Baggrund, historie og erindring

I 1933 overtog Adolf Hitler magten i Tyskland og indførte et nationalsocialistisk (nazistisk) diktatur. Hans mål var at gøre Tyskland til den dominerende stormagt i Europa og at udslette både kommunismen og hele det jødiske folk. I 1939 angreb tyskerne nabolandet Polen. Det blev starten på Anden Verdenskrig, fordi Frankrig og Storbritannien havde lovet at hjælpe Polen og nu sammen erklærede Tyskland krig.

Efter Polens fald vendte både tyskerne og de allierede blikket mod Skandinavien. Tyskerne havde brug for jern i sin krigsindustri, og meget af det jern kom fra Sverige igennem norske havne til Tyskland. Briterne ville gerne forhindre tyskerne i at få adgang til det livsnødvendige jern, mens tyskerne ønskede at sikre deres forsyninger. Derfor begyndte begge parter at overveje en militær aktion mod Norge. Tyskerne slog til først.

Den 9. april 1940 invaderede Tyskland Norge fra både søsiden og fra luften. Samme dag rykkede tyske tropper også ind i Danmark, der blev set som et nødvendigt forbindelsesled mellem Tyskland og Norge. I Norge kæmpede befolkningen hårdnakket imod den tyske besættelse i flere uger, med hjælp fra både franskmænd og briter. Det danske forsvar kæmpede derimod kun kortvarigt imod den tyske besættelsesmagt.

De tyske militære succeser fortsatte med erobringen af Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. Hitler havde nu næsten nået sit mål. Han manglede kun at erobre Storbritannien, men briterne gjorde så meget modstand, at han ikke kunne knække dem. Derfor vendte tyskerne sig imod øst.

Tysklands nederlag

I sommeren 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen. Det var begyndelsen på Hitlers store angreb på kommunismen. Men da vinteren kom, gik fremrykningen i stå. Samtidig blev USA trukket ind i verdenskrigen, da Japan angreb Pearl Harbor den 7. december 1941. Krigslykken begyndte nu for alvor at vende for tyskerne.

I løbet af vinteren 1942/43 blev en hel tysk armé og store mængder udstyr udslettet ved Stalingrad, og ved Kursk satte russerne en endelig stopper for den sidste storstilede tyske offensiv i 1943. I 1944 indledte Sovjetunionen et modangreb. Tyskerne led et stort nederlag og blev nødt til at sende resterne af deres hær på en vild flugt tilbage mod Tyskland.

Samtidig gik Vestmagterne, først og fremmest USA og Storbritannien, i land i Normandiet i Frankrig den 6. juni 1944 – dagen, der gik over i historien som D-dag. Landgangen åbnede en ny front mod Hitler, og det var nu blot et spørgsmål om tid, før Tyskland ville lide det endelige nederlag. Den 30. april 1945 begik Hitler selvmord i sin bunker under et sønderskudt Berlin. Europa var atter frit, men forandret for altid.

Et svagt dansk forsvar

Danmark havde i 1940 længe fulgt en såkaldt neutralitetspolitik, der gik ud på ikke at blande sig, når de store lande i Europa kæmpede mod hinanden. Politikerne mente, at Danmark alligevel aldrig ville kunne vinde en krig, og at væbnet modstand blot ville føre til store tab uden at gøre nogen nytte. Derfor fik militæret ikke de nødvendige midler til at opbygge et stærkt forsvar, og mens det meste af Europa oprustede i slutningen af 1930’erne, blev den danske hær stadig svagere.

Generalerne vidste, at de på ingen måde ville kunne forsvare Danmarks grænser mod et angreb fra det mægtige Tyskland. Det blev derfor mere og mere vigtigt at holde Danmark neutralt, og efter at krigen mellem Tyskland og Frankrig og Storbritannien brød ud i september 1939, forsøgte den danske regering at holde sig på god fod med begge parter.

Men dansk politik fik ingen betydning for den tyske beslutning om at invadere. Danmark var blot en lille brik i et langt større strategisk og politisk spil, og den danske neutralitet blev uden tøven tilsidesat af Hitler, i det øjeblik han så en fordel i at gøre det. Den 9. april 1940 rullede de tyske panserkolonner ind over grænsen i Sønderjylland, mens soldater blev kastet ned med faldskærm ved strategisk vigtige punkter eller landsat med skib i København.

Da tyskerne kom

I Sønderjylland kæmpede den danske hær imod de invaderende tropper, og ved Amalienborg forsvarede Livgarden kongen mod fjenden. Alligevel kunne de ca. 30.000 tyske tropper rykke frem næsten uden modstand – de danske styrker var fuldstændig underlegne. I alt blev 13 danske soldater dræbt under kampene. Samtidig cirklede tyske bombefly over København. Den trussel fik den danske regering til at bøje sig for overmagten.

Dermed bragte Danmark sig i en helt speciel situation i krigen. Som det eneste af de lande, tyskerne havde erobret, havde regeringen sagt ja tak til såkaldt ”beskyttelse” fra tysk side. Det betød, at den danske regering kunne fortsætte, uden at tyskerne erstattede den med politikere, de selv valgte. Den danske hær og politiet beholdt deres våben og fortsatte også med at fungere forholdsvis normalt, i hvert fald de første år af besættelsen.

Politikerne måtte dog hele tiden sørge for at holde sig på god fod med besættelsesmagten. Ellers ville tyskerne overtage hele kontrollen med Danmark. Derfor indledte regeringen ”samarbejdspolitikken”, som betød, at man accepterede de fleste af tyskernes ønsker. Kun på nogle få punkter stod den danske regering fast: De danske nazister fik ingen poster i regeringen, og de danske jøder ville ikke blive udleveret, som det skete i andre besatte lande.

Foto: Alzbeta Jungrová

Livet gik videre

Efter besættelsen den 9. april 1940 valgte den danske regering altså at samarbejde med tyskerne. Det gav danskerne nogle fordele, men det betød også, at politikerne måtte indordne sig og bøje sig for mange af besættelsesmagtens krav. Mange danskere syntes, at det var en underlig situation. Selv om Danmark var blevet invaderet, var landet alligevel ikke i krig med tyskerne.

Der er gengivet mange øjenvidneberetninger fra den aprildag i 1940, hvor tyskerne besatte Danmark. Blandt andet fortæller Per Mortensen, at da han fik fri fra skole den 9. april 1940, cyklede han rundt på Frederiksberg og kiggede efter de tyske soldater, der om morgenen havde besat Danmark. Han så nogle tyske kampvogne, men soldaterne var bare inde for at købe wienerbrød.

”Det var bare meget, meget uvirkeligt”, fortæller Per Mortensen i bogen Besættelsestid og Frihedskamp (Frihedsmuseet 1996, s. 8). ”Landet var besat og … og så stod de bare og spiste wienerbrød. Man skulle jo tro, at sådan en krig startede med nogle brag.” Følelsen af afmagt over for besættelsen var stærk hos mange. Per Mortensen selv valgte senere at gå til modstand mod besættelsen. Han blev aktiv i en sabotagegruppe i København.

Ven eller fjende?

I dag kan det kan være svært at forstå, hvorfor så forholdsvis få danskere bekæmpede tyskerne helt fra begyndelsen af besættelsen. Men i de første år af Anden Verdenskrig var situationen helt anderledes end i 1944-45.

Adolf Hitler havde i begyndelsen stor opbakning i Tyskland til sin nazistiske politik. Mange tyskere var trætte af landets dårlige økonomi, og det havde Hitler lavet om på op til Anden verdenskrig. Også i Danmark var nogle begejstrede for nazismen. Niels Bukh, der var forstander på gymnastikhøjskolen i Ollerup, tog fx til Berlin i 1930’erne og lavede opvisninger med sine gymnaster. Han beundrede den disciplin, nazisterne havde indført.

At Tyskland skulle tabe krigen, var svært at forudse i 1940. Hitler rådede over Europas stærkeste hær, og landet erobrede det ene område efter det andet. Få måneder efter den tyske besættelse sagde den danske udenrigsminister Erik Scavenius da også, at Danmark var villig til at finde sin plads under ”Tysklands førerskab”. Han mente altså, at der ikke var meget andet at gøre end at acceptere tingenes tilstand.

Den danske regering havde sagt til danskerne, at alle skulle opføre sig ordentligt over for tyskerne. Selv om de fleste danskere var meget utilfredse med den tyske besættelse, var der i starten stort set heller ingen, der turde gå til direkte modstand. Man siger, at mange danskere ”knyttede hænderne i bukselommen,” når de tyske soldater gik forbi. Det betyder, at man ikke brød som dem, men ikke turde vise det åbent.

Den tyske besættelse fik den danske nationalfølelse til at vokse. Kong Christian 10. blev meget populær, og danskerne begyndte at bære nationale symboler på tøjet. Mange samledes også til såkaldte alsangsstævner, hvor man sang fædrelandssange.

Der var dog nogle få, der nægtede at bøje sig for tyskerne. Det var først og fremmest unge mænd, som interesserede sig meget for politik, og som hadede nazismen og samarbejdspolitikken. Men modstanden var i de første år af besættelsen meget begrænset. Modstandsfolkene manglede erfaring og våben, og deres aktioner var ikke meget andet end drengestreger.

Modstanden begynder

Tyskerne angreb Sovjetunionen i juni 1941, og det var for alvor med til at sætte modstandskampen i gang i Danmark. Kommunisterne var nazisternes politiske hovedfjende, og tyskerne krævede, at det danske politi arresterede de danske kommunister. Men mange undslap og gik under jorden for at skjule sig for tyskerne. De blev de første rigtige modstandsfolk i Danmark.

Modstandskæmperne kom ikke kun fra den politiske venstrefløj, altså kommunistpartiet. Også mange fra højrefløjen (de nationalt-borgerlige, for eksempel konservative) gik fra 1941 ind i kampen mod besættelsesmagten. Især ét politisk parti blev lige så vigtig en del af modstandskampen som kommunisterne, nemlig Dansk Samling, som befandt sig på den yderste højrefløj i dansk politik. Til at begynde med var Dansk Samling imod demokratiet ligesom nazisterne, men efter besættelsen i 1940 gik mange medlemmer ind i det illegale arbejde.

Men modstandsbevægelsen manglede stadig både erfaring og våben, og derfor bestod meget af modstanden i for eksempel at trykke illegale blade og løbesedler, som skulle få flere danskere til at gøre modstand. Langsomt begyndte egentlige sabotageaktioner mod værksteder eller fabrikker, der samarbejdede med tyskerne, dog også at komme i gang. I starten lavede modstandsfolkene for det meste blot ildspåsættelser eller hærværk, men efterhånden begyndte de også at bruge sprængstof.

