Zarafa Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Handlingsreferat
  • Faglige mål
  • Fag og temaer
  • Filmfaglige vinkler
  • Links og litteratur

Om filmen

I 1826 ankom et skib til Marseille med den første giraf, man havde set i Frankrig. Det var en gave fra pashaen af Egypten til den franske konge, og dyret vakte stor opsigt på sin tur fra Marseille til Paris.

Det er disse historiske realiteter, som ligger bag den fransk/belgiske animationsfilm 'Zarafa'. Filmen er en fri gendigtning om den 10-årige afrikanske dreng Maki, der hjemme i Sudan bliver venner med giraffen Zarafa (navnet betyder giraf på arabisk). Sammen med den heltemodige beduin Hassan og luftballonskipperen Malaterre begiver Maki sig på en rejse fra Sudan til Paris for at befri Zarafa fra fangenskab.

'Zarafa' er en film af høj visuel kvalitet. Dens æstetik sender tanker i retning af japanske Hayao Miyasaki. Baggrundene – fra Nordafrika til 1800-tallets Egypten og Frankrig – er små kunstværker i sig selv. Alt fra farvelægning til kompositioner og kameravinkler er kræs for øjet, godt akkompagneret af et storslået soundtrack.

Filmens credits

Originaltitel: Zarafa
Produktionsland og -år: Frankrig, Belgien, 2012
Instruktion: Rémi Bezancon og Jean-Christophe Lie
Længde: 78 minutter
Distribution: Angel Films
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Frarådes børn under 7 år
Læs Medierådet for Børn og Unges vurdering

Medvirkende (danske stemmer):
Maki: Alfred Schwarz
Hassan: Mads M. Nielsen
Fortæller: Troels II Munk
Malaterre: Thomas Mørk
Moreno: Jens Jacob Tychsen

Pashaen af Egypten modtager Zarafa, som han vil forære til den franske konge. (Foto: Prima Linea Productions)

Handlingsreferat

Filmen er en rammefortælling, hvor en gammel mand i Sudan fortæller historien om drengen Maki og giraffen Zarafa til en flok børn. Det hele begynder med, at slavehandleren Moreno overfalder Makis landsby. Maki stikker af og bliver venner med girafungen Zarafa, men Moreno skyder dens mor. Maki lover girafmoren at passe på Zarafa. Beduinen Hassan redder Maki og Zarafa fra Moreno, men tager Zarafa til fange. Maki følger efter, og sammen krydser de ørkenen, køber to okser og når frem til Alexandria i Egypten. Tyrkerne angriber byen, og pashaen af Egypten ønsker militær hjælp fra Frankrig. Derfor vil han sende Zarafa som gave til Kong Charles X. Hassan, Zarafa og ballonskipperen Malaterre flyver over Middelhavet i luftballon. De to køer og Maki, som har gemt sig i en halmballe, falder ned fra ballonen og havner på et sørøverskib.

I Marseille mødes de alle igen, og sørøverne hjælper Hassan og Maki med at undgå et bagholdsangreb fra Moreno. Maki, Zarafa, Hassan, Malaterre og køerne fortsætter videre i ballon, men den falder ned i Alperne. Den ene af køerne bliver dræbt af ulve. De kommer ned fra bjergene og vandrer til Paris. Zarafa kommer i Zoologisk Have og bliver vist frem for kongen. Maki bliver kidnappet af Moreno og ligesom Makis veninde fra Afrika, Soula, bliver han tjener hos rige familier. Hassan drukner din sorg i alkohol i Paris’ værtshuse. Maki og Soula, der vil hjem til Afrika, stikker af sammen og finder Malaterre og Hassan. Da Maki siger farvel til Zarafa, dukker Moreno op. Hassan redder Maki, men han bliver skudt af Moreno, der bagefter falder ned i isbjørneburet. Maki, Soula og Malaterre flyver tilbage til Afrika. Hassan overlever og rejser hen til sørøverkaptajnen Bouboulina i Grækenland.

Faglige mål

Temaforslag og opgaver i dette undervisningsmateriale imødegår bl.a. følgende punkter i Fælles Mål 2009:

Dansk – trinmål efter 4. klasse

  • Videreudvikle ordforråd, begreber og faglige udtryk.
  • Vide, hvad en sætning er og kende forskellige ordklasser.
  • Samtale om tekster og andre udtryksformer ud fra umiddelbar oplevelse, kendskab til faglige begreber og begyndende analytisk forståelse.

