Om filmen
'Faderen, sønnerne & Helligånden' er filmet over fjorten år, hvor instruktøren har fået lov at komme helt tæt på alle dele af brødrene Christian og Henrik Ernsts liv i årene 2011 til 2025.
Dokumentarens omdrejningspunkt er den sociale arv og de anstrengte forhold mellem tre generationer af familien Ernst. Brødrene Christian og Henrik står som de centrale karakterer i fortællingen, mens deres halvvoksne sønner, Jim og Alexander, får egne handlingstråde flettet ind. Især følger vi Henriks søn, Alexander, i de vigtige teenageår: fra konfirmation og 9. klasses-dimission til hans kamp for at gennemføre gymnasiet trods tiltagende hashmisbrug, forældrenes skænderier og manglende overskud på hjemmefronten.

Brødrenes far ser vi intet til, men hans fravær og den brudte og ekstremt konfliktfyldte kontakt fylder meget. Noget, der skaber enorm vrede hos særligt Christian, der finder nyt holdepunkt i en nationalkonservativ ortodoks-kristen organisation. Henrik derimod bestræber sig på at skabe varig forandring og balance i sig selv og sin familie ved at passe sit arbejde, at lægge hashen på hylden og at huske at omfavne sin kone Ceci efter et dumt skænderi. Et konstant arbejde for ikke at lade farens svigt kamme over i vrede, selvmedlidenhed og selvdestruktion.
‘Faderen, sønnerne & Helligånden’ viser således, hvordan medlemmerne af familien Ernst med vekslende held søger at bryde den sociale arv. Anden del af Christian Sønderby Jepsens planlagte trilogi om social arv ses nemt uden kendskab til ’Testamentet’, idet dokumentaren stykker forhistorien sammen gennem arkivklip fra trilogiens første del, så det bliver klart, hvilken arvestrid der ligger forud for begivenhederne.

Dokumentaren er fuld af lange indstillinger, der giver adgang til brødrenes samtaler om fortiden, forældrene, relationen til hinanden samt deres håb for deres egne sønners fremtid. Her står filmen stærkt i skildringen af brødrene og indsigten i, hvordan den sociale arv konkret ser ud og indvirker på en families tilværelse. Sideløbende med det observerende blik får vi tydelige iscenesættelser af brødrene, hvor deres tanker og følelsesliv kommer til udtryk i næsten teatralske monologer eller gennem placeringen af det lille menneske i den storslåede natur.
KLIP 1
Opgaver og øvelser
Opgave under filmen
Inddel eleverne i tre grupper, der hver har ansvar for ét af nedenstående fokuspunkter. Under filmen sørger grupperne for at notere sig vigtige scener, replikker og filmiske virkemidler, der relaterer sig til deres fokus. Det kan være en fordel at stoppe filmen 1-2 gange undervejs og give eleverne tid til at notere ned.
A. Skildringen af Henrik
B. Skildringen af Christian
C. Skildringen af Alexander
Opgaver efter filmen
Opgave 1: Henrik, Christian og Alexander
Gruppearbejde
Hver gruppe arbejder analytisk med sit fokus. Hvis der er mere end fem elever på et givent fokus, så del dem i mindre grupper med max. fire personer i hver.
Som opsamling præsenterer hver gruppe analysearbejdet i matrixgrupper (alternativt som et mundtligt oplæg med et valgfrit præsentationsværktøj).
Der følger et filmklip til hver af de tre personer.
- Foretag en personkarakteristik
- Hvad ønsker personen?
- Hvad har han behov for?
- Hvilken modstand (indre og ydre) skal han overvinde for at nå sit mål?
- Hvordan udvikler han sig i løbet af filmen?
- Foretag en analyse af det relevante filmklip
- Hvilket indtryk giver filmklippet af personen?
- Hvilke filmiske virkemidler bidrager til dette indtryk?
- Virker filmklippet typisk eller atypisk i forhold til resten af filmen?
- Giver filmklippet anledning til at revidere eller nuancere personkarakteristikken?
KLIP 2: Henrik
KLIP 3: Christian
KLIP 4: Alexander
Opgave 2: Dokumentartræk og næranalyse
Gruppearbejde
Foretag en analyse af filmen med inddragelse af følgende:
- Struktur (dramaturgi og fremdriftselementer)
- Indhold (konflikt, tema og forholdet mellem de centrale personer)
- Filmiske og dokumentariske virkemidler
- Hvad er de bærende stiltræk?
- Hvilke greb fra de seks dokumentarformer kan spores i filmen, og hvilke dominerer?
- Hvad er det dramatiske spørgsmål, og hvad ønsker filmen at fortælle?
- Foretag en næranalyse af nedenstående filmklip. Overvej de forskellige måder, denne scene kan være blevet til. Hvordan forholder disse måder sig til jeres fund under punkt 3?
KLIP 5
Opgave 3: Det filmiske anslag - en komparativ analyse
Gruppearbejde
Foretag en komparativ analyse af anslaget i ’Testamentet’ og 'Faderen, sønnerne & Helligånden' med fokus på de filmiske og dokumentariske virkemidler, du/I mener er vigtigst i denne sammenhæng. Se anslaget til de to film herunder.
Opgave 4: Auteuranalyse
Skriftlig opgave. Auteuranalysen fordrer ideelt set overblik over instruktørens samlede værk, og som minimum inddragelse af tre af instruktørens værker for at underliggende mønstre i instruktørvalg kan træde frem. I næranalysen skelnes mellem overordnede genrespecifikke, auteurspecifikke og værkspecifikke træk.
Under diskussion og perspektivering kan inddrages iagttagelser hentet fra portrættet af instruktøren og hans partner, Mira Jargil i afsnittet ‘Vi leder efter det poetiske i livet’ (DOX s. 130-133).
KLIP 6: 'Testamentet' - anslag
KLIP 7: 'Faderen, sønnerne og Helligånden' - anslag
Links og litteratur
Bøger
- Granild, Dorte & Wolfhagen, Mette: ’Dox’. Lindhardt & Ringhof 2016 (Bl.a. med fokus på Christian Sønderby Jepsen s. 130-133)
Artikler
- Jensen, Kristian Ditlev, anmeldelse i Ekko, 25. marts 2025:
https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/faderen-sonnerne-helliganden/ - Østergaard: Henrik: Drama dumpede ind af brevsprækken. (Interview med Christian Sønderby Jepsen).Ekko, 1. februar 2012:
https://www.ekkofilm.dk/artikler/drama-dumpede-ind-af-brevspraekken/
Podcast
- P1 Anmelderne: ’Faderen, sønnerne og helligånden: Arvestrid og broderskab’. DR.dk/lyd, 27. marts 2025:
https://www.dr.dk/lyd/p1/anmelderne/anmelderne-2025/faderen-soennerne-og-helligaanden-arvestrid-og-broderskab-11162517021
Links
- Christian Sønderby Jepsens fem gode råd (Instruktørens råd til unge dokumentarister - udgivet af DFI)
Filmiske virkemidler:
- Læs om filmanalyse, filmsprog og filmiske virkemidler i Filmcentralens Filmleksikon