• Når børn mister – en introduktion
  • Pædagogiske overvejelser
  • Om materialet
  • Information til læreren om børn i krise
  • Praktiske oplysninger, litteratur og links
  • Når livet går sin vej
  • Tro, håb og Batman
  • Drengen der gik baglæns
  • Op med humøret
  • Kan man dø i himlen
  • Drengene fra 4. sal

Når børn mister – en introduktion

Hvert år mister ca. 4000 børn her i landet deres far eller mor. Mange flere oplever alvorlig sygdom hos forældre, søskende eller sig selv, og endnu flere mister bedsteforældre, andre nære slægtninge og venner eller et elsket kæledyr. Børn, som mister eller selv bliver alvorligt syge, har behov for at tale om deres sorg og stille spørgsmål – "Hvorfor er det lige mig, det skal ske for? Og hvorfor lige nu når jeg ikke er ældre?" Børn, som sørger, har brug for, at omgivelserne er åbne, lytter og hjælper.

Det er baggrunden for, at Det Danske Filminstitut har udvalgt de seks film om børn og sorg, som findes i denne temapakke. Når sorgen rammer et barn, bliver hele dets tilværelse påvirket, og sorgen rykker dermed også ind i skolen. Det sætter skolens ledelse, den enkelte lærer og klassekammeraterne på en betydningsfuld opgave med at hjælpe barnet bedst muligt. Der findes hverken faste regler eller anvisninger for, hvad der er "det rigtige" at gøre, men al erfaring viser, at omgivelsernes måde at håndtere situationen på er afgørende for, hvordan den, der har mistet, får bearbejdet sin sorg og kommer videre.

"Jeg tror bare, vi bliver nødt til at tale om det, og så bare tænke, hvis det hele går skidt, at så kan man altid vende om på det igen. Hvis vi ikke gør det, kommer problemerne altid igen, og så kommer du ikke ud af det. Man skal ikke løbe fra sine problemer. De kommer jo altid igen til dig. Hvis du har nogle problemer, og du ikke løser dem, så glemmer du det aldrig, og du kommer aldrig ud af det. Og det er det, vi skal prøve at undgå."
(Jonathan (13 år) i 'Kan man dø i himlen?')

Filmene i denne temapakke kan fungere som anledning til at tale om døden, et emne mange oplever som svært, ubehageligt og tabubelagt. Efter at have set filmene er det oplagt at diskutere, hvordan man selv kan håndtere stor sorg, og hvordan man støtter andre i at gennemleve deres sorg. Filmene kan bidrage til at styrke børns forståelse af reaktioner hos mennesker, som sørger, samt en forståelse for nødvendigheden af at kunne give udtryk for sine følelser.

Det er vigtigt at understrege, at de seks film i høj grad også handler om at leve – i fulde drag. Det er livsbekræftende, ofte ganske humoristiske hverdagsskildringer om børn og unge, som trodser hårde odds og nægter at lade sig kue i deres kamp for at få en splintret tilværelse til at hænge sammen. Filmene fokuserer på livsmodet og de skjulte ressourcer, det enkelte menneske kan opdage hos sig selv, når man bliver kastet ud i en virkelighed, man ikke ønsker at være del af. Filmene kan fremkalde både tårer og smil, men der er aldrig tale om at vade i patetiske følelser, og her er ingen overdreven brug af virkemidler for at fange tilskuernes opmærksomhed.

"Faktisk er jeg ikke bange for at dø. Så tænker jeg på, hvor mange år jeg har tilbage, så det er ikke sådan noget jeg bekymrer mig for." (Fra filmen 'Når livet går sin vej').

Pædagogiske overvejelser

Det ikke nogen indlysende enkel opgave at give pædagogiske forslag til, hvordan man som lærer kan arbejde med et emne, der uundgåeligt berører én selv dybt, men som samtidig er et must at beskæftige sig med i skolen. Undervisningsforslagenes fokus ligger primært på samtale: om de børn og fortællinger, vi møder i filmene – og med eleverne, der som tilskuere bliver konfronteret med barske realiteter og indtryk, de skal have mulighed for at bearbejde.

Hvor meget i dybden man skal gå, beror på eleverne i klassen og ens egen holdning og emotionelle habitus. En typisk voksen vanetænkning – og misforstået hensyntagen – går i retning af, at man vil forskåne børn for at tale om døden. Men de tanker og forestillinger om døden, børnene fortæller om i de seks film, tyder på, at børn generelt har en livsklog og konkret tilgang til døden. For det barn, der har mistet, er "det værste" jo allerede sket, og for andre ligger temaet latent inden for deres forestillingers univers.

I den forbindelse er det en fordel at bruge film som anledning til samtale om sorg og død. Som tilskuer kommer eleverne tæt nok på filmens personer til, at de kan sætte sig i personernes sted og føle med dem. Men da det jo er film, har eleverne samtidig en distance til filmens personer, og det betyder, at eleverne kan tale om emnet, uden at det nødvendigvis bliver for personligt, smertefuldt og "farligt".

I materialerne fra Kræftens Bekæmpelse fokuserer en stor del af opgaverne på de mange forskellige følelsesmæssige reaktioner på sorg, som børn skriver om i breve, stile, digte og dagbøger. På film ser vi sorgen udtrykt – bl.a. gennem personernes kropssprog, mimik, adfærd og reaktioner. Følelsernes sprog er karakteriseret ved at være nonverbalt. Vi kan fx tolke et ansigtsudtryk som "ægte", "kunstigt" eller "påtaget". Vi kan se, om nogen "tager sig sammen", og vi kan "fornemme" stemningen alene af den måde, en person går på osv. Alt sammen uden at der er sagt et eneste ord!

Det er oplagt at lade en væsentlig del af undervisningen fokusere isoleret på de nonverbale signaler, som filmenes personer udsender gennem kropssprog og mimik – frem for gennem ord. Når vi "føler med" de børn, som via filmene konfronterer os med deres følelser, er det i virkeligheden, fordi vi dybt inde genkender tilsvarende følelser hos os selv, men ikke nødvendigvis har ord for dem. Der findes erfarings- og følelseslag i os som er uudsigelige, og det betyder, at vi må gå en omvej for at få dem verbaliseret. Når vi i skolen taler om filmenes nonverbale aspekter, øver eleverne sig i at sætte ord på følelser, kropssprog og nonverbale udtryk.

Om materialet

Filmene i temapakken henvender sig til forskellige aldersgrupper, der dækker hele skoleforløbet. Den angivne målgruppe er vejledende. Temapakken omfatter følgende titler: 'Når livet går sin vej' (fra 0. kl.), 'Tro, håb & Batman' (0.-5. kl.), 'Drengen der gik baglæns' (fra ca. 5. kl.), 'Op med humøret' (0.-3. kl.), 'Kan man dø i himlen?' (fra ca. 5. kl.), 'Drengene fra 4. sal' (fra ca. 6. kl.).

Eleverne skal ikke nødvendigvis se og arbejde med samtlige seks film. De er selvstændige værker og kan ses enkeltvis, men kan også vælges ud efter et særligt motivisk eller filmisk fokus, som korresponderer med fx et projektforløb eller et tema i et bestemt fag. Det vil sandsynligvis blive for meget af det gode at se og arbejde med alle seks film, med mindre man ønsker at rette elevernes opmærksomhed mod specifikke forhold, fx at sammenligne dialogen, karaktertegningerne, brugen af musik eller andet.

