Om filmen
'Family' er en film om vigtigheden at at kende sine rødder, om at rejse ud for at søge efter sin identitet, og – som titlen peger på – familiens betydning, når det gælder om at finde og forstå sig selv og sin historie.
Filmen handler om filminstruktøren Sami, der er 28 år og ikke har set sin yemenitiske far, siden han var otte. Nu er moren død, og hans elskede storebror Thomas har begået selvmord – familien er i opløsning. Dette eksistentielle nulpunkt for Sami er samtidig udgangspunktet for filmen 'Family', der fokuserer på den vanskelige proces, det er at gøre alvor af drømmen om at finde sine rødder. Den udstiller de løgne og spind, man kan vikle sig ind i for at skåne sig selv, når det gør ondt, og den viser de skuffelser og glæder, der er undervejs i dette identitetsprojekt.
Dramaturgisk følger 'Family' instruktøren Samis indre og ydre rejse for at finde frem til den far, der forlod ham: fra de indledende angstbetonede undvigemanøvrer og overspringshandlinger, over det nervøse og nervepirrende opsporingsarbejde og endelig til Yemen, hvor han dog ikke møder sin far, men farens store familie. Som det fremgår, falder filmens geografi dermed i to dele. De første 47 minutter udspiller sig i Danmark, nærmere bestemt i omegnen af Brønshøj, mens den anden halvdel foregår i Yemen.
I filmens start skændes Sami med sin kæreste, Phie, som samtidig er filmens fotograf. Mens hun med håndholdt kamera og gode argumenter prøver at holde ham fast på projektet med at opsøge faren, forsøger Sami at vige udenom. Dette metaaspekt, hvor selve filmens tilblivelse er til diskussion, er gennemgående for 'Family'. Genremæssigt kan filmen kaldes en jeg-dokumentar (eller en personlig dokumentar), dvs. en dokumentarfilm, der retter kameraet mod instruktøren selv og sætter hans person i centrum.
'Family' går tæt på instruktørens søgen efter faren. Efter skænderierne følger fordybelsen i minderne, som rent fysisk har form af fotografier, hårlokker, smalfilm og det gamle barndomskvarter. Undervejs i processen hører vi de mange, lange, nervepirrende og sommetider mærkelige telefonsamtaler, som Sami fører med fremmede familiemedlemmer i Yemen i forsøget på at opspore sin far. Det er telefonsamtaler, som seerne oplever i lange, uklippede indstillinger med fokus på Samis nervøse ansigtsudtryk, omgivet af hans konstante og tætte cigaretrøg. Da Samis projekt fører ham til farens familie i Yemen, er især mødet med halvbroren Walid, som han ikke kendte til, stærkt og gribende, ligesom det er tilfældet med deres senere samtaler om farens svigt, som også har haft store konsekvenser for Walids liv. Mødet med familien gør Sami overstadig, lykkelig og stakåndet. Men nogle gange bliver det hele også for meget, som da Sami mod filmens slutning bliver overvældet af den nye store familie og nærmest synes, at det er angstprovokerende at skulle give dem sin adresse. Det er også krævende og udmattende at være del af en familie, og indimellem orker han bare ikke "den arabiske stil".
Filmisk er stilen båret af det håndholdte kamera, de følelsesladede nære og halvnære billeder af Sami, et markant musikbrug og det nærværende metaaspekt, som jævnligt minder seerne om genren og instruktørens projekt. En effekt af at instruktør og hovedperson er den samme. Filmen igennem indklippes der metaforiske billeder af skyformationer og den skiftende himmel. Det tilbagevendende motiv kan læses som et sensitivt barometer på Samis forskellige sindstilstande og som en henvisning til den fraværende og fjerne far, der som pilot befinder sig et udefinerbart sted i luften langt borte.
Filmen behandler et eviggyldigt emne på en meget personlig, nærgående og vedkommende måde. Dens procesbårne struktur gør det let at identificere sig med både Sami og projektet; vi ser opturene, når Sami er høj af glæde og eufori, fordi han pludselig finder ud af, at han har en stor familie i Yemen, og vi ser nedturene, når afvisningerne står i kø og oplevelsen af at være blevet forladt trænger sig på. Seerne bliver delagtiggjort i stort og småt, fordi Samis refleksioner, overvejelser, tvivl og spørgsmål bliver gjort tydelige, når han taler med Phie og gode venner undervejs. Åbenheden er indimellem slående, både fordi den inkluderer seerne, men også fordi den rejser genrerelevante spørgsmål om, hvor meget af filmen der er iscenesat og arrangeret for kameraet.
'Family' handler om behovet for spejling og genkendelse, for viden og for at høre til – og samtidig også om noget så jordnært som simpelthen at ligne en anden. Som når Sami står foran spejlet og sammenligner sine høje tindinger med dem, han har set på fotografier af faren – et træk, der dukker op igen, da hans halvbror Walid i Yemen ligefrem har valgt at benytte sig af en paryk for at slippe for familiesvagheden. Det er en film om trangen til at være del af et fællesskab, men også en film om, at det ikke altid er let at finde ud af, hvor man egentlig hører hjemme.
Filmen har vundet en række priser, blandt andre Joris Ivens Pris ved IDFA, den internationale dokumentarfilmfestival i Amsterdam i 2001 og Robert i 2002 for årets bedste lange dokumentarfilm.
Særfagligt
Mediefag
'Family' kan indgå i forløb om dokumentarfilm på C- og B-niveau. Med sit fokus på identitet, det intime og instruktørens eget personlige projekt er den også relevant at inddrage i arbejdet med tendenser i nyere dansk dokumentarfilm.
Genremæssigt er 'Family' en jeg-dokumentar, og derfor kan den bruges til at indkredse denne genres gennemgående træk. Den kan også danne afsæt for en række af de spørgsmål og diskussioner, genren lægger op til såsom fremstillingen af instruktøren (Sami), herunder hans selvforståelse og kameraets rolle og funktion. I 'Family' er det Samis kæreste, Phie, der filmer. Det vil derfor være oplagt at undersøge, hvordan forholdet mellem de to fremstilles, og hvilken betydning for forståelsen og oplevelsen af filmen det har, at diskussionen mellem disse to tilføjer filmen et metaplan. Det vil desuden være relevant at komme ind på forholdet mellem privat og offentligt, brugen af fakta- og fiktionskoder samt at diskutere omfanget af iscenesættelse (gerne i en genrerelateret kontekst).
En nærmere dramaturgisk analyse af 'Family' kan undersøge, om filmen låner træk fra andre (fiktions)genrer, som fx roadmovien. Og den kan danne afsæt for diskussioner af, i hvilket omfang der er tale om en dramaturgisk konstruktion, og hvilken betydning det har/kan have for dokumentargenren.
Stilen i 'Family' er med til at understrege det personlige projekt. Det ses i de mange nære billedbeskæringer af Sami, kamerabrugen (det håndholdte, dynamiske kamera), den understregende musikanvendelse, skiftene i klipperytmen undervejs i filmen (fx de lange uklippede indstillinger i forbindelse med telefonsamtalerne i Danmark og de små indlagte montager fra Yemen) samt de metaforiske og poetiske indstillinger af himlens og skyernes skiftende positioner. En næranalyse af brugen af billed- og lydside vil kunne vise, hvordan de forskellige elementer hver især og sammen bidrager til at understrege jeg-dokumentarens fokus på Samis søgen efter sin far – og sig selv.
'Family' kan sammenlignes med andre jeg-dokumentarer, ligesom den kan relateres til nyere intime dokumentarfilm, som også har det personlige element i centrum. En sammenligning med mere klassiske dokumentarfilm kan også skærpe blikket for netop jeg-dokumentarens særlige karakter. Det vil også være relevant at komme ind på, hvorfor denne dokumentariske undergenre slår så markant igennem i i starten af det 21. århundrede.
Dansk
'Family' kan anvendes i arbejdet med både det litterære og det mediemæssige stofområde. I tilknytning til det litterære stofområde kan filmen indgå i tematisk læsning om emner som identitet, familie, forældre/børn eller at rejse (for at finde sig selv). Da filmen behandler nære og personlige forhold, vil den også kunne bruges til diskussioner af forholdet mellem privat/offentligt samt tendenser i ny kunst.
I danskfagets mediefaglige stofområde er kernestoffet blandt andet "dokumentargenrer” og ”et værk i form af et større afrundet medieprodukt”. Her vil 'Family' kunne bruges, da den både form- og indholdsmæssigt lægger op til arbejdet med dokumentargenren. Det vil for eksempel være relevant at arbejde med genren (jeg-dokumentaren/den personlige dokumentar), fortælleforhold, filmens opbygning/dramaturgi, iscenesættelsen af personerne/deres selvfremstilling samt tematik. De filmiske virkemidler og deres effekter kan undersøges, gerne set i relation til hvordan de bruges til at understrege filmens fokus på identitetsprojektet.
Det vil også være relevant at undersøge, hvordan der i 'Family' – fx i forbindelse med dramaturgi, persontegning og symbolik – arbejdes med hhv. fakta- og fiktionskoder. Hvilken rolle spiller det, at filmen indeholder et metaniveau (hvor selve filmens tilblivelse tematiseres)?
Filmen er anvendelig på alle gymnasiale uddannelser – og på alle klassetrin. Men filmens fulde potentiale vil være lettere at udfolde på de højere klassetrin.
Tværfagligt
Filmen er anvendelig i tværfaglige forløb inden for det humanistiske fakultet, hvor man ud fra en danskfaglig eller mediefaglig vinkel kan undersøge emner som identitet, familie, forældre/børn, metakunst og fakta/fiktion.
Litteratur og links
Artikler
- Artikel trykt i Filmmagasinet Ekko nr. 10-11, december 2001 med grundig analyse af 'Family's tematik, dramaturgi og stil (og med en række arbejdsspørgsmål til filmen) skrevet af Anders Dahl:
http://www.ekkofilm.dk/filmiskolen.asp?table=filmiskolen&id=13 - Artikel trykt i Filmmagasinet Ekko nr. 18, maj 2003 om genren jeg-dokumentar med særligt fokus på bl.a. 'Family' skrevet af Jørn Schmidt:
http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?table=essays&id=20 - Jakob Høgel: ”Nærvær og distance i personlige film” trykt i Filmmagasinet Ekko nr. 10-11, december 2001:
https://www.ekkofilm.dk/artikler/naervaer-og-distance/ - Premiereinterview med Sami Saif: ”At lade virkeligheden tale til publikum” i internettidsskriftet CinemaZone.dk skrevet af Jesper Vestergaard:
http://www.cinemazone.dk/article.asp?id=375 - Jakob Høgel: ”Så fjern så nær” trykt i Filmmagasinet Ekko nr. 25, november 2004. Artiklen giver overblik over nogle yderpunkter i den danske dokumentarisme – enten tilbyder filmene det helt store vue eller går meget tæt på enkelte personer. 'Family' omtales også i artiklen:
https://www.ekkofilm.dk/artikler/sa-fjern-sa-naer/ - I Det Danske Filminstituts blad FILM nr. 18 og 19 er der interviews med Sami Saif, Phie Ambo, Jonas Frederiksen og filmens klipper Janus Billeskov
ANDRE FILM AF SAMI SAIF OG PHIE AMBO
Sami Saif:
- 'Paradis' (sammen med Jens Loftager og Erlend E. Mo), 2008
- 'Dogville Confessions', 2003
- 'The Video Diary of Ricardo Lopez', 2000
Phie Ambo:
- 'Growing Up in a Day', 2002