Filmen er en medrivende skildring af en dreng og hans forsøg på at få lov til at være en ganske almindelig dreng med en ganske almindelig far, som han kan se op til og bruge som forbillede. Filmens centrale temaer er svigt, ensomhed og loyalitetskonflikt. Den har en alvorlig grundstemning og indeholder scener, der vil kunne virke ganske voldsomme på nogle af eleverne, og det skal man som lærer være opmærksom på. Filmen er velegnet at bruge i en danskfaglig sammenhæng, da den lægger op til grundlæggende danskfaglige aktiviteter. Det vil være godt at se filmen i små sekvenser, så der gives rum til at arbejde med og tale om den enkelte scene med eleverne, inden man igen ser den enkelte scene for til slut at se hele filmen. Denne måde at arbejde med filmen på kan skabe plads til undren, forventninger til det videre forløb og gøre, at eleverne vil opleve filmen på en mere nuanceret måde. Aktiviteter som meddigtning og analyse af filmens opbygning med brug af dramaturgiske modeller vil være aktiviteter, der kan være med til at gøre fortællingen i filmen forståelig og vedkommende for eleverne. Vandet er filmens stærkeste symbol, og det vil være oplagt at tale om symbolik i filmen - vandet som det rensende og dykkermasken som den genstand, der skaber fysisk afstand og indre ro hos hovedkarakteren Anders samt telefonen, der giver håb om en mulig ændring af tingene. Filmens slutning efterlader ikke umiddelbart meget håb, men for at give muligheden for lidt håb, vil det være fint at lade eleverne hver især formulere, hvad de tror, der videre sker med Anders.