Maria er 17 år og arbejder på en fabrik, hvor der bindes blomsterbuketter. Hendes job består i at fjerne tornene fra rosernes stilke, og den ikke fyrstelige løn går udelukkende til at forsørge mormor, mor og søster samt sidstnævntes spædbarn. Familien har således ikke meget at rutte med, men lever heller ikke i direkte fattigdom i et lille samfund nær Bogotá i Colombia.

Maria har et halvhjertet forhold til vennen Juan, og en dag fortæller hun ham, at hun er gravid. Juan foreslår, at de gifter sig og stifter en traditionel familie, men Maria har andre planer. Hun ønsker sig meget mere af livet og siger sit job op. Hun slår også op med Juan og hægter sig derefter på Franklin, som hun har mødt på et dansested, og som siger, at han kan skaffe hende er arbejde. Det viser sig, at jobbet går ud på at rejse til USA som narkokurer. Maria er i syv sind, men lokket af de hurtigt tjente penge, indvilger hun i at prøve. Hun fortæller dog ingenting hjemme, men lyver og siger, at hun har fået arbejde i den lille by Chinquiraquin. Maria tilbydes fem tusind dollars for hver rejse.

Før sin første tur må Maria træne i at sluge vindruer, der er på størrelse med de kapsler med narkotikapulver, som en kurer skal nedsvælge - på fastende mave - inden afrejsen til New York. Maria lærer en anden kurer, Lucy, at kende, og Lucy advarer hende: Maria skal nøje kontrollere, at kapslernes gummiovertræk er intakt. Hvis det går i stykker, er det som at få en dødbringende overdosis. Af arbejdsgiveren Javier får hun det råd at klæde sig pænt på, men ikke overdrive. Hun skal syne anonym og ikke vække opmærksomhed på rejsen. Med på den første tur er ud over Maria og Lucy også Marias veninde Blanca, en usikker og nervøs pige som ser en chance i at mænge sig med de andre kurerer. På flyet begynder Lucy at få det dårligt, og stemningen er trykket blandt pigerne, der bliver endnu mere bange, da flyet lander, og de skal gennem tolden på JFK-lufthavnen i New York. En af kurererne bliver opdaget og føres bort i håndjern, og toldpersonalet fatter også mistanke til Maria og forhører hende. Hun rabler de tillærte fraser af sig - hun skal besøge en søster og har sparet sammen til rejsen - men tolderne tror ikke på hende og tager en urinprøve. Den viser, at Maria er gravid, og derfor vil de ikke røntgenfotografere hendes mave, da det kan skade fostret. Maria slippes fri.

Udenfor lufthavnen venter to mænd i en bil, og de tager hårdhændet Blanca, Lucy og Maria med til et beskedent hotelværelse, hvor pigerne skal være, indtil alle narkotikakapslerne er kommet ud 'den naturlige vej'. Men Lucy får det værre og værre og føres bort af mændene. Maria og Blanca flygter skræmte ud i storbyen, hvor de hverken kan tale sproget eller ved, hvad de skal gøre. De har taget narkotikaen med sig, og den ved de heller ikke, hvad de skal stille op med. Men Maria tager føringen og opsøger Lucys søster Carla i bydelen Queens. De får lov til at bo hos hende et par dage.

På en spadseretur i kvarteret får Maria øje på en klinik for vordende mødre. Hun tigger sig til en tid og får foretaget en ultralydsundersøgelse. Da Maria ser konturerne af barnets lille krop og hører det bankende hjerte, spreder der sig et smil over hendes ansigt. Carla, som selv er gravid, fortæller hende, at der er langt større muligheder for Maria i USA. Carla savnede i begyndelsen meget sin familie i Colombia, men var meget stolt, da hun kunne sende penge hjem til slægten.

På et kontor i Queens arbejder Don Fernando som en slags rådgiver og problemløser for colombianere i området. Han får øje på Blancas taske med narkotikakapsler, og derefter kommer hele historien frem i dagens lys. Lucy er død. Hendes lig er fundet med maven sprættet op. Da Carla får nyheden om lillesøsteren, bliver hun fortvivlet og anklager Maria og Blanca for at have løjet for hende.

