Elevark
Introduktion og formål
Børnene fra Sølvgade er en film om Katinka og hendes tre søskende, som bor alene i en lejlighed i København. Efter filmen skal eleverne arbejde med temaerne ”Hvornår har man brug for en voksen?” og ”Løgne". Efterfølgende skal de se nærmere på filmsproget med fokus på varmt og koldt lys, karaktererne og deres drømme samt genrerne komedie og familiefilm.
Der er differentierede spørgsmål til filmen til henholdsvis 1.-2. klasse og 3.-4. klasse. På den måde kan man lave forløbet, så det passer til klassens niveau og interesse. 1.-2. klasse er som udgangspunkt lærerstyret undervisning i klassen.

Dansk efter 2. klassetrin
Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i nære og velkendte situationer.
Færdigheds- og vidensområder: Forberedelse, Fremstilling, Præsentation og evaluering
Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, Undersøgelse, Fortolkning, Perspektivering
Kompetenceområde: Kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan kommunikere med opmærksomhed på sprog og relationer i nære hverdagssituationer.
Færdigheds- og vidensområder: Dialog, Krop og drama
Dansk efter 4. klassetrin
Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer.
Færdigheds- og vidensområder: Forberedelse, Fremstilling, Præsentation og evaluering
Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, Undersøgelse, Fortolkning, Perspektivering
Kompetenceområde: Kommunikation
Kompetencemål: Eleven kan følge regler for kommunikation i overskuelige formelle og sociale situationer.
Færdigheds- og vidensområder: Dialog, Krop og drama
Film og forforståelse
Om filmen
’Børnene fra Sølvgade’ er en dansk film fra 2024 instrueret af Mehdi Avaz. Manuskriptet er skrevet af Renée Toft Simonsen, som desuden er forfatter til bogen med samme titel fra 2019. Bogen er en del af en serie af billedromaner udgivet af Politikens Forlag. Filmen var nomineret til fire af Robert-priserne fra Danmarks Film Akademi. Her vandt den Årets børne- og ungdomsfilm og Årets originale sang.
Filmen er en varm og humoristisk familiefilm, der egner sig godt til børn i 1.-4. klasse.
Filmens credits
Titel: Børnene fra Sølvgade
Produktionsland og -år: Danmark, 2024
Instruktion: Mehdi Avaz
Længde: 102 minutter
Distribution: Nordisk Film Distribution A/S
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Frarådes under 7 år
Medvirkende:
Ida Skelbæk-Knudsen
Amelia Ahmad Abdullatif
Alfred Rivera
Alfred Nordhøj Kann
Jakob Fauerby
Anders W. Berthelsen
M.fl.
Forforståelse
Før I skal i biografen, skal I lave en forforståelsesaktivitet. Først ses traileren til filmen i klassen. Herefter skal eleverne individuelt lave en filmplakat til filmen. Dette kan både gøres med blyanter på A4-papir, men man kan også tilføje mere materiale som pap, farver, lim, osv. Plakaterne kan evt. sammenlignes med den originale filmplakat efterfølgende.
Trailer
Filmplakat

Handling
Katinka bor i en lejlighed i København med sine søskende, Petra, Kirk og Tristan. De har ikke forældre, så de er nødt til at skjule sig for kommunen. Da Petra skal starte i skole, ansætter de Miss Nellie som hushjælp, som kan skrive hende ind. De er tæt på at blive afsløret, da den strenge skoleinspektør, Hr. Moth, kommer på besøg.

Miss Nellies kæreste, Brian, bliver mistænksom, og de besøger Sølvgade for at møde børnenes mor. Hun er der dog ikke, og de tager i stedet på fisketur sammen. Men løgnene fra børnene passer ikke sammen, så Brian og Miss Nellie udspionerer dem og opdager, at de skralder og stjæler for at overleve.
Miss Nellie får Petra til at afsløre, at de ikke har en mor, og Brian siger, at de skal gå til politiet. Katinka overhører dette, og børnene planlægger at flygte. Miss Nellie overtaler Brian til, at de ikke skal anmelde dem, men i stedet lade dem blive deres børn. Da de finder børnene, spørger de, om de ikke vil flytte ind hos dem i stedet for. Tristan siger, at børn skal kunne klare sig selv, så Brian overtaler dem ved at sige, at de kan blive ansat som deres børn.
Til sidst afslører børnene, at deres mor havde været meget trist i en periode og var forsvundet, efter hun var gået ned for at vinterbade.
Eleverne skal arbejde med arket ”Billeder fra filmen”. 1.-2. klasse skal genfortælle handlingen ved at skiftes til at fortælle, hvad der er på billederne. 3.-4. klasse skal hver skrive en kort tekst til et givent billede, hvorefter I genfortæller handlingen sammen.
Temaer
Hvornår har man brug for en voksen?
Tristan siger ofte, at børn ikke har brug for voksne, og Katinka har den samme indstilling. Børnene er dog tvunget til at ansætte en voksen som hushjælp for at indskrive Petra i skolen. Da de ansætter Miss Nellie, opdager de hurtigt, hvorfor det er godt at have en voksen i sit liv. Han gør rent, laver mad og passer på dem, når de er kede af det. Børnene har mere tid til at være børn, selv om de stadig skralder, når Miss Nellie ikke er der. På nedenstående billede ses børnenes hushjælp søges-plakat, som siger meget om, hvad de leder efter i en voksen.

