"Valgaften". Kortfilm, 12 min. Instruktion: Anders Thomas Jensen, 1998

Novellefilmen ”Valgaften” stiller, med et glimt i øjet, spørgsmålstegn ved den politiske korrekthed og ved, hvem der egentlig er racist. Velegnet som provokerende introduktion til emnet. Filmen er desuden god til at eksemplificere fiktionsfilmens fortælleformer, som netop går igen i dokumentarfilmene.

"Lykketoft finale". Dokumentarfilm, 58 min. Instruktion: Christoffer Guldbrandsen, 2005

I februar 2005 følger instruktøren Socialdemokratiets Mogens Lykketoft og hans umulige valgkamp mod Anders Fogh Rasmussen. Hans sammenstød med pressen og mislykkede forsøg på at få sine budskaber ud gennem medierne.

"Why Democracy? – Stem på mig!" Dokumentarfilm, 52 minutter. Instruktion: Weijun Chen, 2007. Kina.

Filmen skildrer et eksperiment med, hvordan demokratiet ville blive modtaget, hvis det kom til Kina. En klasse skal have ny duks. Denne får magt til at være lærerens højre hånd og fx skælde ud og bestemme over de andre elever. Hvem bliver valgt? Filmen vandt Billed-Bladets TV-Oscar i marts 2008.

"Stem på mig!" er én ud af i alt ti internationale dokumentarfilm i serien »Why Democracy?«, der tager pulsen på demokratiet kloden rundt. Læs mere Why Deocracy - ti film om demokrati (gymnasiemateriale), hvor du også kan finde de øvrige ni film, der kan ses her på Filmcentralen. Du kan også læse mere på projektets egen hjemmeside: www.whydemocracy.net.

"Mig og Naser – hvor svært kan det være?" Dokumentarfilm, 48 min. Instruktion: Cathrine Marchen Asmussen, 2007.

”Jeg er dansk statsborger, jeg bor i Danmark og betaler skat, er muslim og anerkender demokratiet.” Amina Ahmed bliver medlem af foreningen Demokratiske Muslimer, stiftet af Naser Khader, der på det tidspunkt var medlem af partiet Det Radikale Venstre. Hun kommer i et personligt dilemma. Koranen er hellig for Amina, og Naser, er ikke helt den, hun troede.

En dokumentarfilm, som var genstand for en del kontroverser i forbindelse med dens brug af ”iscenesat virkelighed”.

"Den hemmelige krig". Dokumentarfilm, 59 min. Instruktion: Christoffer Guldbrandsen, 2006

I begyndelsen af 2002 blev danske specialstyrker sendt til Afghanistan for at deltage i krigen mod terror. Filmen undersøger hvorvidt politikerne vidste, at danskernes afghanske krigsfanger ikke nødvendigvis blev behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionen.

Filmen sætter fokus på dansk selvforståelse og regeringens og forsvarets håndtering af Danmark som krigsførende nation. En af de seneste års mest kontroversielle danske dokumentarfilm.

"Kampen om kemikalierne". Dokumentarfilm, 40 min. Instruktion: Lars Feldballe Petersen, 2008

Er lobbyisme en trussel mod eller en uundværlig del af et moderne demokrati? Filmen giver et sjældent indblik i kampen om magten i EU og følger to lobbyister, der kæmper om den socialdemokratiske EU-politiker Dan Jørgensens stemme om en ny kemilov. Dan Jørgensen er den eneste danske politiker i EU's miljøudvalg. Vi følger også kemikalieindustriens multirige hovedorganisation mod Henrik Pedersen fra Greenpeace, der ikke er bange for at overtræde love og regler for at få sit budskab igennem.

"Vores lykkes fjender". Dokumentarfilm, 59 min. Instruktion: Eva Mulvad, 2006

Malalai Joya er en 28-årig kvinde fra Afghanistan i valgkamp i 2005. Under et politisk møde kritiserer hun den afghanske overgangsregering og det patriarkalske samfund. Hun bliver berømt og forhadt, og modstanderne vil dræbe hende. Kan hun blive valgt?

”Vores lykkes fjender” er optaget under vanskelige omstændigheder og handler om personligt mod til at forandre verden og gå foran. Malalai Joya, nu politiker i Afghanistan, modtog på Berlin Filmfestivalen 2008 Den Internationale Menneskerettighedspris af Amnesty International og Cinema for Peace.

Demokrati (græsk): folkestyre, i modsætning til diktatur (…). I demokratiet har borgerne afgørende politisk indflydelse; de er frie og ligeberettigede.

(Nudansk ordbog)

Demokrati er ikke blot en styreform. Demokrati er samtale. Det er en måde at handle på og en måde at omgås andre mennesker på, hvor respekten for individet, fællesskabet, omgivelserne og samfundet er helt centralt. Og hvor fordommene lader sig udfordre, og argumenterne flytter holdninger.

Citat: Hal Koch, Dansk Ungdoms Fællesråds (DFU) stifter.

Danmarks demokrati er indrettet ved, at vi vælger 179 politikere til at repræsentere os i Folketinget. Politikernes love er underordnet Grundloven, som ikke kan laves om uden videre.

Vi stemmer politikerne ind i folketinget. Og undlader at stemme på dem igen, hvis vi ikke synes, at de er gode politikere.

 Valg og afstemninger

Med jævne mellemrum er der nyt folketingsvalg, enten fordi det er tid, eller fordi der udskrives valg af den siddende regering.
Op til et valg er alle mennesker, der ønsker at komme i Folketinget, ude på gader og stræder og til møder på skoler og arbejdspladser for at argumentere for deres sag og gå i dialog med vælgerne om, hvorfor man skal støtte netop deres parti og vælge netop dem som politikere til Folketinget. Det sker dog også, at der afholdes folkeafstemninger, hvor man direkte vælger at stemme for eller imod en lov.

Danmarks styreform

Danmark har gennem sin lange historie haft flere forskellige styreformer. Overgangen fra den ene styreform til den anden er stort set forløbet fredeligt. Danmark har ikke haft nogen egentlige revolutioner. Den nuværende styreform kaldes indskrænket monarki, hvor kongen eller dronningen stadig formelt er landets statsoverhoved. Men det er de folkevalgte politikere, der reelt styrer landet gennem lovgivning. Som man siger: ”Med lov skal land bygges”.

Grundloven er den øverste lov i Danmark

Folketinget skal respektere grundloven og kan ikke vedtage love, der strider mod grundloven. Grundloven fastsætter de vigtigste spilleregler for det nationale demokrati i Danmark. Grundloven sikrer og beskytter desuden flere grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det drejer sig blandt andet om retten til frit at give udtryk for sine holdninger (ytringsfrihed), retten til at mødes med andre (forsamlingsfrihed) og retten til at danne foreninger. Grundloven beskytter også den personlige frihed, religionsfriheden, ejendomsretten og privatlivets fred. Frihedsrettighederne beskytter således den enkelte borger og mindretallet imod, at flertallet misbruger sin magt.

Der er i Danmark en stærk tradition for lokalt demokrati og selvstyre

Det lokale selvstyre har dybe rødder i den danske historie. Det giver os borgere (børn, forældre, beboere eller medarbejdere) mulighed for at være med til at bestemme og få indflydelse på ting, der vedkommer vores hverdag i kommunen, skolen, hvor vi bor (fx i en boligforening) og i udvalg på arbejdspladsen eller i elevrådet.
Det danske folkestyre består af mange forskellige mennesker og organisationer, for eksempel LO (fagforeningernes hovedorganisation) og Dansk Arbejdsgiverforening, erhvervs- eller græsrodsorganisationer, fx Greenpeace, der hver med deres roller, holdninger og interesser er inddraget i det politiske liv.

Danmark er med i mange former for internationalt samarbejde

Danmark er medlem af Den Europæiske Union (EU) og flere andre internationale organisationer som for eksempel FN og NATO. På den måde får Danmark indflydelse på forhold, der angår mange andre lande. Men andre lande er omvendt også med til at bestemme lovgivning, der får betydning i Danmark. (Kilde: Ny i Danmark, lærebogsmateriale til indfødsretsprøve, Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, 2009.)

Medierne i demokratiet

De første moderne danske aviser udkom i 1700-tallet. Avisen Berlingske Tidende, som stadig eksisterer, udkom første gang i 1749. I begyndelsen bragte aviserne mest informationer fra staten samt nyheder og annoncer fra de handlende. Efter at censur på aviser blev afskaffet i Danmark med grundloven i 1849, voksede den frie presse hurtigt. Mange nye aviser opstod, og de begyndte at udkomme hver dag i stedet for én gang om ugen.

I dag har vi mange slags medier, der dækker nyheder og aktuelt stof om samfundet; udover aviserne har vi (avisernes og andres) nyhedsdækning på nettet, tv, radio, dokumentarfilm og – programmer, sms-kæder (fx Amnesty Lifeline, hvor man kan sende en ”underskrifts-sms” og støtte en aktuel sag), e-mails, Facebook, MySpace, Twitter, blogs osv.

Demokratiet og medierne er altså uløseligt forbundet. Det er medierne, der formidler, hvordan det står til med demokratiet. Men medierne er også i indbyrdes konkurrence og kæmper om borgernes opmærksomhed. Det kræver, at medierne hurtigt kan udtrykke sig i enkelte, letforståelige vendinger og bruger i øjenfaldende billeder og metoder, der kan vække vores nysgerrighed.