I desperation ringer Maria til mændene fra hotelværelset og giver dem sammen med Blanca alle narkotikakapslerne. De får efter en del snakken frem og tilbage deres penge, men ikke Lucys andel. Maria betaler derfor halvdelen af sin andel - 2.500 dollars - til Don Frenando, så han kan arrangere, at Lucys lig bliver transporteret hjem til Colombia. Maria møder Carla ved Lucys kiste, og der finder en slags forsoning sted.

Nu kan Maria og Blanca rejse hjem, men i lufthavnen, netop som Blanca har passeret sikkerhedskontrollen, ombestemmer Maria sig. Hun vil blive i New York og søge lykken og en fremtid blandt andre colombianere i Queens.

Situationen i Colombia ligner efter 2002, hvor en skrøbelig våbenhvile brød sammen, nærmest en konstant krigstilstand. Forskellige såkaldte marxistiske guerillastyrker bekriger både hinanden og regeringen. Der er tale om en slags trefrontskrig, som har stået på med forskellig intensitet siden 1950'erne, og som er forværret gennem 1980'erne, hvor kokainkartellerne voksede i styrke og indflydelse. En kombination af svage regeringer, store regionale og kulturelle forskelle og store penge i omløb er blandt hovedårsagerne til landets politiske ustabilitet. Den tredje part i krigshandlingerne består af forskellige paramilitære grupper på den yderste højrefløj, som gennem årene er vokset frem af jordbesiddernes livvagtsstyrker.

Colombias præsident hedder Alvaro Uribe, og han kom til magten på løfter om at få landet bragt på fode og om at bekæmpe de upopulære guerillaer. Uribe beskrives som en hårdhændet højrepolitiker, som håndterer landet som sin egen private hacienda med fuld støtte fra USA. Der er stærk mistanke om, at såvel militær som politi både er allierede med og delvis finansieret af forskellige narkosyndikater.

Da den venstreorienterede politiker Hugo Chavez vandt frem i Venezuela og socialisten Lula da Silvas i Brasilien samt Ricardo Lagos i Chile, mærkedes en vis nervøsitet i USA's politik over for et sydamerikansk scenario, der kan minde om 1970'ernes vestreorienterede periode.

Af Colombias omkring 45 millioner indbyggere lever ifølge FN-organet UNHCR's beregninger tre millioner som såkaldte 'interne flygtninge', der mestendels er folk fra landsbyerne, som krigen bringer på flugt. Af disse bliver 30 procent af kvinderne gravide, før de når voksenalderen.

De forskellige guerillagrupper kontrollerer cirka 40 procent af Colombias areal. FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia) blev grundlagt af bønder i 1965 ud fra en kommunistisk ideologi, og bevægelsen blev direkte støttet af Sovjetunionen. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev FARC mere og mere isoleret og kriminaliseret og beskæftiger sig nu med kidnapning og afpresning for at få finansieret sine aktiviteter. Civile bønder er de første, som bliver ofre for den udbredte vold i samfundet.

USA, der modtager de største mængder af narkotika, fører en politik, som går ud på at ramme produktionen af kokaplanter, men gør ikke så meget ud af at bekæmpe distributionen og selve kokainfabrikationen. I 'Plan Colombia' er der afsat 150 millioner dollars til at sprøjte med gift og afbrænde kokamarkerne, hvilket har medført, at mange bønder mister deres udkomne og havner i socialt uføre. Giften, som bruges - Glyfosfat - er også så kraftig, at den skader miljøet i blandt andet Amazonas, hvortil den føres via grundvandet.

Selve dyrkningen af kokaplanter har en lang, kulturelt betinget historie i Colombia. Plantens blade tygges af de fattige for at holde sulten for døren, og bjergbefolkningen behøver kokablade for at kroppen bedre kan optage ilt i de højt beliggende terræner. Kokaplanten har altså en kulturel betydning, og der er først ved kokainfabrikationen, at den bliver til et stærkt vanedannende narkotikum. Den er ved siden af kaffe, olie, bananer og guld Colombias største eksportvare.

I Colombia har såvel den skrevne presse som tv-stationerne svært ved at fungere og tage ansvaret som den 'tredje statsmagt'. Ifølge den britiske nyhedsstation BBC er 120 journalister blevet myrdet i 1990'erne for at skrive om narkohandel og korruption.

Colombia er på mange måder et typisk sydamerikansk land, der efter en positiv udvikling i 1950'erne er havnet i en nedadgående spiral på grund af krig og dybe sociale og økonomiske forskelle i befolkningen. Den rolle, som USA har spillet i 'sin baggård', har også været genstand for kritik.

• Del klassen i grupper, som alle får til opgave at undersøge forskellige sider af Colombias økonomiske situation og sociale forhold.
• Hvordan er landet? Hvor stort er det, og hvor mange indbyggere har det? Hvordan er klimaet? Hvilke råstoffer og afgrøder findes der?
• Hvordan er regeringsform og økonomi? Hvilke problemer er der? Hvordan kunne landets problemer løses? Hvad kunne man starte med? Opstil nogle konkrete forslag.

Grupperne fremlægger deres tanker og løsningsforslag til et forbedret Colombia i klassen, og arbejdet kan slutte med, at klassen udgør FN's nationalforsamling, som i god demokratisk ånd stemmer om ti udvalgte forslag til ændringer i Colombia.

For Maria og andre unge i hendes situation er det indlysende at tænke på at emigrere fra Colombia. De fattige har kun få udsigter til at forandre deres livssituation i et samfund, hvor tal fra UNHCR viser, at kløften mellem fattig og rig er blandt de største i verden.

Tag en snak i klassen om Marias liv i Colombia.

• Hvordan bor hun? Hvilke arbejdsmuligheder har hun? Hvordan er hendes fremtidsudsigter?

Maria efterlader sin mormor, mor og søster i Colombia for selv at søge lykken i USA. Snak videre om Marias valg.

• Svigter hun sin familie? Eller gør hun ret i at tænke på sin egen fremtid? Og sit kommende barn?

Snak også om, hvordan det videre går for Maria i USA. Og hvordan vil det gå Blanca videre i livet? Skriv en tekst i jeres hæfter om, hvilke problemer, sorger og glæder Maria møder i USA. I kan forestille jer, at der gået et år, og Maria er blevet mor.

• Hvordan bor hun? Hvor får hun penge fra? Hvem passer hendes barn?

Tekstens overskrift kunne være 'En dag i Marias liv'.

Samtidig med at man ser filmen "Maria Full of Grace" eller læser dette undervisningsmateriale, sidder der måske andre Maria'er med narkokapsler i maven på et fly på vej til USA. Eller der er mindreårige piger, som kynisk udnyttes seksuelt på sex-markeder i det rige vesten. Eller småbørn, der fletter måtter eller udfører andet slidsomt arbejde for en parodisk løn. Blot for at vi i vesten kan leve et liv i sus og dus.

Det rige vesten er et informationssamfund, som set fra et historisk perspektiv er enestående rigt og tilgængeligt. Alligevel vil nogle muligvis med rette mene, at vi ved forholdsvis lidt - eller vælger ikke at vide noget - om, hvordan andre mennesker især i u-landene lever.

• Snak i klassen om uligheder i verden. Hvad skyldes ulighederne? Lav en liste på tavlen over de hovedårsager, der skaber en ulige verden.
• Snak derefter om, hvad man kan gøre ved situationen. Hvad kan man for eksempel gøre som enkelt individ? Hvad skal der til for at skabe en retfærdig verden?
• Skriv en tekst i jeres hæfter, der handler om en retfærdig verden. Tekstens overskrift er 'Utopia'.