Til læreren
Dette undervisningsmateriale til filmen 'Trainspotting' er oversat og bearbejdet fra det svenske filmtidsskrift ZOOM. I format ligger det et sted mellem en analyserende artikel og de meget filmkonkrete undervisningsmaterialer, som laves i Det Danske Filminstituts regi. Der er en mængde arbejdsspørgsmål til filmen, men materialet kan også læses som en mere overordnet inspiration til at dykke dybere ned i filmen.
'Trainspotting' er bredt anerkendt som en af 90'ernes vigtigste britiske film. Mange blev provokeret af dens skildring af heroinmisbrug, men lige så mange så den også som et stilistisk nybrud i britisk film med dens hårde klip, intense brug af musik og kulsorte humor. Den henter sin titel i et særligt britisk begreb: "trainspotting" hentyder både til den nørdede beskæftigelse at notere tognumre, men i Skotland, hvor filmen foregår, betyder begrebet også at begå skrupelløse, svigagtige eller uærlige handlinger. Det er altså et ord, som både hentyder til stor kedsommelighed (en følelse, der dominerer hovedpersonernes liv) og til småkriminalitet (også en konstant i personernes tilværelse). Et andet centralt begreb i filmen er sætningen "choose life". Direkte oversat betyder det "vælg livet" – men det er også vigtigt at vide, at sætningen indgik som hovedsloganet i en stor kampagne mod heroin og stofmisbrug i Storbritannien i 80'erne.
Dette materiale går overvejende tematisk til filmen med fokus på, hvordan filmens form understreger dens tematik og holdninger, navnlig dens holdning til et materialistisk samfund og til unges stofmisbrug. Arbejdsspørgsmålene er for de flestes vedkommende tænkt som udgangspunkt for mere omfattende diskussioner. Hér retter materialet sig navnlig mod undervisningen i dansk og samfundsfag. Det er en velegnet film at inddrage i temaforløb om fx stoffer, unge og identitet eller samfundskritik. Med sin radikalt nytænkende form er den samtidigt særdeles velegnet til filmundervisning.
God arbejdslyst!
Historien
'Trainspotting' er den unge Mark Rentons beretning om sit og sine venners liv i den skotske by Edinburgh i slutningen af 1980'erne. Renton og vennerne er arbejdsløse, og de bruger det meste af deres tid på at hænge rundt omkring i byen, begå småkriminalitet – og tage store mængder stoffer, primært heroin. Spud er en klodset, men godhjertet klovn. Sick Boy drømmer om at være Sean Connery. Tommy er den mest "normale" i slænget; han dyrker sport og har en fast kæreste, men bliver også indfanget af stoffernes verden. Begbie er ikke bare usympatisk, men rent ud psykopatisk og særdeles voldelig. Men Begbie er samtidig den eneste af vennerne, som igennem hele filmen ikke rør stoffer, hvis man ser bort fra et stort indtag af alkohol. De andre lever i en tilstand af mere eller mindre konstant omtågethed.
Renton og vennerne er kyniske og nærmest blottede for tro på fremtiden. De ved, at alle odds er imod dem, og deres reaktion er at flygte fra virkeligheden – ind i en verden af heroin, alkohol, vold og kriminalitet. Til at starte med passer det dem egentlig meget godt. Men da et spædbarn dør, mens vennerne ligger hen i endnu en heroinrus, kommer det til et vendepunkt i historien. Vennerne driver fra hinanden. Tommy bliver også afhængig af heroin, Spud kommer i fængsel, og Renton undgår kun fængslet ved at gå på en hård heroin-afvænning. Men det lykkes ham at komme ud af sit misbrug, og han flytter til London, hvor han hurtigt får en lejlighed og et job som ejendomsmægler.
For en tid er han nærmest lykkelig. Men så dukker Begbie op, på flugt fra politiet. Inden længe har Renton mistet både job og lejlighed, og han tager tilbage til Edinurgh igen – hvor vennerne genforenes til Tommys begravelse. Han er død af AIDS. Ved et tilfælde kommer de i besiddelse af et stort parti heroin, og med Begbie i spidsen tager de til London for at sælge det. De får pengene, men kort efter går Begbie amok på et værtshus – og Renton indser, hvad han må gøre. Da alle sover, tager han pengene og stikker af. Han efterlader dog et bundt sedler til Spud – den eneste af vennerne, han har samvittighedskvaler over at svigte.
Filmens rødder
'Trainspotting' er instrueret af Danny Boyle og baseret på en roman af den toneangivende skotske forfatter Irvine Welsh (der selv har en lille rolle som narkohandler i filmen). 'Trainspotting' er en af de helt centrale britiske film i 90'erne: som generationsportræt, som provokerende skildring af narkomisbrug set indefra – og ikke mindst som en teknisk sprudlende, opfindsom og dybt original film.
Filmen er blevet sammenlignet med Stanley Kubricks klassiske 'A Clockwork Orange' (1971), og der er da også ganske mange paralleller mellem de to film. Men 'Trainspotting' har sine virkelige rødder et andet sted: Det er en film med rødder i industrialiseringens Storbritannien, i kulminernes og ikke mindst arbejdsløshedens grønne dale og tilsodede byer – navnlig som beskrevet i den britiske dramatiker John Osbornes skoledannende 50'er-teaterstykke 'Ung vrede'. Osbornes stykke blev filmatiseret i 1958, og denne film banede vejen for en bølge af britiske film, hvor England for første gang blev skildret på det hvide lærred set med arbejderøjne. Fælles for disse film var et udtalt oprør mod samfundets uligheder – først og fremmest set udfra et klasseperspektiv – men også mod selve tristessen i en tilværelse, som var berøvet sine fulde muligheder. Filmenes unge mænd – hovedpersonerne var næsten altid unge mænd – ønskede sig alle væk fra hverdagen, om det så bare drejede sig om at flygte ind i weekendens rituelle alkoholindtag. Og de søgte alle udløsning for deres (klasse)had, sommetider i konstruktivt oprør, men for det meste blot i ren destruktivitet.
På mange måder er 'Trainspotting' en logisk fortsættelse af dette udtalte flugt-tema i 50'ernes og 60'ernes britiske film. Men 'Trainspotting' giver temaet en stærkt provokerende drejning ved at lade sine hovedpersoner flygte ind i heroinrusen – fuldt bevidste om de skadelige effekter. "Who needs reasons when you've got heroin?!", siger Renton på et tidspunkt, og selvom det er provokerende, er det også logisk og klart.
Form, stil og musik
Hovedpersonerne i 'Trainspotting' er egentlig ikke vrede unge mænd. 'Ung vrede' hedder på engelsk 'Look back in anger', og disse ord blev en generations valgsprog. Rentons og vennernes motto kunne være det stik modsatte: "Don't look back"! De tilhører en generation uden historie, uden fremtid – for dem findes kun nuet. Tidsmæssigt befinder vi os i midten og slutningen af 1980'erne: I en central scene på et diskotek opdager Renton, at start-80'ernes punk og heroin er ved at blive erstattet af 90'ernes acid house og ecstasy.
Filmens brug af musik er meget bevidst – selvom den også er med til at gøre tidsbilledet lidt diffust med sin blanding af moderne techno (Leftfield, Underworld), 80'er-hits og 70'er-rock (Iggy Pop og Lou Reed). Denne brug af musikken tilføjer filmen en ekstra, ofte ironisk dimension – som da lydsporet til Rentons overdosis er Lou Reeds "Perfect Day". Men det er også musikken, som bestemmer tempoet i filmen – filmens klipning følger musikken og omvendt. Man begynder automatisk at tænke i musikvideo-baner, men filmen er samtidig mere vedkommende end nogen musikvideo. Navnlig ligger der en stor følelsesmæssig nærhed i beskrivelsen af Renton. Hans fortællerjeg forfalder aldrig til klichéagtige analyser, og mens de fleste af personerne omkring ham er tegnet næsten grotesk forenklet, fremstår Renton selv bemærkelsesværdigt levende.
Renton er et menneske, som har så travlt, at han har distanceret sig fra sine egne følelser. Han erkender slet ikke, at han er en vred ung mand, som har valgt at stå udenfor samfundet for at slippe for at tage stilling og for at undgå det moralske valg og den moralske smerte; det ville være at indse sit eget ansvar. Når Renton vælger at stå udenfor, er det uden illusioner om sin egen betydning. Han ønsker blot ikke at føle fælden smække igen – som den vil gøre for en dreng som ham uden job, uden uddannelse, uden erfaring og desuden fra den forkerte klasse. Han er tilstrækkeligt intelligent til at vide præcis, hvad det drejer sig om. Ostestykket i fælden er ikke andet end materialismens lokkemad – alt det, som får almindelige mennesker til at tro på velfærdsstaten og på det gode i livet.
- Hvordan formidler filmen Rentons følelse af rastløshed? Kig på musikken og klipningen, og overvej, om filmen også bruger andre virkemidler.
- Hvilken betydning har filmens sorte humor for vores opfattelse af personerne? Virker de troværdige? Genkender vi dem – eller genkender vi os selv i dem? Gør filmens medrivende tempo og originale billedsprog det lettere for os at identificere os med Renton?
- Filmen starter med en satirisk monolog om velfærdsstaten ("Choose life…"). Hvad fortæller denne monolog os om de personer, vi skal til at følge? Hvis holdninger er det, Renton giver udtryk for hér? Hvad er det for en tilværelse, han beskriver?
- Rentons forældre optræder kun meget lidt i filmen. Men hvad siger filmen om dem, deres tilværelse og deres værdier?
I filmens slutning ligner Renton en vinder. Han er glad. Han har vendt sine venner og stofferne ryggen, han har fået fat i kufferten med pengene, og han har oven i købet efterladt penge til Spud – den eneste, han ville have skrupler ved at snyde. Filmen rummer et skægt PS i det sidste klip, hvor vi ser Spuds glade ansigt, da han opdager de penge, Renton har lagt til ham. Men dette klip er mere end filmens sidste gag. Det er en slutning, som først og fremmest rummer et grundlæggende håb oven på en historie, der netop har været kendetegnet af en bemærkelsesværdig håbløshed.
Da Renton i filmens slutning stikker af med pengene, ved han og vi, at han har svigtet sine venner (Spud undtaget) for selv at få et bedre liv. Og alt det, han beskrev med så stor foragt i filmens åbningsmonolog ("Choose life,…") gentager han nu som hans mål med livet. Hans sidste ord til os er: "I am going to be just like you".
- Sammenlign filmens indledning med filmens slutning: Vi har Renton i billedet, og han taler om velfærds- og forbrugersamfundet. I starten med foragt – til sidst med tilfredshed. Hvad vil filmen sige med dette skift i Rentons holdning? Er det en ironisk slutning, eller er han blevet klogere? Vil Renton nogensinde blive ligesom os?
Materialisme og stoffer: oprør og ekstase
Rentons oprør følger mønsteret fra mange tidligere film om det samme tema – den unge som den fortabte søn og samfundet som den strenge faderfigur. Men i 'Trainspotting' findes der ikke længere nogen forløsning eller tilgivelse; her findes kun sort ironi og galgenhumor.
Filmens forældre er stereotype og generelt meget svage. Og filmen bruger dem da også til at illustrere systemets dobbeltmoral – som da Renton hugger sin mors Valiumpiller og indser, at forskellen på ham og moderen er, at hun er en lovlig stofmisbruger, mens hans heroinmisbrug gør ham til en kriminel. Her illustreres det, at det ikke er stofmisbrug i sig selv, der fordømmes af samfundet, men snarere stofmisbrugets sociale implikationer. Får man sine stoffer på recept, er man en god samfundsborger, men køber man dem illegalt, er man en forbryder.
Forældrene opfører sig i Rentons øjne som robotter. De er sløvede og feje, de har ladet sig pacificere til idioti. I filmen er det i stedet staten og samfundet, der har påtaget sig rollen som den strenge opdrager. Renton tilhører en generation, som er materielt forkælet, men følelsesmæssigt forsømt. Det forventes af ham, at han bliver fabriksføde ligesom sin far. Men Renton er desværre – eller heldigvis – tilstrækkeligt klog til at indse, at han bliver både udnyttet og undervurderet. "Choose life" lyder det omkring ham, men han ved, at det liv, der tales om, er et liv på andres vilkår.
