Troldmanden fra Oz Lærer

Hjem
  • Til læreren
  • Filmens handling
  • Den lille, grå gård i Kansas
  • Rejsende i landet Oz
  • Utopia og fantasyfilm

Til læreren

”Troldmanden fra Oz” (”The Wizard of Oz”, 1939) er en filmklassiker, som fylder meget i den amerikanske filmhistorie. ”Troldmanden fra Oz” er simpelthen i 2008 af Det amerikanske Filminstitut kåret til den bedste fantasyfilm nogensinde! Og talrige er de senere film, der på en eller anden måde refererer til dette værk. Frank Baums romanforlæg er i øvrigt filmatiseret flere gange i stumfilmtiden, blandt andet af forfatteren selv. Der har også været tegnefilm og tv-serier, der bygger på det fantastiske univers, som Frank Braun skabte i fjorten bøger om landet Oz. Den første, ”The Wonderful Wizard of Oz” er skrevet i år 1900.

Filmens første sang, ”Over the Rainbow”, blev siden sangeren og skuespilleren Judy Garlands glansnummer, og hun gik altid på scenen til tonerne af melodien. Den fik en Oscar som bedste sang, og der var yderligere en statuette til originalmusikken af Herbert Stothart. Som et kuriosum kan nævnes, at evergreenen ”Over the Rainbow” på et tidspunkt var klippet ud af filmen, fordi man mente, at den fik handlingen til at stå bomstille. Men den kom gudskelov på plads igen! De øvrige sangnumre, som for eksempel ”Follow the Yellow Brick Road”, har også inspireret mange musikere, blandt andre Elton John i nummeret ”Goodbye Yellow Brick Road” (1976).

”Troldmanden fra Oz” er en ærke-amerikansk klassiker med stort K. Den var en prestigefilm for produktionsselskabet Metro-Goldwyn-Mayer, der skævede meget til den store succes, som Walt Disney havde fået med tegnefilmen ”Snehvide og de syv dværge” (1937). Det er således næppe tilfældigt, at også ”Troldmanden fra Oz” opererer med hekse og små mennesker. Der var hele fem stjerneinstruktører involveret under produktionen: Richard Thorpe, George Cukor, Victor Fleming, King Vidor og Mervyn LeRoy. Victor Fleming blev dog til sidst alene krediteret for instruktionen.

Om materialet

Dette undervisningsmateriale indeholder tre temaer, der tager hensyn til, at filmen har en meget bred målgruppe, der spænder fra børn fra cirka 9 år til voksne. Fantasirejsen på side xx henvender sig således især til eleverne i fjerde og femte klasse. De to første afsnit, ”Den lille, grå gård i Kansas” og ”Rejsende i landet Oz”, henvender sig til folkeskolens mellemtrin, men de store kan sagtens også kigge med. Der er nemlig tilstræbt aldersdifferentierede opgaver, som læreren, der jo kender sine elevers niveau, frit kan plukke i. Tredje tema, ”Utopia og fantasy”, henvender sig primært til folkeskolens ældste klasser samt gymnasiet. Men også her rummer materialet diskussionsoplæg og opgaver, der ligeledes kan benyttes af yngre elever.

Første tema, ”Den lille, grå gård i Kansas”, handler om Dorothy, hendes miljø, liv og drømme. Der fortælles også om farvefilm og brugen af både tintede afsnit og ”rigtig” farvefilm. Andet tema, ”Rejsende i landet Oz”, beskæftiger sig med rejsen i fantasilandet Oz, hvor Dorothy, Fugleskræmsel, Tinmand, Løve og hunden Toto må overvinde en række forhindringer for at nå deres mål. I tredje tema, ”Utopia og fantasy”, lægges der op til et arbejde omkring utopiske historier og fantasygenren – og til at forsøge at skrive en anmeldelse af filmen.

Men gå selv på opdagelse i landet Oz. Der er stof til både en enkelt times efterbehandling og et længere undervisningsforløb, evt. med inddragelse af andre eventyrlige historier.

God fornøjelse
Judith & Ulrich Breuning

Filmens handling

Dorothy Gale går og drømmer om et land på den anden side af regnbuen, hvor alt er skønt og dejligt. Og i hvert fald helt anderledes end den daglige trummerum hos onkel Henry (Uncle Henry) og tante Em (Aunt Em) på deres lille gård i Kansas. Yderligere har Dorothy problemer med naboen frøken Gulch (Elmira Gulch), fordi Dorothys hund Toto har bidt den stramme, selvgode frøken bagi!

Da konflikten med frøken Gulch resulterer i, at Toto skal fjernes, beslutter Dorothy sig for at stikke af hjemmefra sammen med Toto. På sin vej møder hun plattenslageren professor Marvel, der straks griber til sin krystalkugle og med et glimt i øjet fortæller, at tante og onkel savner hende. Dorothy tror ham og fortryder sit forehavende og vender hjemad samtidig med, at et stormvejr bryder løs. Da hun når frem til hjemmet, har onkel og tante samt deres tre karle, Hunk, Zeke og Hickory, forskanset sig i kælderen. Dorothy selv når ikke i ly, før en tyfon griber huset og sender det i luften. Dorothy ser de mærkeligste ting flyve forbi og oplever, at frøken Gulch på sin cykel forvandler sig til en heks på en kost!

Da huset igen lander på jorden, og Dorothy og Toto går ud af døren, står de pludselig i et farvestrålende land, hvor tumlingerne (Munchkins) bor. Og huset er landet lige oven på den fæle heks fra øst (The Wicked Witch of the East), hvilket både den gode heks fra nord (The Good Witch of the North), Glinda, og tumlingerne er begejstrede for. Men den onde heks fra vest (The Wicked Witch of the West), der til forveksling ligner frøken Gulch, dukker op og forstyrrer festlighederne. Hun vil have heksen fra østs røde rubintøfler, men dem har Dorothy ved et mirakel på, og så sværger heksen fra vest hævn.

Dorothy vil helst bare hjem igen, men for at det skal kunne lykkes, må hun opsøge Troldmanden fra Oz (The Wizard of Oz). Han bor i Smaragdbyen (The Emerald City), og for at komme til den skal hun følge de gule stens vej (The Yellow Brick Road). Her møder hun Fugleskræmsel (The Scarecrow), Tinmand (The Tin Man) og Løve (The Cowardly Lion), der ligner de tre karle fra gården. De tre væsner mangler henholdsvis hjerne, hjerte og mod. Og de slår følgeskab med Dorothy ad de gule stens vej for også at opsøge Troldmanden fra Oz. Han kan give dem de manglende egenskaber.

Heksen fra vest forsøger at hindre, at de når frem til Smaragdbyen. Men en dag står de alligevel foran byens porte og kommer kun ind, fordi Dorothy er sendt af heksen fra nord og har røde rubintøfler på! Til gengæld bliver de festligt modtaget og bliver gjort fine til mødet med Troldmanden. Denne vægrer sig dog ved at tage imod selskabet, og kun Dorothys tårer formilder dørvogteren, så de slipper ind til selve Troldmanden fra Oz. Denne bekendtgør, at han vil opfylde alle deres ønsker, hvis de bringer ham heksen fra vests kosteskaft.

Heksen fra vest sender sin hær af flyvende aber ud for at gribe Dorothy og Toto. Heksen vil lave en handel. Hvis Dorothy vil give hende rubintøflerne, må Dorothy beholde Toto. Der er bare det problem, at tøflerne ikke kan komme af, så længe Dorothy lever. Et timeglas vendes. Når det er løbet ud, er Dorothys dage talte. Men heldigvis stikker Toto af og henter Fugleskræmsel, Tinmand og Løve. De kommer ind i heksens borg forklædt som soldater og redder Dorothy i sidste øjeblik. Heksen smelter bort, og de snupper kosteskaftet og begiver sig igen til Troldmanden fra Oz.

Det viser sig, at troldmanden bare er en svindler (han ligner da også professor Marvel på en prik), men alligevel kan han give Fugleskræmsel en hjerne, Tinmand et hjerte og Løve noget mod. Men da han skal bringe Dorothy hjem i en luftballon, river denne sig løs, før hun og Toto kommer om bord. Men den gode heks fra nord ankommer smilende og beretter, at Dorothy ikke behøver hjælp for at komme hjem. Hun kan bare bruge de magiske rubintøfler!