Eleverne skal selv definere, hvad ”den perfekte voksen” skal kunne. 1.-2. klasse skal gøre det ved at lave en ”Eftersøgt”-plakat, og 3.-4. klasse skal gøre det ved at lave en ”Voksen søges”-plakat. Plakaterne skal hænges op og bruges sidst i forløbet.
Løgne
Da børnene ikke vil fanges af kommunen og komme på børnehjem, er de tvunget til at lyve meget. Det er især Katinka, som får ansvaret for det. Det starter med små løgne som, at deres mor er forretningsdame i Dubai. Denne løgn bliver dog hurtigt glemt og erstattet af andre, som overhovedet ikke giver mening. Derfor begynder Miss Nellie og Brian at blive mistænksomme, og Katinka er nødt til at finde på endnu vildere røverhistorier; fx at deres mor tager en gave med fra sin næste rejse. Løgnen fører til, at hun stjæler fra en dyr modebutik, som gør, at de er tæt på at blive anmeldt.

Eleverne skal arbejde med arket ”Løgne”. 1.-2. klasse skal i grupper filme en lille film, som passer til en af løgnene. De kan enten selv vælge, eller du kan dele løgnene ud blandt grupperne. 3.-4. klasse skal i par eller små grupper klippe de 10 løgne ud og rangere dem i rækkefølge, alt efter hvilke der er mest okay at bruge. Her er en opsamlende klassesamtale om løgne vigtig.
Filmsprog
Filmiske virkemidler: Varmt og koldt lys
I filmen er der brugt varmt og koldt lys for at understøtte følelser og stemninger. De står ofte i kontrast til hinanden i den samme scene for at understrege forskellen. På nedenstående billeder ser man to klip fra scenen, hvor Miss Nellie skal indskrive Petra i skolen. På Hr. Moths kontor er lyset koldt, som passer godt til skoleinspektørens strenge personlighed og mørke tøj. I lejligheden på Sølvgade er lyset varmt og stemmer overens med den hyggelige stemning, da Nellie genfortæller situationen.


Eleverne skal kigge på de to billeder og sammenligne dem. 1.-2. klasse skal gå en tur på skolen og lave ansigter og mimik, der passer til de forskellige lys, som de bevæger sig i. 3.-4. klasse skal lave en kort film i grupper om deres morgen. Filmen laves to gange med samme handling – én med koldt lys og én med varmt lys.
Dramaturgi: Hvad drømmer karaktererne om?
Der er flere vigtige karakterer i filmen, som man skal have overblik over. Noget af det, som fortæller mest om karaktererne, er deres drømme. Her ses en liste over de vigtigste karakterer og deres drømme:
- Katinka: At blive bankdirektør. At blive sammen med sine søskende.
- Petra: At blive jagerpilot og gartner. At få en rigtig familie. At få en hund.
- Kirk: At blive advokat. At have orden og struktur. At kende love om familier.
- Tristan: At blive cykelsmed. At hans søskende har det godt.
- Miss Nellie og Brian: At få børn og have en familie.
- Hr. Moth: At finde ud af, om børnene har en mor, og om de har det godt.

Først skal eleverne skrive deres egne drømme ned på post-its, som sættes på en tavle og som en fælles drømme-boble. Herefter skal de udfylde arket ”Drømme”, hvor de skal skrive eller tegne, hvad karaktererne drømmer om. Gå karaktererne igennem, og sammenlign med elevernes drømme.
Genre: Komedie og familiefilm
Familiefilmen udspringer af den sjove komedie, som fx også kan handle om sociale problemer. Den kan ses med hele familien og af alle aldre, men drejer sig også gerne om forskellige former for familier. I 'Børnene fra Sølvgade' er det de fire søskende, der styrer handlingen. I starten er det vigtigste, at de skal undgå kommunetrolden. Ellers vil ”familien” komme på børnehjem og blive skilt ad. I slutningen er det vigtigste, at Miss Nellie og Brian kan blive. Børnene opdager, at forældre ikke er afgørende for at være en familie, men det er helt klart en fordel, hvis de vil kunne leve som normale børn.
Eleverne får i par tildelt to tilfældige voksne fra de plakater, som blev lavet i starten af forløbet. Hertil skal de tegne og beskrive en familie, der passer til. Forløbet sluttes af med en samtale om familier.
Videre arbejde
- Samarbejde med billedkunst: Kig på billederne fra lejligheden på Sølvgade. Lav jeres eget billede, der vil passe perfekt til stilen.
- Arbejd med bogen ’Børnene fra Sølvgade’ af Renée Toft Simonsen:
- Kig på billederne fra bogen, og sæt dem på handlingen i filmen.
- Karaktererne i bogen ser lidt anderledes ud end dem i filmen. Tegn karaktererne fra filmen, og sammenlign dem med dem i bogen.
- Lav jeres egen flaskepost: Katinka skriver en flaskepost til sin mor, hvor hun fortæller, hvad der er sket. Skriv en flaskepost til dit fremtidige jeg om, hvad der er sket i dit liv, og hvad du drømmer om. Put brevet i en flaske, og læg det et sted på dit værelse, hvor der vil gå lang tid, før du finder den. Husk at sige til de(n) voksne, som du bor med, at du gemmer en flaske – så smider de den ikke ud, hvis de finder den en dag, men giver den til dig i stedet.