Storm Lærer

Hjem
  • Til læreren
  • Filmens handling
  • Venskab og mobning
  • Hemmeligheder og løgne
  • Misrøgt og afpresning

Til læreren

12-årige Freddie bor sammen med sin far. Moren er død, og faren arbejder om natten som politibetjent. Heldigvis har Freddie naboen fru Andersen, som holder humøret oppe. I skolen bliver han mobbet af nogle andre drenge fra klassen – bare fordi han er gode venner med Anna. En dag møder han hunden Storm, der bliver mishandlet af sin ejer. Det bliver begyndelsen på en hæsblæsende historie om pengeafpresning, løgne og venskaber.

'Storm' beskæftiger sig med relevante temaer som venskab, modgang, mobning, hemmeligheder og løgne. Samtidig slår filmen et slag for ikke at give op overfor ondskab og uretfærdighed. Således anerkender filmens tematik barnets dømmekraft og støtter op om at bekæmpe uretfærdigheder – uanset alder og omstændigheder. En film, der således er særdeles attraktiv at arbejde med i undervisningen. 'Storm' er en troværdig skildring af en drengs udvikling. Da drengen Freddie møder hunden Storm, bliver der vendt op og ned på hans tilværelse. Freddie vokser mentalt, og gennem udfordringer og kærligheden til hunden overvinder han svære forhold i livet. Stærke venskabsbånd hjælper godt på vej, og Freddie udvikler sig fra mobbeoffer til en stærk og selvstændig dreng med viljestyrke og udholdenhed. Hovedrolleindehaveren Marcus Rønnov, der spiller Freddie, skaber med sin følelsesmæssige autenticitet både identifikation og sympati.

Filmen er instrueret af Giacomo Campeotto, som også har instrueret børnefilm som 'Møgunger' og 'Tempelriddernes skat 2'. Manuskriptet er skrevet af Jørgen Kastrup og Ib Kastrup, der har haft succes med manuskripter til spillefilmene 'Familie Gregersen', 'Kærlighed ved første hik' og 'Kun en pige'. Filmens melodiske og rappende soundtrack er skabt af UFO Yepha og Lis Sørensen.

Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Om undervisningsmaterialet

Temaerne og opgaverne er tænkt som inspiration til arbejdet med filmen i klassen. Da undervisningsmaterialet henvender sig til 1.-5. klasse, vil der være forskel på, hvor omfattede man kan arbejde med de forskellige dele. Det er således op til læreren at plukke relevante afsnit ud. Materialet bygger på dialog og analyse, og den musiske/kreative dimension er tænkt ind i opgaverne. Eleverne vil få mulighed for at arbejde med mindre skriftlige udfordringer, tegneopgaver, mundtlige fremlæggelser, dramatiseringer og meddigtningsopgaver. Flere af skriveøvelserne kan evt. erstattes med tegneøvelser i de yngre klasser. Arbejdet er organiseret selvstændigt, parvis, i grupper og i klassen. Handlingsreferatet er en håndsrækning til både lærer og elever – en hjælp til at holde styr på filmens forløb undervejs i arbejdet.

Materialet består af tre temaafsnit. Det første afsnit, 'Venskab og mobning', beskæftiger sig med de venskaber, Freddie knytter, og hvordan de udvikler sig. Afsnittet præsenterer også opgaveforslag i forbindelse med den mobning, Freddie bliver udsat for, og mobning generelt. I andet afsnit, 'Hemmeligheder og løgne', lægges der op til diskussion omkring de hemmeligheder og løgne, som Freddie får viklet sig ind i. Tredje afsnit, 'Misrøgt og afpresning', beskæftiger sig med Freddies møde med manden, der viser sig at misrøgte sin hund og presse penge af Freddie.

God fornøjelse!
Hanne Probst

Filmens handling

12-årige Freddie bor sammen med sin far, der er politibetjent. Freddies mor er død for fem år siden. Naboen Fru Andersen passer ham om aftenen, når faren skal på natarbejde. I skolen bliver Freddie mobbet af Mads og hans venner. Mads er jaloux og forlanger, at Freddie skal betale dummepenge, fordi han taler med Anna fra klassen. En dag overfalder Mads Freddie og hælder tis ud over ham. Freddie cykler grædende fra skolen og bliver overhalet af en hurtigløbende hund. Hunden viser sig at tilhøre manden Simon, der mishandler den og lader den stå frysende ude i kulden.

En aften, hvor en orkan raser gennem landet, cykler Freddie ud til manden og bortfører hunden, som han kalder Storm. Hjemme i lejligheden har Freddie sit hyr med at holde hunden skjult for faren. Storm viser sig at have talent for hundevæddeløb, og Freddie inviteres til at komme og træne hunden i en greyhoundklub. Da faren opdager Storm hjemme i lejligheden, forlanger han, at de leverer hunden tilbage til ejeren med det samme. Freddie er oprevet og ulykkelig over farens beslutning. Han nægter at tale til faren og pjækker fra skole. En dag stikker Storm af fra sin ejer, og Fru Andersen finder den foran ejendommens hoveddør. Fru Andersen overtaler faren til at købe Storm til Freddie. Da faren og Freddie er på vej hjem til manden for at købe Storm, bliver faren kaldt på vagt, og Freddie foreslår, at han selv køber hunden af manden. Manden viser sig at være en svindler og skyr ingen midler for at presse penge ud af Freddie. Freddy lover at skaffe de 5000 kroner, som manden forlanger, og fortæller intet om handlen til sin far.

Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Om eftermiddagen knokler Freddie med fritidsjobs for at tjene til Storm. Ind i mellem træner han Storm og er fast besluttet på at deltage i det nært forstående DM-væddeløb. I skolen tager mobningen til, men Freddie får oprejsning i klassen, da han får ros for sin fristil om træning af væddeløbshunde. Freddie har store problemer med at skaffe pengene til manden. Manden forlanger, at Freddie afleverer sin computer, sit anlæg, sin playstation og sin mobil. Hjemme lyver Freddie for faren om tingenes forsvinden.

På vej hjem fra skole bliver Freddie og Anna overfaldet af Mads og hans venner. Freddies skoletaske med de 2000 kroner lander på taget af et tog, der netop passerer. Freddie er ulykkelig, og Mads’ venner indser, at de har handlet dumt. De beslutter at hjælpe Freddie med at få Storm tilbage. Da Freddie og Anna dagen efter er ude at gå med Storm, dukker manden op og bortfører Storm. Han truer med at aflive hunden, eftersom Freddie ikke kan betale. Freddies kammerater opsøger manden, lokker ham ind i laden og spærrer porten. Freddie befrier Storm og når på et hængende hår DM i greyhoundvæddeløb. Til løbet er Freddies klassekammerater, hans lærer, Fru Andersen og hans far mødt op for at heppe på Storm – der løber af med sejren som danmarksmester.

Da Freddie skal til at betræde vindertaburetten, dukker manden op og forlanger at få hunden udleveret. Freddies far trækker manden til side og taler med ham. Manden må gå med uforrettet sag, imens Freddie og Storm bliver hyldet. Freddies far inviterer alle til fest – også Sofie, som har hjulpet Freddie med at træne Storm, og som faren har et godt øje til. Freddie inviterer også Mads med. Til festen dukker manden op med Freddies ting, og Fru Andersen smider et stykke lagkage i hovedet på ham. Freddie vinder 10.000 kroner for Storms førsteplads, og han betaler Anna pengene tilbage, som hun har lånt ham.

Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Venskab og mobning

Freddie har ingen mor. Til gengæld har han og faren en god ven i naboen Fru Andersen. Når faren er taget på arbejde, spiller Freddie og Fru Andersen ”Røvhul”, og nogle gange er det også hende, der sørger for, at Freddie kommer i seng om aftenen og i skole om morgenen. Fru Andersen har et frimodigt sprog, og hun har nemt ved at få Freddie til at grine. Hun er også god til at holde på hemmeligheder. Da faren afleverer Storm tilbage til manden, som ejer den, nægter Freddie at stå op af sengen. Først da Fru Andersen kommer med kakao og boller og lokker med et slag ”Røvhul”, kommer Freddie på benene igen.

  • Skriv personkarakteristikker. Beskriv Freddie, Freddies far og Fru Andersen. I skal både lave en ydre karakteristik af personerne og en indre. I den indre karakteristik skal I komme ind på personernes egenskaber. Fx kan I skrive om Fru Andersen, at hun har humor, er hjælpsom, menneskeklog og kan holde på hemmeligheder. Tegn personerne og farvelæg.

Fru Andersen er god til at tackle vanskelige situationer med sin humor. Fx bruger hun sjove ord og frimodige vendinger, der får Freddie til at trække på smilebåndet såsom ”gider du lige skide i havet”, ”jeg synes, at jeg kan lugte et nyt røvhul”, ”nu kommer smilet nok frem, landkrabbe”, ”snak gør ingen mand rig” og ”godmorgen, letmatros”.

  • Gå sammen to og to. Lav en liste med de sjove ord og vendinger, som I kan huske, at Fru Andersen bruger i filmen. Forklar ordene og vendingerne for hinanden. Find selv på flere humoristiske ord og vendinger. Fremlæg i klassen for hinanden.

Sammen med faren møder Fru Andersen også op på væddeløbsbanen og hepper på Freddie og Storm. Da manden kommer til festen om eftermiddagen for at aflevere Freddies ting, nøler han med at betale Freddie, hvad han skylder ham. Det får Fru Andersen til at smide et stykke lagkage i hovedet på manden.

  • Tegn og skriv om en begivenhed, hvor jeres venner og familie heppede på jer og bakkede jer op. Måske har I selv oplevet noget, der minder om Freddies oplevelse. Fortæl om, hvordan I blev bakket op af jeres familie og venner, da I spillede håndboldkamp, fodboldkamp, red hestedressur el. lign. Beskriv jeres følelser og tegn en tegning, der passer til teksten.
  • Diskutér i klassen, hvorvidt manden havde fortjent at få et stykke lagkage smidt i hovedet. Hvorfor kaster Fru Andersen kagestykket i hovedet på manden? Mobber Fru Andersen manden? Hvorfor griner vi? Har I selv oplevet noget tilsvarende? Hvad tænkte I, og hvad følte I?
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Freddie og Anna er gode venner. Deres venskab er problematisk, fordi Freddie bliver jagtet af Mads fra klassen, hver gang han har talt med Anna. Mads er jaloux på Freddie og forlanger, at han skal betale dummebøder. Det får ikke Freddie og Anna til at holde sig fra hinanden; tværtimod udvikler deres venskab sig positivt. Da læreren får Freddie til at fortælle i klassen om, hvordan man træner væddeløbshunde, bliver Anna meget interesseret i at hjælpe Freddie med Storm.

  • Fortæl filmens historie om venskab og jalousi i en historie, I selv skriver. I skal vælge at skrive historien ud fra Mads’, Annas eller Freddies synsvinkel. Skriv om, hvordan Mads mobber Freddie og forlanger, at han skal betale dummebøder, og om hvordan Mads smider Freddies taske ud over broen. Fortæl også om, hvorfor Mads møder op til væddeløbet, og hvorfor Freddie inviterer Mads med til festen hjemme hos ham.
  • Lyt til rappen fra filmen og se musikvideoen 'Storm' af UFO Yepha og Lis Sørensen på Youtube. Gå sammen i mindre grupper og genfortæl teksten for hinanden. Diskutér også, hvordan musikken og teksten passer til filmen.
  • Brug rappens rytme, og lav en ny tekst om et af filmens øvrige temaer fx løgne, hemmeligheder, sorg, svindel, modgang og sejr.

