer med inputs og feedback undervejs.

Klipning i FILM-X

Under klipningen er det klipperen, der sidder ved tasterne. Resten af holdet deltager med idéer og refleksioner ift. indklip, effektlyde og musik, de vil have med i filmen. 
Holdene fra studie 1 og 2 starter klippeprocessen med at indspille deres dialog med mikrofon ved klippecomputeren. 

Der er mulighed for at nogle elever optager ekstra billedmateriale i Nærbilledestudiet, mens resten af holdet klipper.

Holdet samles ved klippestanderen og færdiggør filmen med ekstra billedklip, lyde og musik, og fx tekster og credits. 

Filmpræsentation i biografen

Vi slutter forløbet af med, at holdene præsenterer deres proces og færdige film for klassen i vores biograf. Hvert hold redegør for deres valg af virkemidler i relation til, om det er dokumentar eller fiktion, de har valgt at arbejde med, og vi reflekterer over filmens sandhedsværdi.