Terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 ændrede verdens bevidsthed om og opfattelse af terrorisme. For mange kan det næsten se ud, som om terrorisme som politisk og militært middel blev opfundet ved den lejlighed og altså er noget, der hører det nye årtusind til. Men selvom angrebene på USA den 11. september 2001 ganske vist er det største enkelte terrorangreb i historien, er terrorisme langt fra et nyt fænomen.

Roden til terrorisme i dens moderne form skal findes i anarkisters og kommunisters angreb på kronede hoveder og deres regimer i specielt Østeuropa i det nittende århundrede og nationalisters angreb på imperiale regimer i begyndelsen af det tyvende århundrede. Første Verdenskrig blev således udløst af et terrorangreb på den kejserlige Østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo, udført af den nationalistiske serbiske terrororganisation Den sorte Hånd.

Efter Anden Verdenskrig har forskellige separatistbevægelser og enkelte ideologisk motiverede bevægelser anvendt terror som et systematisk middel i deres kamp for at nå deres mål. Det gælder for eksempel IRA i Nordirland, ETA i Baskerlandet, De Tamilske Tigre i Sri Lanka, Rote Armee Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien.

Efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i 1967 mellem Israel og dets arabiske naboer, som Israel vandt, har palæstinenserne i stigende grad anvendt terrorisme og især selvmordsbombninger som kampmiddel. Efter etableringen af EU og Den kolde Krigs ophør er terrorisme efterhånden blevet opgivet som kampmiddel i vores del af verden; fx har IRA og ETA afskrevet det, og bortset fra nogle få undtagelser ser vi nu hovedsagelig terrorisme anvendt af forskellige muslimske grupperinger mod det, de opfatter som trusler imod islam. De vigtigste brudflader har her været konflikten i Palæstina, Sovjetunionens krige i Tjetjenien og Afghanistan, Serbiens krige i Bosnien og Kosovo, Pakistans konflikt med Indien og den amerikanske tilstedeværelse i Mellemøsten.

Aktører som Taleban og terrornetværket al-Qaeda under ledelse af saudiaraberen Osama bin Laden opfatter al vestlig indflydelse som en trussel og har oprettelsen af en ren muslimsk verdensstat som mål. Det var disse to, der stod bag terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Efter 11. september har USA og dets allierede invaderet Afghanistan og Irak som led i den såkaldte krig mod terror. Al-Qaeda har svaret med bombninger på Bali, i Madrid og i London.

Her følger et udvalg af større terrorangreb fra Seksdageskrigen i 1967 og frem til 11. september 2001:

1968
22. november: Tolv mennesker dræbes af en bombe på en markedsplads i Jerusalem.

1969
18. februar: Et El Al-fly i Zürich angribes, andenpiloten dræbes.
29. august: Et TWA-fly kapres af palæstinensiske terrorister og føres til Damaskus.
29. september: Et TWA-fly på vej fra Rom til Lodi i Italien kapres og føres til Damaskus.
27. november: El Als kontor i Athen angribes. Uskyldige forbipasserende dræbes.

1970
22. maj: Otte israelske skolebørn dræbes af arabisk terrorist.
6. september: Et forsøg på at kapre et El Al-fly mislykkes, mens tre andre kapringer lykkes. Alle flyene ender i den jordanske ørken, hvor de sprænges i luften. Passagererne frigives.

1972
30. maj: 24 mennesker dræbes i Lod lufthavn i Israel af en japansk terrorist, der er rekrutteret af palæstinensere.
21. juli: Et antal bomber eksploderer i Belfast og dræber elleve mennesker. IRA står bag.
5. september: Elleve medlemmer af det israelske olympiske hold dræbes af Sorte September, en gren af PLO, som ledes af Yassir Arafat, ved olympiaden i München. Denne hændelse er udgangspunktet for Steven Spielbergs film 'München' (2005).

1973
8. marts: To IRA-bomber eksploderer i London, dræber én person og sårer 200.

1974
8. september: En libysk terrorist anbringer en bombe om bord på et TWA-fly fra Athen til Rom og dræber alle 85 ombord.
1. november: En række bomber detoneres af IRA i Birmingham i England og dræber 21 mennesker.

1976
1. januar: 82 mennesker dræbes ombord på et libanesisk fly.
27. juni: Et Air France-fly kapres og føres til Entebbe-lufthavnen i Uganda. Israel organiserer en dristig redningsaktion og befrier besætning og passagerer, der holdes som gidsler.

1978
12. marts: 37 israelere dræbes ombord på en bus af palæstinensiske terrorister.

1983
18. april: 83 mennesker dræbes ved at bombeangreb på den amerikanske ambassade i Beirut. Anses for at være en af de første selvmordsbombninger.
23. oktober: 241 amerikanske marinesoldater og 58 franske faldskærmssoldater dræbes ved to samtidige selvmordsbombeangreb på deres kaserner i Beirut, formentlig udført af Hizbollah.

1984
20. september: Den amerikanske ambassade i Beirut selvmordsbombes – 24 mennesker dræbes.

1985
23. juni: 345 mennesker dræbes, da en Sikh-terrorist udløser en bombe ombord på et indisk fly.
22. juli: Fire palæstinensere med tilknytning til Islamisk Jihad udløser en bombe foran det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orients kontor i Imperialbygningen på Vesterbro i København. En bliver dræbt og 25 kvæstet. Kun ti minutter senere eksploderer en ny bombe – denne gang ved den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København. Syv personer kommer til skade. En lille halv time senere mislykkes det for terroristerne at placere en bombe ved det israelske luftfartsselskab El Als kontor. Bomben, der viser sig at være langt kraftigere end de to foregående, ender i kanalen i Nyhavn.

1986
5. september: Et Pan Am-fly kapres i Karachi i Pakistan af palæstinensiske terrorister. Tyve passagerer dræbes.

1988
21. december: Pan Am Flight 103 sprænges i luften over Lockerbie i Skotland af libyske terrorister. Alle 259 ombord dræbes sammen med elleve indbyggere i Lockerbie.

1993
26. februar: En bombe eksploderer i World Trade Centers parkeringskælder in New York – seks mennesker dræbes, over 1000 såres. Attentatet udføres af en ekstremistisk islamisk gruppe med forbindelser til al-Qaeda.

1995
20. marts: Tolv mennesker dræbes af nervegas i Tokyos undergrundsbane.
19. april: Den føderale administrationsbygning i Oklahoma City i USA ødelægges af en bombe, og 168 dræbes. Gerningsmanden er en højreekstremistisk amerikaner.

1998
7. august: De amerikanske ambassader i Nairobi, Kenya, og Dar es Salaam, Tanzania, bombes af al-Qaeda. 235 dræbes og over 4000 såres, langt de fleste civile afrikanere. Verden begynder at interessere sig for Osama bin Laden og al-Qaeda.

2000, USS Cole
En særlig vigtig forløber for 11. september og det amerikanske angreb på Afghanistan var attentatet på den amerikanske destroyer USS Cole, som gjorde det klart for amerikanerne, at noget måtte gøres ved Osama bin Laden. Den 12. oktober 2000 anløb den amerikanske destroyer havnen i Aden for at tage brændstof ombord. Ca. en time efter sejlede en lille båd op på siden af USS Cole og eksploderede. Eksplosionen sprængte et hul på tolv gange tolv meter i skibets side, dræbte 17 matroser og sårede 39 andre. Selvmordsangrebet blev udført af to mænd ved navn Ibrahim al-Thawr and Abdullah al-Misawa, men var organiseret af Osama bin Laden og al-Qaeda.