Da Anna finder ud af, at Freddie har store problemer med at skaffe pengene til manden, hjælper hun ham med at arbejde efter skoletid. Da pengene ikke rækker, slår hun hul på sin spargris og låner Freddie over 1000 kroner. Anna hjælper og trøster også Freddie, da han bliver overfaldet af Mads og mister sin taske.

  • Gå sammen to og to og forbered et rollespil om venskabet mellem Freddie og Anna. Lav først en liste med de mange begivenheder, som Freddie og Anna oplever sammen: De bliver overfaldet af Mads, manden stjæler Storm, Anna hjælper Freddie med at tjene penge, de mister tasken med pengene, de er ved at komme for sent til væddeløbet, Storm vinder væddeløbet, de holder fest i lejligheden. Spil rollespillene for hinanden i klassen.
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

På væddeløbsbanen møder Freddie Sofie. Sofie træner sin greyhound Cæsar i væddeløb. Da Sofie ser, hvor hurtigt Storm kan løbe, får hun overtalt formanden af klubben til, at Freddie kan træne sammen med dem. Hun hjælper Freddy med træningen og med at få formandens tilladelse til, at Storm kan deltage i danmarksmesterskaberne. Da Freddies far og Sofie møder hinanden, opstår der sød musik, og Freddie ser ud til at glæde sig over, at hans far synes godt om Sofie.

  • Skriv et skuespil om greyhoundtræning. Gå sammen to og to, og læs om hundetræning. Hvordan træner man hunde til væddeløb? Hvilke regler gælder? Skriv replikkerne. Den ene af jer skal spille Sofie og den anden Freddie. Spil skuespillene i klassen og diskutér dem.
  • Skriv et kærlighedsdigt om Freddies far og Sofie. Gå sammen to og to, og lav en liste med de scener, I kan komme i tanker om, som viser, at Freddies far og Sofie er ved at blive forelskede i hinanden. Det gælder fx, da de mødes under indkøb, da Sofie ringer hjem til faren, og da faren og Sofie mødes på væddeløbsbanen. Hvilke følelser viser de voksne? Hvordan ser man, at de er forelskede i hinanden? Skriv et kærlighedsdigt ved hjælp af listerne.

Mads og hans venner udsætter Freddie for de groveste mobberier. Da de smider Freddys taske med de mange penge ud fra broen, får vennerne dårlig samvittighed. De beslutter sig for at hjælpe Freddie med at befri Storm fra manden, så den kan deltage i væddeløbet. Drengene opstiller en fælde for manden og får ham spærret inde i laden.

  • Spil ”Den varme stol”. To af jer skal spille Mads’ venner. Sæt jer i den varme stol, og besvar spørgsmålene fra klassen så godt, I kan. Klassen kan fx spørge om:
    • Hvorfor er I sammen med Mads?
    • Hvad får jer til at mobbe Freddie?
    • Hvad har Freddie gjort jer?
    • Er I forelskede i Anna?
    • Har I selv været ude for mobning?
    • Hvorfor får I dårlig samvittighed, da I opdager, at der var 2000 kroner i Freddies taske?
    • Hvem fandt på, at I skulle spærre manden inde i laden?
    • Hvad tænkte og følte I, da I gjorde det?

På afstand af væddeløbet betragter Mads Freddie og den jublende menneskemængde. Han står helt alene og ser ulykkelig ud. Freddie er ovenud lykkelig over at have vundet løbet og går hen til Mads og inviterer ham til festen om eftermiddagen.

  • Forestil jer, at I er Freddie. Skriv en artikel til et skoleblad om de mobberier, I har været udsat for. Fortæl også om, hvad der fik jer til at invitere jeres mobber med til jeres fest. Sæt billeder ind i artiklen fra nettet eller tegn selv. I artiklen kan I også flette jeres skoles mobbepolitik ind. Lav evt. et interview med en af jeres lærere om mobning på jeres skole, eller snak med en elev, der har prøvet at blive mobbet.
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Hemmeligheder og løgne

Freddie bor alene med sin far, der er politibetjent og arbejder om natten. Freddies mor er død for fem år siden. I skolen bliver Freddie mobbet af Mads og hans kammerater. De hælder tis fra en flaske ud over ham og forlanger, at han skal betale dummepenge, fordi han taler med Anna fra klassen. Freddie kommer hjem fra skole med våde bukser. Da faren spørger ham, hvad der er sket, siger Freddie, at de har haft vandkamp i skolen, og at det var smaddersjovt.

  • Tal i klassen om, hvorfor Freddie ikke fortæller sin far om de grove mobninger, han bliver udsat for. Hvorfor fortæller Freddie i stedet faren, at han har haft det smaddersjovt? Har I hørt om eller oplevet noget tilsvarende? Diskutér i klassen, hvorfor Freddie lyver for sin far. Kan det være fordi, han ønsker at beskytte sin far – eller sig selv?

Freddie samler madrester i en serviet fra aftensmaden for at give dem til Storm. Freddie siger, at han elsker frikadeller, og at det er derfor, at han spiser så meget. Faren glæder sig over Freddies sunde appetit og siger, at han er kommet i voksealderen. Da Freddie under orkanen vil cykle ud til Storm, lyver han også om, hvor han skal hen. Da faren er faldet i søvn, cykler Freddie af sted for at bortføre Storm. I lejligheden holder han hunden skjult for faren i fast overbevisning om, at faren ikke vil give ham lov til at beholde den.

  • Forestil jer, at I er Freddie. Skriv et brev til jeres far, hvori I fortæller, at I har mødt Storm. Fortæl også om, hvilke forhold hunden lever under. Beskriv jeres følelser for Storm, og fortæl om, hvorfor I ønsker jer en hund. I brevet skal I også komme ind på, hvordan I vil passe Storm, fx gå tur med den flere gange om dagen, give den mad og børste dens pels. Læs brevene højt for hinanden i klassen.
  • Diskutér i klassen, hvorfor Freddie handler, som han gør. Er I enige eller uenige med Freddie i at forsøge at holde Storm skjult for faren i lejligheden? Har I selv prøvet noget tilsvarende? Fortæl om de oplevelser, og hvad der skete.
  • Diskutér i klassen, hvad forskellen er på at lyve og undlade at fortælle ting. Lyver man, hvis man fortier noget? Er der situationer, hvor man har pligt til at fortælle sandheden – og hvor det faktisk er ulovligt at tie om sin viden? Find eksempler fra filmen på, at Freddie undlader at fortælle ting – og på at han decideret kommer med løgnehistorier.
  • Brug fantasien og digt jeres egne løgnehistorier, enten skriftligt eller mundtligt. Start fx med sætningen ”I går, da jeg var på vej hjem fra skole...”. Lad det eventuelt være en rundehistorie, hvor I skiftes til at digte videre på historien.
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Fru Andersen overtaler faren til at købe hunden til Freddie. Hun siger, at det er på tide, at faren kommer videre med sit liv. Han skal også tænke på, at det ikke kun er ham, der har mistet sin kone, men at Freddie også har mistet sin mor. Fru Andersen mener, at det vil være godt for Freddie med en hund som ven. Hun lover, at hun nok skal hjælpe med at passe hunden.

  • Tal i klassen om sorg og tab. Diskutér, hvordan livet må have været for Freddie og hans far de første år efter morens død. De har sikkert begge to været meget ulykkelige og har følt sig ensomme. Diskutér, om Freddies løgne og fortielser hænger sammen med tabet af moren. Hvorfor ønsker Freddie at beskytte faren? Har I selv prøvet at hemmeligholde noget for jeres forældre, fordi I har mærket, at de var kede af det? Er det rigtigt eller forkert at lyve for at beskytte sine forældre?

Hvis I ønsker at arbejde yderligere med temaet sorg, kan I finde inspiration i undervisningsmaterialet Børn og sorg, som Det Danske Filminstitut har lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. 

Da Freddie og faren er på vej ud for at købe Storm, bliver faren kaldt på vagt. Freddie foreslår, at han selv klarer handlen. Faren indvilliger og giver ham 1000 kroner. Da Freddie ønsker sig Storm så brændende, går han ind på mandens krav om, at Storm skal koste den urealistiske pris af 5000 kroner. Freddie forstår ikke, at han er havnet i hænderne på en svindler. Han vælger at hemmeligholde handlen for faren og kaste sig over fritidsjobs for at tjene pengene til manden. Da manden senere forlanger Freddies computer, playstation, stereoanlæg og mobil, fordi Freddie ikke kan skaffe pengene, får han viklet sig ind i flere løgne. Freddie fortæller faren, at tingene er på skolen i forbindelse med en emneuge om medier. Han fortæller også, at han har tabt sin mobil.

  • Diskutér i klassen, om I er enige eller uenige med faren i, at Freddie skal klare handlen med manden selv. Hvordan forløber handlen? Ville handlen have forløbet anderledes, hvis faren havde været til stede og hjulpet sin søn? Ville jeres forældre have givet jer lov til at handle med manden på egen hånd? Hvorfor lader faren Freddie klare handlen alene? Hvis I skulle give Freddie et godt råd – hvordan ville det så lyde?
  • Skriv en artikel til en avis. Forestil jer, at I er journalister og skal skrive en artikel til en avis om mandens svindelnummer med Freddie. Forbered jeres artikel. Skriv en liste med faktuelle oplysninger om sagen. Skriv også fem spørgsmål til Freddie og manden. Forestil jer, hvad de ville svare, hvis I interviewede dem. Flet svarene ind i artiklen.
  • Tegn/skriv en tegneserie med titlen 'Svindelnummer' eller 'Snydt i hundehandel'. Fortæl i tegninger og ord om, hvordan Freddie bliver snydt i hundehandlen, og hvordan han hemmeligholder handlen for sin far.
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Da Storm og Freddie står overfor kåringen som danmarksmester, møder manden op på væddeløbsbanen. Han forlanger at få Storm med, da Freddie stadig skylder ham 2000 korner. Først på det tidspunkt fortæller Freddie faren, at manden har forlangt 5000 kroner for Storm, og at Freddie har måttet aflevere sine ting til manden. Faren, der er politibetjent, forstår med det samme, at manden har handlet ulovligt. Faren taler med manden på tomandshånd og får manden til at aflevere tingene til Freddie om eftermiddagen til festen.

  • Skriv en side i Freddies dagbog. Fortæl om, hvordan jeres fædre talte med manden og fik løst problemerne for jer. Fortæl om jeres følelser for jeres fædre i den situation. Fortæl om, hvorfor I ikke har søgt hjælp hos jeres fædre tidligere, da manden pressede penge af jer. Fortæl også om, hvordan det har været at lyve for jeres fædre igennem så lang tid.
  • Skriv fristil med overskriften 'Hemmeligheder og løgne'. Freddie har fristil for igen og har valgt at skrive en stil om de løgne, han har fortalt igennem den senere tid. Forestil jer, at I er Freddie. Skriv om hvordan I løj om mobningerne, smuglede mad ud til Storm, holdt hunden skjult i lejligheden, løj om, hvor jeres computere, playstations, anlæg og mobiler var. Fortæl også om, hvordan og hvorfor I pjækkede fra skole. Begrund jeres løgne og fortæl, om I vil fortsætte med at lyve i fremtiden.