Modstandsarbejdet

Til at begynde med var der ikke nogen egentlig modstandsbevægelse i Danmark. De første modstandsaktioner blev udført af enkeltpersoner eller små grupper af venner. Først langsomt begyndte rigtige modstandsgrupper at vokse frem, men de havde i første omgang ikke kontakt med hinanden på landsplan og kunne derfor ikke samarbejde.

Kommunisterne var de første til at organisere modstandskampen, da de allerede havde et politisk netværk. Det betød dog ikke, at man skulle være kommunist for at gøre modstand. Modstandsfolk med mange forskellige politiske holdninger blev hurtigt enige om at samarbejde mod den fælles fjende – tyskerne.

De danske modstandsfolk fik fra begyndelsen af 1942 også hjælp fra udlandet. Den britiske hjælpeorganisation SOE (Special Operations Executive) trænede danskere i at udføre sabotage og sendte dem sammen med rådgivere og våben til Danmark. Her blev de kastet ned med faldskærm og hjalp med at gøre modstandsarbejdet mere effektivt.

Foto: Alzbeta Jungrová

Bruddet med tyskerne

Modstandskampen og de mere effektive sabotageaktionerne betød, at regeringen havde svært ved at fortsætte det gode forhold til tyskerne. Samtidig voksede utilfredsheden i hele den danske befolkning. Krigen gik heller ikke så godt for tyskerne mere. Besættelsesmagten krævede, at den danske regering fik skabt ro og orden i Danmark, men i august 1943 udbrød der strejker og uro i en række danske byer. Det fik tyskerne til at kræve, at regeringen indførte bl.a. dødsstraf for sabotage. Det ville regeringen ikke gå med til og valgte at gå af. Dermed brød samarbejdspolitikken sammen. Under resten af krigen var det danske embedsmænd, de såkaldte departementschefer, som styrede Danmark på vegne af den tyske besættelsesmagt.

Kort efter samarbejdspolitikkens sammenbrud slog tyskerne til mod de danske jøder. Det skete i oktober 1943. Men danske modstandsfolk havde afsløret aktionen, og over hele Danmark arbejdede modstandsgrupperne sammen med helt almindelige danskere for at redde jøderne ud af landet. Målet var at få så mange jøder som muligt til Sverige, før tyskerne kunne få fat i dem. Jødeaktionen blev modstandskampens første store succes. De fleste jøder blev reddet, og samtidig lærte modstandsfolkene for alvor at arbejde sammen. 

Hvervningen

Man kunne ikke melde sig ind i modstandsbevægelsen ved at ringe til et bestemt nummer eller udfylde en blanket. Man var som regel nødt til at kende nogen, der allerede var med. Hvis et medlem i en modstandsgruppe stolede på én, kunne man blive hvervet.

Nogle modstandsfolk kom dog ind i bevægelsen ved et tilfælde. Den 32-årige Jørgen Haagen Schmith gik en dag i foråret 1943 ind i butikken STJERNE-radio på Istedgade. I baglokalet stod nogle medlemmer af den gruppe, der senere blev kaldt Holger Danske, og trykte illegale blade.

Jørgen Haagen Schmith kom med i gruppen og fik senere tilnavnet ”Citronen”. Grunden var, at hans første sabotage blev rettet mod Citroënfabrikkerne i København, som arbejdede for tyskerne. Faktisk var det det værksted, hvor hans egen svigerfar arbejdede som værkfører, det gik ud over. Citronen deltog i mange aktioner, før han blev dræbt af tyskerne i efteråret 1944.

Da krigen sluttede, havde modstandsbevægelsen ca. 43.000 medlemmer.

Fjenden

Selvfølgelig var det tyskerne, modstandsfolkene mest af alt ønskede at kæmpe mod. Men ofte var målet for aktionerne også danskere, som handlede med besættelsesmagten. Værnemagerne eller ”kollaboratørerne”, som de blev kaldt, blev set som landsforrædere, som tjente penge på, at Danmark var besat. Det kunne også være nødvendigt for modstandsfolkene at beskytte sig mod folk, der af andre årsager udgjorde en trussel mod modstandsbevægelsen.

Det værste, man kunne gøre, var at stikke sine egne. Det vil sige, at man fortalte tyskerne, hvor eftersøgte modstandsfolk befandt sig. Stikkere kunne også lække oplysninger om, hvor og hvornår der skulle udføres sabotageaktioner. Så lå tyskerne i baghold og arresterede modstandsfolkene.

Det hemmelige tyske politi Gestapo jagtede modstandsbevægelsen. Gestapo var frygtet og forhadt, fordi de forfulgte folk på ekstremt brutale måder. Arresterede modstandsfolk blev ofte tortureret under forhør i Gestapos hovedkvarter Shellhuset i København.

Modstandskampen begyndte i det små med drengestreger og hærværk mod tyskerne. De fleste, der deltog, var dog fra starten klar over den risiko, man løb ved at udfordre tyskerne. Nazisternes brutale fremfærd mod deres modstandere derhjemme og i andre lande var kendt i Danmark allerede før besættelsen, og ingen regnede med, at de ville tage særlige hensyn i Danmark.

Det var især meget unge mænd, der gik ind i modstandskampen. De var optændt af almindeligt ungdommeligt overmod, og desuden havde de som regel ikke stiftet familie endnu. Derfor behøvede de ikke tænke på, at deres koner og børn også kunne være i fare, hvis de blev taget af tyskerne. Men blandt de aktive modstandsfolk var der selvfølgelig også personer med egen familie, der følte så stærkt for sagen, at de valgte at gå ind i modstandskampen alligevel. Jørgen Haagen Schmith – ”Citronen” – havde for eksempel både kone og barn, da han blev modstandsmand.

Sabotagen

Den danske modstandskamp bestod især af sabotageaktioner, altså brand- eller bombeangreb på bygninger, jernbanespor eller lignende. Det var den mest almindelige måde at slå til mod tyskerne eller deres hjælpere på. Der blev i alt udført omkring 4.300 sabotager under besættelsen, hvoraf ca. 1.500 var rettet mod de danske jernbaner, lidt under 800 mod fabrikker og godt 450 mod biler.

Kun 431 sabotageaktioner var rettet direkte mod tyske militærinstallationer. Sådanne mål var simpelt hen for farlige. Først hen imod krigens afslutning havde nogle modstandsgrupper fået tilstrækkelig med erfaring og våben til at udføre så risikable opgaver. Det kunne dog også være farligt at lave sabotageaktioner mod fabrikker og værksteder. Efterhånden som modstanden tog til, blev de vigtigste af besættelsesmagtens fabrikker nemlig beskyttet af tyske eller danske vagter.

Den personlige risiko

Det var altså ikke kun risikoen for at blive taget til fange af tyskerne og blive tortureret af det frygtede hemmelige politi, Gestapo, modstandskæmperne skulle tænke på. De kunne også risikere at miste liv og lemmer under selve sabotageaktionerne. Især i besættelsens sidste år kunne aktionerne nemt udvikle sig til voldsomme skudkampe med både døde og sårede.

Men faren for selv at blive ramt var ikke altid det værste. For mange modstandsfolk var det meget ubehageligt at skulle bruge våben mod andre – og måske ligefrem slå et andet menneske ihjel, hvis det blev nødvendigt. Nogle modstandskæmpere prøvede at overbevise sig selv om, at de ikke dræbte mennesker, men nazister eller det, der var endnu værre: stikkere.

Stikkerdrab

Danskere, der gav oplysninger til tyskerne om modstandsbevægelsen, blev kaldt stikkere. Nogle stikkere var glødende tilhængere af nazismen og ønskede virkelig at hjælpe tyskerne, mens andre blev fristet af de dusører, som tyskerne udlovede for oplysninger. Der var også nogle, som tyskerne simpelt hen truede til at angive deres venner. Nogle stikkere var selv med i modstandsbevægelsen. Andre holdt til på for eksempel de værtshuse, hvor modstandsfolk mødtes og måske talte over sig. Og nogle fik bare helt tilfældigt fat på oplysninger, som tyskerne var interesserede i.

I modstandskæmpernes øjne var stikkerne ikke bare modstandere eller landsforrædere. De var en meget personlig form for fjende, ikke mindst fordi mange stikkere afslørede deres egne venner og kammerater. Og de oplysninger, som stikkerne forsynede tyskerne med, var en meget alvorlig trussel for frihedskæmperne.

Derfor brugte modstandsbevægelsen mange kræfter på at bekæmpe stikkerne. Den eneste måde, man kunne være helt sikker på, at stikkerne ikke blev ved med at sladre til tyskerne, var at slå dem ihjel. Derfor besluttede lederne i modstandsbevægelsen, at de farligste af stikkerne skulle dræbes. Stikkerdrab eller likvideringer, som de blev kaldt, var altså modstandsfolkenes måde at forsvare sig selv på.

Foto: Alzbeta Jungrová

400 blev dræbt

I København var det især modstandsgrupperne BOPA og Holger Danske, der stod bag stikkerlikvideringerne. I Jylland oprettede modstandsbevægelsen ligefrem omrejsende ”likvideringsgrupper”, som lokale modstandsfolk kunne tilkalde, når de havde fundet en stikker. Likvideringerne blev efterhånden et så stort problem for tyskerne, at de begyndte at gøre gengæld med såkaldte ”clearingmord” – drab på tilsyneladende tilfældige danskere, ofte kendte mennesker.

Under besættelsen blev omkring 400 mennesker dræbt af modstandsbevægelsen. Langt de fleste likvideringer fandt sted i tiden efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i midten af 1943. Hele modstandskampen blev meget voldsom og krævede flere ofre i de sidste år. Det skyldtes, at tyskerne blev stadig mere desperate, mens frihedskæmperne vidste, at de snart havde vundet over besættelsesmagten.

Det højeste antal likvideringer på én måned var 106 – altså en fjerdedel af alle stikkerdrab – og de fandt sted i april 1945, meget kort tid før tyskerne kapitulerede om aftenen den 4. maj 1945. Omkring halvdelen af alle stikkerdrab fandt sted i København, og godt ti procent af ofrene var kvinder.

Flammens historie

En af de mest kendte modstandsfolk og stikkerlikvidatorer var ”Flammen”. Han hed i virkeligheden Bent Faurschou-Hviid, men blev kaldt ”Flammen” på grund af sit flammende røde hår.

Bent Faurschou-Hviid blev født i 1921. Efter besættelsen af Danmark arbejdede han på et hotel i Tyskland. Her oplevede han Adolf Hitler og nazismen på nært hold og begyndte at hade alt, hvad nazismen stod for. Bagefter gik han ind i den danske hær, men forlod den, fordi han syntes, at der var for mange nazister. Han var også i flåden, hvor han lærte at skyde.