Opgaver om terrorisme

• Hvad er "terror" og "terrorisme"? Hvad er forskellen på israelernes militære operationer i Gaza og Libanon, amerikanernes operationer i Irak og så Hizbollahs raketbeskydninger af israelske beboelsesområder og al-Qaedas selvmordsbombninger af irakiske markedspladser?
• Hvornår bliver legitim "modstandskamp" til "terrorisme"? Tag udgangspunkt i synspunkterne i filmen og diskutér, hvem der har ret. Er den amerikanske stats brug af Guantanamo også en form for "terrorisme", eller er det en legitim anvendelse af statsmagt over for "fjendtlige kombattanter"?
• Diskutér, om terroristers og antiterroristers handlinger er moralsk ligeværdige.
• Find oplysninger om IRA, ETA og Rote Armee Fraktion på internettet eller biblioteket, og diskutér, hvorvidt der her er tale om terrorisme eller modstandskamp.

Terrorangrebet den 11. september 2001 (ofte omtalt som 9/11) var et forsøg på at ramme USA’s politiske, økonomiske og militære centre på én gang med en række koordinerede terrorangreb, der blev udført tirsdag den 11. september 2001 mellem kl. 8:46 og kl. 10.03, lokal tid.

Den morgen kaprede nitten mænd med tilknytning til al-Qaeda, de fleste af dem saudiarabere, fire passagerfly. Terroristerne anvendte de fire fly med deres fyldte brændstoftanke som flyvende brandbomber og styrede to af dem ind i World Trade Centers tvillingetårne (Twin Towers) i New York, ét fly i hvert tårn, hvilket fik begge tårne til at kollapse på mindre end to timer. 

Flykaprerne på det tredje fly styrede flyet ind i Pentagon-bygningen. Passagererne på det fjerde kaprede fly, som havde kurs mod enten Det Hvide Hus eller den amerikanske kongresbygning Capitol, forsøgte at genvinde kontrollen med flyet, og det styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Ingen i de kaprede fly overlevede. Omkring 3.000 mennesker i alt døde som følge af angrebene, og i alt 25 bygninger på Manhattan blev mere eller mindre ødelagt. Lederen af flykaprerne var saudiaraberen Mohammed Atta, en af de personer, de amerikanske forhørsledere mener, at de tre fra Tipton har haft forbindelse med.

USA’s regering ledet af George W. Bush fastslog, at al-Qaeda og Osama bin Laden bar ansvaret for angrebene. Bin Laden afviste til at begynde med, men skiftede senere til at bekræfte sin involvering i angrebene. Han havde tidligere erklæret sig i religiøs krig mod USA og havde tilbage i 1998 sammen med andre underskrevet en fatwa (religiøst motiveret erklæring), som opfordrede til drab på amerikanske statsborgere. Dette bliver officielt anset for at være motivet bag angrebene.

Terrorangrebet havde en voldsom virkning på USA, både økonomisk og politisk. Selvom ingen i starten påtog sig ansvaret for angrebene, slog USA fast, at man ville gå i krig mod terroristerne og dem, der beskyttede dem. Krigene i henholdsvis Afghanistan og Irak blev bl.a. begrundet med hævn for dette angreb på USA.

USA forsøgte at få udleveret bin Laden og al-Qaeda-lederne fra Afghanistan, men da dette ikke skete, indledte USA et angreb mod Taleban i Afghanistan den 7. oktober 2001. I november 2001 fandt amerikanske styrker efter invasionen i Afghanistan et videobånd i et ødelagt hus i Jalalabad, hvor en mand, som angiveligt er Osama bin Laden, taler med saudiaraberen Khaled al-Harbi. På båndet indrømmer bin Laden at have planlagt angrebene. Båndet blev vist på forskellige tv-stationer i december 2001.

Opgaver om 9/11

• Diskutér, om angrebet på World Trade Center kan forsvares. Hvad kan formålet have været? Er der her tale om "terrorisme" eller "modstandskamp"?
• I 'Vejen til Guantanamo' er der ikke en eneste hentydning til 11. september på trods af, at stort set hele verden var optaget af begivenheden og af de amerikanske reaktioner. Hvordan kan det være?

Afghanistans nyere historie er stærkt præget af den sovjetiske invasion i 1979, som skulle understøtte en sovjetvenlig regering, der stod i fare for at kollapse. Invasionen førte til en regulær krig mellem Sovjetunionen og forskellige afghanske modstandsgrupper, der blev støttet af USA og Pakistan, og endte med, at Sovjet trak sig ud i 1989, kort før selve Sovjetunionens sammenbrud. Den sovjetiske tilbagetrækning førte til den afghanske regerings fald, og magten overgik til de sejrende modstandsgrupper, som imidlertid ikke kunne enes. Landet gik nærmest i opløsning i stridigheder mellem forskellige krigsherrer og kriminelle bander.

I 1994 dukkede Taleban op for første gang i det sydlige Afghanistan. Taleban betyder egentlig "studerende" (af koranen) og er en militant sunnimuslimsk sammenslutning af pashtunere, der antages at være dannet i og støttet af Pakistan. Deres mål var at gøre en ende på lovløsheden i Afghanistan ved at indføre et strengt religiøst regime. Støttet af Pakistan og Pakistans allierede (blandt andre den amerikanske efterretningstjeneste CIA) udviklede Taleban sig til en politisk og religiøs magtfaktor og erobrede hurtigt 90 % af landet, bortset fra den såkaldte Nordalliances støttepunkter, først og fremmest i nordøst. I årene fra erobringen af Kabul i 1996 til efteråret 2001 bølger krigen mellem Den Nordlige Alliance og Taleban frem og tilbage langs forskellige fronter i Nord- og Centralafghanistan.

Indtil 1996-97 var forholdet mellem Taleban og USA præget af gensidig forståelse, indtil det stod klart, at Talebans magtovertagelse uundgåeligt ville bringe det nye regime i modsætning til USA. Taleban indførte streng islamisk lov, sharia, og kvinders handlefrihed og offentlige fremtræden blev stærkt begrænset. De offentlige henrettelser og afstraffelser og bizarre handlinger som sprængningen af de buddhistiske kolossalstatuer i Bamiyan satte styret under stærk kritik fra det internationale samfund, bl.a. også muslimske lande, og medførte en næsten total international isolation. Taleban-styret blev kun anerkendt af Pakistan, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Resten af verden, inklusive FN, anerkendte fortsat den tidligere præsident som Afghanistans lovlige statsoverhoved, selvom man samtidig måtte erkende, at han ikke havde nogen reel politisk indflydelse i landet.