Billedkunst – trinmål efter 2. klasse

  • Arbejde med enkle kombinationer af tekster og billeder.
  • Beskrive billeders indhold og historie i billedsamtaler.
  • Tegne og male med vægt på fortælling.

Natur og teknik – trinmål efter 2. klasse

  • Kende til kategorier af dyr, herunder vilde dyr, husdyr, kæledyr, fortidsdyr og fantasidyr.
  • Fortælle om, hvordan dyr præsenteres i medier og reklamer.

Natur og teknik – trinmål efter 4. klasse

  • Beskrive og give eksempler på dyr og planter fra forskellige verdensdele.
  • Kende de syv verdensdele og kunne udpege dem på et verdenskort.

Kristendomskundskab – trinmål efter 3. klasse

  • Give udtryk for en begyndende bevidsthed om, at mennesker lever og opfatter verden forskelligt afhængigt af deres kultur og religion.

Historie – trinmål efter 4. klasse

  • Etablere en tidsfrise og relatere den til egen livsverden.
  • Opsøge viden om fortiden i forskellige typer medier.
'Zarafa' foregår i bl.a. Paris i begyndelsen 1800-tallet (Foto: Angel Films)

Fag og temaer

Dansk og billedkunst

  • Etablere et fælles ordforråd til samtale om og analyse af film og andre visuelle udtryksformer.
  • Arbejde med mundtlig genfortælling og analyse med udgangspunkt i billeder.
  • Bruge billeder i arbejdet med at lære grammatik.

Natur og teknik

  • Dyr og planter i forskellige verdensdele, særligt afrikanske dyr.
  • Vilde dyr og tamme dyr.
  • Verdensdele og kortlæsning.
  • Forskellige typer landskab: ørken, oase, hav, bjerge, byer m.m.

Kristendomskundskab

  • Forskellige religioner: naturreligioner, buddhisme, kristendom og islam.

Historie

  • Tilværelsen i 1800-tallet og nu (fokus på fx udviklingen af nye transportformer).
  • Slaver og slavehandel.
I ”Zarafa” oplever vi det afrikanske landskab og afrikanske dyr (Foto: Angel Films)

Filmfaglige vinkler

Et fælles sprog om visuelle medier

Børn og unges verden bliver til stadighed mere visuelt orienteret. Allerede i indskolingen bruger børn mange timer om dagen på at se film og tv, spille computerspil på mobiltelefon, iPad eller Playstation, finde klip på Youtube osv. Der er behov for, at eleverne kan formulere sig om deres oplevelser i den digitale verden og forholde sig kritisk og analytisk til dem. Derfor er det nødvendigt at give eleverne et ordforråd til at beskrive, hvad de ser – og hvad de mener og føler i forhold til det, de ser.

En fælles filmoplevelse som 'Zarafa' er et godt udgangspunkt for at præsentere eleverne for faglige begreber og skabe et fælles sprog om visuelle medier i klassen. I indskolingen kan eleverne sagtens lære grundlæggende begreber som fx indstilling, scene og sekvens. Det svarer til, at de i forbindelse med skriftsprog lærer begreber som bogstav, sætning og afsnit. Ligesom det er svært at tale om en tekst uden at kende denne type fundamentale begreber, er det svært at tale om en film uden at kende dem. Det er forudsætningen for at formulere en analyse.

Det er muligt at præsentere og bruge begreberne, efter I har set filmen ved at se på stillbilleder fra filmen (find dem fx ved af google ”Zarafa film”). I kan vælge en scene ud og klappe, hver gang der klippes – det giver en god forståelse af, hvad ”klip” og ”indstilling” betyder.

Billeder og ordklasser

Film er et godt udgangspunkt for at visualisere ordklasser. Vi kan gøre det på tre måder:

  • Ved at se på og tale om stillbilleder fra filmen (se eksempler nedenfor).
  • Ved at se en film. Det giver mulighed for fx at "fryse" billeder (sætte på pause) og gense scener. Når vi fryser et billede, kan vi tale om det, ligesom når vi taler om stillbilleder.
  • Ved selv at lave animationsfilm. Her bliver grammatik ikke alene visualiseret men fysisk erfaret: De figurer og genstande, som er med i filmen, er navneord. Når vi beslutter fx farve og størrelse på tingene i filmen, er det tillægsord. Når vi bevæger figurerne og animerer (optager film), er det udsagnsord.

