Introduktion og formål
Filmen 'Super Charlie' har en uskyldig indpakning, men rummer mange dilemmaer. 10-årige Wille vil også gerne være superhelt, men hvordan takler man at ens lillebror (som ovenikøbet er baby) bliver det i stedet? Hvis man kunne, ville man så stjæle superkræfterne, og er det egentlig fair? Skal man tænke på sig selv først og de andre bagefter? Filmen giver et godt afsæt for at snakke om at træffe de rigtige valg, og hvad der sker når vi oplever misundelse.
Først skal I arbejde med filmens temaer og filmsprog med små øvelser undervejs. Derudover skal eleverne også udvikle deres egen superhelt.
Opgaverne i elevdelen er som udgangspunkt lavet til samtale to og to og i klassen. Derfor er det vigtigt, at læreren tilpasser formuleringer og brug af fagudtryk i forhold til elevernes alder og faglige evner. Start og afslut opgaverne med en fælles opsummering på klassen.
I opgaverne skal eleverne arbejde frem mod at:
- Forstå hvordan musik kan skabe karakterer og stemninger i filmen.
- Forstå filmens opbygning og dramaturgi.
- Kunne sætte sig i andres sted.
- Kunne tænke i alternative handlingsforløb.
DANSK EFTER 2. KLASSETRIN
Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål:
- Eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster.
- Eleven kan følge forløbet i en fortælling.
- Eleven kan finde hovedindhold.
- Eleven kan tale om tekstens temaer og deltage i en enkel fortolkning.
- Eleven har viden om enkle sproglige, lydlige og billedlige virkemidler.
DANSK EFTER 4. KLASSETRIN
Kompetenceområde: Fortolkning
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, undersøgelse og fortolkning
Kompetenceområde: Fremstilling
Kompetencemål: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer.
Færdigheds- og vidensområder: Forberedelse og fremstilling
Film og forforståelse
Om filmen
’Super Charlie’ er en animationsfilm baseret på den svenske forfatter Camilla Läckbergs populære børnebogsserie om en baby med superkræfter. Filmen følger 10-årige Wille, der altid har drømt om at blive superhelt og bekæmpe kriminalitet sammen med sin far, som er politimand. Hans drøm bliver udfordret, da hans lillebror Charlie bliver født og viser sig at have superkræfter. Sammen må de to brødre samarbejde for at stoppe en superskurk og en gal videnskabsmand, der truer byen.
Misundelse er et af filmens gennemgående temaer og et godt afsæt for en fælles snak i klassen om misundelse som begreb og hvilke følelser det kan sætte i gang.
Filmen er en dansk-svensk koproduktion med danske A. Film blandt producenterne. Dygtige skuespillere som bl.a. Anders W. Berthelsen, Thure Lindhardt og Paprika Steen lægger danske stemmer til.
Filmens credits
Titel: Super Charlie
Produktionsland og -år: Danmark/Sverige 2024
Instruktion: Jon Holmberg
Manuskript: Jon Holmberg, Camilla Läckberg
Længde: 80 min
Distribution: Nordisk Film
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Frarådes børn under 7 år.
Medvirkende:
Wille: Silas Santin
Skurken: Thure Lindhardt
Far: Anders W. Berthelsen
Mor: Rebecca Rønde Killerich
Kirsten: Paprika Steen
Assistenten: Thomas Bo Larsen
Handling
Wille drømmer om at blive en superhelt som sin far, der er politimand. Men alt ændrer sig, da hans lillebror Charlie bliver født med ægte superkræfter. Wille føler sig overset og misundelig på Charlies evner. Samtidig planlægger en gal videnskabsmand og hans håndlanger at tage magten i byen ved hjælp af en maskine, der kan styre folks tanker. Da skurkene kidnapper forældrene, må Wille overvinde sin jalousi for at redde dem. Først forsøger Wille at klare det selv. Men han indser, at det er umuligt uden Charlies hjælp, og sammen lægger de en plan. Charlie bruger sine kræfter, mens Wille bruger sin snilde. I en dramatisk kamp lykkes det dem at ødelægge skurkenes maskine og befri deres forældre. Wille lærer, at heltemod ikke handler om kræfter, men om at tage ansvar og støtte andre. Han accepterer Charlies særlige evner og finder sin egen styrke som storebror.
I elevdelen ligger spørgsmål relateret til filmens handling.
Temaer
I elevdelen ligger spørgsmål om de tre nedenstående temaer. De lægger op til en snak om elevernes egne oplevelser med forældre, misundelse og moral. Der ligger også en opgave om start, midte og slutning til 3.-4. klasse.
Mig og mine forældre
Da Charlie bliver født med superkræfter, oplever Wille, at forældrenes opmærksomhed retter sig næsten udelukkende mod den nye lillebror. Han føler sig glemt og kæmper med længslen efter den tætte kontakt, han før havde med sine forældre. Denne følelse forstærker hans misundelse og usikkerhed. Undervejs i historien lærer både Wille og forældrene, hvor vigtigt det er at vise, at der er plads og kærlighed til alle børn i familien. Da familien bliver genforenet efter kampen mod skurkene, understreger filmen budskabet om, at forældrenes kærlighed ikke bliver mindre, selv når den skal deles.
Misundelse
Da Willes lillebror Charlie får superkræfter, føler Wille sig glemt og mindre værd. Misundelsen gør, at han i starten har svært ved at støtte Charlie. Først da Wille lærer at acceptere Charlies evner og finde sin egen styrke, kan de samarbejde og vinde over skurkene. Filmen viser, hvordan misundelse kan skabe afstand, men også overvindes gennem tillid og kærlighed.
Hvad ville du gøre? (moralske valg)
Da forældrene bliver kidnappet, står Wille over for et afgørende valg: Skal han handle ud fra sine egne sårede følelser, eller gøre det rigtige og samarbejde med sin lillebror? Wille vælger til sidst det moralsk rigtige og sætter familiens behov over sin egen stolthed. Filmen viser, at ægte heltemod handler om at træffe gode valg, selv når det er svært.
Filmsprog
Filmiske virkemidler: Musik og billedkomposition
Musikken bruges aktivt til at forstærke forskellen mellem scener med spænding, humor og følelser. Læs først om musik og lav en opsummering for eleverne tilsvarende deres faglige niveau. I elevdelen ligger der seks klip fra filmen. Eleverne skal se klippene og svare på spørgsmål. Derudover ligger der en opgave til elever i 3.-4. klasse, hvor de skal lytte til klassisk musik og lave en spændingskurve over musikkens udvikling. Læg mærke til eventuelle ligheder med berettermodellen.
Når Charlie bruger sine superkræfter, er musikken ofte let, energisk og legende, hvilket understreger hans barnlige uskyld, selv når han laver spektakulære ting. I kontrast hører vi dyster og truende musik, når skurkene optræder. Her bliver tonen tungere, rytmen langsommere, og der bruges mørkere klange, som skaber en følelse af fare. Musikken hjælper publikum med at fornemme, hvornår noget truende nærmer sig, før det sker i handlingen.
Når Wille kæmper med sin misundelse og usikkerhed, bliver musikken mere følsom og afdæmpet. Her bruges rolige melodier og bløde instrumenter, som fx strygere, for at afspejle Willes indre kamp. I filmens klimaks – hvor brødrene samarbejder og overvinder skurkene – bliver musikken heroisk og opløftende.
Der ligger også en filmøvelse, hvor eleverne skal forholde sig til plakaten til ’Super Charlie’ og hvilke personer og ting, der er i forgrund, mellemgrund og baggrund.
Dramaturgi
Start med at læse om dramaturgi og berettermodel og lav en opsummering for eleverne tilsvarende deres faglige niveau. Dramaturgien i ’Super Charlie’ følger en klassisk fortællekurve med en klar start, midte og slutning. Filmen åbner med en præsentation af hovedpersonen Wille, hans drøm om at blive superhelt, og den konflikt, der opstår, da hans lillebror Charlie fødes med superkræfter. Allerede tidligt etableres Willes følelse af misundelse og usikkerhed, som sætter historien i gang.
I midten af filmen bliver konflikten optrappet. Skurkene kommer på banen, truslen mod familien vokser, og Wille kæmper både mod ydre farer og sine egne følelser. Handlingen bliver mere intens, da skurkene kidnapper Willes og Charlies forældre. Wille står nu over for et moralsk valg: at handle alene eller samarbejde med Charlie.
Klimaks kommer, da Wille og Charlie slår sig sammen i en finale med masser af action. Her vælger Wille samarbejde og mod over jalousi. Til sidst slutter historien med en harmonisk genforening af familien. Wille har nu fundet sin plads uden at være jaloux på Charlies superkræfter.
Opgaverne fokuserer på, hvor meget af handlingen eleverne har forstået, og om de hæfter sig ved nogle af de store vendepunkter. Til 3.-4. klasse ligger der en filmøvelse, hvor eleverne skal tegne et storyboard med tre billeder, der fortæller det vigtigste i filmen.
Genre
’Super Charlie’ er en familie- og børnefilm med tydelige træk fra superheltegenren og komedie. Filmen kombinerer humor, spænding og kærlige familierelationer. Den er fortalt i børnehøjde, men med indhold og temaer, som også voksne kan relatere til – fx misundelse og moral.
Genren trækker på superhelte-konventioner, som vi kender fra tegneserier og actionfilm: en hovedperson med særlige evner, en skurk, der truer freden, og en kamp mellem det gode og det onde. I ’Super Charlie’ er det dog babyen Charlie, der har superkræfter, og det giver et humoristisk og originalt twist på genren.
Samtidig er filmen præget af komiske elementer, især gennem Charlies kaotiske og uforudsigelige kræfter. Men bag humoren ligger en familiefortælling, hvor relationen mellem brødrene og deres udvikling er det centrale.
Filmen følger også træk fra eventyrgenren: en ung hovedperson (Wille) gennemgår en indre udvikling, møder modstand og overvinder til sidst både ydre fjender og sine egne følelser.
I elevdelen ligger spørgsmål med fokus på genretræk i børnehøjde. Eleverne skal snakke om, hvilke elementer der er vigtige for superheltefilm?
Videre arbejde
Eleverne skal tegne en superhelt/skurk og dermed arbejde med de moralske aspekter i valget af superkræfter, og hvordan de vil bruge dem?