Talebans leder, Muhammad Omar, havde tætte bånd til Osama bin Laden, og bin Ladens terrororganisation al-Qaeda fik under Taleban-regimet lov til at oprette talrige baser i Afghanistan. Henvendelser fra USA om udlevering af bin Laden blev afvist af Taleban. Alliancen mellem Pakistan og Taleban gav muslimske terrorister et trygt gemmested og siges at have været et centrum for islamisk terrorisme. Det blev efterhånden almindeligt anerkendt, at frivillige muslimer fra Pakistan og andre lande indgik i Talebans enheder. Mange af de "afghanske arabere" blev trænet af Osama bin Laden. Det er derfor, at de amerikanske forhørsledere i 'Vejen til Guantanamo' mener, at de tre fra Tipton tilhører denne gruppe.

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 intensiverer USA presset på Taleban, der stadig ikke vil udlevere bin Laden. Den 7. oktober indleder den internationale alliance mod terrorisme sine luftbombardementer af Talebans og Osama bin Ladens formodede tilholdssteder i Afghanistan. Bombardementerne svækker Taleban, og den 9. november erobrer Nordalliancen Mazar-e-Sharif. Den 13. november kan Nordalliancen rykke ind i Kabul, efter at Taleban er flygtet ud af byen. Kampene fortsætter omkring Kandahar i syd og Kunduz i nord, men i december må Taleban opgive, og Nordalliancen overtager magten i Afghanistan.

Sent i 2001 drog ledere fra modstandsgrupperne i Afghanistan og de omkringliggende områder til et møde i Bonn. Der blev man enige om en plan for oprettelsen af en ny regeringsstruktur. Efter et landsomfattende Loya Jirga ("den store forsamling", Afghanistans traditionelle stammeråd) i 2002 blev Hamid Karzai valgt til præsident. Taleban eksisterer imidlertid stadig og volder fortsat problemer.

Opgaver om Taleban

• Gennemgå dagens/ugens/en periodes aviser, og analysér, hvordan konflikten i Afghanistan omtales. Knyttes der særlige træk til de forskellige parter i konflikten?
• Hvor mange referencer til Taleban kan I finde i filmen? Hvor meget optager Taleban-styret de tre fra Tipton? Diskutér jeres resultater.
• Sammenlign de tres rejserute og planer med datoerne for de forskellige begivenheder i verden og i Afghanistan, og diskutér, om deres adfærd kan opfattes mistænkeligt. 

Filmen er beretningen om The Tipton Three: tre (som egentlig er fire) unge mænd med pakistansk baggrund fra Tipton i The Midlands i Storbritannien og deres oplevelser på en rejse tilbage til deres gamle land, hvor de bliver indfanget af begivenheder, der er langt større end dem selv og helt uden for deres kontrol. Efter mange genvordigheder og et ophold i den amerikanske fangelejr i Guantanamo på Cuba slipper de efter et par år fri igen og vender tilbage til deres hjem i Tipton, men prøvelserne har mærket dem for altid: Verden er ikke længere den samme, og det er de heller ikke.

De fire venner Asif, Ruhel, Shafiq og Monir er alle i begyndelsen af tyverne og lever ved handlingens begyndelse et liv, som ikke er atypisk for anden generations indvandrere i Storbritannien. De er ikke i noget uddannelsesforløb, klarer sig med tilfældige job og er så meget på kant med loven, at politiet har et generalieblad på dem: lidt vold, lidt svindel, lidt bedrageri, lidt hæleri.

Asifs forældre har været en tur i Pakistan og arrangeret et ægteskab for ham. Moderen vender hjem og meddeler ham, at det nu er tid til at tage til Pakistan, hvor faderen stadig opholder sig, og blive gift. Asif har egentlig ikke lyst, men adlyder som en god pakistansk søn. I Pakistan møder han sin far, ser pigen og accepterer giftermålet. Han ringer hjem til sine venner, og de beslutter at tage til Pakistan for at deltage i brylluppet. For Shafiq spiller nysgerrigheden efter at se det gamle land også en rolle: Han har ikke været i Pakistan i tretten år.

I Pakistan tilbringer vennerne en uge i Karachi med at hænge ud og hygge sig. Asif slutter sig til dem, og den 11. oktober er de samlet i Karachi. Af grunde, der aldrig bliver gjort helt klare, beslutter gruppen sig for at forlade Pakistan og rejse til nabolandet Afghanistan. Den politiske situation taget i betragtning er det ikke særlig klogt. Hvad enten de er under indflydelse af stemningen i moskeen eller på gaderne i Karachi, eller de blot er unge og tankeløse, tager de over grænsen for at se, hvordan der er, og for også at hjælpe menneskene i Afghanistan, uden at det står særlig klart, hvordan de vil bære sig ad med det. I Afghanistan har Taleban været ved magten siden 1996, og der går rygter om krig, men enten er de fire venner fuldstændig uvidende om situationen, eller også tager de ikke rygterne særlig alvorligt.

De fire venner tager en bus til Kandahar og drager derfra videre til Kabul, hvor de opholder sig i to en halv uge. De amerikanske bombninger er begyndt, og de beslutter sig til at tage tilbage til Pakistan. En kontakt skaffer dem kørelejlighed, men det viser sig, at de, i stedet for at blive kørt til Pakistan, af uklare grunde bliver kørt nærmest den modsatte vej og havner i Kunduz, et støttepunkt for Taleban i det nordlige Afghanistan, hvor Talebans fjender, Nordalliancens styrker, er under fremrykning, samtidig med at amerikanerne bomber omkring byen.

Det er usikkert, hvor længe de er i Kunduz, men på et tidspunkt bryder Nordalliancen igennem Talebans linjer, og byen bliver rømmet. Under forvirringen bliver Monir væk fra de andre og forsvinder derefter sporløst. De tre øvrige venner aftaler at holde sammen. Sammen med mange andre bliver de taget til fange af Nordalliancen og ført til hovedbyen i nord, Mazar-e-Sharif, hvor de sidder fængslet under usle forhold.

Den 30. december bliver de overdraget til amerikanerne, som flyver dem til en militærbase i Kandahar i det sydlige Afghanistan, hvor de bliver indsat i en primitiv fangelejr og underkastet de første forhør. Derefter flyves de til Guantanamo og indsættes i den første forhørslejr, Camp X-ray. Forhørslederne forsøger på forskellig vis at presse dem til at indrømme en forbindelse til Osama bin Laden og al-Qaeda. Derefter bliver de overført til Camp Delta, hvor de sidder i et år uden de store begivenheder.

Situationen ændrer sig, da en ny (kvindelig) forhørsleder ankommer fra Washington. I adskillige måneder udsættes de for stærkt stressende forhørsmetoder og isolation, indtil amerikanerne til sidst opgiver og overgiver dem til de britiske myndigheder. De bliver fløjet hjem til Storbritannien, og efter et kort forhør sat på fri fod uden nogen form for oprejsning, forklaring eller undskyldning. Filmen slutter med, at Asif rejser til Pakistan med sine to venner og gennemfører sit bryllup med næsten fire års forsinkelse.

Opgaver om filmens handling

• Find et kort over Pakistan og Afghanistan, og plot de fire venners rejserute ind. Angiv, hvor længe de er hvert sted. Kan deres rejserute forklares? Holder deres egen forklaring?
• Lav en tidslinje over filmens handling. Hvor længe er de fire venner i Afghanistan, før de bliver taget til fange? Sammenlign tidslinjen med en tidslinje over de historiske begivenheder, og diskutér sandsynligheden af de tre mænds forklaringer.
• Den amerikanske forhørsleder spørger i filmen om, hvad de egentlig lavede i Afghanistan. Det er et legitimt spørgsmål. Diskutér, om det bliver tilfredsstillende besvaret.

'Vejen til Guantanamo' er et såkaldt dokudrama, dvs. en blandingsgenre, hvor autentisk stof kombineres med fiktionens dramaturgi og fortælleteknik. Filmen blander iscenesatte og dokumentariske sekvenser med interview med de tre overlevende mænd. Det er lidt overraskende, at filmen ikke ledsages af oplysninger om manuskriptforfatter, formodentlig fordi den bygger på interviewene med hovedpersonerne, men det er tydeligt, at nogen har struktureret begivenhederne.

Filmen har ikke noget egentligt politisk ærinde, men viser i et meget enkelt billedsprog, hvad der skete med de tre mænd. Den gør ikke noget forsøg på at gøre historien større end mændene eller at verificere nogen af deres påstande, men er en grum, partisk og bevægende beretning om, hvordan tre unge mænd fra Tipton i England ender i verdens mest berygtede fængsel. Filmskabernes vrede over, hvad der sker med deres hovedpersoner, er næsten håndgribelig.

Der er ingen forsøg på at se begge sider i konflikten. De rigtige mænd fortæller deres historie til et enkelt kamera, mens skuespillere rekonstruerer deres forfærdelige rejse. Sammen med indklippede autentiske nyhedsreportager fra begivenhederne gør det ikke alene filmen meget troværdig, men viser også de tre figurers ukuelighed. Den indre styrke, de fandt til at overleve en prøvelse, som er næsten ufattelig, kan ses som en hyldest til den menneskelige ånd.

Susan Stone fra Spiegel Online interviewede Michael Winterbottom og hans medinstruktør Mat Whitecross om filmen på Berlinfestivalen den 17. februar 2005. Whitecross har tidligere arbejdet for Winterbottom som kameramand og produktionsassistent.

Spiegel Online: Hvad fik jer til at lave en film om Guantanamo?

Whitecross: Det, der tiltrak os ved denne historie, er de tre mænds beretning, som vi læste om i de britiske aviser – den var så fuldstændig utrolig. Og alle de mest usandsynlige elementer i den blev bekræftet. Det virkede bare som en fantastisk historie om et dristigt eventyr, der forvandles til en mareridtsagtig rejse igennem helvede.

Winterbottom: På en måde er det en meget klassisk historie – almindelige mennesker i meget ualmindelige omstændigheder, og de fortæller den på en måde, som er meget engagerende og ligefrem, så det prøvede vi også at gøre med filmen. Vi har ikke lavet en politisk film – den diskuterer ikke det politiske, den angriber ingen, den fortæller bare deres historie. Guantanamo blev oprettet på Cuba specielt for at undgå enhver form for jura. Grunden til, at fangelejren ikke ligger i USA, er, at det ville være ulovligt at holde de indsatte som fanger dér. Så dette sted er blevet oprettet som et slags juridisk sort hul, hvor man ikke kan henvise til nogen love. Det er et mareridtsagtigt sted at opholde sig. Ved at se historien om tre mennesker, som endte der, bliver man også mindet om, at der stadig bliver tilbageholdt over 500 mennesker på Guantanamo. De er ikke uhyggelige, afsindige terrorister – de er mennesker, og de har de samme rettigheder som alle andre. Mottoet på fangelejrens port er: ’Honor Bound to Defend Freedom’. Men man kan ikke forsvare friheden ved at låse mennesker inde uden en retfærdig rettergang.

Spiegel Online: I filmen kombinerer I interview, nyhedsreportager og rekonstruktioner. Bekymrer det jer ikke, at folk måske ikke vil være i stand til at skelne mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er skuespil?

Winterbottom: Vi ønskede bare at fortælle historien på den bedste og mest funktionelle måde. Og det virkede vigtigt, at de rigtige fyre var med i den, fordi det er nødvendigt, at vi hele tiden husker på, at det er en virkelig historie. Og folk skal også have en fornemmelse af, hvem de er. Da vi mødte dem første gang, fortalte de deres historie på en utrolig ligefrem måde. De taler om diarré og elendig mad ligesom alle andre, der rejser til Pakistan eller Afghanistan. De har ikke et politisk synspunkt, de ønsker at give udtryk for, de ønsker ikke at sætte deres historie ind i en mere politisk kontekst. De siger bare: ’Dette er, hvad der skete med mig.’ Det hele begynder med, at de tager til Pakistan til et bryllup, de er teenagere og meget naive, og de ender i Guantanamo, som om de er de farligste terrorister i verden.

Spiegel Online: I filmen viser I amerikanske soldater begå overgreb på fanger. Forsøger I at dæmonisere USA med denne fremstilling?

Whitecross: Kendsgerningen er, at vi bare rekonstruerer, hvad drengene fortalte os. Og kendsgerningen er, at de fleste af de fangevogtere, de mødte, var ekstremt brutale. Det er den måde, de blev behandlet på. Selvfølgelig var der også fangevogtere, som behandlede dem på et normalt menneskeligt plan.

Winterbottom: Dette er ikke en anti-amerikansk film, Amerika står også for en masse gode ting. Der er masser af mennesker i USA, som er anti-Guantanamo. At sige, at man ønsker Guantanamo lukket, gør ikke en til anti-amerikaner – det er skørt.

Spiegel Online: Vil denne film blive vist i USA?

Winterbottom: Det håber vi. Filmen blev finansieret i Storbritannien, og vi tog den med til Berlinfestivalen i håb om at sælge den til så mange lande som muligt. Og vi håber på at sælge den til USA. Når det kommer til stykket, er den amerikanske regering de eneste, der kan lukke Guantanamo. Så jo flere mennesker, der ser den i USA, og jo flere mennesker, der er imod Guantanamo, jo før vil den dag komme, hvor fangelejren bliver lukket.

Spiegel Online: Mange vil måske være enige i, at Guantanamo er et uacceptabelt anlæg, men hvordan synes I, regeringer som den amerikanske skal håndtere disse ’fjendtlige kombattanter’, som har en slags tredje status?

Winterbottom: Hvad er ’fjendtlige kombattanter’? Jeg mener virkelig, at sprogbrugen er en af de skrækkelige ting, der er sket i løbet af de seneste år. Jeg tror, at der ligger en meget bevidst strategi bag ændringen af betegnelserne i håb om, at det vil tillade dem at gøre ting, de ikke normalt ville kunne gøre. I stedet for at kalde det en krig i Afghanistan er det en ’krig mod terror’. Hvad betyder det? Hvis det havde været en krig i Afghanistan, ville de have været krigsfanger, og når krigen sluttede, havde de været nødt til at blive sendt hjem. Det, det betyder, er, at mennesker bliver holdt indespærret i fire år uden en retfærdig rettergang.

Spiegel Online: ”Vejen til Guantanamo” bliver vist i britisk fjernsyn i dette forår og samtidig sendt ud til biografer, på dvd og på internettet. Hvorfor bryder I med traditionen og viser filmen gennem så mange medier på samme tid?