Blandt temapakkens seks film finder vi både fiktion og dokumentariske fremstillinger. Formålet med den sammensætning er at vise forskellige eksempler på, hvordan sorg kan udtrykkes og bearbejdes. Arbejdsforslagene i dette undervisningsmateriale har samme formål. Børns tanker om døden er relevante, uanset om de er fremprovokeret af en hændelse i barnets eget liv, eller tankerne opstår associativt under en arbejdsproces.

Et centralt mål med temapakken og undervisningsmaterialet er, at eleverne gennem arbejdet med én eller flere af filmene vil udvikle en livsforståelse, som styrker de personlige og sociale kompetencer. Den indsigt, som de opnår i mødet med filmenes personer, vil forhåbentlig påvirke deres evne til både at udvise omsorg for andre og til at have så megen omsorg for sig selv, at de vil kunne finde støtte og afklaring, hvis de selv skulle få brug for det.

På de kommende sider kan du finde praktiske oplysninger omkring anskaffelse af filmene, litteraturhenvisninger og links, samt afsnittet 'Information til læreren om børn og sorg', der er tænkt som en generel vejledning til læreren, inden arbejdet med filmene begynder. Derefter følger handlingsreferater og konkrete arbejdsforslag til hver af de seks film. Arbejdsspørgsmålene er tænkt som forslag og inspiration til arbejdet med filmene, og vægten er lagt på "åbne spørgsmål", dvs. spørgsmål som ikke forudsætter rigtige eller forkerte svar. Generelt er samtalen den primære arbejdsform, og summen af svar vil forhåbentlig befordre både den individuelle og den fælles indsigt. Elevernes arbejde kan synliggøres og fastholdes ved fx at hænge lister med stikord eller sammenfatning af elevsvar op på opslagstavlen.

Dette undervisningsmateriale er udarbejdet af Kirsten Borberg, der er pædagogisk konsulent og underviser ved CVU København & Nordsjælland og N. Zahles Seminarium. Hun har bl.a. medvirket ved udgivelsen af materialet 'OmSorg' og ved efteruddannelseskurser om 'Børn og sorg' sammen med Kræftens Bekæmpelse.

Information til læreren om børn i krise

Om børns tilgang til døden

Hvorfor film om børn og sorg? Hvorfor skal vi beskæftige os med et så barskt og sørgeligt emne?

Svaret er enkelt: fordi emnet er virkelighedsnært og vedkommende for alle. Som nævnt i indledningen gør alle børn sig spekulationer og forestillinger om døden, og mange børn oplever desuden konkret at have døden tæt inde på livet.

Børns tilgang til døden er præget af deres alder og udviklingstrin. Hos det mindre barn ser vi en naturlig nysgerrighed eller ligefrem eksperimentel trang over for fx døde dyr – barnet undersøger fænomenet lige så selvfølgeligt, som det undersøger alt andet i dets nærhed. Senere i barnets udvikling bevæger fokus sig fra det konkret undersøgende til et mere abstrakt, distancerende og spekulativt plan.

I filmene forekommer begge disse planer. Vi oplever den konkrete tilgang i 'Op med humøret', hvor Emil holder sin døde kanin uden at vise frygt. Det samme gælder i 'Når livet går sin vej', hvor en pige fortæller om, hvordan det først gik rigtigt op for hende, at hendes lillebror var død, da hun holdt den lille, kolde krop i sine arme. Den spekulative distance til døden finder vi både i 'Drengene fra 4. sal' og i 'Kan man dø i himlen?'. Her er realiteterne også forbundet med angsten for døden, som det måske kan være lettere at tale sammen om i skolen frem for derhjemme. Børn oplever tidligt angsten for at miste deres forældre, lige som de fornemmer forældrenes angst for at skulle dø fra deres børn. Samtidig påvirkes de af den fascination af død, ulykker, sygdom, naturkatastrofer osv., som medierne dagligt eksponerer – i sammenhænge, hvor der sjældent levnes plads til en dybere refleksion eller samtale. Herudover er den passive tilskuerrolle typisk præget af følelser som medlidenhed (med ofrene) og lettelse (over at det ikke er én selv, det er sket for).

Når børn er i krise

Følelsen af ensomhed er ofte central for et menneske, der er i krise. Selv om de fleste sorgramte børn har en tæt kontakt med deres nærmeste familie, føler mange sig alligevel ensomme. Det indre følelseskaos kan være svært at forklare og beherske på en rationel måde, og det kan udmønte sig i uforståelige og irrationelle reaktioner, der skaber konflikter, som yderligere forstærker barnets krise.

Ældre børn og unge kan bedre give sprogligt udtryk for følelser og oplevelser end de mindre børn. Til gengæld er mindre børn ofte mere umiddelbare og direkte i deres udtryk, når de fx føler vrede. De har også lettere ved at forholde sig konkret til deres sorg og savn, ligesom de gerne fortæller, hvad de tror på eller ser for sig, fx når de taler om Gud og Djævelen, Himlen og Helvede.

En del større børn oplever, at de ikke ved, hvad de skal stille op med den skyld og vrede, de føler overfor den person, som har svigtet dem ved at blive syg, ved at dø eller ved ikke at have forhindret det forfærdelige i at ske. Ofte kommer vreden ud som voldsomme reaktioner mod andre. Nogle børn forsøger også at fortrænge vreden eller den diffuse fortvivlelse ved at lægge skylden på sig selv eller tale om noget andet. Andre reagerer ved at isolere sig, måske med følgeskab af symbolske handlinger, som fastholder en mental kontakt med den døde (som Christian gør i 'Tro, håb & Batman'). Andre igen søger at bearbejde sorgen og savnet ved at fantasere eller opbygge et metafysisk univers, hvorfra den døde kan påkaldes "i live". Symboler (fx særlige ting eller steder) kan komme til at spille en afgørende rolle, og bestemte handlinger repeteres om og om igen, indtil barnet når til en accept af, hvad der er sket (som vi ser i 'Drengen der gik baglæns').

Reaktionsmønstrene hos store børn er ofte de samme som hos yngre børn, men med alderen får barnet lettere ved at skabe en distance til sin egen situation og finde støtte i personlige relationer og fællesskaber. Det frigiver en energi, som barnet kan udnytte både fysisk og mentalt – som vi ser det i 'Kan man dø i himlen?', hvor Jonathan på fodboldbanen fortæller kammeraterne om sin sygdom, og i 'Drengene fra 4. sal', hvor sport, musik og humor lægger distancen. Her skubber de fysiske aktiviteter sørgmodige tanker og uvished på afstand.

Børn i alvorlig krise bevæger sig på en knivsæg mellem flugt fra virkeligheden og konfrontation med realiteterne. Den angst og ensomhedsfølelse, der opstår i tomrummet efter et tab, manifesterer sig naturligvis forskelligt. I nogle situationer kan børn reagere aggressivt konfronterende, mens de i andre situationer gemmer sig afvisende væk. Ofte opstår der en indre konflikt, når barnet skal vælge mellem at lukke sig omkring ensomheden og at åbne sig og tage imod omsorg. Det ser vi fx i 'Drengene fra 4. sal', hvor en kræftramt dreng reagerer aggressivt på en besøgende kammerats omsorg. Eller når Laura i 'Tro, håb & Batman' afmægtigt råber til en vred og afvisende Christian: "Jeg siger jo bare, at jeg synes, det er synd". Det kan være svært at tage imod medfølelse, når problemerne tårner sig op og virker uoverskuelige.

Fordomme og tabuer om børn, sorg og ensomhed

  • Tiden læger alle sår.
  • Pas på ikke at snakke om det. Hun har det slemt nok i forvejen.
  • Hvis vi ikke taler om det, glemmer han det sikkert. Det skal nok gå over igen.
  • Hvis vi siger noget om det, gør vi nok bare ondt værre.

Udsagn som disse er ikke ualmindelige. De er udtryk for typiske fordomme og et misforstået hensyn til den, der har mistet.

Bogudgivelser fra de senere år (se under afsnittet 'Praktiske oplysninger, litteratur og links') dokumenterer utvetydigt, at de sår, en række børn har fået på sjælen ved tabet af én af forældrene, kunne være blevet mindre, hvis omgivelserne havde undladt at fortie situationen. Tilsyneladende går livet videre. Men for de børn, der er overladt til deres eget vakuum af indestængt vrede, chok, savn og et utal af ubesvarede spørgsmål, kan fortielser og fordomme ramme hårdt oven i den i forvejen smadrede tilværelse. "Det værste var jo sket, og det kunne på ingen måde blive værre ved at tale om det," er et genkommende udsagn i erindringerne fra nogle af dem, der ved, hvad det handler om. De har siden hen som voksne beskrevet både lærernes og kammeraternes passive holdning som den alvorligste årsag til deres ensomhed og måske årelange krise.

I filmene, der hører til dette materiale, optræder mange af de jævnaldrende kammerater og voksne som ansvarlige, lyttende deltagere i hovedpersonernes sorg. De voksne besvarer spørgsmål så godt, de formår, og vedstår ærligt, når de må opgive at komme med svar eller forklaring. De forsøger så konkret som muligt at udtrykke deres håb.

Eksempler fra flere sekvenser i 'Tro, håb & Batman'. Moren skal fortælle Christian, at hans far snart skal dø.

Moren: Far kommer ikke hjem fra hospitalet denne gang.
Christian: (svarer ikke, spiller gameboy)
[…]
Moren: Kan du huske dengang, vi fandt en død mus i Sverige?
[ …]
Moren: Christian, mennesker dør også.
Christian: Ja, hvis de er gamle, eller der er krig, eller ikke mad nok.
Moren: Ja, eller hvis de er så syge, at lægerne ikke kan gøre dem raske igen.
[…]
Christian: Hvad sker der med de døde?
Moren: … Så bliver de til jord, som planterne kan leve af. Og på den måde lever de videre. Far vil altid være inde i dig. Også inde i mig.

Det ærlige svar udtrykker – i modsætning til fordomsprægede klichéer – den afmagt, som mange voksne vil føle, når de stilles over for et sorgramt barn, der søger efter konkrete holdepunkter midt i tvivlen og bekymringen. Det er afgørende, at den sorgramte oplever, at omgivelserne anerkender hans eller hendes følelser. Et nøgleudtryk i den forbindelse er "nænsom ærlighed" – noget, der står centralt i den sorgberedskabsplan, som Kræftens Bekæmpelse har formidlet til efterhånden 75% af landets skoler. (Se www.cancer.dk).

I 'Kan man dø i himlen' har Jonathan og hans mor været på hospitalet og haft samtale med lægen. Da de kommer hjem til Jonathans to brødre, skal moren fortælle drengene den besked, de netop har fået.

"Man kan dø af sygdommen. Det kan tage lang tid at blive rask. Vi må tro og håbe det bedste."

Drengene lytter alvorligt – også Jonathan.

Praktiske oplysninger, litteratur og links

Forslag til litteratur om børn og sorg

  • Peter Olesen (red.): 'Min mor døde. Min far døde. 25 danskere fortæller om at miste en mor eller far', Kroghs Forlag 1999.
  • Kirsten Borberg, Per Bøge, Jens Raahauge (red.): 'Solsort og snefnug. En novellesamling', Kræftens Bekæmpelse 1999.
  • Peter Olesen og Signe Rølmer (red.): 'Børn om mors og fars død', Kroghs Forlag 2000.
  • Per Bøge, Jes Dige og Christina Grønbeck: 'OmSorg handleplan. Et idékatalog for skolens møde med børn i sorg', Kræftens Bekæmpelse.
  • Olga Dysthe (1995): 'Det flerstemmige klasserum', Klim 1997.
  • Olga Dysthe (red. 2001): 'Dialog, samspil og læring', Klim 2003.
  • Alma Rasmussen og Karin Esmann (red.): 'Dansk i dialog', Dansklærerforeningen 2000.

Arbejdsmaterialer

  • Per Bøge og Jes Dige: 'Materialet OmSorg', Indskolingen, mellemtrinnet og ældste trin. Undervisningsmaterialer, lærervejledninger og idékataloger. Kræftens Bekæmpelse 1996-2005.
  • Nana Wiedemann og Kirsten Borberg (red.) (2002): 'Hvis bare jeg havde vidst det – psykisk førstehjælp for unge', Dansk Røde Kors.

Links

KRÆFTENS BEKÆMPELSE

På hjemmesiden findes omfattende information om børn og sorg samt inspiration til mødet med børn i sorg i skoler og daginstitutioner. Desuden kan man se og bestille undervisningsmaterialer og kurser til lærere og pædagoger om emnet.

Undervisningsforløb om unge og sorg – Kræftens bekæmpelse, projekt OmSorg har også lavet et undervisningsforløb om unge og sorg henvendt til 9.-10. klasse.

Materialet består af:

  • Introduktion
  • Pædagogiske overvejelser
  • 4 undervisningsforløb med digte, film og essays
  • Information til læreren om børn og unge i sorg
  • Forslag til litteratur om sorg hos børn og unge

I materialet indgår to film fra Filmcentralen: 'Den dag mine følelser blev væk' og 'Kan man dø i himlen'.

RØDE KORS

Røde Kors' hjemmeside lægger en mere international vinkel på emnet børn og sorg. På Røde Kors' undervisningssite kan man finde undervisningsmateriale om bl.a. børn i krig og forældreløse børn.

Når livet går sin vej

Børn fra Skolen i Charlottegården i København har lagt ord og stemmer til denne lille tegnefilm, der har vundet flere priser og blev nomineret til en Oscar i 1999. De forholder sig konkret og direkte til døden og til, hvad der sker efter døden. Enkelte sekvenser udgør deres egen lille historie. Således fortæller en dreng om at være så syg, at han var i tvivl om, hvorvidt han helst ville leve eller dø. En anden fortæller om at miste sin lillebror, og om hvordan det er at leve med savnet af ham. Filmens enkle, humoristiske streg og musikken følger konsekvent børnenes udsagn og etablerer en helhedsoplevelse, som giver et konkret afsæt for refleksioner og samtale omkring filmens temaer.

Foto: A. Film

Filmens credits

Titel: 'Når livet går sin vej'
Længde: 10 minutter
Produktionsland og -år: Danmark, 1997
Instruktion: Karsten Kiilerich
Målgruppe: Indskoling og mellemtrin 

Introduktion til filmen

Denne ultrakorte tegnefilm vil være et scoop at vise for elever på alle klassetrin, fordi den rummer stort set alt, hvad man kan komme til at tale om i forbindelse med børns forestillinger om tro, håb, død og det, der følger efter. Med sin naivistiske, skitseprægede streg og lydsidens børnestemmer er den dog særlig oplagt som afsæt for samtaler på de yngste klassetrin. Filmens indhold er dokumentarisk i den forstand, at den udelukkende består af autentiske udsagn fra børn.

Et udpluk af udsagnene:

  • " Man dør jo på ét eller andet tidspunkt."
  • "Jeg tror på, at der findes et liv efter døden."
  • "Jeg græd mest, da han skulle i kisten, for da skulle jeg sige farvel."
  • " Det er ret svært at beslutte, hvad man vil: op i himlen eller være sammen med sine forældre. Men så må man jo se, om man vil derop og være rask, eller man skal være hernede og leve ens liv."
  • " Der er nogen, der siger, at jeg er overtroisk."
  • "Jeg tror, man dør, og så liver man op igen og bliver til en pige, dreng, edderkop eller mus. Ét eller andet."
  • "Så folder jeg hænderne og siger: Kære fader i himlen. Må jeg ikke nok få lov til at komme i kontakt med min lillebror et øjeblik. Amen."

Arbejdsforslag

Filmen berører temaer som:

  • at dø
  • at forestille sig, hvad der sker, når man dør
  • at være alvorligt syg
  • at befinde sig i tvivlen om, hvad der er bedst: at slippe ud af sygdommens smertehelvede ved at dø og komme i himlen, eller kæmpe for sit liv på jorden
  • at miste
  • at forestille sig døden i en eller anden form eller skikkelse
  • at forestille sig Gud og Djævelen
  • at forestille sig helvede og himlen
  • at tro – og opleve, at nogen kalder det "overtro"
  • at håbe
  • at drømme om at komme i kontakt med den døde
  • at forestille sig et liv efter døden
  • at leve ubekymret

Det er oplagt at bruge filmen som udgangspunkt for elevernes egne ytringer og samtale i forbindelse med temaerne. I filmen bliver børnenes udsagn akkompagneret af den humoristiske animation og musikken på en måde, som afdramatiserer indholdet og skaber fortrøstning og håb. Det er noget af et kunststykke, og det er ikke givet, at man som lærer kan opnå den samme lethed i formidlingen, hvis man beslutter sig for en pædagogisk bearbejdelse af filmen.

En samtale kan dreje sig om fx:

  • Hvad vil det sige at tro (på noget)?
  • Hvordan forestiller vi os Gud, Djævelen, himlen og helvede?
  • Hvordan kommer disse forestillinger til udtryk i forskellige kulturer, miljøer og trosretninger?
  • Hvad er et godt liv, og hvad kan vi gøre for at få et godt liv?
  • Hvem og hvad har mest betydning for os i vores liv?
  • Hvad vil vi gerne opnå med og i vores liv, dvs. hvad stræber vi efter?

Billedproduktion

Billedproduktion som tegning, maleri eller tegneserier er en oplagt måde at fastholde elevers forestillinger og anskueliggøre deres følelser og tanker på. Herefter kan eleverne ved hjælp af billederne formidle deres tanker og forestillinger til klassen. Billederne kan tematiseres sådan, at eleverne samtidig lærer at adskille og forholde sig til abstrakte kategorier som dem, der er nævnt ovenfor (tro, håb, et godt liv, fremtiden, døden, himlen, helvede osv.). Det er sandsynligt, at mange af drengene i de yngste klasser vil lave tegninger, som udstråler fascination af død, blod, splat, vold. Brug anledningen til at diskutere:

  • I skydelege og i computerspil er der tit nogen, som dør. Lad eleverne definere forskellen på at skyde, dræbe og dø i en leg eller i et spil – og at gøre det i virkeligheden. Hvorfor handler mange computerspil om at dræbe? Hvorfor er det sjovt eller underholdende at "dø for sjov", når det ikke er sjovt i virkeligheden?
  • Lad klassen tegne et billede under titlen 'Død'. Er der forskel på, hvad drengene og pigerne tegner? Hvis ja, hvad er så forskellen – og hvorfor er der den forskel?

Filmmusik

Musikken er en væsentlig del af filmsproget. De glade, trillende toner i 'Når livet går sin vej' er paradoksalt optimistiske og står i kontrast til en række af børnenes sorgfulde udsagn. Her er musikkens formål bl.a. at afdramatisere tabuer og understøtte og legitimere børns konkrete erfaringer og ligefremme forestillinger om døden, og hvad der sker bagefter.

  • Eleverne kan selv derhjemme finde musik, som de mener udtrykker nogle af de samme stemninger, som filmens musik anslår. Diskutér, hvad det ville betyde for oplevelsen af filmen, hvis musikken havde været en anden. Find eksempler at diskutere ud fra.
  • Eleverne kan gennem sammenspil prøve at skabe toner, rytmer eller små melodier, som associerer til filmen. Diskutér, hvordan musikken som en udtryksform kan gengive følelser eller fornemmelser på en anden måde end ord.

Mundtlige fortællinger i klassen

I bl.a. bibelhistorier og mytologiske fortællinger finder vi beretninger om de begravelsesritualer, mennesker har praktiseret i forskellige kulturer og historiske perioder, og de forestillinger om livet efter døden, som lå (eller ligger) bag ritualerne.

  • Eleverne kan hver få en kort fortælling med hjem til forberedelse og dagen efter på skift fortælle den for klassen. Mytologiske fortællinger fra Norden, Grønland, det antikke Grækenland og fra de kulturer, børnene i øvrigt repræsenterer i klassen, kan både fortælles og i nogle tilfælde dramatiseres. Ud over at træne den mundtlige fortælleform giver historierne også indblik i forskellige, kulturelle forestillinger om Dødsriget og Underverdenen.

Tro, håb og Batman

Novellefilmen følger Christian fra han får at vide, at hans far, som har en hjernesvulst, skal dø, over begravelsen, og til Christian igen får fodfæste under de ændrede livsvilkår sammen med moren og med legekammeraten Laura. Der stilles skarpt på Christians følelsesmæssige reaktioner på de budskaber, han må konfrontere sig selv med – efter at omgivelserne har gjort det. Alt imens forsøger Christian at fastholde kontakten med fortidens levende og raske far gennem symbolske handlinger, ord og ting, der minder ham om hans far.

Foto: Nimbus Film

Filmens credits

Titel: 'Tro, håb & Batman'
Længde: 16 minutter
Produktionsland og -år: Danmark, 2000
Instruktion: Linda Krogsøe Holmberg
Målgruppe: 0.-5. kl.

Introduktion til filmen

Filmen giver os et indblik i tilværelsen, som den meget vel kan se ud for et barn, der mister sin far eller mor. Historien er fortalt fra Christians perspektiv, og den proces, han er igennem, bliver skildret i korte, intense scener – far, som er syg og dør, begravelsen og endelig det tidspunkt, hvor Christian begynder at lære at leve med sin sorg over at have mistet ham. Mellem de sekvenser, der fokuserer på Christians far, er filmen bundet sammen af dialog med Christians mor og med nabopigen Laura. Vi følger et sorgforløb i dets forskellige faser: fra benægtelse af virkeligheden over usikkerhed og vrede hen imod accept, afklaring og styrke.

Arbejdsforslag

Inden eleverne ser filmen, vil det være en god idé at introducere den ved at fortælle lidt om kræft og andre livstruende sygdomme. Læg op til, at de elever, der selv gerne vil, kan komme på banen med deres erfaringer og faktuelle viden. Måske har nogle elever haft alvorlig sygdom tæt inde på livet, og deres fortællinger kan være vigtige at tage afsæt i – både under indledningssamtalen og undervejs i forløbet med filmen. Men dette kræver en forudgående accept og en konstant opmærksomhed på om og hvor længe, eleverne kan klare at være i direkte fokus.

