Introduktion til filmen
'Skammerens datter' handler om Dina, der til sin store fortrydelse har arvet sin mors overnaturlige evner som skammer. Hun kan se direkte ind i andre menneskers sjæl og få dem til at skamme sig. Da fyrstesønnen Nicodemus bliver uretmæssigt anklaget for mordet på sin egen familie, lokkes Dinas mor til Dunark for at få ham til at bekende. Da moren ikke kan afsløre hans skyld, bliver hun taget til fange. Det er nu op til Dina at finde den sande morder og få sat moren fri. Pludselig kastes hun ud i et hæsblæsende eventyr med drager, magi og livet som indsats.
Kort om undervisningsmaterialet
Undervisningsmaterialet til 'Skammerens datter' giver en enestående mulighed for at komme bag om filmens tilblivelse. Her er både filmklip, lydklip, optagelser fra castingen og hele 42 videointerviews med holdet bag filmen. Desuden er der masser af flot visuelt materiale, som er blevet brugt under filmens tilblivelse.
Ved at få indblik i filmens produktion kan eleverne tilegne sig en stor filmfaglig viden. Det gør dem bedre i stand til at vurdere 'Skammerens datter' og andre film som håndværk og kunstnerisk udtryksform.
Undervisningsmaterialet retter sig mod 5.-9. klasse. Materialet er så stort, at læreren skal vælge de opgaver, der giver mening for ens elevgruppe og fag. Se mere under 'Om undervisningsmaterialet'.
Materialet er skrevet i overensstemmelse med Fælles Mål 2014 og lavet i samarbejde med produktionsselskabet Nepenthe Film.
Dette materiale er skrevet af Rasmus og Mette Welling, april 2015