Berettermodellen er en analysemodel. Den giver overblik over historiens forløb og spændingsopbygningen i en film.

Mange film har næsten samme forløb, når det gælder opbygning af fortælling og spænding. Berettermodellen viser dette forløb. Det er en effektiv måde at fortælle en historie på, så publikums opmærksomhed er fanget fra start til slut. Der er dog også gode film, som ikke er opbygget på denne måde. Berettermodellen kaldes også Hollywood-modellen, fordi mange Hollywood-film er opbygget sådan her.

Illustration: Filminstituttet

Den vandrette akse er en tidslinje. Den viser filmens længde. Den lodrette akse er spændingsaksen. Den viser spændingens niveau. Den gule kurve viser, hvordan tilskueren oplever, at spændingen udvikler sig i løbet af filmen. Der er stigende spænding indtil slutningen af filmen, hvor spændingen falder.

I berettermodellen er filmen inddelt i syv faser, der har hver sin funktion i den samlede fortælling:

1. Anslag – Filmens begyndelse. Anslaget giver en forsmag på filmens præmis, stemning, genre, tema og stil.
2. Præsentation – Filmens vigtigste personer og locations bliver introduceret. Der bliver lagt op til filmens konflikter.
3. Uddybning – Filmens konflikter begynder at presse sig på. Vi får mere viden om personerne, konflikterne og filmens temaer.
4. Point of no return – Vendepunktet for filmens hovedperson. Her sker en afgørende begivenhed. Nu er der ingen vej tilbage. Hovedpersonen må tage konsekvensen af begivenheden.
5. Konfliktoptrapning – Filmens indre og ydre konflikter udvikler sig. Der opstår komplikationer. Presset på hovedpersonen bliver større og større.
6. Klimaks – Filmens spændingsmæssige højdepunkt. Her bliver kampen afgjort, og konflikten bliver løst.
7. Udtoning – Konflikten er afsluttet. En ny livssituation er opstået for filmens vigtigste personer.

Læs mere om filmens dramaturgi og se eksempler her:

Analysemodeller
Aktantmodellen
Kontraktmodellen
Tre-akter-modellen