Så vågner Dorothy. Cyklonen har slået hende bevidstløs, og det hele har været en drøm. Men Dorothy indser nu klart, at der er så dejligt hos de nære og velkendte ting. Man behøver ikke at drømme sig til fjerne steder, for hjemme er bedst!

Den lille, grå gård i Kansas

Dorothy bor på en lille gård i Kansas sammen med sin onkel og tante samt tre landarbejdere. Der er masser af arbejde, som skal for hånden, og pengene hænger ikke på træerne. Men Dorothy bekymrer sig mere om sin hund Toto, og end ikke det forhold, at rugemaskinen er i stykker og kyllingernes liv dermed i fare, kan få hende til at tænke på noget andet. Dorothys tanker kredser nemlig om Toto, der har bidt den stramtantede og rige frøken Gulch i rumpen.

Starten på ”Troldmanden fra Oz” er optaget på sort/hvid-film, som så er tintet (dvs farvet) i en brun nuance. Allerede i stumfilmtiden – og altså før tone- og farvefilm blev opfundet – brugte man at ’tinte’ filmene. Filmstrimlerne blev lagt i syrebade, der for eksempel kunne give filmen en rød, blå eller brun farvetone. Den røde farve kunne signalere kærlighed eller ildebrand; den blå kunne betyde nat; og den brune kunne illudere fortid eller drøm.

Gennem hele filmhistorien har man faktisk eksperimenteret med farver. Fra de tidligste film håndkolorerede man undertiden hvert billede direkte på filmstrimlen, hvilket naturligvis var en besværlig og omkostningsfuld proces. Og siden eksperimenterede man med forskellige filtre både på kameraets og fremviserens linse. Men først i 1935 var der premiere på en ’rigtig’ farvefilm. I Danmark er de første farvefilm tegnefilmen ”Fyrtøjet” (1946) og lystspillet ”Kispus” (1956).

Filmens rammehistorie foregår i staten Kansas, og det er næppe et tilfældigt valg. Kansas er nybyggerland, det er det lille hus på prærien og et tyfonområde. Kansas er et eksempel på, at de vidtstrakte præriesletter blev forvandlet til landbrugsjord, oprindelig små lodder, som staten forærede væk og en lille familie kunne leve af. Eller næsten. For mange endte den amerikanske drøm nemlig i Kansas. De måtte simpelthen give op. Kansas er også en metafor for en lidt indskrænket bondementalitet, så når den lille, visne whiskysælger i John Fords mesterværk ”Diligencen” (”Stagecoach”, 1939) siger, at han kommer fra Kansas City, Kansas, er det tilladt at grine i biografen.

  • Tal om – gense evt. – filmens start og snak i klassen om, hvordan Dorothy opfører sig. Hvad er hun optaget af? Og hvad er hun ikke optaget af? Hvad laver onklen og tanten? Snak videre om, hvorfor de ikke interesserer sig for Dorothys problem med Toto.
  • Skriv nogle stikord i jeres hæfter, som fortæller, hvordan Dorothy er i filmens start.
  • Skriv også stikord, der beskriver gården, som hun bor på. Hvor ligger den? Hvordan ser den ud? Hvordan er omgivelserne? Hvad arbejder de med?
  • Snak om, hvorfor filmens start er holdt i bruntintede billeder. Hvad betyder det for oplevelsen af den lille gård i Kansas?
  • Gå på biblioteket eller nettet og læs om staten Kansas i USA. Hvor ligger Kansas? Hvordan er klima, vejrforhold og geografi? Hvad lever man af? Hvordan var levevilkårene i år 1900 i staten Kansas? Hvorfor tror I, at handlingen i ”Troldmanden fra Oz” begynder i netop Kansas?
  • Tegn et billede af gården i Kansas. Tegningen må kun være i sorte, hvide og brune nuancer.
  • Skriv et lille digt, der fortæller om livet på gården. Overskriften kan for eksempel være: ”Den lille grå, gård i Kansas”.