Eleverne på mellemtrinnet kan umiddelbart efter første visning hver især formulere fem spørgsmål til filmen, som de skriver ned på en fælles liste. Spørgsmålene vil afdække elevernes umiddelbare interessepunkter og kan give fingerpeg om retningen for det videre arbejde med filmen.

Mulige tilgange til fortolkning

Trods sine kun 16 minutters varighed er filmen en meget intens fortælling om en dreng og hans måde at bearbejde sin krise på. Hvis man gerne vil gå i dybden med analysearbejdet, er det en god idé at se filmen flere gange og være særligt opmærksom på:

  1. den 'ydre' handling, hvor Christian besøger sin far på hospitalet, ser ham på dødslejet, deltager i begravelsen og opsøger graven.
  2. samtalerne med Christians mor og med Laura, hvor indholdet for hver gang foregriber den efterfølgende handling og viser Christians reaktioner gennem forløbet.
  3. filmens betydningsbærende spor i form af symboler og nonverbale signaler, fx:
  • Faren: "Jamen, det er jo Batman." (Christian har tegnet)
  • Faren: "Hvordan går det med vores pindsvin?"
  • Christian: "Det er Sverige. Det er vores hytte." (som Christian har tegnet til sin far)
  • Christian: "Hvad er det pindsvin hedder på svensk?"
  • Laura: "Batman har ingen far. Batman er stærk … måske fordi han har sin far indeni."

Christian

Filmen kommer ind på en række væsentlige aspekter, man kan tale med børn om, når det drejer sig om død, sorg, fortrængning, reaktioner, og hvad vi tror der sker efter døden. Christian reagerer i første omgang med afvisning og tilsyneladende ligegyldighed og fortsætter med sine sædvanlige aktiviteter – som om intet var hændt. Men hans kropssprog siger noget andet. Christian ved godt, hvad der foregår, og hvor det bærer hen. Han forsøger til det sidste at holde fast i sit håb og ønske om, at det her slet ikke sker, ved at holde fast i "det normale". Han fikserer målrettet på det, han og faren har sammen: hytten i Sverige, pindsvinet, ord på forskellige sprog osv. Han dyrker Batman-figuren som symbol på en stærk helt, men efterhånden som Christian må se realiteterne i øjnene, kommer vi ind til kernen af Batman-symbolet: Måske er Batman så stærk, fordi han (heller) ingen far har. Hvad kan Christian så andet end at være Batman den dag, hvor han må tage den endelige afsked med sin far?

På mellemtrinnet kan eleverne arbejde med følgende spørgsmål, hvis deres egne fem spørgsmål ikke giver et tilstrækkeligt afsæt for en dybere forståelse af Christians reaktioner.

  • Hvorfor begynder Christian at tale om hytten i Sverige, og hvad pindsvin hedder på svensk, da faren gerne vil tale med ham om sin nært forestående død?
  • Hvordan kan Christian finde på at sidde og spille gameboy, når hans far er så syg?
  • Hvorfor bliver Christian vred på Laura og siger, at hendes mor har jord i hovedet?
  • Hvorfor siger Christian, at han skal passe pindsvinet og derfor ikke har tid til at gå med til begravelsen?
  • Hvorfor går Christian rundt på kirkegården efter begravelsen og siger "Kom nu, far!"?
  • Hvorfor vrænger Christian: "Jeg hedder ikke Batman. Jeg hedder Christian!", da én af begravelsesgæsterne venligt kalder ham hen til bordet?
  • Hvorfor græder Christian ikke før det øjeblik, han putter sig ind i sin fars jakke, som han finder i tasken fra hospitalet?
  • Hvorfor kan Christian pludselig huske, hvad pindsvin hedder på alle sprog?

Laura

Eleverne vil få megen støtte til deres forståelse af Christian ved også at fokusere på Laura.

  • Hvad mener de om hende?
  • Hvilken rolle mener de, hun spiller for Christian?
  • Hvilke af hendes replikker i filmen har de lagt særligt mærke til?

Elevernes svar åbner for en fortolkning af Laura og hendes rolle i filmen, hvor de kan fokusere på i alt fald to funktioner:

  1. Laura som Christians legekammerat og fortrolige samtalepartner.
  2. Laura som sandhedsvidne, dvs. den der først og mest direkte konfronterer Christian med sandheden.

Christian bliver flere gange vred på hende, når hun siger det, han selv godt ved, men har svært ved at forlige sig med. Lauras argumenter slår måske særligt hårdt, fordi hun gengiver, hvad hun har hørt fra sine forældre.

  • Er det den bedste måde at få sandheden frem på? Eller skulle Laura have taklet situationen anderledes?
  • Diskutér forskellen på at være "brutalt ærlig" og "nænsomt ærlig". Hvad passer bedst på Laura?

Laura holder fast i både Christian og deres venskab. Fra at være en lidt sladrevorn provokatør bliver hun den mere selvudslettende, støttende ven, der hjælper Christian med at genfinde sig selv, ikke som Batman uden far, men som Christian uden far.

  • Hvilke egenskaber karakteriserer Laura i løbet af filmen?
  • Hvordan forsøger Laura at være ven med Christian?
  • Hvorfor er det netop Laura, Christian er sammen med, da det går op for ham, at han har fået styrke til at være sig selv?

Personlig udvikling

For de ældste af eleverne på mellemtrinnet kan fortolkningerne af Christian og Laura munde ud i en diskussion om personlig udvikling. Meget litteratur og mange film handler om at gennemleve kriser og komme ud på den anden side som et klogere og mere bevidst menneske. Sådan kan man også "læse" denne film om Christian. Den række af voldsomme erfaringer han skal igennem for at opnå ny bevidsthed om sig selv, kommer meget pludseligt og meget tidligt i hans liv. Men filmen sætter også sin lid til moderne børn og antyder, at de er klogere på tilværelsens vilkår, end voksne forestiller sig, og at de kan klare voldsomme hændelser uden at gå så meget i stykker, at de ikke kan komme sig og skabe en hverdag med nye glæder og muligheder.

  • Hvad er filmens budskab, og hvordan viderebringer den det?
  • Hvorfor er Christian ikke alene i filmens sidste scene, men sammen med Laura?
  • Hvorfor triller pindsvinet først frem over plænen, efter at selve filmen og rulleteksterne er slut?

Drengen der gik baglæns

9-årige Andreas og hans storebror Mikkel er vokset op i et muntert, frisindet hjem med fester og sprut. Efter en fest mister Mikkel livet, da hans far kører galt med ham på bagsædet af sin motorcykel. Familien flytter til et andet hus for at starte en ny tilværelse efter Mikkels død, men sorgen og navnlig de ubearbejdede traumer flytter med. Andreas udvikler et metafysisk forhold til sine omgivelser og tolker alt som varsler, der foregriber eller reflekterer filmens virkelige hændelser. Efter Mikkels død bearbejder han sin sorg med en tæt, tilbageskuende kontakt til Mikkel, som han påkalder gennem sin hjemmelavede walkie-talkie. At gå baglæns og se bagud bliver del af en symbolsk sorgproces, der står på indtil det øjeblik, hvor den døde Mikkel gestalter sig for ham og puffer ham videre i livet ved at forsvinde ud af det.