Winterbottom: Når det drejer sig om denne type film, som handler om noget, der foregår nu, vil vi gerne have, at folk ser den nu, og så er det indlysende, at det største publikum vil være til tv. Vi har ikke lyst til at vente et år, før den bliver frigivet til tv, fordi den først skal vises i biograferne, hvor publikummet er mindre. Og tanken er, at disse medier samt dvd og internettet måske alle kan støtte hinanden snarere end at konkurrere med hinanden om at få publikum i tale. Vi ønsker bare, at så mange mennesker som muligt ser denne historie så hurtigt som muligt.

Opgaver om filmens form

• På hvilken måde er 'Vejen til Guantanamo' en meget klassisk historie, som Winterbottom siger?
• Klarlæg, hvad der er rekonstruktion, hvad der er autentiske klip, og hvad der er nutidig beretning i filmen. Hvem fortæller egentlig historien?
• Hvilken rolle spiller de dokumentariske klip for vores opfattelse af historien?
• Diskutér Winterbottoms påstand om, at 'Vejen til Guantanamo' ikke er en politisk film, men blot fortæller en historie.
• Filmen begynder med, at præsident Bush siger, at disse mennesker er "bad people", efterfulgt af en scene, hvor Asif børster tænder. Hvordan skal denne begyndelse fortolkes?
• Diskutér, hvilke episoder der er de vigtigste for handlingen i filmen. Tegn en tidslinje, hvor de vigtigste episoder plottes ind.
• Gennemgår filmens figurer en udvikling i løbet af filmen? Fra hvad til hvad?
• Er det muligt at udfylde en aktantmodel (se herunder) over de kræfter, der er på spil i 'Vejen til Guantanamo'? Diskutér især konfliktaksen og transportaksen, dvs. hvem eller hvad der egentlig er modstandere og hjælpere, og hvem eller hvad der er i stand til at levere objektet til modtageren. Hvad er egentlig objektet? Er der forskel på strukturen i en almindelig spillefilm og strukturen i 'Vejen til Guantanamo'?

Illustration: Filminstituttet

• Under opholdet i Kabul hører vi et klip fra en nyhedsudsendelse, der beretter om "de værste bombninger til dato" omkring Kabul, samtidig med at Shafiq siger, at "basically we were just chilling out". Hvordan hænger det sammen?
• Del klassen/holdet op i to grupper. Den ene finder de argumenter i filmen, der tyder på, at The Tipton Three er uskyldige i de amerikanske anklager, mens den anden finder de argumenter, der tyder på, at de er skyldige. Fremlæg jeres resultater for hinanden, og gennemfør en diskussion ud fra de argumenter, I har fremlagt.
• Er 'Vejen til Guantanamo' en moralsk film? Hvorfor/hvorfor ikke?
• Hvilken rolle spiller koranen og islam i filmen?

Guantanamo Bay er en amerikansk flådebase, som ligger i Guantanamo-provinsen i den sydøstlige del af Cuba. Guantanamo-basen huser bl.a. en fangelejr for fanger, som er mistænkt for at have forbindelse til al-Qaeda eller andre terroristorganisationer. Guantanamo Bay strækker sig over 116 km² og blev etableret i 1898, da USA overtog kontrollen med Cuba fra Spanien som følge af den amerikansk-spanske krig.

I 1903 underskrev Cubas præsident den cubansk-amerikanske traktat, efter at amerikanerne havde trukket deres styrker tilbage. Heri indgår USA et evigt lejemål af Guantanamo Bay. Traktaten slår blandt andet fast, at USA har komplet juridisk kontrol over Guantanamo Bay, så længe Cuba er anerkendt som en selvstændig republik, og at lejekontrakten kun kan opsiges, hvis begge landes regeringer bliver enige herom, eller hvis de amerikanske tropper forlader området.

Siden Fidel Castro i 1959 kom til magten i Cuba, har den cubanske regering kraftigt frasagt sig den cubansk-amerikanske traktat med henvisning til, at en traktat er ugyldig, hvis den er blevet underskrevet under trusler eller ved brug af magt. USA hævder derimod, at Cuba har ratificeret traktaten og derfor ikke ensidigt kan ophæve den.

Brugen af Guantanamo Bay som militærfængsel har affødt protester fra hele verden. Specielt menneskerettighedsorganisationer er bekymrede over rapporter om misbrug og tortur samt over, at fangerne tilbageholdes uden at blive stillet for en dommer. Kritikere af USA’s politik er også bekymrede over fangernes juridiske status: De er hverken krigsfanger, som skal behandles i henhold til Genevekonventionen, eller konventionelle fanger, som skal behandles i henhold til amerikansk lovgivning. Den amerikanske regering kalder dem "fjendtlige kombattanter"; en betegnelse, som ikke er anerkendt i folkeretten. Da fangerne ikke tilbageholdes på amerikansk territorium, er det uklart, om de har de samme rettigheder, som fanger i selve USA har. 

Den specielle juridiske status er genstand for fortsat kritik fra blandt andre Røde Kors og Human Rights Watch, der hævder, at amerikanerne bryder den tredje Genevekonvention, som omhandler behandlingen af krigsfanger, og at USA gradbøjer de internationale regler på en uacceptabel måde. Ifølge kritikerne er man enten (1) krigsfange, og dermed beskyttet af den omtalte tredje konvention, (2) civilist, som beskyttes af den fjerde konvention, eller (3) militært lægepersonale, som beskyttes af den første konvention. Der eksisterer ikke en fjerde definition, og et land kan ikke på egen hånd opfinde en ny definition, bare fordi det passer dem.

Et andet kritikpunkt er, at mange af fangerne på Guantanamo Bay er anholdt uden for USA og derefter deporteret til lejren, der juridisk set er amerikansk territorium. Eftersom de tilbageholdte på Guantanamo ikke er klassificeret som krigsfanger, tvivler mange på lovligheden af denne deportering.

Tidligere fanger har beskyldt personalet på Guantanamo Bay for tortur, seksuelle overgreb og tvangsmedicinering. I 2004 blev et internt notat lækket fra den amerikanske militæradministration. Notatet, der blev bragt i The New York Times den 30. november, henviser til en rapport, udarbejdet af Røde Kors. I rapporten omtales flere forhørsmetoder, som rapporten omtaler som tortur-lignende: Fangerne holdes vågne med høj musik igennem længere tid, udsættes for ekstrem varme eller for regulære tæv. Alle beskyldninger afvises dog af det amerikanske militær.

Som en konsekvens af beskyldningerne om mishandling indledte USA’s marineministerium sin egen undersøgelse af forholdene på Guantanamo. De dokumenterede amerikanske overgreb på fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad og den mulige forbindelse mellem praksis dér og i andre militærfængsler (se fx dokumentarfilmen 'Gitmo') er dog belastende for amerikanerne.

Opgaver om Guantanamo

• Find Genevekonventionen på internettet eller biblioteket. Hvilke bestemmelser i Genevekonventionen er relevante for fangerne på Guantanamo?
• Diskutér USA’s gentagne påstande om, at bestemmelserne i Genevekonventionen ikke gælder for fangerne på Guantanamo.

Danmark har også haft sin egen lille "Guantanamo-sag". Den 30. juli 2004 blev kaptajn Annemette Hommel sendt hjem fra den danske lejr Camp Eden i Irak efter klager fra civile tolke over hendes forhørsmetoder over for tilfangetagne irakere. Hun skulle efter sigende have tvunget fangerne til at sidde længe i stressende stillinger, have brugt skældsord som "hund", "svin", "røve" og "pikhoved" og nægtet dem vand. Fire chefer fra lejren blev efterfølgende trukket hjem på grund af tvivl om lejrledelsens dømmekraft.

I januar 2005 blev der rejst tiltale mod kaptajn Hommel for pligtforsømmelse efter den militære straffelovs daværende § 15. Den 12. januar 2006 blev kaptajn Hommel sammen med fire sergenter i militærpolitiet af byretten i København fundet delvist skyldige i grov tilsidesættelse af Genevekonventionens bestemmelser om at behandle beskyttede civilpersoner med respekt og værdighed. De frifandtes dog for straf pga. formildende omstændigheder.

Annemette Hommel og de andre dømte ville ikke acceptere dommen og ankede den omgående til landsretten. Den 6. juli 2006 blev alle fem frifundet i Østre Landsret med bl.a. følgende begrundelse: "Landsretten bemærker generelt om den fremgangsmåde vedrørende udspørgningerne, som den tiltalte kaptajn selv har beskrevet, at denne næppe ganske er i overensstemmelse med den beskyttelse, der ønskes givet tilbageholdte gennem bestemmelserne i den fjerde Genevekonventions art. 27 og 31. Landsretten skal imidlertid ikke foretage nogen nærmere bedømmelse heraf, idet landsretten skal tage stilling til, om den tiltalte kaptajn under udspørgningerne ’groft’ har tilsidesat sine tjenestepligter som anført i tiltalen for landsretten, jf. militær straffelov § 27."

Kaptajn Annemette Hommel og hendes medtiltalte har altså ikke forbrudt sig ved at anvende stressende forhørsmetoder over for tilbageholdte irakere, men dommen har givet forsvarets ledelse anledning til en præcisering af, hvad man må og ikke må i lignende situationer i fremtiden.

Opgaver om Hommel-sagen

• Kan Hommels forhørsmetoder betegnes som tortur? Hvor går grænsen?
• Find de relevante artikler i Genevekonventionen. Er de danske fanger i Irak omfattet af Genevekonventionen, eller er de også "fjendtlige kombattanter"? Hvad er forskellen på den danske situation i Irak og den amerikanske i Guantanamo?
• Er Guantanamo i virkeligheden udtryk for et moralsk skred i den vestlige civilisation? Diskutér, om en serie som '24 timer', hvor alle tilbageholdte næsten rutinemæssigt bliver udsat for tortur, er en del af den samme tendens.
• Skriv et indlæg til en avis, hvor I tager stilling til den danske tilstedeværelse i Irak og Afghanistan.
• Del jer i to grupper. Den ene skal finde argumenter for at behandle terrormistænkte hårdt, mens den anden argumenter for, at terrormistænkte skal behandles som alle andre mistænkte. Gennemfør en diskussion, hvor I argumenterer for jeres side.

I foråret 1993 offentliggjorde den amerikanske politolog Samuel P. Huntington en artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs med titlen 'The Clash of Civilizations?' (da. 'Civilisationernes sammenstød?', Informations Forlag 2006). Denne artikel vandt med det samme stor genklang i såvel politiske som videnskabelige kredse og har fået stadig større betydning, efterhånden som konflikten mellem Vesten og dele af den islamiske verden har spidset til. I sin artikel fremlægger Huntington en tese om en "ny fase" i verdenspolitikken efter afslutningen af Den kolde Krig omkring 1990; en fase, som ikke længere vil være præget af konflikter mellem ideologier eller nationalstater, men af mere omfattende sammenstød mellem civilisationer.

Ifølge Huntington har vesterlændinge en tilbøjelighed til at tænke på nationalstaterne som de vigtigste aktører i international politik. Det har de også været, men kun i nogle få århundreder. I fremtiden vil civilisationsidentitet blive af stadig større betydning, og verden vil i vidt omfang blive formet af interaktionerne mellem syv eller otte store civilisationer. Disse omfatter: den vestlige, den konfucianske, den japanske, den islamiske, den hinduistiske, den slavisk-ortodokse, den latinamerikanske og måske den afrikanske civilisation. De vigtigste konflikter i fremtiden vil opstå langs de kulturelle brudlinjer, der skiller disse civilisationer fra hinanden.

En civilisation er en kulturel enhed på højeste niveau. Landsbyer, regioner, etniske grupper, nationaliteter og religiøse grupper har alle tydeligt adskilte kulturer på forskellige niveauer. Kulturen i en jysk landsby kan være forskellig fra kulturen i en sjællandsk, men begge har del i en fælles dansk kultur, som adskiller dem fra tyske landsbyer. Europæiske samfund vil på deres side have fælles kulturelle træk, som adskiller dem fra arabiske eller kinesiske samfund. Arabere, kinesere og vesterlændinge er imidlertid ikke dele af nogen bredere kulturel enhed. De udgør civilisationer. En civilisation er således den højeste kulturelle gruppering af mennesker og den bredeste kulturelle identitet, mennesker har, når man ser bort fra det, der adskiller mennesker fra andre dyrearter. Den er defineret såvel af fælles objektive elementer, som sprog, historie, religion, sædvaner og institutioner, som af et folks subjektive selv-identifikation. Mennesker har forskellige identitetsniveauer: En indbygger i København kan i forskellige grader identificere sig selv som københavner, dansker, protestant, kristen, europæer, vesterlænding. Den civilisation, personen tilhører, er det bredeste identifikationsniveau, som personen følelsesmæssigt identificerer sig med.

Civilisationer kan omfatte et stort antal mennesker, som Kina, eller et meget lille antal mennesker, som den engelsksprogede caraibiske civilisation. En civilisation kan indbefatte flere nationalstater, som det er tilfældet med de vestlige, latinamerikanske og arabiske civilisationer, eller blot en enkelt, som i den japanske civilisations tilfælde. Civilisationer blander sig og overlapper hinanden og kan omfatte undercivilisationer. Den vestlige civilisation har to hovedvarianter, den europæiske og den nordamerikanske (sammen med Australien og New Zealand), og islam har sine arabiske, tyrkiske og malajiske underafdelinger. Civilisationer er ikke desto mindre meningsfulde enheder, og mens linjerne mellem dem sjældent er skarpe, så er de virkelige nok.

Civilisationernes sammenstød finder sted på to planer. På mikroplanet kæmper grupper langs civilisationernes brudlinjer, ofte voldeligt, om kontrollen over et territorium og over hinanden. På makroplanet konkurrerer stater fra forskellige civilisationer om militær og økonomisk overvægt, kontrollen over internationale institutioner og tredjeparter og søger i indbyrdes konkurrence at fremme deres egne særlige politiske og religiøse værdier. Den vigtigste (og blodigste) brudlinje i øjeblikket synes at være linjen mellem islam og andre civilisationer (fx i Tjetjenien, Irak, Afghanistan, Palæstina, Indien).