Flammen var blandt andet med til at redde de danske jøder fra tyskerne i oktober 1943 og kom med i modstandsgruppen Holger Danske, hvor han også udførte sabotager. Selv om han kun var først i tyverne, udførte Flammen flere drab på især stikkere. Det er umuligt at fastslå det præcise antal mennesker, han dræbte. Historikere vurderer dog, at det var mellem fem og ti.

Licens til at dræbe?

Det kan være svært at forestille sig, hvordan det var at være modstandsmand under besættelsen. Et af de store spørgsmål er: Hvem gav modstandsfolkene lov til at begå drab på andre mennesker? Tit var stikkerne jo helt almindelige mænd eller kvinder med arbejde, familie og venner.

Under besættelsen troede mange, at der fandtes et særligt udvalg, der afgjorde, hvem der skulle likvideres. Nogle modstandsfolk mente, at beslutningen om at dræbe en stikker blev taget af højtstående modstandsfolk. Mange troede blindt på, at alle oplysninger om den mistænkte blev undersøgt, hvorefter dødsdommen blev afsagt som i en retssag.

I virkeligheden foregik det helt anderledes. Der var ikke noget ”likvidationsudvalg”. Nogle drab blev besluttet af lederne af modstandsbevægelsen i en bestemt by. Andre gange var det en enkelt modstandsgruppe, der tog beslutningen om at dræbe en stikker. Det kunne også være en modstandsmand, som handlede helt på egen hånd.

I dag kan kampen mod tyskerne ligne et opgør mellem det gode og det onde, hvor modstandsfolkene kæmpede en retfærdig kamp mod besættelsesmagten. De, der deltog i modstandsarbejdet, fandt dog hurtigt ud af, at virkeligheden ikke var helt så enkel. Problemet var, at tyskerne tit tog hævn, når der blev udført sabotager mod besættelsesmagten. Dermed kunne uskyldige civile blive ofre for modstandsbevægelsens sabotageaktioner.

Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og tyskerne overtog den reelle magt i Danmark. Lidt over et år senere, i september 1944, blev også det danske politi arresteret af tyskerne og sendt i koncentrationslejre. Tyskerne frygtede nemlig, at politiet ville vende sig imod dem, hvis amerikanerne og briterne gjorde landgang i Danmark.

Herefter var der næsten ingen til at håndhæve lov og orden i Danmark. Tyskerne oprettede et dansk hjælpepolitikorps, bedre kendt som Hipokorpset, i København og lignende grupper andre steder. Deres opgave var dog i højere grad at hjælpe tyskerne og Gestapo i kampen mod modstandsbevægelsen end at beskytte og hjælpe befolkningen. Lovløsheden var med til at gøre de sidste måneder af besættelsen til de mest blodige under hele krigen.

Frihedsrådet

Den 16. september 1943 blev Frihedsrådet oprettet til at koordinere kampen mod besættelsesmagten. Rådet var en uofficiel komité, der bestod af modstandsfolk og tidligere politikere. De fik ansvaret for at afgøre de overordnede moralske problemer, som modstandskæmperne stod over for. Det var Frihedsrådet, der gav grønt lys for stikkerlikvideringerne. Alligevel opstod der dog efterfølgende mange etiske spørgsmål om modstandsbevægelsens handlinger under besættelsen.

Frihedsrådet måtte finde en løsning på næsten det samme dilemma, som regeringen havde stået over for i april 1940. Selv om samarbejdspolitikken var brudt sammen, og Danmark dermed efter august 1943 var et tyskbesat land, var der stadig stor uenighed blandt Frihedsrådets medlemmer. Nogle mente, at man skulle yde så meget modstand som muligt – andre, at det var bedre at vente, indtil USA og Storbritannien kom og befriede Danmark.

Gengældelsesaktioner

En af årsagerne til uenigheden var, at tyskerne som nævnt hævnede både sabotager og stikkerdrab med såkaldte ”schalburgtager” og ”clearingmord”. Sabotage skulle hævnes af en schalburgtage, hvor en berømt dansk bygning eller anden konstruktion blev bombesprængt af tyskernes danske håndlangere. For eksempel blev Tivolis glassal sprængt i 1944. En likvidering af en stikker blev gerne fulgt op af et tysk drab på en dansker, helst én, der var kendt. I alt blev cirka 100 danskere ofre for clearingmord. Den mest kendte var præsten og digteren Kaj Munk, der blev myrdet den 4. januar 1944.

Denne trussel mod det danske samfund fik nogle af medlemmerne af Frihedsrådet til at mene, at det bedste ville være at holde op med at provokere tyskerne. I stedet skulle modstandsfolkene og de officerer, der var gået under jorden efter afvæbningen af den danske hær den 29. august 1943, forholde sig i ro. Der skulle ikke foretages konstante angreb på tyskerne længere, for det førte blot til gengældelsesaktioner. Fortalerne for denne tilbageholdende form for modstand var dog i undertal, så den væbnede modstand fortsatte.

Foto: Alzbeta Jungrová

Forskellige interesser

Modstandsbevægelsen i Danmark bestod af meget forskellige dele. De fleste grupper var startet i det små uden kontakt til hinanden, og de havde vidt forskellige politiske synspunkter og meninger om, hvordan man skulle kæmpe mod tyskerne. Selv efter at Frihedsrådet begyndte at koordinere samarbejdet, var det ofte kun hadet mod tyskerne, der forbandt grupperne.

For eksempel var der stor forskel på BOPA og Holger Danske-grupperne. BOPA (Borgerlige Partisaner) var – på trods af navnet – blevet grundlagt af kommunisterne, og selv om der var kommet mange ikke-kommunistiske medlemmer til undervejs, var det stadig kommunisterne, der førte an. Modstandsgruppen Holger Danske, som Flammen og Citronen tilhørte, havde derimod nationale og konservative rødder. Alligevel arbejde BOPA og Holger Danske sammen. BOPA havde nemlig plads i Frihedsrådet sammen med bl.a. Ringen, som Holger Danske hørte under.

Dobbeltspil

De mange forskellige grupperinger og interesser medførte en del usikkerhed. Ingen kunne være helt sikker på, hvem man turde stole på, og meget ofte var mistænksomheden berettiget.

Der fandtes nemlig mennesker der var knyttet både til tyskerne og til modstandsbevægelsen. De fungerede som skjulte agenter, men der var altid den mulighed, at de var dobbeltagenter. Således kunne det være, at de gav oplysninger til modstandsbevægelsen om tyskernes planer, blot for at få mere information om modstandsbevægelsen, som de så kunne give til tyskerne; eller omvendt. Ingen kunne vide med sikkerhed, hvilken side de egentlig hjalp. Måske hjalp de begge sider alt efter, hvad der så ud til at kunne betale sig bedst. Måske var de mennesker, de fik modstandsbevægelsen til at likviderer mennesker, der kunne have afsløret deres dobbeltspil.

Hvor gik grænsen?

Flammen og Citronen deltog i en aktion, hvor et barn ved et uheld blev dræbt på Roskildevej (se side 25). Det var meget svært at leve med, men der var også andre grænser, som modstandsfolkene måtte bryde. Nogle havde for eksempel svært ved at skyde kvinder.

Gestapo brugte mange ”meddelere” – det var deres ord for stikkere. Det hemmelige tyske politi brugte også kvindelige meddelere, for det viste sig, at unge kvinder for det meste havde lettere ved at tale med modstandsfolkene. Og så kunne det ske, at en modstandsmand kom til at røbe for meget.

Hedvig Delbo var en af de kvinder, der under besættelsen blev stikker. I 1943 angav hun modstandsmanden Svend Otto Nielsen, der blev anholdt og dræbt. Nielsen havde været Flammens gode kammerat, så han og en anden modstandsmand forsøgte kort efter at dræbe Delbo. Det mislykkedes dog, og først i 1944 blev Delbo dræbt af to andre modstandsfolk. I alt blev cirka 40 kvinder likvideret under besættelsen, mistænkt for at arbejde for tyskerne.

I 1944 stod det klart, at Tyskland var ved at tabe krigen. Kampen mod besættelsesmagten fortsatte, men mange modstandsfolk begyndte at lægge planer for tiden efter tyskernes nederlag. For mange drejede det sig nu om at forberede sig på befrielsen. Målet var at få størst mulig indflydelse på opbygningen af Danmark efter krigens afslutning.

Især frygten for kommunismen spillede en vigtig rolle. Mange politikere og ledende modstandsfolk kunne allerede i krigens sidste år se, at verden fremover ville være delt mellem demokratierne i vest og det kommunistiske Sovjetunionen. De ville ikke risikere, at Danmark kom under sovjetisk indflydelse, ligesom det skete med en række lande i Østeuropa. Derfor blev de danske kommunister i stigende grad set som en trussel. Selv om kommunisterne havde spillet en vigtig rolle i modstandskampen, blev de nu sat uden for politisk indflydelse.

Først og fremmest var det vigtigt for politikerne at sikre ro og orden i landet. Overgangen fra besat til frit land skulle helst forløbe lige så ordentligt og uden større politiske forandringer, som den tyske besættelse i 1940 havde gjort. Det danske folkestyre skulle indføres igen – i samme form som før krigen.

Forberedelser til fred

I de sidste år af besættelsen blev opbygningen af modstandsbevægelsen forandret. Kommunisterne havde hidtil siddet på mange lederstillinger, men nu blev de langsomt erstattet af officerer fra det danske militær. De var stort set alle anti-kommunister. Men kommunisterne kunne ikke fortrænges helt, fordi de havde ydet sådan en stor indsats i modstandskampen. Deres indflydelse blev dog markant mindre, hvilket passede politikerne godt. De ville ikke risikere et kommunistisk forsøg på at tage magten i Danmark.

I foråret 1945 gik man i gang med at træffe de egentlige forberedelser til tiden efter befrielsen. Der skulle udpeges en dansk regering, den såkaldte befrielsesregering, der kunne overtage den politiske kontrol i landet, så snart tyskerne var besejret. Den præcise sammensætning skulle afgøres af politikere fra de gamle danske partier og Frihedsrådet.

Retsligt efterspil

Frihedsrådet krævede, at der skulle være lige så mange poster til modstandskæmpere som til politikere i befrielsesregeringen. De gamle politikere, som havde styret Danmark før den tyske besættelse, havde samarbejdet med tyskerne for at beskytte befolkningen. Derfor krævede modstandsfolkene, at de fik lige så meget magt i den nye regering.

Én af befrielsesregeringens vigtigste opgaver var at forberede et retsopgør mod alle, der havde hjulpet tyskerne. Der skulle føres en række undersøgelser og retssager for at fastslå, hvem der var skyldige i landsforræderi. Derefter skulle de idømmes passende straffe. Det var ikke kun danskere, der skulle på anklagebænken, men også de tyskere, som havde været med til at besætte Danmark. Alle deres forbrydelser mod det danske folk skulle opklares, så retfærdigheden kunne ske fyldest.