Dorothy forsøger forgæves at involvere den lille gårds mandskab i sit problem og kravler op på grisestiens hegn. Hun falder ned og hjælpes op af Zeke. Vennerne på gården forsøger at forklare, hvordan hun kan undgå problemerne med frøken Gulch.

  • Skriv navnene Hunk, Hickory og Zeke i jeres hæfter. Beskriv de tre personer med nogle stikord. Hvordan ser de ud? Hvordan er de klædt? Hvad laver de? Hvordan reagerer de på Dorothys problem med Toto og frøken Gulch?

I dramaturgi taler man om at ’plante’ forskellige oplysninger allerede i filmens start. De plantede oplysninger skal så bruges og udvikles gennem filmens forløb. Derfor skal I gemme jeres notater til et senere arbejde med karakterernes udvikling.

  • Det onde i Dorothys verden er repræsenteret ved frøken Gulch. Hvordan vil I beskrive frøken Gulch? Hvordan ser hun for eksempel ud? Hvordan opfører hun sig? Hvordan er hun? Hvordan er styrkeforholdet mellem Frøken Gulch og familien Gale? Gem også disse notater.

Tante Em opfordrer Dorothy til at finde et sted, hvor der ikke er problemer, og hun går sammen med Toto afsides og synger sangen ”Over the Rainbow”:

Over the Rainbow

Somewhere over the rainbow
Way up high,
There's a land that I heard of
Once in a lullaby.
Somewhere over the rainbow
Skies are blue,
And the dreams that you dare to dream
Really do come true.
Someday I'll wish upon a star
And wake up where the clouds are far
Behind me.
Where troubles melt like lemon drops
Away above the chimney tops
That's where you'll find me.
Somewhere over the rainbow
Bluebirds fly.
Birds fly over the rainbow.
Why then, oh why can't I?
If happy little bluebirds fly
Beyond the rainbow
Why, oh why can't I?

  • Gense sangscenen, hvis I har filmen på dvd, og lyt til teksten. I kan også finde filmen på fx Youtube – søg evt. på ”Over the Rainbow Garland” (så I får filmens version med Judy Garland). Læs sangens tekst og oversæt den til dansk i klassen. Gå derefter i grupper på fire til fem og snak om, hvad sangen handler om. Hvad er det for et sted, der ligger over eller bag regnbuen? Prøv at få jeres oversættelse til at rime og brug samme antal stavelser som i den engelske tekst.
  • I kan så synge gruppernes fordanskninger for hinanden. De af jer, der kan spille på et instrument, kan akkompagnere sangstemmerne.

Da Dorothy kommer til Oz, møder hun heksen fra vest og senere tre figurer: Fugleskræmsel, Tinmand og Løve.

  • Skriv navnene Fugleskræmsel, Tinmand og Løve i jeres hæfter. Beskriv deres udseende og kommenter, hvem de ligner. Hvilke egenskaber eller rettere mangler har de tre væsner? Sammenlign egenskaberne og manglerne med de ting, som I har skrevet under Hunk, Hickory og Zeke.
  • Sammenlign også heksen fra vest med frøken Gulch. Hvordan giver de tos magt sig udtryk? Hvad kan de, og hvad bruger de, som kan genere andre?
  • På hvilke måder passer de informationer om karaktererne, som vi har fået plantet i filmens start, med figurerne i Oz?
  • Og hvordan passer sangen ”Over the Rainbow” med eventyrlandet Oz?
  • Snak til sidst i klassen om at drømme sig væk fra hverdagen, som Dorothy gør i sin sang. Hvorfor dagdrømmer vi? Kender I selv til at drømme jer væk fra dagligdagens undertiden kedsommelige trummerum?
  • Tag på en drømmerejse til et land på den anden side af regnbuen:
  1. Læg dig godt til rette på en madras på gulvet.
  2. Slap helt af, luk øjnene og træk vejret dybt.
  3. Det er sommer, solen skinner efter en kort regnbyge, og det er varmt. Der er en lille smule vind. Du kan se en smuk regnbue.
  4. Vinden løfter dig blidt op og bærer dig over regnbuen til et grønt og frodigt land.
  5. Vinden sætter dig blidt ned ved en lille grusvej.
  6. Du lægger mærke til, hvordan der ser ud.
  7. Læg mærke til, hvilke farver du ser.
  8. Læg mærke til lugtene.
  9. Læg mærke til lydene. 
  10.   Du hører noget pusle i en busk.
  11.  Du går roligt hen til busken.
  12.  Du møder nogle små mennesker, der er venlige og glade.
  13.  De inviterer dig med til fest.
  14.   Hvad spiser I?
  15.  Hvad laver I til festen?
  16.  Hvad fortæller de om deres land?
  17.  Du har det rart, men må alligevel hjem igen.
  18.   De små mennesker giver dig en afskedsgave.
  19.  De følger dig hen til regnbuen.
  20.  Du svæver hjem igen på en let brise.
  21.  Du lander blidt og sætter dig stille op.
  22.  Snak i klassen om, hvad I oplevede, og hvordan der så ud.
  23.  Fortæl, hvad I fik i gave.

