Dokumentarfilmen 'Hjerter Dame' følger den tidligere kontorassistent Lizette Risgaard, fra hun bliver valgt som formand for LO og dermed for knap en million lønmodtagere i Danmark. De sidste tyve år har LO oplevet medlemsflugt, og fagbevægelsens historiske betydning for det danske arbejdsmarked er truet. Det er denne onde cirkel, Lizette Risgaard har til opgave at bryde. Og det tror hun på, at hun kan. Lizettes kamp på både de ydre og indre linjer bliver vist, og der skal træffes vigtige beslutninger, som sender fagforeningslederen ud i et stormvejr blandt sine egne medlemmer.
Filmens producent, Hansen & Pedersen Film & Fjernsyn, har produceret et omfattende undervisningsmateriale til fagene dansk, historie og samfundsfag – både i folkeskolen og gymnasiet.
Undervisningsmaterialet tager sit udgangspunkt i filmen og når derfra videre ud i fagbevægelsens historie, går i dybden med arbejdsmarkedspolitik, den danske model, platformsøkonomi, dokumentarfilmsanalyse og meget mere.
Materialet er udviklet af Johannes von Folsach og er designet og tilrettelagt af Natasia Pedraja Hove for Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn. Se det her: