Vores verden

Vores verden

– et undervisningsmateriale

Filmfaglige vinkler

Filmens billedbeskæringer

"Vores verden" er en fortælling om tre pigers kamp for at finde sig til rette i et klassemiljø, hvor man må træde på andre for ikke selv at blive trådt på. I den forbindelse er Sun, Jia og Boras følelsesregister og reaktioner i centrum. For at illustrere pigernes tanker og følelser, benytter filmen billedbeskæring til at præcisere over for publikum, hvad tilskueren skal fokusere på. I en undervisningssammenhæng er filmen derfor meget velegnet til at tale om, hvordan filmen viser pigernes følelsesudtryk, og om det virker efter hensigten.

Filmens åbningssekvens, hvor Sun befinder sig i skolegården sammen med de øvrige piger fra klassen, er et oplagt eksempel på en billedbeskæring, hvor instruktør og fotograf bevidst har undladt at fokusere på miljøet i skolegården og de andre piger omkring Sun. Kameraet følger Sun i et nærbillede, hvor vi fornemmer, at hendes humør ændrer sig fra forventningsglæde til ængstelse og tristhed, mens pigerne fordeles på to hold. Sun bliver som frygtet placeret som den sidste. Herfra følger kameraet fortsat Sun i halvnære og totale billeder, der illustrerer Suns usikkerhed og isolering fra de andre. Hun er helt alene, selvom at hun er omgivet af sine klassekammerater. (Se Framegrabs 1-5 nedenunder)

Framegrab 1
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 2
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 3
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 4
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 5
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

I scenen, hvor Jia stjæler fra butikken (Se Framegrabs 6-10 nedenunder), bruger filmskaberne også billedbeskæring til at illustrere pigernes forskellige reaktioner på handlingen. Da pigerne løber væk fra butikken, er de filmet i et panorerende totalbillede, som fokuserer på deres flugt. Herefter følger et halvtotalt billede af pigerne, der hviler sig på en bænk. Vi ser Jia, der med afslappet kropssprog i et halvnært billede tager det stjålne blad frem, og Suns reaktion på tyveriet i et nærbillede, der tydeligt viser, hvor forkert hun finder handlingen.

Framegrab 6
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 7
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 8
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 9
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Framegrab 10
Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Filmens komposition

I undervisningssammenhænge fokuserer man ofte på kompositionsmodeller som berettermodellen og aktantmodellen. "Vores verden" tilbyder, at man forholder sig til filmen med udgangspunkt i cirkelkompositionen: En kompositionsmodel, hvor indledning og afslutning griber fat i hinanden. Dette er et tydeligt træk i "Vores Verden", hvor skolegårdsscenen fra åbningssekvensen bliver gentaget til slut. Den åbner dermed for en fortolkning af, hvad der har og ikke har forandret sig i Suns liv.

Filmens indledning bliver fortalt in medias res. Vi bliver bogstavelig talt kastet ind i skolegårdens miljø og møder Sun og de udfordringer, hendes hverdag i skolen er fyldt af.

Da scenen bliver gentaget til slut i filmen, bliver den igen indledt med et nærbillede af Sun. Denne gang står hun ikke med forventningens glæde malet i ansigtet. Her ser vi en pige, der har opgivet, og som har mistet troen på at lykkes socialt. Da hun får øje på Jia, der også står alene uden for legen, bliver hun opmærksom på situationen og vælger at hjælpe Jia, da de andre piger forsøger at lempe hende ud af legen. Filmens afsluttende indstillinger viser de to piger, der, udstødte og isolerede fra de andre, forsøger at nå hinanden gennem deres blikke. Det fortæller os som publikum, at de har brug for hinanden for at igen at kunne finde glæde ved livet.

Den cirkulære komposition bliver ofte anvendt i eventyrgenren, hvor hjem-ude-hjem-beretningen (illustreret ved kontraktmodellen) bringer hovedpersonen tilbage til udgangspunktet – som regel rigere, klogere og med en partner for livet. Her hører ligheden dog op med "Vores verden". Selvom der øjnes et lille håb for Sun i Jias blik, er udgangspunktet stadig, at skolehverdagen fremover vil være en kamp for at finde sig til rette i hierarkiet.

Man kan ud fra filmens afrunding konkludere, at historien ikke har en slutning, men blot gentager sig selv i et nyt begivenhedsforløb. Dermed stadfæster filmen tematikken: At ensomheden hele tiden ligger på lur i den sydkoreanske skoleverden. Og at børnene i mangel af forældrenes opmærksomhed og forståelse blot kan håbe på bedre tider, hvor skolelivet trods gentagelser forandrer sig til det bedre.

Vores verden
Foto: BUSTER Filmfestival

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle