Ønskebørn Lærer

Hjem
  • Om filmen
  • Særfagligt
  • Tværfagligt
  • Litteratur og links

Om filmen

”Jeg tror ikke der findes nogen, der ved så meget om lykke som mig. Man skulle ikke tro det. Men jeg ved faktisk alt. Hvem er jeg? Jeg er bare sådan en lille en, der forsvinder. Det er mig. Det ved jeg for eksempel. Bare for at sige noget jeg ved. Jeg er ingenting.” 

Sådan siger en af de medvirkende unge piger i Birgitte Stærmoses korte dokumentarfilm Ønskebørn. Filmen udspiller sig i Kosovo efter den jugoslaviske borgerkrig og følger en række udsatte børn og unge, som prøver at klare sig igennem en hård og trøstesløs hverdag. Og som det indledende citat er med til at vise, er det ikke med megen tro på hverken sig selv eller fremtiden. 

I filmens start følger vi en gruppe store børn, som kører i en gammel bus. Kameraet indfanger dem og deres blikke, og de begynder at fortælle brudstykker af deres historie til kameraet. Om hvordan hverdagen efter skole går med at sælge cigaretter, peanuts og telefonkort for at kunne tjene lidt penge, så der kan købes mad til familien. Om hvordan pengene helst skal listes uset ned i moderens pung, så hun ikke skammer sig over fattigdommen. Om viljen til at overleve og klare sig. Derved giver filmen små glimt af, hvad krigen har betydet – ikke mindst for den opvoksende generation. 

Dramaturgisk består filmen af mødet med 10-12 børn og unge mellem 7 og 19 år, som vi følger, mens de gør dagligdags ting som at sidde i stuen, skære en fisk op, sælge cigaretter. De fortæller om sig selv i monologer henvendt til tilskueren. De mange forskellige erindringer og historier, som handler om hverdagen, krigen, familien og fremtiden, har en række fællestræk, fordi børnene alle er præget af at have mødt en rå virkelighed alt for tidligt. Deres blik på sig selv og deres omverden forekommer meget ældre end deres egen unge alder. De virker ældede, fordi de har erfaringer som voksne. Som en af dem konstaterer ”Jeg er god til at fortælle historier. Det er man jo nødt til, når man skal sælge telefonkort”. 

De medvirkende har ingen navne. Måske for at understrege, at det, de har at sige, har en gyldighed langt ud over deres egen person. Alligevel er de ikke anonyme. Gennem den direkte øjenkontakt og det insisterende blik, der hos flere personer fastholdes gennem hele monologen, er det ikke muligt at være uberørt af det, der fortælles. Og til slut i filmen retter en af de unge mænd da også verbalt en direkte henvendelse til tilskueren: ”Der er kun én eneste grund til at jeg taler med dig. Og ved du, hvad det er? Det er sult. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise dine penge”. 

Monologerne er præget af en enkel og konkret sprogbrug, der ind imellem kan chokere ved sin nøgternhed og barske logik. Det gælder f.eks. for den historie en ung mand fortæller, som handler om, hvordan familien vender tilbage til deres hus efter krigen, men kun finder køleskabet. Deres hunde og fjernsyn er smidt i den nærliggende flod. Den unge mand fortæller: ”Alting lå nede i floden. Alle vores hunde og også vores fjernsyn. Det var faktisk meget smukt. De havde smidt fjernsynet på de døde hunde. Og det så ud, som om de fulgte med i det. Ligesom når min far og hans venner så fodbold før krigen. Nu har vi ikke noget fjernsyn, men min far siger det ikke gør noget. Alle hans venner er døde, så der er alligevel ingen at se fjernsyn med”. 

Ønskebørn består af fortællinger om, hvordan man overlever. Filmen konfronterer sin tilskuer med en anden virkelighed. Og titlen forekommer, med sin dybe kontrast til den virkelighed som gadebørnene oplever, på én gang grotesk og ironisk. Men samtidig er den også solidarisk og indlevende med sin insisteren på, at disse børn skal have en fremtid. De er også en del af vores verden. 

Ønskebørn er altså en film, der vil noget med sin tilskuer. Og som i både titelvalg, form og indhold søger at få sin tilskuer i tale. Med de konfronterende og mærkeligt ældede blikke i kameraet, de konkrete og ligefremme fortællinger, nærbillederne der ikke er til at komme udenom, og de direkte henvendelser møder vi andre mennesker i et andet Europa. 

Særfagligt

MEDIEFAG 

Ønskebørn kan indgå i forløb om dokumentarfilm på c- og b-niveau. Med sin eksperimenterende brug af iscenesættelse og fortællemåde vil den desuden let – og med stor fordel – kunne indgå i arbejdet med tendenser i nyere dansk dokumentarfilm. 

Genremæssigt er Ønskebørn en dokumentarfilm. Men den følger bestemt ikke de sædvanlige konventioner for genren. Og netop filmens iscenesættelse og konstruktion – indholdsmæssigt såvel som formmæssigt – er meget relevant at inddrage i undervisningen. Hvad kendetegner Stærmoses genrebrug? Hvilken rolle tildeles tilskueren? Hvordan arbejdes der med fakta- og fiktionskoder? Er instruktørens brug af dokumentargenren en del af en nyere tendens til at eksperimentere med de traditionelle måder at arbejde med faktastoffet på? 

Stærmoses dokumentariske metode i filmen er speciel. Hun har først, med hjælp fra en lokal, albansk-talende instruktør, interviewet gadebørnene på bånd og uden kamera. Herefter er de enkelte interviews blevet udskrevet og videregivet til dramatikeren og manuskriptforfatteren Peter Asmussen. Han har skrevet filmens monologer med baggrund i disse interviews. De medvirkende har så efterfølgende fremsagt monologerne foran kameraet, men ikke nødvendigvis deres egne historier, erfaringer og erindringer. Stærmoses dokumentariske metode og baggrunden for hendes valg af denne måde at arbejde med emnet på, kan man læse mere om i Eva Novrup Redvalls interview med instruktøren ”Fra observationer til konstruktioner” (se ”Litteratur og links”). 

Filmsproget i Ønskebørn er tilpasset fortællingen – også dét er insisterende, men på en meget anderledes og lavmælt måde, som vækker til eftertanke. Det vil være oplagt at arbejde med, hvordan og hvorfor filmens formsprog forbinder sig til indholdet.

Vi følger gerne personerne i lange travellings, mens de går og fortæller deres historie. Eller kameraet fastholder dem i mere stillestående, uklippede indstillinger, mens de synger, hvisker eller beretter om sig selv. På den måde skabes der ro om de enkelte personer. Roen forstærkes også af, at de mange gentagelser og lange pauser, der kendetegner den mundtlige fortællestil, fastholdes. Nogle indstillinger varer således flere minutter, hvor kameraet bare står og betragter – og de betragtede kigger tilbage. Denne tilsyneladende stilstand, denne plads til stilhed og tavshed, til at vise ingenting, har en stærk effekt, som det er svært ikke at blive påvirket af. Effekten understreges af den direkte øjenkontakt med tilskueren, ofte i nærbilleder taget med telelinse, som indrammer, fremhæver og fokuserer på (dele af) børnenes udtryksfylde og talende ansigter. 

Gennemgående for æstetikken er også det håndholdte kamera, som er med til at tilføre en umiddelbar realisme. Vi ser en dominerende brug af neddæmpede, mørke farver (især grøn, brun, grå og blå) og dunkel belysning, der er med til at understrege stemningen. Således er der også en stor poetisk kraft i mange af billederne. Imellem monologerne får vi f.eks. et indblik i omgivelser og miljø gennem små montager, som viser boligkvarterer, landskaber, gader – og dermed udvider rummet omkring de unges fortællinger. 

DANSK 

Ønskebørn kan indgå i arbejdet med både det litterære og det mediemæssige stofområde i danskfaget. 

I tilknytning til det litterære stofområde kan filmen f.eks. indgå i tematisk læsning om emner som krig, barndom, globalisering. Med sin særlige brug af dokumentargenren vil den også kunne anvendes som afsæt eller perspektivering i arbejdet med tendenser i ny dansk litteratur, hvor netop iscenesættelse, blandinger af fakta og fiktion, genreeksperimenter og –fusioner indgår, ligesom den også vil kunne bruges i undersøgelser af grænsefladerne mellem det (selv)biografiske og fiktion samt i forbindelse med dobbeltkontrakt-begrebet (virkeligheds- og fiktionskontrakten). 

Ønskebørn kan også bruges i arbejdet med danskfagets mediefaglige stofområde, hvor kernestoffet blandt andet er ”dokumentargenrer”. Både genre-, form- og indholdsmæssigt vil den være meget relevant. Der vil kunne arbejdes med for eksempel genreforståelse, forholdet mellem filmens realistiske og poetiske stil, fortælleforhold, filmens opbygning/dramaturgi, fremstillingen af de medvirkende og de medvirkendes selvfremstilling samt tematik. De filmiske virkemidler og deres effekt kan undersøges, ligesom det vil være oplagt at se nærmere på den insisterende inddragelse af tilskueren - gerne med særligt henblik på hvordan den forbinder sig til genren. Herunder vil det være oplagt at knytte an til dobbeltkontrakt-begrebet og brugen af fakta- og fiktionskoder. 

Filmen er anvendelig på alle gymnasiale uddannelser – og på alle klassetrin. Men filmens fulde potentiale vil være lettere at udfolde på de højere klassetrin. 

Tværfagligt

Filmen er anvendelig i undervisningsforløb inden for det humanistiske fakultet. Den vil kunne bruges i at-forløb om emner som fx krig, børn/unge, øst/vest, fakta/fiktion (fra en danskfaglig eller mediefaglig vinkel). 

Litteratur og links

Danmarks Nationalfilmografi om ”Ønskebørn” 
http://www.dfi.dk/faktaomfilm/nationalfilmografien/nffilm.aspx?id=63001  

”Fra observationer til konstruktioner”, DOX-tema - Eva Novrup Redvalls interview med Birgit Stærmose, bl.a. om instruktørens dokumentariske metode i ”Ønskebørn” 
http://www.dfi.dk/nyheder/filmupdate/2009/fra-observationer-til-konstruktioner---dox-tema.aspx  

Anmeldelser 
http://kpn.dk/film/article1981540.ece  
http://www.information.dk/214424  
http://www.ekkofilm.dk/?allowbreak=false&id=773  

Omtale af ”Ønskebørn” i forbindelse med prismodtagelse 
http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/film/article1302448.ece  

Supplerende film

Andre film instrueret af Birgitte Stærmose:
Se mig nu (2001)
Små skred (2002)
Mit Danmark – film nr. 2 (2006)
Istedgade (2006)
Sophie (2006) - NB! Ikke i DFI-distribution.