Foto: Alzbeta Jungrová

De sidste dage

Modstandskampen blev stadig voldsommere. Modstandsbevægelsen var efterhånden så stærk, at selv Gestapo-folk var betænkelige ved at gå rundt på egen hånd efter mørkets frembrud. Danmark begyndte mere og mere at ligne et land i krig, med skudvekslinger og bombesprængninger næsten hver eneste nat.

I 1945 blev der dræbt mere end 1.500 danskere, flere end i besættelsens øvrige fem år tilsammen. April 1945, den sidste måned før befrielsen, blev den blodigste af alle. Antallet af stikkerdrab steg markant, og en af grundene var den generelle lovløshed i landet på dette tidspunkt. Intet politi i gaderne og en svag besættelsesmagt betød, at risikoen ved stikkerdrab nu var mindre. Samtidig havde Gestapo forøget sin indsats mod modstandsbevægelsen, så stikkerne havde travlt som aldrig før. Denne mulighed blev udnyttet til at udføre mange aktioner og likvideringer.

Nogle steder i landet var Gestapos aktiviteter blevet så stor en trussel, at modstandsbevægelsen bad de allierede (briterne og amerikanerne) om hjælp. Husmandsskolen i Odense, hovedkvarter for Gestapo på Fyn, blev for eksempel angrebet af britiske bombefly den 17. april 1945. Tidligere var også Gestapos hovedkvarterer i Århus og København blevet bombet. Desværre blev en skole ved en fejl ramt af bomber under angrebet på Shellhuset i København. Det kostede over 100 elever og lærere livet.

Modstanden i tal

Omkring 850 modstandskæmpere blev dræbt under besættelsen. Heraf blev mere end 100 personer henrettet af tyskerne. Det er dog svært at sætte præcise tal på modstandsbevægelsens tab. Der var tale om en meget løs organisation, og alt blev forsøgt holdt hemmeligt. Man fik ikke et ”medlemskab” af modstandsbevægelsen, og der var ingen kartoteker over dem, der var med. Folk kom og gik.

Især i slutningen af krigen var der mange, der sluttede sig til modstandskampen. Nogle af dem, der havde været med længe, så lidt skævt til de nyankomne. Veteranerne mente, at de ville have del i den sejr, der ventede lige om hjørnet, uden at have deltaget i det hårde arbejde i den mørkeste tid. Historikere mener, at der var næsten 10.000 personer knyttet til modstandsbevægelsen i december 1944, mens tallet ved befrielsen i maj 1945 var steget til omkring 43.000. Langt fra alle deltog dog i egentlige sabotageaktioner.

Flammen og Citronens endeligt

Hverken Flammen eller Citronen oplevede befrielsen. De var begge døde, da britiske soldater i begyndelsen af maj 1945 befriede Danmark, efter at Hitler havde begået selvmord, og Tyskland havde overgivet sig.

Den 19. september 1944 tog tyskerne politiet – og desværre også Citronen, der netop den dag havde forklædt sig som politibetjent. Han slap dog væk ved at skyde sin fangevogter fra Schalburg-korpset, men blev formentlig såret under denne skudveksling. Den 15. oktober fandt tyskerne ham i et hus, hvor han blev behandlet for sine sår. Citronen forsvarede sig med maskinpistoler og håndgranater, men blev efter en timelang ildkamp dræbt af tyskerne.

Nogle få dage senere befandt Flammen sig i et hus på Strandvejen nord for København. Pludselig omringede tyskerne huset, så han ikke kunne slippe væk. Flammen valgte at begå selvmord ved at sluge en pille med gift. Med hans ry som stikkerlikvidator ville han med sikkerhed blive tortureret og bagefter henrettet af tyskerne. Derfor ville han hellere tage sit eget liv end at risikere at ende i tysk fangenskab.

Danmark atter frit

Klokken 20.36 om aftenen den 4. maj 1945 blev der udsendt en radiobesked på dansk fra den britiske hovedstad London. Speakeren sagde: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Mange danskere begyndte med det samme at juble. Folk gik ud på gaderne og omfavnede hinanden.

Nogle steder i Danmark var der kampe mellem modstandsfolk, tyske soldater og tyskernes danske hjælpere på den sidste aften af besættelsen. I Odense blev 11 modstandsfolk og 12 civile dræbt i et voldsomt opgør. Mange steder kørte modstandsfolk rundt i lastbiler og hentede folk, som var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne. Modstandsbevægelsen havde samlet 40.000 navne på mistænkte i et kartotek. Den tyske overgivelse trådte formelt i kraft om morgenen den 5. maj klokken 8. Efter fem års tysk besættelse var Danmark atter frit, men et stort retsopgør ventede.

Befrielsesregeringen begyndte at fungere den 9. maj 1945 ved åbningen af Rigsdagen (det danske parlament, som dengang bestod af Landstinget og Folketinget). Halvdelen af regeringens medlemmer kom som aftalt fra modstandsbevægelsen, mens den anden halvdel var erfarne politikere. Det var også modstandsfolk, der sørgede for ro og orden overalt i Danmark, før politiet og militæret igen kunne sættes ind.

Det var en storslået tid for modstandsfolkene. De havde sejret og blev nu tiljublet som helte af deres landsmænd. Modstandsbevægelsen havde derfor meget stor magt i i Danmark i de glade majdage lige efter befrielsen. Men hvis frihedskæmperne, især de kommunistiske modstandsfolk, havde regnet med, at deres rolle i det danske samfund ville vare ved, så tog de fejl.

Tilbage til de gamle tilstande

Det gamle politiske system blev hurtigt genoprettet. Politikerne forsøgte af al kraft at sikre, at modstandsbevægelsen ikke blandede sig for meget i dansk politik efter befrielsen. Det var ikke kun kommunisterne, men også de mest konservative medlemmer af modstandsbevægelsen, som de gamle politikere ikke ville have skulle få al for stor indflydelse i Danmark.

Modstandsbevægelsen blev altså snart trængt i baggrunden. Men det betød ikke, at frihedskæmpernes indsats blev glemt – heller ikke af de danske vælgere. Ved det første efterkrigstidsvalg i oktober 1945 fik kommunistpartiet for eksempel en voldsom fremgang, mens flere af de partier, som havde samarbejdet med tyskerne, mistede mange mandater i Folketinget.

Aktiv eller passiv modstand?

I befrielsesdagene var der ingen, der turde sige modstandskæmperne imod, når de hævdede, at det var dem og dem alene, der havde reddet Danmarks ære. Deres heltemodige væbnede kamp mod besættelsesmagten havde vist sejrherrerne i Anden Verdenskrig, at Danmark ikke var på Tysklands side under krigen, men derimod et besat land. Kun takket være den væbnede modstand blev Danmark regnet som et allieret land og kunne nyde godt af sejren. Det var en holdning, som de fleste modstandsfolk stod ved resten af deres liv.

Men langsomt begyndte de tidligere samarbejdspolitikere også at forsvare det, de havde gjort under besættelsen. De forklarede for eksempel, at deres forhandlinger med tyskerne havde været en form for passiv modstand. Og de sagde også, at det var en modstand, der havde hjulpet Danmark meget, fordi tyskerne i de første år af besættelsen havde overholdt aftalerne og behandlet befolkningen godt. De fleste danskere var dog enige med modstandsfolkene.

Nødvendige drab?

Likvideringerne af stikkere og tyskernes andre danske hjælpere er et meget omdiskuteret emne. Når folk som Flammen og Citronen standsede en mand eller kvinde på gaden og skød vedkommende ned uden at tøve – var det så et retfærdigt, nødvendigt drab? Eller var det et mord, som ikke burde være gennemført?

Mange af de gamle modstandsfolk forsvarer drabene som nødvendige og retfærdige. Fordi Frihedsrådet gik ind for likvideringerne, var der efter deres mening ikke tale om mord, men legale (lovlige) handlinger i en krigssituation. Men som nævnt var det langtfra alle stikkere, som blev likvideret efter grundige undersøgelser. Flere blev dømt til døden af enkeltpersoner på et meget spinkelt grundlag.

Foto: Alzbeta Jungrová

Modstandsfolkene blev beskyttet

Allerede i 1945 kom likvideringerne til diskussion. Den socialdemokratiske politiker og forfatter Hartvig Frisch sagde i august 1945, at alle modstandsbevægelsens likvideringer under besættelsen var mord. Frisch ønskede, at hver eneste likvidering skulle efterforskes for at finde ud af, om mordene havde været berettiget, eller om der var uskyldige ofre iblandt.

Undersøgelsen blev dog aldrig til noget. Frode Jakobsen var tidligere modstandsmand, medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen uden portefølje (dvs. en minister uden et specifikt ministerium at tage sig af). Han fik sat en stopper for Frisch forsøg på at undersøge likvideringerne. Modstandskæmperne skulle beskyttes. De havde risikeret deres liv for Danmarks sag i en desperat situation, og de skulle ikke bagefter hænges ud som almindelige kriminelle.

Ikke desto mindre måtte modstandsbevægelsen stå frem og erkende, at der var sket fejl. Enten havde man misforstået en persons tilknytning til besættelsesmagten, eller også havde man likvideret den helt forkerte person. Det var beklagelige, men uundgåelige tab i en kaotisk situation, hvor målet helligede midlet.

Erindringen

Hverken Flammen eller Citronen overlevede krigen, men det gjorde mange andre modstandsfolk. Især dem, der udførte drabene på tyskernes danske hjælpere, havde svært ved at leve med, at de havde dræbt andre mennesker. Flere begik selvmord i årene efter befrielsen.

Det sværeste for mange modstandsfolk var, hvis de var kommet til at dræbe uskyldige, eller hvis drabene kom for tæt på. Modstandsfolk har fortalt, at det var nødvendigt at holde følelser af vrede eller angst på afstand, når de gennemførte likvideringerne. Ellers påvirkede oplevelserne ens personlighed for meget.

Selv om langt de fleste likvideringer gik ud over personer, som virkelig var farlige for modstandsbevægelsen, følte mange skyld. Nogle tidligere modstandsfolk fortalte ikke engang deres egen familie, at de havde skudt stikkere under besættelsen. Drabene blev derfor et tabu – noget, man ikke kunne tale om.

Stikkerdrab i dag

Man siger, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Det betyder, at historiebøgerne tit er skrevet på en måde, så vinderne beskrives mest positivt. I årtierne efter befrielsen udkom der da også mange bøger, som hyldede modstandsbevægelsen.