Rejsende i landet Oz

Under det voldsomme stormvejr griber en tyfon huset, som Dorothy og Toto befinder sig i, og hvirvler det op i himlen. Huset, Dorothy og Toto havner derefter i Tumlingeland, som er en del af landet Oz. Oven på den fæle heks fra øst. Alt er anderledes end hjemme i Kansas. Oz er et farvestrålende land befolket af små mennesker, der kaldes tumlinger. Tumlingerne og den gode heks fra nord, Glinda, er ganske tilfredse med, at de nu er befriet for heksen fra øst. Men ikke alt er lutter idyl. Den onde heks fra vest dukker op og kræver at få rubinskoene, som heksen fra øst havde på. Skoene sidder dog nu på Dorothys fødder, så heksen truer med en frygtelig hævn.

  • Tag en snak i klassen om, hvordan der ser ud i Tumlingeland. Hvem bor der? Hvordan bor de? Hvad laver de? Hvordan tager tumlingerne imod Dorothy?
  • Hvorfor er tumlingerne så glade? Og hvorfor er heksen fra vest så sur og vred?
  • Snak videre om, hvorfor filmen nu er i farver. Hvordan virker skiftet fra sort/hvid til farver? Hvorfor tror I, at filmen bruger dette trick?

Skønt Tumlingeland er et spændende sted at være, er det Dorothys største ønske at komme hjem igen til sin tante og onkel. Det kan hun kun komme, hvis hun opsøger troldmanden i Smaragdbyen. For at komme til byen, skal hun følge de gule stens vej. Dorothy og Toto begiver sig ud på en rejse fyldt med overraskelser.

Dramatik på film opstår ofte ved, at en eller flere karakterer skal nå et mål. Men det ikke er let at nå målet. Der er mange forhindringer og modstandere, der vil gøre alt for, at missionen skal mislykkes.

  • Inddel jer i grupper på fire til fem elever.
  • Tegn på et A3-ark et landkort over eventyrlandet Oz. I skal starte med at angive verdenshjørnerne nord, syd, øst og vest. Derefter skal i placere Tumlingeland, Smaragdbyen og heksens slot og vise, hvordan de gule stens vej snor sig fra Tumlingeland til Smaragdbyen. På de gule stens vej skal I plotte de steder ind, hvor Dorothy møder nogen og/eller oplever noget særligt.
  • Snak i grupperne om Dorothys rejse. Hvilke forhindringer er der? Hvem møder hun? Hvordan ser der ud de steder, hvor hun møder Fugleskræmsel, Tinmand og Løve?
  • Hvad ønsker de tre følgesvende at opnå?
  • Hvordan prøver heksen at forhindre dem i at nå deres mål?

Dorothy, Toto, Fugleskræmsel, Tinmand og Løve når frem til Smaragdbyen. Men også her møder de modstand. Det er ikke let at få adgang til byen eller foretræde for troldmanden fra Oz.

  • Hvilke forhindringer er der i Smaragdbyen? Hvordan overvinder de forhindringerne? Hvordan kommer de ind i byen? Hvordan kommer de til troldmanden?
  • Nævn nogle andre eventyr, film eller fortællinger, hvor en hovedperson også møder mange forhindringer. Prøv sammen i gruppen at finde nogle forskellige historier, hvor helten/heltinden møder udfordringer, der skal klares, for at målet nås.
  • Snak videre om, hvordan der ser ud i Smaragdbyen, og hvordan folk lever og opfører sig. Hvem bestemmer over byen? Hvordan vil I beskrive livet i Smaragdbyen?
  • Tegn hver især et billede af Smaragdbyen og hæng det op på opslagstavlen sammen med gruppens landkort.
  • Skriv derefter titlerne på de historier, hvor en person møder forhindringer, op på tavlen. Hvor mange af titlerne er fælles, og hvor mange titler kom I op på i alt?

Netop som man tror, at hovedpersonerne er vel fremme ved målet, og at alle forhindringer er overvundet, kommer der ofte i dramatiske historier en ’hale’: Den endelige prøve. Og den er naturligvis den allerfarligste. I ”Troldmanden fra Oz” forlanger troldmanden at få heksen fra vests kosteskaft for at ville opfylde Dorothys og hendes venners ønsker.

  • Snak i klassen om, hvilke forhindringer og farer Dorothy, Toto, Fugleskræmsel, Tinmand og Løve kommer ud for i den endelige prøve. Hvor mange udfordinger skal de overvinde? Og hvordan klarer de situationerne?

Heksen fra vest er en ond heks, og hekse betyder meget i landet Oz. Tumlingerne spørger for eksempel Dorothy, da hun pludselig dukker op, om hun er en heks! Og om hun er god eller ond. For der findes også gode hekse som Glinda, heksen fra nord.

  • Snak videre om hekse. Hvad ved I om hekse? Hvordan er heksene i Oz? Ligner de ’almindelige’ hekse, som I kender dem fra bøger og film?
  • Hvad er det, heksen fra vest vil opnå? Hvad vil hun have? Hvorfor vil hun Dorothy til livs?
  • Tegn på et A4-ark heksens borg og befolk borgen med hendes hjælpere. I kan også selv finde på uhyggelige væsner, der naturligt vil passe ind sådan et sted.

Da Dorothy løber hjemmefra med Toto, møde hun en ’professor’ Marvel, der kan skue ind i fremtiden med hjælp fra en krystalkugle. Med lidt behændighed og hvide løgne (for ikke at sige fup og fiduser), overbeviser han Dorothy om, at hun skal vende næsen hjemad, fordi tanten savner hende. Denne professor Marvel optræder i filmen i forskellige skikkelser og roller og er en ikke uinteressant figur i Dorothys verdensbillede.

  • Snak i klassen om professor Marvel. Hvordan er han? Hvordan ser han ud? Hvordan opfører han sig?
  • Skuespilleren, der spiller professor Marvel, har flere roller i filmen. Kan I genkende ham i andre skikkelser? Og er der lighedstræk mellem disse? Skriv alle rollerne på tavlen.
  • Snak videre om, hvorfor man har valgt at lade den samme skuespiller optræde i forskellige roller. Husk også, at det er samme skuespillere, der spiller frøken Gulch/heksen fra vest, Hunk/Fugleskræmsel, Hickory/Tinmand og Zeke/Løve. Hvorfor, tror I, at man har taget et sådant valg? Hvad betyder det for opfattelsen af filmens historie?
  • Slut af med at kigge på, hvordan de forskellige personer er til sidst i filmen. Sammenlign med jeres noter om personerne fra starten af filmen.

Utopia og fantasyfilm

Den engelske forfatter Oscar Wilde sagde en gang, at det ikke er værd at kigge på et landkort, hvis Utopia ikke er med på det! Den amerikanske forfatter Frank Baum har med landet Oz i år 1900 skabt sin version af en idealstat, som englænderen Thomas More beskrev i et berømt værk fra 1516. Men Frank Baums utopiske stat er ikke uden farer. Der er både hekse og uhyrer og masser af ting, der skal overvindes. Hvis de ikke fandtes, ville Oz simpelthen være det kedeligste sted i verden!

