Kampagnefilm anvendes både til at skabe opmærksomhed omkring en sag og til at tilskynde handling og adfærdsændring hos publikum.
Kampagnefilmen har rødder tilbage til den helt tidlige filmhistorie, lige fra den oplysende film til den politiske propaganda. I dag støder vi på små kampagnefilm alle vegne – i bussen, på tv, sociale medier, skærme i venteværelset hos lægen osv. Også reklamefilmen efterligner ofte kampagnefilmen, da forbrugere oplever det som et vigtigt salgsargument at man kan gøre noget godt fx for klimaet, når man vælger at tage metroen eller købe en elbil.
I dette forløb skal eleverne både analysere og skabe deres egen kampagnefilm. Klassen arbejder enten med temaet ”klima og bæredygtighed” eller med en problemstilling på jeres skole, som eleverne ønsker at skabe forandring omkring.
Forløbet har flere faser. Denne vejledning støtter jer i de faser, der foregår på skolen, og beskriver aktiviteterne under forløbet i FILM-X studierne.