Foto: Nimbus Film

Filmens credits

Titel: 'Drengen der gik baglæns'
Længde: 37 minutter
Produktionsland og -år: Danmark, 1994
Instruktion: Thomas Vinterberg
Målgruppe: Fra mellemtrinnet og opefter

Introduktion til filmen

En dreng går på et fortov. Man ser kun fliserne og hans fødder.

"Man skal passe på, hvor man sætter fødderne. Hvis man træder på en streg, kan det hele gå i stykker. Hvis man træder på en streg mellem fliserne, så dør hele verden …"

(Pause)

"Det skete for mig. Ikke med hele verden, men næsten."

Sådan indledes filmen om Andreas, der tager varsler af alt omkring sig og med sine selvopfundne fagter og formularer forsøger at beskytte sig mod tilværelsens grimme overraskelser. I næste sekvens præsenterer han sig på en anden måde:

"Hej, jeg hedder Andreas. Jeg kan godt lide Martini, og jeg er ni år. Men jeg ku' allerbedst lide Mikkel, den gamle dreng … og jeg kan også godt lide luksusting ( "– og tis," indskyder storebror Mikkel). Jeg kan også godt lide vores gamle hus, hvor vi holdt masser af fester, hvor jeg drak mig stiv."

Allerede i starten af filmen får tilskueren flere fortolkningsspor at gå efter:

  • Andreas som tager varsler
  • Andreas som knytter nutid og fortid sammen til én virkelighed
  • Andreas som allerbedst kunne lide sin storebror Mikkel
  • Det gamle hus med de mange, sjove fester

Sporene signalerer dermed både nutid og fortid, både gammelt og nyt, både glæde og sorg. Der må altså være sket noget, som har fået næsten hele verden til at dø, og som Andreas ikke fik forhindret i tide, måske fordi han kom til at gå på en streg mellem to fliser eller …

Herefter følger resten af historien, hvor kronologien brydes af gentagne tilbageblik på en videooptagelse fra den fest, hvor Andreas blev fuld, og som blev afslutningen på livet sammen med Mikkel. Vi følger to parallelle forløb: 1) et handlingsforløb, der drejer sig om den "normale" tilværelse, som familien forsøger at skabe sig ved at flytte til nyt hus og Andreas til ny skole, 2) et mentalt forløb, hvor Andreas gennemlever og bearbejder sorgen.

Først da Andreas finder sin egen måde at arbejde med sorgen på ved at gå baglæns og se tilbage, kan han – ved Mikkels hjælp – overvinde tabet og komme videre med sit liv.

Filmen opererer med både et realistisk og metafysisk verdensbillede. Andreas er overbevist om, at den døde Mikkel befinder sig et sted ude i kosmos, og at han kan påkaldes via den hjemmelavede kalder-kalder, når Andreas har brug for ham. Til slut holder Mikkel en festtale til Andreas – en tale, der hjælper Andreas frem til erkendelsen om Mikkels død, og dermed er et vigtigt skridt i retning af frigørelse fra sorgen.

Andreas kalder Mikkel for sidste gang:

"Tak for talen! Den var god! Vi ses nok ikke igen! Farvel!"

Endelig er han fri og kan stille sin walkie-talkie – forbindelseslinjen til Mikkel – fra sig på et skraldespandslåg. Efterord: "Nu er det efterhånden ret lang tid siden, Mikkel døde. Det går godt i skolen. Det går faktisk ret godt i det hele taget, men jeg vil nu altid tænke på Mikkel."

Arbejdsforslag

Med filmcitater ovenfor kan eleverne efter visningen forholde sig til fx følgende spørgsmål:

  • Forholdet mellem brødrene
    • Hvordan ændrer forholdet mellem brødrene sig efter Mikkels død, hvor Andreas skal klare sig selv?
    • Hvordan opfatter Andreas sin storebror efter hans død? Hvor tror, han Mikkel befinder sig?
       
  • Andreas' og forældrenes forskellige reaktioner på deres sorg
    • Hvorfor flytter de?
    • Hvordan indtager forældrene det nye hus?
    • Hvordan reagerer de tre i bilen?
    • Hvad sker der med faren i garagen?
    • Hvordan reagerer forældrene og Andreas, da de sammen genser videoen fra festen?
    • Hvordan "bruger" Andreas videoen?
       
  • Se på filmens symboler, og diskutér deres betydning.
  • Filmen er en rammefortælling med spring frem og tilbage i tiden. Se på, hvordan filmen arbejder med sine forskellige tidsplaner. Diskutér, hvilken betydning det har for oplevelsen af filmen og Andreas' historie.

Hvis sorgbearbejdelse er i fokus i arbejdet med filmen, kan 'Drengen der gik baglæns' med fordel sammenlignes med 'Tro, håb & Batman', der handler om drengen Christian, som mister sin far. Der er både ligheder og forskelle på de to historier – fx den forskel, at hvor Christian følger sin fars sygdomsforløb og kan forberede sig på at miste ham, så sker Mikkels død pludseligt og helt uventet for Andreas.

Om tro og overtro

Tilsyneladende spekulerer ingen i Andreas' omgangskreds på Gud eller metafysik, heller ikke Mikkel. Men Andreas går rundt med sin (over)tro, som på den ene side stresser ham med sine tvangsprægede aspekter, og som på den anden side kommer ham til hjælp og trøst, når han er i vildrede. I den forbindelse kan samtalen i klassen inddrage 'Når livet går sin vej', hvor andre metafysiske forestillinger kommer til udtryk. Spørgsmål omkring, hvad vi tror på, kan sætte refleksioner i gang om både konventionelle, religiøse evighedstanker og de forestillinger om et andet univers, som børn skaber på deres egen måde – fx bliver Andreas inspireret af en tegnefilm i fjernsynet.

Filmens lyd

Lyden spiller en betydningsfuld rolle i 'Drengen der gik baglæns'. Man kan sige, at Andreas "ser med ørerne", idet lyde får de billeder, som findes i hans indre univers, frem på hans nethinde. Han akkompagnerer sit følelsesliv med symboler i form af lyd. Lyden skaber sin egen handling, fx når Andreas slår på noget af metal, eller i scenen hvor læreren vil lære eleverne at bruge deres fantasi, og blyanterne kradser henover papiret.

  • Lad eleverne komme med eksempler på, hvordan filmen gør brug af lyd.
  • Hvilken betydning har lyden i forhold til handlingen, og hvilken effekt har det for oplevelsen af filmen?

Op med humøret

Emil bor i lejlighed sammen med sin mor. Hans nærmeste ven er den 7-årige kanin Jensen, som bor i sit bur på altanen. En morgen vågner Emil op og finder Jensen død i buret. Emil er ulykkelig. Hans mor forsøger at få ham på andre tanker end dem, der hele tiden kredser om den døde kanin. Legekammeraten Magnus får samme dag lov til at få en kanin og inviterer Emil med ud for at vælge, men Emil afslår tilbudet. Samtidig begraver han indædt sin egen Jensen i en lille grav midt i ejendommens fællesareal. Filmen stiller skarpt på en problemstilling, som tilværelsen uundgåeligt konfronterer os med på ét eller andet tidspunkt: det uerstattelige tab. Emil lader en dør stå åben for nye muligheder, da han overvinder sig selv og begynder at hjælpe Magnus med at passe og træne den kaninunge, som snart bliver en del af drengenes fælles univers.

Foto: Magic Hour Films

Filmens credits

Titel: 'Op med humøret'
Længde: 25 minutter
Produktionsland og -år: Danmark, 2005
Instruktion: Michael W. Horsten, baseret på Charlotte Fleichers bog 'Op med humøret, Emil'
Målgruppe: Indskoling og yngste mellemtrin

Introduktion til filmen

Emil elsker sin 7 år gamle kanin Jensen. Han passer den, kæler for den og taler med den. Legekammeraten Magnus er med, når Emil går tur med Jensen i snor eller træner forskellige hoppeøvelser på ejendommens fælles græsplæne. Men Jensen er blevet for gammel til de krævende fysiske udfoldelser, og en morgen finder Emil den døde Jensen i buret ude på altanen. Filmen viser, hvordan Emil har svært ved at forstå og acceptere, at Jensen ikke lever længere, og hvordan hans mor forgæves prøver at trøste ham. Hvad moren først fatter til allersidst i filmen er, at Emil føler en ægte sorg over tabet af et nært familiemedlem, og at det tager tid at komme igennem sorgen.

Magnus' situation står i kontrast til Emils. Magnus skal nemlig have sin egen lille, nye kanin samme dag, som Jensen er død. Et af filmens store spørgsmål er, om man kan erstatte tabet af en kær og nær ven ved at købe sig til en ny. Slutningen lader spørgsmålet stå åbent, men efterlader dog en gladere Emil, da han aktivt begynder at hjælpe Magnus med den kaninunge, som konkret overtager Jensens plads på græsplænen:

"Må jeg få det (buret)?" spørger Magnus.
"Nej," svarer Emil. "Men du kan låne det."

Arbejdsforslag

I indskolingen spiller selve fortællingen en stor rolle, og der skal være tid til, at eleverne kan fortælle deres egne historier om kæledyr, de holder af, og om sorgen ved at miste dem. Kæledyrene er levende væsner, som børn kan udvikle tætte relationer til, bl.a. fordi mange børn er enebørn eller føler sig alene i en voksen- og arbejdsdomineret verden.

  • Lad eleverne supplere deres mundtlige fortællinger med billeder (som foto eller tegning) af kæledyret, evt. i en situation, som de husker særligt godt. Eller de kan tegne og fortælle om det kæledyr, som de ønsker sig, men måske ikke må få for deres forældre.

Meddigtning

Allerede tidligt i skoleforløbet har eleverne udviklet en umiddelbar forståelse for episke fortællemønstre og virkemidler, såsom brug af spor. Det kan udnyttes aktivt i undervisningen.

  • Vis eleverne begyndelsen af filmen. Stop filmen ved efter en bestemt scene – fx efter Emils og Magnus' samtale om, hvor gammel Jensen er, eller efter scenen, hvor Magnus fortæller, at han har fået lov til at få en kanin og spørger, om Emil vil med ud at købe den.
  • Lad eleverne give deres bud på, hvad der sker herfra – inspireret af de spor, der er lagt ud i fortællingen. Bed eleverne begrunde, hvorfor de forestiller sig, at det vil gå sådan. Det kan foregå skriftligt eller mundtligt, enkeltvis eller i grupper.
  • Sammenlign herefter elevernes forskellige bud på den videre handling. Se filmen færdig, og diskutér forskellen på elevernes historier i forhold til det, instruktøren har valgt, der skulle ske.

Efter eleverne har set hele filmen, kan de forholde sig til tre spørgsmål:

  • Hvad husker du bedst fra filmen?
  • Hvad vil du gerne vide eller tale mere om fra filmen?
  • Hvad synes du om filmen?

Det drejer samtalen i retning af elevernes tanker og følelser, både i forhold til filmen og i forhold til deres egne erfaringer, og det giver et fingerpeg om deres oplevelse af filmens univers og problemstilling.

I en videre samtale omkring filmen kan man fx arbejde med følgende:

Spørgsmål, der peger ind i filmen:

  • Hvordan finder vi, der ser filmen, ud af, at Jensen ikke bare sover?
  • Hvorfor sparker og slår Emil sin mor?
  • Hvorfor gemmer han sig under sengen?
  • Hvordan viser Emils mor Magnus og hans far, at det her skal de ikke tale om lige nu?
  • Hvordan synes I, Magnus og hans far reagerer på det?
  • Hvorfor hedder filmen 'Op med humøret'?
  • Hvor bor Emil og Magnus? Beskriv stedet.

Spørgsmål, der peger ud over filmen:

  • Hvorfor prøver Emils mor at få Emil til at bage osv.?
  • Hvad fortæller hun om deres hverdag, når hun siger: "Synes du ikke, vi to skulle holde fri i dag?"
  • Hvorfor ser vi kun Emils mor og Magnus' far som de voksne i filmen? Hvor er Emils far og Magnus' mor?

Kan man dø i himlen

I denne dokumentarfilm følger vi Jonathan, fra han som 11-årig bliver ramt af kræft i hoften, til han som 13-årig bliver erklæret rask. Det er en usædvanlig skildring af, hvor hårdt livet kan ramme et barn, der oven i sin egen sygdom må leve med tabet af sin far, der begik selvmord et par år tidligere. Filmen giver os indblik i Jonathans sygdomsforløb og behandlinger, og vi hører hans egen fortælling om faren og om den forbindelse, Jonathan stadig oplever at have til faren gennem tegninger, billeder, breve og besøg på kirkegården. Centralt i filmen står de samtaler, Jonathan fører med sin tvillingebror, Tue, og sin urokkeligt lyttende og nærværende mor, der får livet til at hænge sammen for familien. Filmen kombinerer dokumentariske aspekter med lyriske natursekvenser, hvor handlingsforløbet knyttes sammen med årstidernes skiften. Jonathans tanker og handlinger er præget af en reflekterende ærlighed, som alle kan blive klogere af at stifte bekendtskab med, og da både Jonathan og familien har en veludviklet humoristisk sans, får man som tilskuer et meget nuanceret afsæt for at arbejde med filmen, dens personer og temaer.

Foto: Magic Hour Films

Filmens credits

Titel: 'Kan man dø i himlen?'
Længde: 57 minutter
Produktionsland og -år: Danmark, 2005
Instruktion: Erlend E. Mo
Målgruppe: Fra 11 år

Introduktion til filmen

I filmens begyndelse er Jonathan netop kommet i gang med kemo- og fysioterapibehandling på Rigshospitalets afdeling for kræftramte børn. Vi følger hans oplevelser i det kliniske hospitalsmiljø med drop, apparater og ansatte, der giver kontante svar på søgende spørgsmål. Og vi følger Jonathans liv derhjemme med moren og brødrene, Tue og Rasmus. Vi hører om Jonathans bekymringer og er med, når familien kigger i fotoalbum og taler om faren. Også fritiden spiller en stor rolle, bl.a. vennerne på fodboldbanen og en telttur i skoven. Endelig fokuserer filmen på familiens besøg på kirkegården, hvor vi får et klart indtryk af Jonathans tætte relation til den døde far. Natursekvenserne i filmen signalerer alvor: dystre skyer i hast over himlen, træer der suser foruroligende, og årstidernes skiften angiver den menneskelige forgængelighed. Også musikken er en stærk markør i den forbindelse.

Filmen anslår et dobbelt sorgtema: 1) Jonathans egen sygdom og hans tanker og følelser i den forbindelse, alene eller sammen med sin familie. 2) Jonathans bearbejdelse af sorg og savn efter farens selvmord. I begge tilfælde fokuserer filmen på Jonathans udviklingsproces, og de spørgsmål, han tumler med, kommer frem i lyset med moren som en forbilledlig samtalepartner. Jonathan kommunikerer dog ikke kun med sin mor. Han tegner (til) sin far, og han forsyner tegningerne med talebobler, der formulerer små meddelelser og hilsner. Derudover skriver han til Gud.