Utopi (græsk): dels urealisable fremtidsdrømme i almindelighed, dels en romangenre. Betegnelsen, der betyder ’intetsteds’, stammer fra Thomas Mores roman De optimo statu rei publicae deque insula Utopia (1516), i hvilken handlingen er henlagt til en tænkt ø, Utopia. Den utopiske litteratur er dog langt ældre; More og mange andre forfattere har således efterlignet Platons Staten og ladet sig inspirere af hans fremstilling af Atlantis-sagnet i dialogerne Kritias og Timaios. Utopierne er ofte opbygget som rejsebeskrivelser. Blandt de utopiske værker, der er fremkommet efter Thomas Mores, kan man fremhæve Campanellas Civitas solis (1623), Bacons Nova Atlantis (1626), Fénelons Télémaque (1699), Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (1741), der foregår i det land Potu (Utop), H.G. Wells’ A Modern Utopia (1905) og Hermann Hesses Das Glasperlenspiel (1943). Nogle utopier satiriserer over de bestående forhold uden egentlig at foreslå løsninger på problemerne, f.eks. Swifts Gullivers rejser (1726) og Samuels Butlers Erehwon (nowhere, hvilket ligesom utopi betyder intetsteds; 1872).
(Lademann 1994)

  • Tag en snak i klassen om Utopia og utopiske fortællinger. Hvad får mennesker til at ’opfinde’ utopiske riger? Hvilke tanker gør I jer om et utopisk land? Hvordan forestiller I jer, at der skal der være i et utopisk land?
  • Kender I film og bøger, hvor ekspeditioner finder utopiske riger? Hvordan er disse riger skildret? Er det idelig lykke? Eller det modsatte?
  • Skriv på tavlen alle de ting, som I mener der skal være i et utopisk rige – og de ting I mener ikke skal være der. Snak om, hvorvidt alle jeres ideer kan forenes i ét land? Hvilke ting er uforenelige?

Man kan også se koloniseringen og opbyggelsen af Amerika som et Utopia. Man taler ligefrem om den amerikanske drøm, som handler om at tæmme vildnisset og gøre det til en blomstrende have. Nybyggere drog ud for at finde land, bygge et hjem og skabe en lykkelig tilværelse. Nogle nybyggere var for eksempel flygtet fra religionsforfølgelse og så Amerika som stedet, hvor de kunne opbygge deres Paradis og frit udøve deres religion. Men før målet kunne nås, var der farer som for eksempel indianere, der skulle overvindes, og kampen mod naturen og dens mægtige kræfter var heller ikke til at kimse af.

  • Skriv et digt med titlen ”Utopia”, hvor I fortæller om jeres opfattelse af et sted, hvor man kunne tænke sig at bo.
  • Tag en snak i klassen om landet Oz. Hvordan fungerer det? Hvem bor der? Hvad lever de af? Hvem styrer landet? På hvilken måde og med hvilke midler? Hvilke farer er der, som man skal leve med eller overvinde?
  • Snak videre om, hvad filmen ”Troldmanden fra Oz” fortæller om Amerika. Hvordan er dens Amerika-billede? Hvad fortæller den om Amerika anno 1939, hvor filmen blev optaget (bogen er fra 1900)? Og hvad fortæller den om den amerikanske drøm? Hvad fortæller for eksempel rammehistorien i Kansas? Og hvad siger landet Oz om Amerika og den amerikanske drøm?

Dorothy synger i anden strofe:

Somewhere over the rainbow
Skies are blue,
And the dreams that you dare to dream
Really do come true.

  • På hvilken måde lever landet Oz op til Dorothys drømme? Eller ikke op til? Hvorfor vil Dorothy ikke blive i landet Oz? Hvad går hendes rejse ud på? Hvad lærer hun sammen med Fugleskræmsel, Tinmand og Løve? Hvad erkender Dorothy, da hun igen er hjemme hos onkel og tante?
  • Skriv en lille tekst, der fortæller, hvordan Dorothys liv former sig fremover. I kan fx kalde teksten for ”Dorothys nye Utopia”.