Misrøgt og afpresning

Da Freddie er på vej hjem fra skole, bliver han overhalet af en hurtigløbende hund. Umiddelbart efter kommer en oprevet mand kørende i en jeep med høj hastighed. Manden er på jagt efter sin bortløbne hund. Da han får fat i hunden, råber han af den, hiver i dens halsbånd og lukker den inde i et gitterbur. Freddie cykler efter jeepen og finder ud af, at den ængstelige hund må stå bundet ude i alt slags vejr. Han hører også, hvordan manden råber ad hunden, og at den piber og hyler.

  • Diskutér i klassen, om I ville have gjort det samme som Freddie? Gør han det rigtige ved at bortføre hunden? Har I selv dyr? Hvordan behandler I dem? Har I oplevet dyr, der blev behandlet dårligt af deres ejere? Skriv en liste på tavlen med gode råd til, hvordan man skal behandle sine husdyr.

Manden viser sig at være en svindler. Da Freddie kommer for at købe hunden, øjner manden straks en chance for at tjene penge ved at presse prisen helt op. Freddie ønsker sig så brændende Storm, at han slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den høje pris, manden forlanger. Da Freddie giver udtryk for, at han ikke kan betale de 5000 kroner på stedet, forlanger manden, at Freddie kommer med pengene indenfor 14 dage.

  • Skriv en side i Freddies dagbog. Fortæl om den dag, hvor jeres fædre endelig havde givet jer lov til at købe Storm. Fortæl om, hvad der skete, da prisen blev skruet i vejret. Hvad tænkte I, da I lovede at skaffe 4000 kroner på 14 dage? Hvorfor gik I med til det? Begrund og forklar jeres tanker og handlinger.
  • Lav en tegneserie. Tegn og skriv om den begivenhedsrige dag i Freddies liv, hvor han mødte en svindler og fik en hund. Start med at tegne og skrive om, da Freddie bliver sat af foran mandens hus af faren. Slut af med en tegning og en tekst, som viser Freddie, der går fra mandens gård med sin nye hund i snor.
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production

Da Freddie ikke kan betale manden det sidste afdrag, forlanger manden, at han skal aflevere sin computer og sit anlæg. Da Freddie kommer med sine ting, er manden utilfreds over, at udstyret er af ældre dato. Han tager desuden Freddies playstation, og han får ham også til at aflevere sin mobil.

  • Forestil jer, at Freddie går til politiet og anmelder manden for afpresning. Hjælp Freddie med at skrive en efterlysningsplakat af manden. Tegn manden, og skriv faktaoplysninger om hans udseende og væremåde. Fremlæg plakaterne i klassen og hæng dem op på opslagstavlen.

Freddie skylder manden penge. Kort før væddeløbet møder Freddie og Anna manden, da de er ude at gå tur med Storm. Manden bortfører Storm og siger til Freddie, at hvis han ikke kommer med pengene, vil han aflive hunden. Det lykkes Freddie at befri Storm fra manden igen. Da Storm vinder væddeløbet og skal til at modtage sin præmie, dukker manden op på væddeløbsbanen. Han forlanger staks at få sin hund med hjem. Nu finder Freddies far ud af, hvordan tingene hænger sammen, og at manden har handlet ulovligt i hundehandlen.

  • Skriv en ny slutning. Filmen ender med, at Freddies far får manden til at indse, at han har handlet forkert i hundehandlen. Hvordan kunne filmen ellers slutte? Får manden held til at bortføre hunden fra væddeløbsbanen? Bliver han efterlyst? Kommer han i fængsel? Skriv – eller tegn – jeres bud på en ny slutning.
  • Hvad synes I om filmen? Var den god eller dårlig, realistisk eller urealistisk, spændende eller kedelig? Skriv en anmeldelse af filmen. Find inspiration til arbejdet med filmanmeldelser i undervisningsmaterialet Filmanmeldelse på Filmcentralen. 
Foto: Rolf Konow / ASA Film Production