Opgaver om 'Civilisationernes sammenstød'

• Hvordan er holdningen til konflikten mellem islam og den vestlige verden i jeres klasse/klassetrin/skole? Lav en anonym spørgeskemaundersøgelse, hvor I undersøger deltagernes opfattelse af, hvad problemet er, hvordan det er opstået, hvordan det kan løses samt deres opfattelse af de forskellige parter i konflikten.
• Diskutér resultaterne i forhold til Huntingtons tese. Diskutér, om Huntington har ret.

'Vejen til Guantanamo' er blevet overvejende positivt modtaget i Europa. Mere interessant er modtagelsen i USA, som jo spiller skurkerollen i filmen. Som man kan tænke sig, varierer de amerikanske omtaler meget. Her følger et udvalg på fire anmeldelser, som viser en del af bredden. Et overblik over den amerikanske kritik kan findes i det link, der er angivet under 'Gode links og supplerende film'.

Greenwich Village Gazette

Af Eric Lurio

Den britiske intelligentsia hader for det meste Amerika. Det har de altid gjort, især lige efter at vi reddede dem ud af fedtefadet under de første to verdenskrige. De vil gøre hvad som helst for at rakke vores store land ned, og filmmagerne Michael Winterbottom og Mat Whitecross fortsætter denne tradition med en propagandadokumentarfilm om tre britiske pakistanere og en af deres fætre, som blev fanget af den frie afghanske hær sammen med de flygtende talebaner og derefter overført til den berygtede krigsfangelejr i Guantanamo Bay på Cuba, hvor de var i over to år.

Som fangerne siger i filmen ”En verden udenfor”: ’Ingen er skyldige her.’ Dette er også tilfældet for forsvaret i sagen om The Tipton Three, og d’herrer Winterbottom og Whitecross benægter det ikke.

Den simple kendsgerning er, at de tre fra Tipton rent faktisk var i Afghanistan for at kæmpe mod amerikanerne. At de ikke oprindelig tog til det sydlige Asien for at gøre det, er irrelevant. De indrømmer det selv.

Selve filmen er delvis dokumentarisk og delvis skuespil. Vi begynder med ’talking heads’ af de rigtige Tipton Three, derefter klipper vi frem og tilbage mellem dramatiserede flashbacks. Det er en teknik, vi ser alle vegne, og den er der ikke noget i vejen med. Den fungerer ganske godt.

(…) Det var meningen, de skulle tage direkte til den landsby, hvor brylluppet skulle holdes, men det gjorde de af en eller anden grund ikke, og i mellemtiden lyttede de til imamens flammende prækener, der opfordrede til hellig krig … øhh … humanitær hjælp til ofrene for de amerikanske bombninger af uskyldige talebaner, og vore helte besluttede at give en hånd med.

(…) Dette er fortræffeligt udført propaganda, hvor meget af det, der virkelig er sandt, er en helt anden historie, og vi kan i virkeligheden ikke være sikre på, hvor meget der er, og hvor meget der ikke er. Alt, hvad vi kan være sikre på, er, at amerikanerne bliver fremstillet som barbariske dyr, som bare vågnede op en morgen og besluttede at bombe et sekulært og fredeligt Afghanistan tilbage til stenalderen, og så samtidig ved en fejltagelse kom til at tage tre gutter ud på noget af en køretur. Ja, helt sikkert!

 Variety

Af Deborah Young

Den sande historie om fire britiske muslimske drenge, som tager til Pakistan for at deltage i et bryllup og ender på Cuba som den amerikanske hærs torturerede fanger, genfortælles som en moderne skrækfilm i ”Vejen til Guantanamo”. Stærkt instrueret af instruktørparret Michael Winterbottom og Mat Whitecross besidder filmen en kombination af spænding og aktualitet, der burde få den til at rulle igennem internationale biografer med opbakning fra kritikere og presse.

(…) Af en eller anden grund beslutter de at benytte lejligheden til at besøge nabolandet Afghanistan, hvis grænser er vidt åbne. Da de når frem til Kandahar, tager begivenhederne imidlertid en dramatisk drejning, da de bliver chokerede og rædselsslagne over at opdage, at byen er udsat for amerikanske bombardementer. De tager af sted til Kabul.

Drengene, som er meget religiøse, beder i de lokale moskeer. Som følge af det meget hurtige fortælletempo er mange detaljer uklare, men deres muslimske venner synes at anbringe dem på en bus, der skulle køre dem tilbage til Pakistan, men i stedet kører dem til Kunduz, et af Talebanernes støttepunkter midt i bjergene. Da tropper fra Nordalliancen stormer byen, blander Ruhel, Asif and Shafiq sig med de flygtende Taleban-krigere. Monir bliver væk, og ham hører man aldrig mere noget til.

Hele denne indledning, mikset med lydstumper fra nyhedsudsendelser og de virkelige hovedpersoners beretninger, bliver fortalt i rasende fart i de første 30 minutter af filmen. Der bliver ikke spildt tid på persontegning, og de fleste seere vil aldrig kunne skelne de fire drenge klart fra hinanden.

(…) I begyndelsen mener de, at det er klogt at skjule den kendsgerning, at de er britiske, men da sandheden kommer for en dag, bliver de udspurgt på engelsk om deres forbindelse til al-Qaeda og Osama bin Laden. Lænket og med hætter over hovedet bliver de fløjet til Guantanamo Bay i januar 2002.

Kernen i filmen, som også vil få mest omtale, er den livagtige fremstilling af det, der virker som 24-timers tortur i Camp X-ray, den første fangelejr, de tilbageholdte indsættes i. Den begynder med, at drengene låses inde i åbne celler, der minder om en hundekennel. Med drengenes egne beretninger til at bakke dem op opnår disse scener en kvalmende realisme.

(…) Drengenes pludselige løsladelse i 2004 gør en barmhjertig ende på mishandlingerne, i det mindste for dem, selv om der, som Winterbottom og Whitecross minder os om, stadig er omkring 500 fanger i Guantanamo. 

The New York Times

Af A.O. Scott

(…) Det bør understreges, at filmen, som er instrueret af Michael Winterbottom og Mat Whitecross, ikke er en dokumentarfilm. Den bygger ganske vist på interview med de tidligere fanger som ’talking heads’ (…) og genskaber trofast deres version af begivenhederne. Men det meste af det, publikum ser på lærredet, er en rekonstruktion, hovedsagelig udført af ikke-professionelle skuespillere.

(…) Og ”Vejen til Guantanamo” kan være desorienterende, især i første halvdel, hvor filmen skifter frem og tilbage mellem de tre hovedfigurers erindringer og deres rekonstruerede prøvelsers rå virkelighedspræg. Det er undertiden vanskeligt at få de tre fortællere til at passe med de amatørskuespillere, der spiller dem, eller at få en klar fornemmelse af, hvem de er.

Sært nok dukker deres personligheder først rigtigt frem i selve Guantanamos dehumaniserende miljø, efter at deres hoveder er blevet barberet, og de er blevet iklædt ens orange dragter. Dér, efterhånden som kombinationen af kedsomhed og brutalitet gør tiden lang og stiller deres udholdenhed på prøve, begynder filmen at opbygge den følelsesmæssige kraft, som sandsynligvis vil efterlade de fleste kvalmende syge, rystede og vrede. For deres eget vedkommende ser de tre tidligere tilbageholdte roligt tilbage på begivenhederne og taler om deres livs værste stunder med en kombination af distance og forvirring. Hvordan kunne dette ske for dem?

