Begge film baserer sig på samtaler og lydoptagelser med især to asylbørn, der fortæller om deres liv på to asylcentre i Danmark. Børnene kommer ind på hverdagens små og store begivenheder set fra deres synsvinkel. De fortæller bl.a. om at savne familiemedlemmer og frygte for deres skæbne. De fortæller også om uvished, om hele tiden at få og miste venner og om at være rodløs. Men de kommer også ind på drømme og håb for fremtiden.
På billedsiden blander fotograferede naturalistiske baggrunde sig med naive farvestrålende personer. Animationsteknikken er en særlig form for flytteteknik, der hedder cut out, og som vi bl.a. kender fra filmene om Cirkeline.
Genremæssigt er de to film ikke helt ens. I 'Jamila, Gid jeg kunne flyve' danner samtaler med den 8-årige pige Lorin grundlaget for hovedpersonen Jamilas oplevelser og historie. Hendes udtalelser er efterfølgende bearbejdet og indtalt på lydsiden af andre børn. Filmen kan derfor betegnes som en form for realistisk animeret børnefilm. I 'Solén, Jeg altid husker far' indeholder lydsiden autentiske lydoptagelser med pigen Solén, der er en syrisk pige på 10 år. Genremæssigt kan filmen derfor betegnes som en animeret dokumentarfilm.
Foto: 'Asylbarn – Jamila, Gid jeg kunne flyve', Dansk Tegnefilm 2 ApS
Jamila er født på et dansk asylcenter for 8 år siden. Hendes forældre kom fra Irak for 10 år siden. Jamila har haft mange venner og veninder. De fleste er dog kun på centret i kort tid. Lige nu...
Solén er ti år og bor med sin mor og to store søstre på et Asylcenter. Hun har mange bamser, men Susu er den bedste. De holder fødselsdag for far med en stor lagkage, som den ældste søster har...