Fantasy-film, filmgenre, der fantaserer over eventyrlige og overnaturlige universer, ofte eventyr fra en fiktiv riddertid med drager, magiske rekvisitter, troldmænd og hekse. Bl. de litterære forudsætninger er klassiske sagn og eventyr, Bibelen, 1001 Nat, kong Arthur- og Nibelungen-sagnene, og i nyere tid især Tolkiens kultdyrkede ’Ringenes herre’ (54-55). Bl. de populæreste film, ofte med flydende grænser til science fiction, adventure-film og horrorfilm, er Golem, King Kong, Troldmanden fra Oz, Tyven fra Bagdad, Peter Pan, trilogien om Stjernekrigen, Excalibur, Ulvenes nat, Ladyhawke og lommetyven, Highlander, Conan barbaren, Willow. Genren er stærkt repræsenteret i populærkulturelle tegneserier, rollespil (’Dungeons and Dragons’), brætspil, legetøjsfigurer. Man kan også betragte film som Det er herligt at leve og Miraklet i Milano, om overnaturlige indslag i realistiske miljøer, som en slags fantasy film.

Sådan står der om fantasygenren i”Filmleksikon” (Munksgaard-Rosinante 1995). En opdatering af artiklen vil nok yderligere nævne fortsættelsen af Star Wars-trilogien, Peter Jacksons filmatisering af ”Ringenes herre” og ikke mindst bøgerne og filmene om troldmandslærlingen Harry Potter. En film som ”Pans labyrint” (2007) er også et godt eksempel på en fantasyfilm, der blander barsk realisme med en uhyggelig eventyrverden.

Da Det Amerikanske Filminstitut i 2008 valgte de bedste film til alle tider i forskellige genrer, blev ”Troldmanden fra Oz” kåret som den bedste fantasyfilm. Det viser, hvilken betydning filmen tillægges i den amerikanske filmhistorie. Her er simpelthen tale om et af de helt store værker, der citeres i det uendelige. Når to aleneforældre, der spilles af Michelle Pfeiffer og George Clooney og derfor skal have hinanden i enden, lader deres børn se tv i filmen ”En skønne dag” (1996), vises der naturligvis ”Troldmanden fra Oz”. Det er nemlig god og klassisk underholdning for børn og barnlige sjæle. Og science fiction-filmen ”Zardoz” (1973) henviser også til ”Troldmanden fra Oz”. Titlen ’Zardoz’ har de sammen bogstaver som i ”Wizard of Oz”, og i dette forhold ligger filmens mysteriums løsning. Hvis man tager International Movie Database til hjælp og går ind på siden http://www.imdb.com/title/tt0032138/movieconnections finder man flere hundreder filmreferencer til ”Troldmanden fra Oz”. Filmen er simpelthen en del af det amerikanske kulturelle arvesølv.

  • Tag en snak i klassen om fantasyfilm. Hvad synes I, karakteriserer fantasygenren? Hvad er genren god til at fortælle? Hvor mange fantasyfilm kan I nævne? Skriv titlerne op på tavlen og giv dem stjerner fra 1 til 6.
  • Snak videre om, hvorvidt I synes, at ”Troldmanden fra Oz” er den bedste fantasyfilm. Hvorfor tror I, at den er blevet kåret som den bedste film i sin genre af Det Amerikanske Filminstitut?
  • Skriv en anmeldelse af ”Troldmanden fra Oz”. Under overskriften skriver I det antal stjerner, som I har givet den.

En anmeldelse af en film bør i hvert fald indeholde de fleste af følgende punkter:

  1. En indledning, der kort præsenterer, hvilken slags film der er tale om. Er der noget særligt ved handling eller formsprog? Eller har filmen vunder priser? Er der noget, som særlig bør fremhæves. Det skal være en indledning, der giver lyst til at læse videre.
  2. Et resume af handlingen, der ikke afslører ting, som kan ødelægge oplevelsen for tilskueren (det er fx forbudt i en anmeldelse af en krimi at afsløre, hvem morderen er!).
  3. En placering af filmen blandt andre film og en sammenligning med lignende historier. Hvilken genre er der tale om, og hvem er målgruppen?
  4. En beskrivelse af skuespillernes præstationer og samspil.
  5. En redegørelse for filmens udtryk. Hvordan bruges de filmiske virkemidler?
  6. En personlig stillingtagen, der skal begrundes.
  7. En samlet konklusion, der eventuelt kan referere til indledningen.

I kan læse mere om at skrive filmanmeldelser i DFIs undervisningsmaterialer til ”The Simpsons Movie” og ”Bedre end Beckham”: