Film og sociale medier

Mellem virkelighed og virkemidler
Lærer Elev

Kort introduktion 

'Mellem virkelighed og virkemidler' er et undervisningsmateriale om film og sociale medier. Materialet er lavet for at styrke unges kritiske kompetencer online, hvor de møder både verden og hinanden igennem levende billeder – redigerede såvel som uredigerede. Materialet tager fat på det multimodale indhold, som skal indgå i danskfaget.

Med Filmleksikon vil eleverne få større forståelse for iscenesættelse på sociale medier. At iscenesætte sig er ikke et problem, men det er vigtigt at være bevidst om, hvornår og hvordan det kommer til udtryk i legen med virkeligheden. Af samme grund skal eleverne blive klogere på visuel kommunikation, bl.a. ved hjælp af de to kommunikationsbegreber frontstage og backstage, og ved at producere små film i stil med de visuelle platforme.  

Temaet er rettet mod dansk i udskolingen, men kan også være inspiration i andre fag, fx samfundsfag. Elevopgaverne fokuserer på de tre populære videodelingstjenester YouTube, Instagram og Snapchat.

Som lærer kan man frit vælge, hvor meget af materialet man vil arbejde med. Både læreren og eleverne bliver klædt på med en grundig introduktion til emnet, og læreren finder analysevejledninger til alle videoeksempler.
 
Materialet rummer desuden en ordliste over fremmedsprog, tekniske begreber og udbredt slang på nettet. 

Læs mere om materialets opbygning og motivation i Om undervisningsmaterialet.

Fagligt fokus

  • Filmiske virkemidler på sociale medier (YouTube, Instagram, Snapchat) 
  • Iscenesættelse, identitet og virkelighedsopfattelse online
  • Sociale mediers dramaturgi 
  • Visuel kommunikation
  • Kommunikationsetik og reklame

Dette materiale er skrevet af Mette Engberg-Sønderskov og Martin Schantz Faurholt, april 2019.

Foto: Alec MacDonald (@alecwithpen)