Det er af selvopholdelsesdrift, at Renton vælger ikke at vælge dét liv. Belønningen for social tilpasning er døde ting – tv-apparater, hjørnesofaer, cd-afspillere. Med den baggrund er det lettere at forstå, at man vælger en genvej til lykken. Instant pleasure bliver lige så naturligt som instant coffee. Rentons og vennernes oprør er rettet mod ting, men af denne ligegyldighed overfor det materielle følger også en ligegyldighed overfor deres egne kroppe. Dette er fx helt tydeligt i den groteske scene, hvor Renton dykker ned i Edinburghs mest beskidte toilet for at få fat i to stikpiller med opium. Og mere overordnet ligner Rentons heroinmisbrug et meget velovervejet oprør mod hans egen krop.
- Hvorfor accepteres nogle stoffer såsom moderens Valium, mens andre kriminaliseres? Tænk fx på hash og heroin overfor nikotin og beroligende eller antidepressiv medicin.
- Diskutér eventuelt argumenter for og imod frigivelsen af hash og/eller hårde stoffer som fx heroin.
- Hvad er vigtigt i Rentons liv hhv. før og efter hans rejse til London? Ændrer hans værdier sig i løbet af filmen? Er Renton i virkeligheden selv – under sin foragt for materialismen – materialistisk indstillet?
I den første fase af stofafhængigheden, ekstasen, er stofferne som en elsker. Men langsomt forvandles den til en ubarmhjertig leder, som kræver store ofre og nærmest fordrer, at man glemmer sin krop. En lignende tilstand finder man i visse religioner, hvor afsavn (sult og tørst) og smerte (fx ved at piske sig selv) kan være vejen til et højere stadie. For Renton er det – i hvert fald i den første del af filmen – som om han på samme måde kun kan finde sit Nirvana, når han overvinder al stolthed og alle sociale skrupler. Da han dykker ned i det ulækre toilet, er det en dybt menneskeligt fornedrende handling. Men på en måde lykkes det også Renton gennem denne handling at befri sig for det jordiske liv og civilisationens koder. Han stiger ned i urmørket, hvor han finder de to opiumspiller på bunden af klart, blåt vand. Da han senere i samme scene stiger op mod overfladen igen, er det mod et strålende lys, som minder om de nær-død beskrivelser, man ofte hører. Den verden, han vender tilbage til, er den samme skidne hverdag, han kom fra, men med pillerne i hånden gør det ingenting. Han er lykkelig.
'Trainspotting' er blevet kritiseret for ikke at indtage en klar stilling mod stoffer. Forfatteren bag bogen, Irvine Welsh, siger, at han bare har været ærlig. Historien er delvist selvbiografisk, og Welsh har valgt at skildre både stoffernes enorme tiltrækningskraft og deres farlighed. Ifølge Welsh kan man ikke forstå farligheden, hvis ikke man viser tiltrækningskraften.
Modsat filmens første ekstatiske beskrivelse af heroin står senere anderledes barske sekvenser. Først og fremmest den rystende scene, hvor spædbarnet dør, men også Rentons hallucinationer under afvænningen, hvor han bl.a. ser babyen for sig i kæmpeformat. Hér erfarer Renton misbrugets pris.
- Diskutér filmens holdning til stoffer. Inddrag bl.a. problematikken omkring lovlige og ulovlige stoffer, og find eksempler på, hvor filmen beskriver heroinmisbrug som henholdsvis farligt og attraktivt. Er filmen en reklame for heroinmisbrug, eller er den en advarsel? Del jer evt. op i to grupper – lad den ene argumentere mod filmens skildring af heroinmisbrug, og lad den anden argumentere for.
- Er 'Trainspotting' en moralsk film? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvorfor hedder filmen egentlig Trainspotting (jvf. forklaringen på ordet tidligere i dette materiale)?