I de følgende eksempler tager vi udgangspunkt i stillbilleder fra filmen. Når I arbejder med stillbilleder og grammatik, kan I enten vælge at gøre det i fællesskab på fx smartboard, eller eleverne kan enkeltvis eller i grupper lave konkurrence om, hvem der finder flest eksempler inden for hver ordklasse med udgangspunkt i et billede.

Zarafa og Maki på vej gennem Alperne (Foto: Angel Films)

Navneord: En dreng, en giraf, snefnug, grantræer mv.

Udsagnsord: Hvis billedet var i bevægelse, hvad er det så, der foregår? Giraffen og drengen går, snefnuggene falder, vinden blæser mv.

Forholdsord: Beskriv billedkompositionen (forgrund, mellemgrund og baggrund). Bagved drengen og giraffen er træerne, under deres fødder er sneen, over dem er himlen mørk, foran dem er bakken, som går nedad.

Tillægsord: Beskriv følelserne, stemningen og farverne i billedet. Det er koldt, de er alene, sneen er hvid osv. Uddyb ved at tale om, hvordan vi kan se, det er koldt (lyset og farverne er kolde, vi har erfaring med, at sne og blæst er koldt, og Makis kropsprog signalerer, at han fryser).

Maki, Hassan, Zarafa, Malaterre og sørøverne mødes i Marseille. (Foto: Angel Films)

Navneord: En luftballon, en flok mennesker, huse, vinduer, tage, skorstene mv.

Udsagnsord: Hvis billedet var i bevægelse, hvad er det så, der foregår? Luftballon svæver, menneskene står stille, kigger og taler sammen mv.

Forholdsord: Beskriv billedkompositionen. Ballonen er til højre i billedet, over ballonen er himlen, bag ballonen er byens huse, ved siden af ballonens kurv er menneskene mv.

Tillægsord: Beskriv følelserne, stemningen og farverne i billedet. Der er stille og hyggeligt, lyset er varmt, ballonen er rød og stor, menneskene er små osv. Uddyb ved at tale om, hvordan vi kan se, der er stille (kompositionen er harmonisk og signalerer ro, alle døre og vinduer er lukkede, der er mennesketomt bortset fra den lille flok).

Menneskelige dyr

'Zarafa' er en af de mange børnefilm og animationsfilm, hvor dyr tillægges menneskelige egenskaber. Giraffen kan føle sorg, håb og glæde, den kan græde og være glad. Den kan endda til slut efterrationalisere situationen og ”tale” ved hjælp af tankeoverførsel til Maki.

Der findes utallige andre børnefilm, hvor dyr er menneskeliggjorte – lige fra 'Bambi' til 'Løvernes konge' og 'Find Nemo'. Dyr ler og græder, drømmer, savner og er bange, driller og synger. De kan også være meget kloge, udtænke snu løsninger og hjælpe deres herre som i fx 'Lassie'.

Det er faktisk de færreste film for børn, hvor dyr reelt opfører sig som dyr. Blandt de meget få eksempler er realfilmen 'Pigen og ræven' (se link til undervisningsmateriale under 'Links og litteratur'). Andre eksempler er de dyr, som har biroller i filmatiseringerne af Astrid Lindgrens bøger 'Ronja Røverdatter', 'Brødrene Løvehjerte', 'Emil fra Lønneberg' og 'Pippi Langstrømpe' (Hr. Nelson er godt nok en dresseret abe – men en realistisk gengivelse af en dresseret abe).

'Zarafa' er en god anledning til at få en snak om, hvordan dyr fremstilles i film og bøger generelt. Filmen kan være et udgangspunkt for at sætte ord på, hvad dyr egentlig kan og ikke kan, hvad der adskiller mennesker og dyr, og hvordan vi overfører vores egne følelser og reaktioner på dyr.

Links og litteratur

Den virkelige historie om giraffen, der blev foræret til Charles X (på engelsk).

Dansk og billedkunst

Læs om filmiske virkemidler og dramaturgi i Filmcentralens online Filmleksikon

Filmcentralens undervisningsmateriale 'Film i indskolingen' indeholder bl.a. undervisningsforslag, billedmateriale og tip til gode kortfilm. 

Filmcentralens undervisningsmateriale til 'Pigen og ræven'

Natur og teknik

Fakta om baobabtræet og dets betydning, både praktisk og symbolsk.

    Hjemmesiden ”Danske dyr” er målrettet undervisning på forskellige niveauer (dele af siden kræver uni-login / abonnement).