Om filmen
‘Seven Minutes in the Warsaw Ghetto’ er en dansk dukkefilm instrueret af Johan Oettinger efter manuskript af Richard Raskin. Sidstnævnte har sine ben i den akademiske filmverden, hvor han primært har forsket i kortfilm, men også i Holocaust-film. Filmen er ifølge Raskin et forsøg på at bryde med den Holocaustfilm-konvention, at man som seer gives en form for forløsning eller happy end på trods af emnet. Denne almindelige Hollywood-konvention er taget med over i Holocaust-genren, men det gør ‘Seven minutes in the Warsaw Ghetto’ op med.
Filmen er en dukkefilm, som i meget høj grad fortæller gennem scenografi, selve dukkerne og filmens farver eller mangel på samme. Filmen er sort/hvid – faktisk mere sort end hvid, da filmen næsten hele vejen igennem er præget af mørke, skygger og ildevarslende symbolik.
Således starter filmen med at fokusere på en sort krage, der letter og flyver over muren ind i ghettoen, ledsaget af uhyggeskabende musik og lyde. På denne måde gives seeren et varsel om, at døden lurer i ghettoen. Lyskegler oplyser på skift krogene i ghettoen og minder konstant om, at filmens miljø er et fængsel – mennesker, der er spærret inde bag ghettoens mure.
Herefter præsenteres vi for filmens hovedperson, drengen Samek, der ligger på gulvet i en lejlighed og tegner. Dukken har revner i ansigtet, hvilket drengens mor og bedstemor også har. Disse revner symboliserer personernes fysiske og psykiske sår, der tydeligvis ikke er helet. Mens drengen tegner, forbereder kvinderne gamle madvarer i tavshed. Der gives ingen informationer om, hvor familiens mænd er.
Det viser sig, at drengen tegner Adolf Hitler. Pludselig bliver han afbrudt af en fjer, der daler ned foran ham. Han lader den bløde fjer glide hen over sit ansigt og ser en krage lande på altanen. Drengen tegner inspireret af hændelsen en krage, der skider på Hitlers hoved. Moderen tager tegningen fra drengen og bruger papiret som brændsel i komfuret. Drengen tager så en gulerod og leger flyver med denne, inden moren uden glæde i øjnene tager den fra ham. Drengen og hans bedstemor krammer hinanden, hvorefter drengen går ned i gården.
I gården finder drengen sin ’skattekiste’ som indeholder nogle sten og andre genstande, som for drengen er fyldt med legetøjets magi. Han lader fjeren dale ned på kistens indhold, og tingene får kortvarigt liv og danser rundt for drengens øjne. Da magien ophører, falder en af stenene til jorden og henleder drengens opmærksomhed på et hul i muren ved jorden. Gennem hullet får han øje på en gammel gulerod, der i drengens verden er lig med en mulighed for at skaffe sig livsvigtig næring. Derfor prøver han at fange guleroden med et stykke ståltråd.
Udenfor muren står to SS-soldater og holder vagt. Den ene soldat ryger en cigaret, og da han slukker cigaretten, opdager han ståltråden. Han gør tavst den anden soldat opmærksom på, hvad der foregår, så de ikke afslører for drengen, at han er opdaget. Soldaten bukker sig ned og affyrer en skud gennem hullet, og lyden får kragerne til at lette. Soldaterne kigger på kragerne, der cirkulerer over ghettoen.
Særfagligt
Mediefag
‘Seven Minutes in the Warsaw Ghetto’ er en enkel og alligevel indholdsrig kortfilm, der i mediefag giver mange analytiske muligheder på både C- og B-niveau.
Filmen er på mange måder en klassisk kortfilm med manuskript af en af landets førende kortfilms-eksperter, Richard Raskin. Han er manden bag syv parametre for den gode kortfilmsfortælling. Disse parametre er ikke facit på vellykkede kortfilm, men der er tale om elementer, som Raskin ofte genfinder i kortfilm af høj kvalitet. Parametrene kan findes i Raskins bog 'Kortfilmen som fortælling'. En mulighed er at analysere ‘Seven minutes in the Warsaw Ghetto’ ud fra de syv parametre og diskutere, hvor filmen adskiller sig fra parametrene. Man kan antage, at Raskin har været sig bevidst om afvigelser fra modellen, og man kan derfor fortolkningsmæssigt bruge afvigelserne analytisk.
Som det ofte er tilfældet med kortfilm er ‘Seven Minutes in the Warsaw Ghetto’ opbygget anderledes end den klassiske spillefilm. Filmen lægger sig nemlig ikke tæt op ad berettermodellen, og det vil derfor være interessant at kigge på filmens dramaturgi. Desuden er filmen meget enkel i sin handling og har som sådan ikke indbygget en suspense-opbygning. Alligevel opbygges der en høj grad af spænding i filmen gennem brugen af lyd og fordeling af information.
Filmens begyndelse, hvor den gådefulde krage flyver ind i ghettoen, den mærkelige tavshed og den ildevarslende musik i lejligheden, kragens tilbagevenden og betydning og drengens magiske leg i gården er alt sammen indhyllet i en tavs mystik. Men der er mange varsler, som eksempelvis kragen, guleroden og musikken, der peger hen mod filmens chokerende klimaks. Dette klimaks virker nærmest som en chok-effekt, dog uden de klassiske virkemidler som chok-zoom, hurtige klip eller høje lyde. Vi ser ikke drengen, efter at han er blevet skudt. I stedet ser vi kragerne lette over ghettoen. Dette er en kraftfuld strategi i Holocaustformidlingen, da seeren selv skal skabe billederne af det hændte. På denne måde bider grusomheden sig muligvis bedre fast i erindringen, end hvis filmen havde vist grusomheden tydeligt. I så fald kunne man risikere, at man som seer vendte hovedet væk og ikke oplevede gruen i samme omfang.
Filmens korte format giver desuden oplagte muligheder for næranalyse eller shot-to-shot analyse. Ud over filmens iøjnefaldende brug af sort/hvid, ligger der mange fortolkningsmuligheder i filmens brug af lys og skygge. Filmen er som nævnt mere sort end hvid, men også lyset spiller en vigtig rolle i lyskeglen, der faretruende passerer forbi, legetøjskuffertens magiske lys eller afslutningens mørkegrå himmel. Filmen benytter deslige fokus meget aktivt. Filmen starter med, at fokus stilles skarpt på kragen og flere gange i filmen benyttes fokus eller fokusskifte som en måde at henlede seerens opmærksomhed på detaljer i filmen. På samme måde hjælper en meget lav dybdeskarphed til, at vi fokuserer intenst på drengens ansigtstræk og smukke barnlighed.
Lyden spiller som tidligere nævnt en stor rolle i filmen. Filmen kombinerer på fin vis et enkelt og elegant musikalsk motiv, der på samme tid er smukt og ildevarslende. Samtidig kombinerer filmen stilheden fra den manglende dialog med en tydelig og iørefaldende reallyd af blyantens lyd mod papiret, lyden af soldaten, der ryger osv. Således får filmen et meget realistisk lydspor til trods for manglen på dialog, hvilket i sammenhæng med fortællingen får filmens klimaks til at sætte sig endnu dybere i seeren.
I slutningen af filmen filmes der i ekstremt frøperspektiv op på de kredsende krager. Et foruroligende varsel om, hvad der venter de andre beboere i ghettoen. Dette er blot ét eksempel på filmens brug af perspektiv, der tidligere har været lige omvendt – nemlig ekstremt fugleperspektiv fra kragernes synsvinkel lodret ned på soldaterne.
Afslutningsvis hører det også med indenfor de mediefaglige rammer at kigge på filmens brug af symbolik. Kragerne, dukkerne med revner og synlige mekaniske led, guleroden, fjeren, drengens legekiste osv. lægger alle op til en tolkning af deres symbolske betydning. De tyske soldater har for eksempel markant anderledes glatte og mere kantede træk end de revnede jøder i ghettoen.
I en mere omfattende kontekst kan man også inddrage ‘Seven minutes in the Warsaw Ghetto’ i et genre-forløb om Holocaust eller folkedrabsfilm og sammenligne gennemgående og afvigende træk fra andre film om emnet. Se listen under 'Litteratur og links'.
Historie
Den mest konstruktive anvendelse af kort- og spillefilm i historieundervisningen er de tilfælde, hvor man ikke kun har fokus på det historisk korrekte eller ukorrekte. Omvendt åbner fiktionsfilm mange muligheder for fortolkninger af historiske problemstillinger, som man kan diskutere, eventuelt i sammenligning med skriftlige kilder eller fremstillinger.
I ‘Seven Minutes in the Warsaw Ghetto’ er der trods filmens enkelthed flere problemstillinger, man kan tage fat i. Den første er fremstillingen af ofre og gerningsmænd. Dette er en central indgangsvinkel til at arbejde med Holocaust og folkedrab. Hvad er det, der gør, at nogle bliver ofre og andre gerningsmænd. I filmen er der stor forskel på fremstillingen af de indespærrede jøder og de to tyske soldater, som man med fordel kan bruge som udgangspunkt for at arbejde med disse to grupper.
I forlængelse heraf kan man også analysere filmen for dens fremstilling af dehumaniseringen, som var et vigtigt led i den nazistiske tilgang til at løse "jødeproblemet". I filmen fremstilles dukkernes mekanik tydeligt og deres materialitet og revner antyder, at de ikke er rigtige mennesker længere. Samtidig er de indespærret eller buret inde som dyr i fangenskab. Således er drengens kamp for at fange guleroden gennem et slags musehul et godt billede på denne dehumanisering. Ydermere er soldaternes kolde skud ind i indespærringen et tegn på, at de ikke opfatter jøderne som mennesker. SS-soldatens kolde reaktion minder om den, man kunne have over for rotter eller andre skadedyr.
Afslutningsvis kan man diskutere filmens overordnede budskab eller fortolkning af Holocaust. Er SS-soldatens gerning et udsagn om, at nazisterne var kolde fanatikere, eller ligger der et mere nuanceret budskab i fremstillingen af ofrene, gerningsmændene og dehumaniseringen?
Hvis man ønsker at sætte filmen ind i en mere konkret historisk kontekst kunne filmen også bruges som udgangspunkt for at arbejde med Die Endlösung og derigennem placere ghettoerne i hele den forfærdelige proces, der ledte til drabet på seks millioner jøder. Dermed kan man altså både arbejde med folkedrabets organisering, men også med ofrenes vilkår forskellige steder og i forskellige perioder i hele processen.
Arbejder man med andre fremstillinger af Holocaust på film eller i litteratur, er en sammenlignende analyse selvfølgelig oplagt. Her kan selve fortællingernes fokus, repræsentationen af ofre og gerningsmænd, dehumanisering mm. give gode diskussioner ud fra de forskellige fremstillingsmåder i kunsten.
Dansk
‘Seven Minutes in the Warsaw Ghetto’ vil også kunne inddrages i danskundervisningen under det mediefaglige stofområde. Som nævnt under den mediefaglige tilgang er der rig mulighed for at arbejde med filmens dramaturgiske opbygning og anvendelsen af filmiske virkemidler.
Filmen vil være oplagt at lave person- og miljøkarakteristik til. Dukkernes særtræk og miljøets detaljerede og triste udseende vil være et fint grundlag for fortolkning. Desuden bruger filmen i høj grad symbolik – både i sin fremstilling af personerne, men også genstande, krager og omgivelser har mange betydninger indlejret.
Filmen kunne oplagt indgå i et forløb om vidnesbyrd-litteratur eller Holocaust-litteratur, der passende kunne tage udgangspunkt i Theodor W. Adornos berømte citat, hvori han siger: “At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk”. Adorno satte dermed Holocaust-formidlingen i perspektiv, og næsten al kunstnerisk fremstilling eller vidnesbyrd-fremstilling af Holocaust har siden startet med at konstatere det umulige i at repræsentere Holocaust. Hvordan siger man det usigelige? Her kan man eventuelt lave en sammenlignende analyse med nogle af Primo Levis refleksioner i hans bøger om Holocaust, som er samlet i udgivelsen 'Vidnesbyrd'.
Tysk og engelsk
Filmen har ingen dialog og kan derfor sagtens indgå i passende forløb i tysk- eller engelskundervisningen. Se eventuelt dansk-afsnittet ovenover til inspiration.
Tværfagligt
Filmen kan umiddelbart bedst indgå i tværfaglige forløb, der kombinerer humanistiske fag som mediefag, dansk, historie og eventuelt engelsk eller tysk.
Der findes mange forskellige tilgange til Holocaust og folkedrab, som man med fordel kan arbejde med tværfagligt. Til inspiration kan man se bogen 'Efter folkedrab', som er udgiver af DIIS og giver mange bud på tværfaglige tilgange til folkedrabs-tematikken.
Litteratur og links
Bøger
Brudholm, Thomas og Martin Mennecke (red.): 'Efter folkedrab, En flerfaglig undervisningsbog'. DIIS, 2007
Levi, Primo: 'Vidnesbyrd'. Rosinante, 2009.
Raskin, Richard: 'Kortfilmen som fortælling'. Systime, 2001
Links til internetsider om holocaust og folkedrab:
- Holocaust - uddannelse
- Folkedrab
- Holocaust på film – undervisningsmateriale fra DFI
Supplerende film
Orly Yadin og Sylvie Bringas: Tavshed, 1998
Alain Resnais: Nat og tåge, 1955
Steven Spielberg: Schindlers Liste, 1993
Roberto Benigni: Livet er Smukt, 1997 – undervisningsmateriale fra Det Danske Filminstitut
Roman Polanski: Pianisten, 2002
Lajos Koltai: De skæbneløse, 2005 – undervisningsmateriale fra Det Danske Filminstitut