Disse krav former formidlingen af den enkelte nyhed (og fx også en dokumentarfilm). Konsekvensen kan være, at demokratiet kan komme til at lide under, at medierne skal sælge det som ”en vare”. For demokratiet er hverken enkelt, hurtigt eller iøjefaldende, nødvendigvis. Det er meget detaljeret, langsommeligt og måske endda lidt småkedeligt set udefra. Det er derfor vigtigt at være en aktiv del af samfundet og være med der, hvor beslutningerne træffes både i det store og det små. For hvis demokratiet kun er noget, man læser om og holder sig lidt udenfor, så får man aldrig den fulde historie med om, hvordan samfundet står til.

I stigende grad bruger dokumentargenren – herunder også aktualitetsprogrammer som f.eks. tv’s nyhedsprogrammer – de fiktive films virkemidler.
De fanger og fastholder beskuerens interesse og gør os nysgerrige på, hvordan det går hovedpersonen og hvordan filmen ender. Vi ser filmen færdig og zapper ikke så hurtigt videre til andre måske mere letfordøjelige og underholdende kanaler og programmer.

Disse virkemidler kræver dog, at filmen bliver bygget op om en historie, fx som en konflikt mellem ”de gode” og ”de onde”. Og det kræver, at instruktøren og journalisten tager stilling til, hvem de mener er de gode og de onde i den og hin sag. For det meste er det fint nok, at instruktøren har taget stilling til dette, men indimellem konstrueres virkeligheden så meget, at man næsten ikke kan finde ud af, om det er fiktion eller dokumentar/dokumentation. Det tager overhånd, eller gør det? Er der bare tale om at acceptere en ny genre, man kunne kalde dokufiktion?

Fiktion kontra fakta – den iscenesatte virkelighed

Den iscenesatte virkelighed møder vi i fiktionsfilm, men vi møder den altså også i dokumentarfilm.

Det kan godt være, at fiktionsfilm beskriver noget, der måske virkeligt er sket engang, og at dokumentarfilmen fortæller noget sandt om en virkelig sag, men de er stadig begge fortolket af en instruktør eller en journalist, som har haft sit personlige og særlige budskab med filmen. Dette beskriver han eller hun i et væld af billeder, farver, lyd, musik og handling, som vi andre lever os ind i. De fortolker virkeligheden og fremstiller den ofte ret ensidigt. Desværre glemmer vi at være bevidste om det, fordi filmen er så godt lavet.

Da vi bl.a. danner vores meninger om livet på baggrund af medierne, både tv og film (fiktion- såvel som dokumentarfilm), skal vi lære mediernes tricks at kende. Fx tænker vi ikke altid lige over, om det, vi har set, virkeligt er sket, eller om det er noget, som instruktøren har iscenesat for os. Det er altså en iscenesat virkelighed og ikke nødvendigvis hele sandheden.

En tilfældig forbipasserende på Strøget filmer en gruppe seje breakdancere med sin mobiltelefon. En tilskuer bliver revet med af stemningen, mens danserne skiftes til at overgå hinanden med vilde tricks, indtil en af dem skiller sig ud med et særligt vildt ét. "Crazy Breakdancer på Strøget" er produceret til ”viral” distribution, dvs. bruger-tilbruger-distribution via Internettet og mobiltelefoner.

Opgave

I klassen:

• Diskuter hvad I tror, der virkeligt er sket, og hvad der er iscenesat i ”Crazy Breakdancer på Strøget”.
• Hvad gør filmen så interessant, at folk får lyst til at sende den rundt til hinanden af sig selv?
• Tal om hvor I møder levende billeder i jeres egen hverdag (udover på tv)? Giv eksempler på billeder, som, I var i tvivl om, var iscenesat. Kom med eksempler fra tv, hjemmesider eller noget I har fået tilsendt på jeres mobiltelefon.
• Beskriv hvordan, I synes, den enkelte bør forholde sig til et filmklip, der sendes rundt via mobilen. Tænk fx på filmklip, der dokumenterer kriminelle handlinger, som fx overfald eller overgreb, og hvor afsenderen er ukendt?

identificere, (af latin: identificare, af idem + -ficere At identificere betyder at leve sig ind i andres tanker og handlinger. Nogen gange kan man næsten føle, at man er blevet ét med den anden, fordi man føler og tænker på denne persons vegne.

Filmiske virkemidler og berettermodellen

Illustration: Filminstituttet

Berettermodellen er en model for, hvordan man kan fortælle en god historie. Det er sådan set lige meget hvilken type film af dem, vi normalt ser i biografen eller på tv, man vælger. Fiktions- og dokumentarfilm er tit bygget op på samme måde.

Overordnet gælder det, som berettermodellen også viser, om at øge spændingen i filmen, som tiden skrider frem. Både ved hjælp af klip, lyd og musik, eller ved at indføre en tredje person. Lykkes filmen ikke med at holde os fanget, så zapper vi jo bare over til noget andet.