”Vejen til Guantanamo”, der jo bygger på deres vidnesbyrd, besvarer ikke dette spørgsmål fuldstændigt.

(…) Historien om, hvordan de endte i Afghanistan, forbliver en smule uklar på trods af livagtige billeder af elendige busrejser på hullede, uasfalterede veje. Tanken om at krydse grænsen til Afghanistan synes at opstå næsten som en tilfældig grille. De ønsker selv at se, hvad der foregår, og deltage i en humanitær hjælpemission, som bliver organiseret af imamen i en moske i Karachi i Pakistan. De sidder en aften på en udendørs restaurant og taler begejstret om størrelsen på afghansk naan-brød, som om de var ved at planlægge en kulinarisk rejse.

Efterhånden som krigen mod Taleban intensiveres, rejser de fire unge mænd først til Kandahar, derefter til Kabul og endelig til Kunduz, hvor de bliver fanget af soldater fra Nordalliancen. På dette tidspunkt forvandles et besværligt, muligvis uklogt eventyr sig til et mareridt, da de først bliver beskyldt for at være krigere fra al-Qaeda og derefter, efter måneders brutal behandling, tvunget til at tilstå, at det er det, de er.

(…) Filmskaberne og de tre fra Tipton er ret tilbageholdende med at afsløre deres egne politiske standpunkter, men deres ideologiske tilhørsforhold er i virkeligheden irrelevant. Et klip fra en nyhedsudsendelse viser præsident Bush referere til fangerne på Guantanamo som ’bad guys’, og man behøver ikke være overbevist om, at The Tipton Three var ’good guys’ – en af dem havde et generalieblad hos politiet i England – for at blive rystet over den måde, de bliver behandlet på.

Og også dybt deprimeret. Selv om ”Vejen til Guantanamo” langtfra er en stor film, dramatiserer den ikke desto mindre effektivt en position, der nu i adskillige år er blevet forsvaret af principfaste kommentatorer fra både højre og venstre: at mishandlingen af fanger, hvad enten de er uskyldige eller ej, ikke kun er afskyelig i sig selv. Den sætter også en afgørende strategisk fordel i kampen mod terrorisme over styr, nemlig det frie demokratis moralske overlegenhed over for den nihilisme og ekstremisme, som er dets modstandere.

De kendsgerninger, som ”Vejen til Guantanamo” bygger på, er forfærdende, og i sine mest effektive øjeblikke fremkalder den stærke følelser af håbløshed og gru. Men det mest skræmmende overhovedet ved denne film er, at den for mange mennesker i dette land og andre steder måske allerede har mistet evnen til at chokere. 

USA Today

Af Claudia Puig

”Vejen til Guantanamo” er en fængslende og foruroligende dokumentarfilm, der ikke er god nok til at være fremragende, fordi den ikke giver et tilstrækkeligt indblik i sine figurer. Dens hensigt er mest at fremkalde følelser af harme hos tilskueren, og det lykkes for den.

(…) Midt i rekonstruktionen af begivenhederne fra deres tid i Pakistan, Afghanistan og Cuba (selvfølgelig udført af skuespillere) ser vi de virkelige mænd og hører dem tale om deres lidelser. Filmen fremtræder som en stærk anklage mod den måde, mistænkte terrorister behandles på.

De pakistanskfødte venner, som er vokset op i det britiske Midlands-område, beslutter at tage på en tur fra England til Pakistan, hvor en af dem har tænkt sig at finde en kone. At de rejser til et så farligt sted sent i september 2001, kan fortolkes på forskellige måder. Enten var de ofre for dårlig timing, eller også var deres hensigter mere ondsindede, end de selv siger. Denne dokumentarfilm hælder i retning af mændenes uskyld, og der blev da heller ikke fundet nogen beviser for forbindelser til terrorister.

Hvis de var blevet i Pakistan som planlagt, ville tingene måske være gået uden problemer. Men tilsyneladende i et øjebliks indskydelse vælger de at undersøge situationen i Afghanistan, lige efter at USA og Storbritannien er begyndt at bombe dér. Deres hensigt, sagde de, var at hjælpe deres sårede muslimske brødre

. (…) Dokumentarfilmen besidder en presserende aktualitet, der får den til at virke som en nyhedsudsendelse snarere end som en letkøbt rekonstruktion. Den kendsgerning, at det faktisk er en rekonstruktion, stiller imidlertid spørgsmålstegn ved historiens sandfærdighed. Selv om mændene virker oprigtige, ville vi måske have fået en mere præcis opfattelse af deres generelle troværdighed, hvis andre var blevet interviewet til støtte for deres historie. Ikke desto mindre udforsker ”Vejen til Guantanamo” et livsvigtigt og kontroversielt problem på en måde, der både griber og knuger os, selv om den efterlader os med endnu flere spørgsmål. 

Opgaver til filmens modtagelse

• Gør rede for opfattelsen af 'Vejen til Guantanamo' i de amerikanske anmeldelser, og tag stilling til dem. Diskutér, hvilken opfattelse der yder filmen størst retfærdighed.
• Sammenlign modtagelsen af filmen med jeres egen oplevelse af den, og diskutér, hvilken opfattelse I er mest enige med.
• Skriv selv en anmeldelse af filmen, hvor I tager hensyn til både dens kvaliteter som film og dens ideologiske og politiske budskab. I kan finde en vejledning til at skrive filmanmeldelser i undervisningsmaterialet til filmen 'Bedre end Beckham' på Filmcentralen.
• Sammenlign anmeldernes udgangspunkter (find evt. anmeldelserne frem i deres helhed). Hvad lægger de størst vægt på? Hvordan begrunder de deres værdidomme? Hvem af anmelderne er I mest enige med?
• Skriv et læserbrev, hvor I kommenterer en eller flere af de amerikanske anmeldelser.

Links

• www.rottentomatoes.com/m/road_to_guantanamo giver en oversigt over modtagelsen af filmen i USA.
• Gå ind på de danske avisers hjemmesider og find kommentarer og anmeldelser i deres helhed. 
• Hvis du vil vide mere om fx Taleban, Krigen mod terror, 11. september 2001 eller Guantanamo, er det en god ide at begynde med at slå op i internetleksikonet Wikipedia eller den danske udgave.
•  På Filmcentralen finder du et undervisningsmateriale til Steven Spielbergs 'München', en anden nyere film om terrorisme.

Film om moderne terrorisme

• 'München' (instr.: Steven Spielberg) – om drabene på israelske sportsfolk ved Olympiaden i 1972 og den israelske efterretningstjenestes efterfølgende jagt på de skyldige.
• 'United 93' (instr.: Paul Greengrass) – om det kaprede amerikanske indenrigsfly, der 11. september 2001 styrtede ned på en mark i Pennsylvania.
• 'Paradise Now' (instr.: Hany Abu-Assad) – om to palæstinensiske selvmordsbombere, der skal detonere deres bomber i Israel.
• 'Gitmo' (instr.: Erik Gandini og Tarik Saleh) – to svenske dokumentarfilmfolk kigger nærmere på Guantanamo-lejren og en mulig forbindelse mellem Guantanamo og Abu Ghraib-fængslet.