Josefines bondegård

'Josefines Bondegård' er en dokumentarserie, som består af syv film af 15 minutters varighed. Hovedpersonen er den 7-årige Josefine. Hun er en energisk og foretagsom pige, der bor sammen med sin familie; mor, far, storebrødre, storesøster, morfar og mormor på en bondegård på Fyn. Familien vil gerne være helt selvforsynende, og derfor oplever Josefine meget, som andre børn ikke gør. Der skal laves en mudderpøl til de nye smågrise, den nyfødte ged skal have sutteflaske, og kaninerne skal slagtes. 

Filmens producent Made in Copenhagen har udarbejdet et undervisningsmateriale til filmserien. Materialet bygger på en dialog mellem underviser og elev. Det består af et ark med forslag og inspiration til spørgsmål til hvert afsnit. Materialet er derfor tilrettelagt således, at man først ser filmene for derefter at tale sammen i klassen. Fokus er på produktionen af henholdsvis grise, geder, kyllinger – fra fødsel til slagtning. De syv film kan ses her på Filmcentralen.

OBS. Vær opmærksom på, at flere af filmene i serien har en 7-årsgrænse fra Medierådet for Børn og Unge – blandt andet på grund af scener, hvor dyrene slagtes. Det kan virke voldsomt på de yngste elever. Vi opfordrer til, at lærerne ser filmene igennem, inden man ser den med eleverne. Så man kan forbereder sig på, hvordan disse ting skal behandles i klassen, så alle elever får en god oplevelse ud af det. 

Læs artikel om 'Josefines Bondegård'

Undervisningsmateriale

Du finder materialet fra producenten her: Josefines bondegård

Bondegårdens dyr

Der findes også et andet materiale på Filmcentralen med fokus på livet på landet. Materialet hedder 'Bondegårdens dyr' og tager udgangspunkt i tre dokumentarfilm instrueret af Adam Schmedes om henholdsvis koen, grisen og fåret. De to materialer og de tilhørende film supplerer hinanden fint.

Du finder materialet her: Bondegårdens dyr

Film