Mange gamle modstandsfolk brød sig ikke om, at nogen stillede spørgsmål ved værdien af deres indsats. Da historikeren Aage Trommer i 1971 fx skrev i en bog, at jernbanesabotagen under besættelsen ikke havde nogen militær betydning, udløste det stor debat.

Omkring år 2000 kom der ny opmærksomhed om likvideringerne. Historikeren Stefan Emkjær beskrev i bogen Stikkerdrab, hvordan drabene blev besluttet. Året efter udgav journalisten Peter Øvig Knudsen Efter drabet, hvori modstandsfolk fortalte om likvideringer (filmatiseret i 2003 som ”Med ret til at dræbe”). Og i 2008 blev historien om Flammen og Citronen så lavet til en film af instruktøren Ole Christian Madsen og manuskriptforfatteren Lars K. Andersen. Der gik altså mere end 60 år, før tabuet om likvideringer for alvor blev brudt.

'Flammen & Citronen' bygger på hændelser, der fandt sted under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Nedenstående undervisningsmateriale beskæftiger sig med filmen som historieformidler og består af et kort handlingsreferat, filmens fortællegreb og en række oplæg til et videre arbejde med 'Flammen & Citronen'. Det vil her være relevant også at inddrage de filmtitler og materialer fra Det Danske Filminstitut, som omhandler Anden Verdenskrig og Besættelsen 1940-45.

Filmens handling

”Kan du huske, da de kom? Kan du huske 9. april?” Disse spørgsmål åbner og lukker historien om frihedskæmperne Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen (Mads Mikkelsen). Filmens handling udspiller sig fra maj 1944, nøjagtig et år før Danmarks befrielse, hvor Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmith med dæknavnene Flammen og Citronen udfører en række likvideringer af såkaldte stikkere.

Flammen og Citronen modtager navnene på deres mål fra politichefen Aksel Winther (Peter Mygind), der ifølge eget udsagn modtager ordrer fra London. Til at begynde med likvideres "kun" danske stikkere. Det betyder i praksis, at besættelsesmagten, repræsenteret ved Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann (Hanns Zischler), tager drabene forholdsvis roligt. Men da frihedskæmperne også begynder at likvidere tyske statsborgere, der formodes at udgøre en sikkerhedsfare, tvinger de tyskerne til at gøre gengæld. Politiets efterretningstjeneste, der opererer fra Stockholm, forsøger at stoppe drabene på tyskere, da det udløser voldsomme repressalier. Tyskerne udfører for eksempel en voldsom gengældelsesaktion – en såkaldt schalburgtage – hvor en håndgranat kastes ind i en fyldt sporvogn med mange dødsofre til følge.

Da Flammen på egen hånd går efter Gestapo-chefen Hoffmann, er det som en åben krigserklæring. De voldsomme handlinger kulminerer, da Flammen og Citronen på grund af fejlagtige informationer nedskyder uskyldige mennesker og ikke mindst et barn. Flammen får desuden ordre til at skyde sin elskerinde, Ketty (Stine Stengade), som ifølge Winther heller ikke har rent mel i posen. Nu er krigen for alvor også en personlig sag!

Ketty fortæller Flammen, at Winther har ladet en række uskyldige tyskere rydde af vejen. Der er tale om tidligere forretningsforbindelser, som muligvis kan kompromittere ham, når krigen engang er slut. Flammen begynder for alvor at tvivle på sin overordnedes motiver, så da han og Citronen kaldes til møde i Stockholm, anklager Flammen Winther for forræderi. Anklagen bliver ikke taget alvorligt, og i stedet diskuterer de, hvordan krigen skal føres i den afsluttende fase. Politiets efterretningstjeneste og Frihedsrådet giver Flammen og Citronen ordre til at standse jagten på Hoffmann. De får i stedet tilbudt militære titler og den opgave at træne frihedskæmpere til det endelige slag om Danmarks fremtid. Begge afslår.

I dette politiske spil om at vinde freden skaber Flammen og Citronen problemer. Tyskerne får kendskab til deres hemmelige opholdssteder, og begge frihedskæmpere kæmper med livet som indsats. Flammen efterlader et brev til Ketty, der begynder: ”Kan du huske …”

Foto: Alzbeta Jungrová

Film og genre

Denne på én gang spændende, uhyggelige og dybt anfægtende historie udspiller sig for knap og nap syv årtier siden, og filmens manuskript er et resultat af en grundig research af det tilgængelige materiale. Men der er ikke tale om en dokumentarisk udredning, som for eksempel er foretaget i Peter Øvig Knudsens fremragende bog 'Efter drabet', som siden dannede forlæg for dokumentarfilmen 'Med ret til at dræbe', hvor gamle modstandsfolk fortæller, og hvor likvideringerne er rekonstruerede. Instruktøren Ole Christian Madsen og forfatteren Lars K. Andersen har ikke ønsket at skildre de ’virkelige’ begivenheder, som de præcist fandt sted, men derimod sat sig for at fortælle en rigtig god historie. De tager udgangspunkt i en historisk periode og historiske begivenheder, men deres filmhistorie hæver sig op over tid og sted og fortæller en historie, hvis moraler og pointer er evigtgyldige. De vil så at sige finde en sandhed, der er større end sandheden om Flammen og Citronen. De vil diskutere mål og midler, loyalitet og svigt, mod og frygt. Og ikke mindst individets stilling over for autoriteter, hvis bevæggrunde ikke nødvendigvis altid er lige gennemskuelige.

Talrige danske film har skildret besættelsens fem forbandede år, og man kan, som Flemming Kaspersen er inde på i sin gennemgang af de væsentligste værker, tale om en "subgenre" i dansk films historie. De første film, som kom lige efter krigen, lagde vægt på heroiske og næsten nationalromantiske elementer som ofre og endelig sejr, mens senere film har udforsket mere nuancerede temaer. 'Flammen & Citronen' er den første danske film, der direkte peger på, hvor beskidt en undergrundskrig egentlig er. Og hvor menneskeliv er endog meget billige. Filmen tåler på den led sammenligning med udenlandske mesterværker som Gillo Pontecorvos 'Slaget om Algier' ('La battaglia di Algeri', Italien 1966) om den franske besættelse af Algier og Jean-Pierre Melvilles 'En hær af skygger' ('L’armée des ombres', Frankrig 1969) om den tyske besættelse af Frankrig.

Ole Christian Madsen forholder sig til modstandsfilmens traditioner og har i det visuelle udtryk søgt en stor autenticitet, hvorfor København anno 1944 har måttet genfindes i Prag eller i filmstudier i Tyskland. Men han vælger at fortælle sin historie som en rendyrket genrefilm, hvilket han også tidlige gjorde i tv-serien 'Edderkoppen' (2000) om sortbørshandel under besættelsen.

'Flammen & Citronen' bruger således mange træk fra gangsterfilm, der beskriver et samfunds underverden med helt egne regler og moralkodeks. Gangsterfilm som genre er typisk amerikansk og foregår ofte under 1920’ernes og -30’ernes forbudstid og økonomiske nedtur. Her kunne den lille mand på gaden blive en stor kanon ved at kaste sig ud i en organiseret kriminalitet, hvor man blandt andet kunne tjene hurtige penge på hasardspil, kasinoer og spiritussmugling til smugkroer. Sidstnævnte betjente en tørstig befolkning, da det moralske USA havde indført spiritusforbud. Film som Howard Hawks’ 'Scarface' (1932), Arthur Penns 'Bonnie og Clyde' ('Bonnie and Clyde', 1967), Francis Ford Coppolas 'Godfather' (1972), Brian De Palmas 'De uovervindelige' ('The Untouchables', 1987) og Martin Scorseses 'GoodFellas' (1990) er typiske gangsterfilm.

'Flammen & Citronen' fremstår desuden som en "film noir". "Film noir" – "Sort film" – er en betegnelse, som franske filmkritikere brugte om især amerikanske film, der er ”karakteriseret ved en dyster og skæbnetung stemning. Film noir’ens personer er enten kyniske magtmennesker, som bruger alle andre for egen vindings skyld, eller personer fanget af en fortid, de aldrig vil kunne slippe fri af … handlingen har gerne melodramatiske træk og domineres ofte af en femme fatale, en edderkoppekvinde, der spinder en eller flere mænd ind i sit net med dødelig udgang for alle … dens nattemørke storbyunivers domineres af skæve, klaustrofobiske kompositioner og dramatiske skyggevirkninger” (Filmleksikon, Munksgaard-Rosinante 1995). Billy Wilders 'Kvinden uden samvittighed' ('Double Indemnity', 1944) og Roman Polanskis 'Chinatown' (1974) er eksempler på klassiske "sorte film".

'Flammen & Citronen' er ikke en dokumentarfilm, men en dramatisk skildring baseret på virkelige hændelser. Det betyder, at instruktøren og manuskriptforfatteren har taget sig nogle friheder i forhold til bestemte personer og scener, som optræder i filmen. Fx er Aksel Winther ikke en historisk figur, men løseligt baseret på politifuldmægtig Vilhelm Leifer – en af besættelsestidens mest omdiskuterede personer.

Her gennemgås to eksempler på, hvordan filmen og virkeligheden spiller sammen. Der er mange flere, som kan findes ved at sammenligne scener fra filmen med billeder og beskrivelser i undervisningsmaterialet og bøger.

Skudkamp på Valby Bakke

Flammen og Citronens værste fjende var Gestapo, det hemmelige tyske politi. Trods advarsler fra Frihedsrådet, og selvom modstandsfolkene vidste, at det var meget farligt at dræbe tyskere, besluttede Flammen og Citronen i april 1944 at udføre et attentat på Werner Best, den øverste tyske myndighedsperson i Danmark.

Sammen med to andre medlemmer af Holger Danske-gruppen pakkede Flammen og Citronen en bil med maskinpistoler og kørte af sted. På Roskildevej i København så de bilen. Bag rattet sad ikke Best, men en dansk Gestapomand. Hurtigt kørte de op på siden af ham og begyndte at skyde. Og da Gestapo-bilen med danskeren, som arbejdede for tyskerne, var gennemhullet og standsede, skyndte modstandsfolkene sig væk.

Selvom det ikke var Werner Best, de fik ram på, lykkedes selve attentatet – manden blev dræbt. Men desværre havde han to små drenge på seks og syv år med i bilen. Den yngste slap uskadt, men den syvårige dreng blev ramt af skud. Han døde senere på hospitalet. Da Flammen fik at vide, at de havde dræbt et barn, fik han det meget dårligt. Samvittigheden nagede ham.

I filmen er denne begivenhed skrevet om, så det ikke er en tilfældig dansker, som arbejder for Gestapo, Flammen og Citronen slår ihjel. Derimod er det selveste Gestapo-chefen, Hoffmann, som de vil myrde. Men attentatet slår fejl, fordi det ikke er Hoffmann, som sidder i bilen – men en anden mand, som har sine børn med på bagsædet. Det er et godt eksempel på, hvordan den faktuelle historie og den fiktive fortælling i filmen spiller sammen.

9. april 1940 – set gennem porten

Der findes utallige fotografier, som viser tyskernes indtog i Danmark den 9. april 1940. Mange danskere var på gaden og så lastbilerne med tyske soldater køre ind i byerne. Ét af de mest kendte billeder er taget i en port og viser tre personer, som står og betragter en vognfuld tyske soldater passere. I filmen optræder der en næsten identisk scene, som viser Citronens reaktion på den tyske besættelse. Hvor personerne på det historiske foto er statiske og betragtende, er der i filmscenen en klar stillingtagen, som peger frem mod Citronens senere involvering i modstandsarbejdet.

Foto: Alzbeta Jungrová

Film

Kornet er i fare
Instruktør: Hagen Hasselbalch
Produktionsland og -år: Danmark, 1944
Længde: 9 min.

Officielt er 'Kornet er i fare' en traditionel, oplysende dokumentarfilm om vigtigheden af skadedyrsbekæmpelse, hvor bugnende kornmarker og fyldte kornlofter er i fare for især kornsnudebillen, som gnaver hul i kornets kerne og lægger æg der. Men uofficielt handler filmen om Danmarks frihedskamp, og det var ikke svært for et biografpublikum i 1944 at sætte lighedstegn mellem kornsnudebillens hærgen og den tyske besættelsesmagt, der også blev oplevet som "ædende, ødelæggende, ynglende". Speakerkommentaren bruger bevidst militære termer, og erstat blot slutbudskabets ord "høst" med "frihed", og den rette mening bryder frem: "Slut op i kampen mod kornskadedyrene. Husk: Det gælder Danmarks høst"! En klassisk propagandafilm fra besættelsestiden

Det gælder din frihed
Instruktør: Theodor Christensen
Produktionsland og -år: Danmark, 1946
Længde: 106 min.

”Det mest forsinkede nej i Danmarks historie” – sådan lyder det om den danske regerings endelige frasigelse af samarbejdet med den tyske besættelsesmagt den 28. august 1943 i Theodor Christensens fornemme redigering af filmoptagelser fra Besættelsen. Bestilt af Frihedsrådet og med premiere den 4. maj 1946 rejste filmen straks voldsom debat ved sine skarpe kommentarer til den danske politik, der var ført umiddelbart før og i de første år af besættelsesårene. Men i dag fremstår den stærkt som en flot filmisk dokumentation af et stykke danmarkshistorie. En smuk og klassisk dokumentarfilm om besættelsesårene, der også har leveret meget stof til den senere besættelsesfilm 'De fem år'.

Med ret til at dræbe
Instruktører: Morten Henriksen, Peter Øvig Knudsen
Produktionsland og -år: Danmark, 2003
Længde: 111 min.

Dokumentarfilm om de 400 likvideringer, som modstandsbevægelsen foretog i Danmark under Besættelsen. En række af de folk, der deltog i likvideringerne, fortæller efter langvarig tavshed og for første gang på film om deres oplevelser og konsekvenserne heraf. Det var ikke gratis. Efter krigen blev likvideringerne mørklagt. Det var en bevidst politik, og også dette var medvirkende til, at drabene har trukket blodige spor gennem mange menneskers liv. Filmen, der baserer sig på Peter Øvig Knudsens bog 'Efter drabet', består af interviews, dokumentaroptagelser og rekonstruktioner af begivenheder. Filmen er i fire afsnit – og et af afsnittene handler specifikt om Flammen.

Min morfars morder – en film om tilgivelse
Instruktører: Mikala Krogh, Søren Fauli
Produktionsland og -år: Danmark, 2004
Længde: 59 min.

Filminstruktør Søren Fauli sætter sig for at tilgive sin morfars morder, Søren Kam, den sidste nulevende danske SS-officer, for det mord, han begik på Faulis morfar i slutningen af Anden Verdenskrig. For Sørens mor er dette tilgivelsesprojekt vanskeligt, for hun mistede sin far, da hun var 13 år. Og sorgen over tabet og over, at morderen stadig er på fri fod, har præget hele hendes liv. Fauli vil prøve at opsøge morderen og via samtaler med sin mor forsøge at løsne den smerte, hun har følt igennem hele sit liv. Filmen rejser spørgsmål som: Hvordan tackler vi det problem, at alle krige skaber efterladte, som har mistet dem, de holder af? Og hvordan forholder vi os til, at mange af bødlerne stadig er på fri fod?

Skaf filmene

Filmene kan ses her på Filmcentralen.

Alle filmene kan desuden lånes på biblioteket eller via landets Centre for Undervisningsmidler, og de kan købes til skoler, biblioteker og institutioner via www.biblioteksmedier.dk.

Undervisningsmateriale

Nedenfor finder du foreslag til lignende gratis undervisningsmaterialer fra Det Danske Filminstitut. Materialerne kan alle findes på Filmcentralen. 

Bemærk: På nær filmene i temapakken 'Anden Verdenskrig' distribuerer Det Danske Filminstitut ikke nedenstående film. De fleste af titlerne er dog almindeligt tilgængelige på dvd.

Temapakke 'Anden Verdenskrig':
Et materiale til seks film om anden verdenskrig, heriblandt ”Det gælder din frihed”.

'Forfalskerne':
Materiale til den tyske spillefilm om nazisternes falskmøntnerprojekt i Buchenwald.

'Napola':
Materiale til den tyske spillefilm om en drengs oplevelser på en nazistisk eliteskole.

'Sophie Scholl – de sidste dage':
Materiale til den tyske spillefilm om optrævlingen af den tyske modstandsgruppe Hvide Rose.

'Der Untergang':
Materiale til den tyske spillefilm om Hitlers sidste dage i Berlin.

'Øen i Fuglegaden':
Materiale til Søren Kragh-Jacobsens film om en jødisk drengs oplevelser i Warszawas ghetto i 1943.

10 centrale danske spillefilm om besættelsen 1940-45

Besættelsestiden har været skildret i en række danske spillefilm. Nedenfor kan du læse om ti af de vigtigste – fra 1945 til 2008. Listen omfatter ikke dokumentarfilm.

Bemærk: Det Danske Filminstitut distribuerer ikke nedenstående film. De fleste af titlerne er almindeligt tilgængelige på dvd.

'Den usynlige hær' (1945, instruktion: Johan Jacobsen)
Med premiere den 6. oktober 1945 var dette den første danske spillefilm om den netop overståede besættelse. Mogens Wieth spiller modstandsmanden, der vender hjem til Danmark efter fire år i England for at lede en sabotageaktion. Ebbe Rode er vennen, der må opgive sin hidtidige passivitet over for tyskerne og tage aktivt del i modstandskampen, og Bodil Kjer er kvinden i midten. Filmen er dels et romantisk trekantsdrama, dels en spændende skildring af forberedelsen og udførelsen af en aktion mod en tyskvenlig fabrik.

'De røde enge' (1945, instruktion: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun.)
To måneder efter 'Den usynlige hær' var der premiere på denne noget mere mørke og barske film. En del af filmen fortælles i flashback af modstandsmanden Michael (Poul Reichhardt), der tortureres og dødsdømmes af Gestapo i Dagmarhus. Den tyske forhørsleder er rendyrket ond, mens der er flere nuancer i skildringen af Reichhardts tyske fangevogter. En utvetydig hyldest til de danske modstandsfolk og deres ofte store personlige ofre.

'3 år efter' (1948, instruktion: Johan Jacobsen)
Interessant skildring af det moralske opgør i årene umiddelbart efter befrielsen. De to centrale figurer er en arkitekt (Angelo Bruun) og en fabrikant (Ib Schønberg), som begge har samarbejdet med tyskerne under krigen – den ene er nu plaget af samvittighedskvaler, mens den anden ikke mener, at han har gjort noget galt. Intens, lavmælt og alvorlig. Baseret på Soyas skuespil 'Efter'.

'Der kom en dag' (1955, instruktion: Sven Methling) 
I anledning af 10-året for befrielsen lavede man denne skildring af modstandskampen, der både fungerer som spændingsfilm og som hyldest til modstandsbevægelsen. I stil med 'Den usynlige hær' følger filmen to danske sabotører, uddannet i England, som vender tilbage til Danmark og deltager i sabotage. Filmen har desuden interessante passager udspillet i nutidens 1955, som sætter handlingen i et lidt større perspektiv. Filmen delte årets Bodil til bedste film med Carl Th. Dreyers 'Ordet'. Baseret på en roman af modstandsmanden Flemming B. Muus.

'Der var engang en krig' (1966, instruktion: Palle Kjærulff-Schmidt)
Ikke en decideret besættelsesfilm – snarere en klassisk ungdomsfilm med besættelsestiden som konstant nærværende kulisse. Filmen handler om den 14-årige Tim, som drømmer om store heltebedrifter, mens hans hverdag i virkeligheden ligner enhver anden drengs. Fantasiscener (bl.a. med Tim som heltemodig modstandsmand) blandes fornemt med fine skildringer af en dansk krigshverdag anno 1944. Manuskript af Klaus Rifbjerg.

'Den korte sommer' (1976, instruktion: Edward Fleming) En af de få skildringer af danske ”feltmadrasser” eller ”tyskertøser”, dvs. kvinder som havde forhold til tyske soldater. Ghita Nørby spiller den enlige mor, som forelsker sig i en tysk officer (Henning Jensen). 'Den korte sommer' fik en Bodil som bedste film, og Ghita Nørby fik en statuette for sin præstation i hovedrollen.

'Forræderne' (1983, instruktion: Ole Roos)
Januar 1945. To unge Frikorps Danmark-soldater (spillet af Allan Olsen og Ole Meyer) deserterer og jages nu både af tyskerne og af danske modstandsfolk. De to hovedpersoner skildres som naive tabere, men hverken tyskerne eller modstandsbevægelsen sættes i noget mere positivt lys. En mørk og stemningsfuld og frem for alt anderledes dansk besættelsesfilm. Et spændende modbillede til genrens dominerende helteskildringer. Baseret på Erik Aalbæk Jensens roman 'Kridtstregen'.

'Drengene fra Sankt Petri' (1991, instruktion: Søren Kragh-Jacobsen)
Churchill-klubben var en gruppe unge modstandsfolk fra Aalborg, som opererede i den første halvdel af Besættelsen – de var de første sabotører, der blev taget af tyskerne. Søren Kragh-Jacobsens film tager udgangspunkt i virkelighedens Churchill-klub og skildrer, hvordan drengestreger udvikler sig til sabotage, og hvordan krigen pludselig bliver blodig alvor for en flok teenagedrenge.

'De nøgne træer' (1991, instruktion: Morten Henriksen)
En ung sabotør forelsker sig i sin gruppeleders kone. Forholdet gør, at han pludselig står splittet mellem kærligheden og modstandskampen. Et godt eksempel på en velproduceret, nyere skildring af besættelsestiden – men stadig med mange af de traditionelle elementer, som man finder helt tilbage til fx 'Den usynlige hær'. Baseret på en roman af Tage Skou-Hansen.

'Flammen & Citronen' (2008, instruktion: Ole Christian Madsen)
Autentisk baseret skildring af de to legendariske modstandsfolk. Som den hidtil dyreste danske film er den naturligt meget velproduceret. Den har både blodige modstandsaktioner og kærlighedsplot og passer således fint i den danske tradition for besættelsesfilm. Men det er samtidig den første film, som for alvor dykker ned i det mørke kapitel af besættelsens historie, der handler om modstandsbevægelsens likvideringer. Det centrale moralske dilemma hér er således ikke, om man skal kæmpe eller ej – men hvor langt man kan tillade sig at gå. Peter Øvig Knudsen kommer ind på emnet i sin bog 'Efter drabet', som siden er blevet bearbejdet til dokumentarfilmen 'Med ret til at dræbe'.

Faglitteratur

Efter drabet
Peter Øvig Knudsen, Gyldendal 2001
378 sider, illustreret

I 'Efter drabet' træder en række modstandsfolk efter 55 år frem og fortæller om de danske likvideringer under Anden Verdenskrig, hvor omkring 400 danskere blev dræbt af den danske modstandsbevægelse. Drabene blev efter krigen dysset ned, men med denne bog kommer nogle af myterne omkring modstandsbevægelsens mere kontroversielle bedrifter frem i lyset. Bogens forfatter, Peter Øvig Knudsen, har med baggrund i interviews og dokumenter fra hidtil lukkede arkiver beskrevet en knap så flatterende side af modstandskampen, der hidtil har været gemt godt af vejen i den gode sags tjeneste. Et af bogens afsnit består af et interview med Flammens far og giver et godt billede af Flammens person.

Stikkerdrab: modstandsbevægelsens likvideringer af danskere under besættelsen
Stefan Emkjær, Aschehoug, 2000
223 sider, illustreret

Da den tyske besættelse af Danmark endelig var ovre, stod danskerne over for et stort retsopgør. Det var ikke blot de danskere, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt, der stor for skud. Flere højtstående politikere havde sat sig for at undersøge modstandsfolkenes mange likvideringer. Denne bog handler om de flere end 400 drab, som modstandsbevægelserne udførte på danskere i besættelsens sidste år. Drabene går under betegnelsen stikkerlikvideringer, men forfatteren mener, at der kun i et fåtal af sagerne faktisk var tale om stikkeri. Bogen graver lidt dybere ned i, hvem der gav ordre til disse drab, og kaster samtidig lys på de mennesker der blev skudt og på de, der skød. En af de største fortalere for at stoppe undersøgelserne af stikkerdrabene Frode Jakobsens rolle tages også op til kritisk revision

Bogen om Churchill-klubben: Churchill-klubben, Breve fra fængslet, Sidste krigsår, Sagen om Churchill-klubben
Knud Pedersen, Lindhardt og Ringhof, 2005
627 sider, illustreret

Frihedskæmperen Knud Pedersen var medlem af Churchill-klubben og fortæller her historien om en gruppe drenge og unge, der i Aalborg i foråret 1942 dannede besættelsestidens første sabotagegruppe. Churchill-klubben bestod af drenge fra 15-17-årsalderen, der pga. af deres aktioner under besættelsen skabte sig et ry, der den dag i dag lever i bedste velgående, og som bl.a. har givet inspiration til bogen og filmen Drengene fra Skt. Petri. Bogen er en samlet udgave af bøgerne Churchill-klubben, der udkom i 1946, fulgt op af Breve fra fængslet i 1946 og to år senere af Sidste krigsår. Denne samlede udgave indeholder desuden et afsnit med kildemateriale, hovedsageligt fra Rigsarkivet, og her for første gang gengivet i ucensureret form.

Sabotagegruppen BOPA 1942-1945
Esben Kjeldbæk, Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997
512 sider, illustreret

En af de mest fremtrædende danske modstandsgrupper under besættelsen var den venstreorienterede BOPA, der havde rod i kommunismen. I denne bog gives et dokumenteret overblik over BOPAs historie fra begyndelse til slutning. Bogen handler om BOPA set indefra, men sat i forhold til den generelle besættelseshistorie. Bogen bygger på mere end 70 interviews, som siden 1977 er indsamlet blandt medlemmerne af BOPA. Læseren får et overblik over organisationens historie, men kommer samtidig tæt på en række af dens medlemmer. Bogen indeholder tillige beskrivelser af de enkelte sabotageaktioner.

Dobbeltagenten – en stikkers historie
Jørgen Røjel, Samleren, 2000
159 sider

Biografien omhandler den eneste hidtil kendte dobbeltagent blandt de godt 1000 stikkere, der arbejdede i Danmark under besættelsen. Han hed Harvey Jensen, og hans aktiviteter fik katastrofale følger for modstandsbevægelsen. En lang række jernbanesabotører blev angivet, og SOE’s kontaktnet blev pga. hans stikkeri trævlet op med over 200 anholdelser som resultat. I juli 1944 skiftede Harvey Jensen side og blev dobbeltagent for nedkastchefen i Jylland, hvor han reddede livene for mange nedkastningsfolk. Mod slutningen af krigen måtte han dog gå under jorden, da Gestapo opdagede hans dobbeltspil. Efter befrielsen blev han antaget som tolk i det engelske hovedkvarter i København. I oktober 1945 blev han endelig afsløret og idømt 18 års fængsel. Formildende omstændigheder fik ham dog løsladt allerede i 1950.

Under hagekors og Dannebrog: danskere i Waffen SS 1940-45
Claus Bundgård Christensen, Aschehoug, 1999
521 sider, illustreret

Under hagekors og Dannebrog beskriver de danskere, der tog del i kampen på den anden side. I bogen møder vi nemlig en gruppe danske statsborgere, som oplevede nogle af de mest dramatiske sider af Anden Verdenskrig. De var soldater i den nazistiske militærorganisation Waffen SS og blev indsat på den hårdeste front af dem alle, Østfronten. Omkring 6.000 gjorde tjeneste her i løbet af krigen – og en tredjedel af dem faldt inden kapitulationen. For mange af de øvrige fulgte flere år i fangenskab i allierede krigsfangelejre og danske fængsler.

Hvorfor gjorde I det?
Jørgen Kieler, Gyldendal 2001
To bind

I besættelsesårene var forfatteren Jørgen Kieler modstandsmand og sabotør. Sammen med sine to ældre søskende omdannede han som ung student deres fælles studenterhybel i København til et samlingssted for kommende modstandsfolk. Det illegale arbejde udviklede sig i første omgang til Frit Danmarks Studentergruppe, men senere afgav gruppen også medlemmer til Holger Danske og dermed til sabotagearbejde. Debatbogen her skildrer den kreds af unge idealister, der under Anden Verdenskrig valgte modstandskampen og gennemlevede dens konsekvenser, og Jørgen Kieler gennemgår næsten time for time de forskellige aktioner, nogle succesrige, andre skæbnesvangert mislykkede.

Sådan valgte de: syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid 
Redigeret af Hans Kirchhoff, Gyldendal 2008
200 sider

Bogens gennemgående tema er valget mellem modstand og samarbejde med den tyske besættelsesmagt. De portrætterede er repræsentanter fra forskellige aktørgrupper, der spillede en stor rolle for udviklingen under krigen. I bogen er de parret, så de har samme udgangspunkt, men kæmper på hver sin side. Bogen skildrer et udpluk af de mange forskellige reaktionsmønstre under besættelsen – hvordan det både var tilfældigheder, overbevisninger, vrede og sund fornuft, der afgjorde, om man kæmpede mod, for eller bare så til fra sidelinjen.

Sabotage: da danskere gik til aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt
Andreas Skov, Documentas, 2003
175 sider, illustreret

Danmark var besat, og nu skulle der ydes aktiv modstand. Denne nationalfølelse og trang til at gøre noget drev omkring 400 danskere i modstandsorganisationen BOPA til aktiv kamp mod den tyske besættelsesmagt. Historikeren Andreas Skov baserer sin fremstilling på udsagn fra mange af de personer, der tog aktiv del i aktionerne. Hans bog om modstandsbevægelsens mange sabotageaktioner bygger således på aktionsrapporter og udsagn fra sabotører. Den beskriver samtidig hovedlinjerne i modstandsorganisationen BOPAs sabotageaktioner samt den øvrige sabotage i Danmark.

Oprør 
Andreas Skov, Documentas, 2003
188 sider, illustreret

I august 1943 var der oprør i gaderne i Odense, Esbjerg, Aalborg, Århus og en række andre byer på Fyn og i Jylland. Oprørerne blev senere kendt som Augustoprøret, der førte til, at regeringen den 29. august blev tvunget til at overlade styret af Danmark til den tyske besættelsesmagt. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, og den tyske Værnemagt overtog den danske regerings beføjelser. Mere end tre års samarbejdspolitik var slut. I denne bog har historikeren Andreas Skov interviewet danskere, der tog aktiv del i begivenhederne dengang. Herudover har han gennemgået breve, dagbøger og illegale blade. Med udgangspunkt i dette skriver han en dramatisk fortælling om en af de mest intense perioder i Danmarks historie, hvor begivenhederne på gadeplan også bliver koblet sammen med den landspolitiske situation.

9. april 
Flemming Søeborg, Documentas, 2005
187 sider, illustreret

Forfatter Flemming Søeborg fortæller her om optakten til besættelsen, de højspændte begivenheder på selve dagen og danskernes hverdag i tiden efter den tyske indmarch. Bogen bygger på beretninger, artikler, breve og øjenvidneskildringer, hvor især de højspændte dage i begyndelsen af april 1940 skildres indgående, og besættelsen følges minut for minut med nærkampene i Sønderjylland, verdenshistoriens første nedkastning af faldskærmstropper i Aalborg og Vordingborg samt landgang i København, hvor politikerne i samråd med kongen under hårde, tyske trusler og kampe uden for vinduerne på Amalienborg måtte acceptere besættelsen.

Befrielsen 
Andreas Skov og Flemming Søeborg, Documentas, 2004 
206 sider, illustreret

Den 4. maj 1945 kl. 20.36 lød befrielsesbudskabet fra BBC i de danske radioer. Kun få minutter efter var gaderne fyldt af en jublende befolkning. Danmark var atter frit, der var glæde i de små hjem, men samtidig begyndte modstandsfolkenes arbejde med at arrestere de mange såkaldte kollaboratører. Trods frihed blev denne dag en af de blodigste med mange dræbte og sårede. Andreas Skovs bog om befrielsen bygger på beretninger, artikler, breve og øjenvidneskildringer fra befrielsessommeren og skildrer stemningen i Danmark efter 5 års besættelse.

Peter-Gruppen
Frank Bøgh, Documentas, 2004
288 sider

Efter ordre fra Hitler iværksatte tyskerne fra slutningen af 1943 en modterror, der skulle søge at dæmme op for den stigende modstand i Danmark. Mest berygtet var Petergruppen. Peter-gruppen stod blandt andet bag mordet på præsten Kaj Munk, attentater mod passagertog i Østjylland med 20 omkomne og adskillige hårdt kvæstede, sprængningen af dele af Tivoli, Domus Medica, Odinstårnet i Odense og ØK-bygningen i København. Forfatteren Frank Bøgh har interviewet en lang række mennesker, hvis liv på den ene eller anden måde blev påvirket af Peter-gruppens ugerninger. Stoffet bygger også på en indgående research i politiets egne rapporter over de enkelte sager samt i de omfangsrige beskrivelser i blade og bøger, publiceret under og efter besættelsen. Bogen slutter med udførligt at skildre landsforrædernes skæbne i retsopgøret. I alt syv af Peter-gruppens danske medlemmer blev henrettet efter besættelsen.

Folkestrejken – Da hovedstaden gjorde oprør 
Rasmus Jørgensen, Documentas, 2004
175 sider, illustreret

Fra den 26. juni til 4. juli 1944 gik den københavnske befolkning i strejke. Det var en gengældelsesaktion mod tyskerne, der havde indført spærretid. Folkestrejken, som den hedder i den kollektive bevidsthed, gav genlyd i den allierede verden som det mest markante slag mod de tyske besættelsestropper i Danmark. Gaderne i København var oplyst af utallige bål, sporvogne blev væltet, butikkerne lukkede. Tyskerne svarede igen ved at sprænge dele af Tivoli i luften, mange danske sabotører blev henrettet, og omkring 700 danske civile blev såret og dræbt i urolighederne. Den danske hovedstad var i kaos. Historikeren Rasmus Jørgensen gengiver de højspændte begivenheder, som de udspandt sig i de københavnske gader. De politiske beslutninger og konsekvenser bliver belyst, og det københavnske sammenhold beskrives af de mange vidner, der oplevede de dramatiske dage.

Kim: uddrag af dagbog og brevet skrevet fra hans syttende til hans enogtyvende år
Kim Malthe-Bruun, Høst 1995 (opr. 1945)

Kim Malthe-Bruuns breve til familien, fra han var 17 år og en tænksom iagttager af verden omkring ham, til han blev taget som frihedskæmper og sad i fangenskab, indtil han blev henrettet af tyskerne

Opslagsværker

Gads leksikon: Hvem var hvem 1940-1945 
Redigeret af Hans Kirchhoff m.fl., Gads Forlag, 1994

Dette leksikon er blevet til med hjælp fra omkring 50 forskere, der tilsammen har udarbejdet værkets cirka 500 biografier. Bogen rummer således størstedelen af den personkreds, der på den ene eller den anden måde har spillet en rolle i besættelsestiden.

Gads leksikon om Dansk besættelsestid 1940-1945 
Redigeret af Hans Kirchhoff m.fl., Gads Forlag, 2002

Det bedste og mest dækkende opslagsværk om besættelsen, skrevet af omkring 50 af landets dygtigste forskere, der tilsammen har udarbejdet de over 400 opslag og illustrationer. Bogen samler i leksikal form besættelsesårenes historie, personer og begivenheder og beskriver såvel de økonomiske som de sociale forhold, danskerne levede under – både de, der arbejdede for og imod tyskerne.

Besættelsen dag for dag 
Rasmus Jørgensen, Aschehoug 2004

Denne opslagsbog giver et godt overblik over besættelsen i Danmark 1940-1945 med fokus på både de militære og politiske begivenheder. Desuden indeholder bogen en oversigt over de væsentligste begivenheder i det dansk-tyske forhold fra den tyske besættelse til udviklingen i Danmark efter befrielsen og frem til valget i oktober 1945.

Skønlitteratur

De nøgne træer 
Tage Skou-Hansen, Gyldendal, 1996

Tage Skou-Hansens roman, der udkom første gang i 1957, er stadig en af de mest læste romaner om besættelsestidens Danmark. Romanen foregår i Århus fra december 1943 til oktober 1944, fra træerne er nøgne, til de er ved at blive det igen. Den er en fortælling om dansk ungdom under Anden Verdenskrig. Bogens hovedperson, Holger Mikkelsen, er en ung, lidt naiv, nybagt student, der bliver involveret i en århusiansk modstandsgruppe. Bogen rummer både spænding i form af modstandsgruppens aktioner, der også fører død og ulykke med sig, og kærlighed – endda forbudt kærlighed mellem Holger og Gerda, der er gift med modstandsgruppens leder Christian.

Frydenholm 
Hans Scherfig, Gyldendal, 1962

Bogens omdrejningspunkt er den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45. Særligt fokus er der på såvel regeringens som den jævne danskers holdning til besættelsen og samarbejdspolitikken. Det er især historien om de danske kommunisters skæbne under Anden Verdenskrig. To faktiske begivenheder ligger til grund for romanen fra 1962: interneringen af fremtrædende danske kommunister efter angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941 og den grundlovsstridige lov, der med tilbagevirkende kraft forbød al kommunistisk virksomhed. Vi følger begivenhedernes konsekvenser for Martin Olsen, der sidder i en tysk kz-lejr, og for hans familie hjemme på godset Frydenholm på Sydsjælland.

Kridtstregen 
Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1976

'Kridtstregen's handling udspiller sig i de sidste fire måneder af Anden Verdenskrig, hvor vi følger to hjemvendte Frikorps Danmark-folks flugt både fra modstandsfolk og SS. Hovedpersonerne Hardy Bunken og Bertel Kratholm går i tjeneste hos tyskerne, Hardy fordi han er efterlyst i Aalborg i forbindelse med mordet på en servitrice, og Bertel fordi han er stærkt inspireret af sine forældres fascination af nazismen. Hardy og Bertel kommer tilbage til Danmark for at gøre tjeneste i en lille sydsjællandsk by, men nytårsnat 1945 beslutter de sig for at desertere og søge mod deres hjemegn i Vendsyssel.

Drengene fra Sankt Petri 
Bjarne Reuter, Gyldendal, 1991

'Drengene fra Sankt Petri' handler om en drengegruppe fra Aalborg, der danner en hemmelig klub med det formål at gøre Værnemagten til grin. Den foregår i perioden sommeren 1942 til vinteren samme år. De to brødre, gymnasieeleverne Gunnar og Lars Balstrup, har dannet en gruppe sammen med to af Gunnars klassekammerater – gruppen, der siden er blevet kendt som Churchill-gruppen. De holder til på loftet af Sankt Petri Kirke, hvor deres far er præst. Gruppens modstand mod tyskerne består til at begynde med mest af drengestreger, såsom at stjæle nummerplader, skråhuer og vimpler, men tingene udvikler sig fra drengestreger til livsfarlig sabotage. Bogen handler også om Lars’ forelskelse i Gunnars kæreste, Irene. Hun gengælder hans følelser, og det giver samvittighedsnag.

Om så det gælder
Hanne Richardt Beck, Gyldendal, 2007

'Om så det gælder' er en historie om de hemmeligheder og løgne, vi har for os selv og vores nærmeste, og om de afgørende valg, vi træffer i livet. Samtidig er det en roman om vores kollektive fortællinger om vindere og tabere, om besættelse og kærlighed. Søskendeparret Viggo og Vita med den socialdemokratiske baggrund flytter i 1933 fra Nørrebro til Brønshøj, hvor de møder rigmandssønnen Max. I 1940'erne går Vita og Max ind i det illegale arbejde med fatale følger.

Besættelse
Benni Bødker, Carlsen, 2005

'Besættelse' foregår under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. Det er både en spændende roman om sabotage og modstandskamp og en skildring af, hvordan det er at vokse op i en nazistisk familie og ikke anskue alting i sort-hvid. Hovedpersonen Jesper er stolt af sin storebror, der kæmper i tysk uniform som frivillig på Østfronten. Men alt forandres, da Jesper en dag snyder sig til at læse et uhyggeligt brev fra broren, som ikke har været igennem den tyske feltcensur. Jespers far er nazist, og derfor er de blevet nødt til at flytte til en lille provinsby, hvor ingen kender dem. I Jespers nye skole møder han en flok spejderdrenge, der gerne vil være modstandsfolk. Og med en pistol fra en tysk officer kan meget pludselig lade sig gøre. Jesper har fået nok af løgn, afmagt og drengesteger. Han vil gøre noget, og han slutter sig til en modstandsgruppe.

Om filmen

Flammen & Citronen – bag om Ole Christian Madsens besættelsesdrama
Christian Mongaard

Christian Monggaard, der til daglig arbejder som filmanmelder på dagbladet Information, har fulgt tilblivelsen af 'Flammen & Citronen'. Det er blevet til denne bog, som er udgivet sammen med filmmagasinet EKKO #40 (februar 2008). Bogen følger hele processen med at lave filmen og rummer bl.a. interviews med instruktøren, manuskriptforfatteren og flere af de medvirkende. Bemærk, at bogen ikke er tilgængelig i almindelig handel – den kan udelukkende fås sammen med EKKO #40. Se www.ekkofilm.dk.

Her finder du flere oplysninger om filmen og de historiske begivenheder og personer.

https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/besaettelsestiden-1940-1945/flammen-og-citronen/
Frihedsmuseets websted om de virkelige personer bag filmen.

http://www.befrielsen1945.dk
Stort websted om Danmarks befrielse og tiden under besættelsen er beregnet til undervisning i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser. Webstedet er udarbejdet i anledning af 60-året for befrielsen

http://www.besaettelse-befrielse.dk
Internetleksikon om Danmark under besættelsen og befrielsen. Siden henvender sig til folkeskolens ældste klasser, ungdomsuddannelserne og til den alment interesserede.

http://www.besaettelsen.dk
Danmark 1940-45 er et netbaseret undervisningsmateriale om besættelsestidens Danmark. For at få adgang til materialet, skal man købe et log-in. Hjemmesiden henvender sig primært til 7.-10. klasse og kan bruges i historie, samfundsfag og dansk samt engelsk, tysk, matematik, religion og geografi.