"Kære Gud.

Dengang jeg var rask, var jeg god til alt, og nu kan jeg næsten ikke noget. Hvorfor skulle det lige være mig, der fik kræft? Det er lidt urimeligt for mig, som kunne så meget.
Jeg kunne også tænke mig, at du hjalp mig til at blive lige så god til fodbold, som jeg var engang. Det er et stort ønske.
Jeg vil også spørge dig, om min far har det godt deroppe i himlen? Hils ham fra mig.
Og nogen hernede påstår, at din søn Jesus var bøsse, og at du måske er en pige. Er det sandt?
Vi ses vel engang, hvis du findes.
Mange hilsner til dig og far

Jonathan"

Ingen kan være i tvivl om hans spekulationer, for han udtrykker sig klart og uden omsvøb. Han har humor og en fast vilje og styrke til at modstå både smerter, tvivl og bekymring. Men selvom han har en usædvanlig evne til at forholde sig til sin sygdom og kæmpe indædt imod den, har han også sin tvivl og bekymringer, som han ind imellem deler med sin mor. Man får undervejs i filmen ingen konkrete indikationer for, hvordan den vil slutte – og hvordan Jonathans liv videre vil gå. "Vi må tro og håbe på det bedste," siger moren trøstende. Andet kan de ikke gøre. Det er en dokumentarfilm om sorg og om stærk vilje og modstandskraft over for en hård skæbne. Jonathan udtrykker det i en enkelt sætning, mens han ser på et billede af sin far, der holder om ham selv og Tue: "Jeg savner bare den person, jeg var – og den hyggelige mand, der var sig selv."

Mødet med Jonathan – hans situation, hans refleksioner og historie – virker stærkt og medrivende. Jonathans måde at håndtere problemerne på kanaliserer både humor og optimisme ud til tilskuerne og står som en indirekte opfordring til selv at gribe til handling og påtage sig ansvaret for sin tilværelse – og for at skabe sig et godt og givtigt liv.

Arbejdsforslag

Filmen er en gave til den underviser, der arbejder på at udvikle elevernes personlige og sociale kompetencer. Følgende fokuspunkter kan forhåbentlig inspirere til arbejdet:

  • Det er en mulighed at "læse" filmen ved at beskrive og karakterisere Jonathan.
  • Man kan se på filmens forskellige miljøer og derved definere de modsætninger, som illustreres gennem omgivelserne.
  • Med fokus på sproget kan man finde eksempler på, hvor enkelt og ærligt selv en dødsensalvorlig samtale kan gennemføres. Herunder kan også spørgsmålet om, hvordan klassens samtaler typisk foregår, komme ind i billedet.
  • Fokus på filmens værdier kunne handle om begreber som ærlighed, viljestyrke, tro & håb, sammenhold, tillid osv.
  • Sammenlignende fokus på relationer i flere af filmene:
    • Drenge og deres nærværende mødre (fx 'Kan man dø i himlen?', 'Op med humøret', 'Tro, håb & Batman')
    • Drenge og deres fraværende eller døde fædre (fx 'Kan man dø i himlen', 'Drengene fra 4. sal', 'Tro, håb & Batman')

Men for ikke at trampe elevernes egne oplevelser af filmen ned med pædagogiske ideer, kan man også begynde arbejdet med filmen ved at stille eleverne tre spørgsmål, som de skal besvare skriftligt efter en tænkepause:

  1. Hvad gjorde mest indtryk på dig ved at se denne film?
  2. Hvad har du lært af filmen?
  3. Hvad vil du gerne have, at vi ud fra filmen skal beskæftige os (mere) med i klassen?

Elevernes svar vil give fingerpeg om, hvor det vil være mest givende og motiverende at begynde klassens arbejde. Måske har nogle af eleverne via filmen associeret til musik, skønlitteratur og billeder, som kan føre direkte over i, at de samler en antologi, som klassen efterfølgende kan arbejde æstetisk og analytisk med.

Jonathan behersker en nuanceret, verbal kommunikation og kan fortælle direkte om mange følelser. Desuden "læser" vi hans følelser og tanker via hans kropssprog, ikke mindst øjnenes udtryk, og gennem hans handlinger, fx når han lægger sig på sin fars grav og siger farvel, eller når han gemmer sit ansigt bag krykkestokkens håndtag, mens han afventer resultatet af en hospitalsundersøgelse. Det er intet tilfælde, at disse situationer er med i filmen. Instruktøren og klipperen har bevidst valgt at tage dem med. Men hvordan vi hver især tolker dem, hænger sammen med, hvordan vi selv er skruet sammen som mennesker – med de følelser og erfaringer, som vi selv bærer i kroppen og sjælen.

  • Find eksempler på, at Jonathans kropssprog "fortæller" noget, der ikke siges med ord. Har eleverne oplevet Jonathans nonverbale kommunikation på samme måde, eller har de forskellige tolkninger af hans adfærd og udtryk?
  • Diskutér, hvad det betyder for oplevelsen af filmen, om en ting siges med ord eller med kropssprog.
  • Lad eleverne finde eksempler fra deres egen hverdag, hvor mennesker udsender nonverbale signaler. Er det entydigt eller tvetydigt, hvordan signalerne skal tolkes?

Forslag til mindre, skriftlige opgaver

  • Skriv et fiktivt brev som opmuntring til en, der er alvorligt syg
  • Skriv dit brev til Gud
  • Find derhjemme et stykke musik, der passer godt til filmen. Beskriv musikstykket, og giv mindst tre begrundelser for, at du valgte netop det.

Når arbejdet med filmen er færdigt, vil det her være relevant at gennemføre en slutevaluering på baggrund af følgende spørgsmål:

  • På hvilke punkter føler eleverne, at de er blevet klogere af filmen og af arbejdet med den?
  • Hvordan forestiller eleverne sig at kunne ændre adfærd i forhold til mennesker, der må slås med alvorlige, personlige problemer?
  • Hvordan synes eleverne, arbejdsprocessen med filmen er forløbet?

Drengene fra 4. sal

Denne spanske spillefilm har modtaget megen hæder for sin fine, hudløse og humoristiske skildring af tilværelsen for en gruppe drenge på en hospitalsafdeling. Vi befinder os på en etage, der er forbeholdt patienter med skader efter ulykker. En håndfuld af disse patienter er store drenge, der er i behandling for kræft i benene. Hospitalet sætter rammen for historien, og tilskueren får indblik i en hospitalshverdag med behandling, personalekontakt, samtaler om sygdommene – samt kammeratskaber og en hel del drengestreger. For filmens fokus ligger på, hvordan en gruppe drenge får skabt sig en "normal" og sjov hverdag, der indeholder en del af de samme aspekter, som deres liv uden sygdom og hospital ville have haft. De dyrker sport og har konkurrencer; de slås og kører om kap i kørestole, og de interesserer sig for musik, piger og sex – uanset den dystre baggrund for deres kammeratskab. Sideløbende med den ydre handling følger filmen drengenes følelsesmæssige og mentale kamp mod sygdommens eftervirkninger og deres bekymring for fremtiden – alt sammen vist igennem deres handlinger og reaktionsmønstre, som nuancerer de forskellige drenges personlighed midt i gruppefællesskabet.

Foto: Boca Boca Produciones

Filmens credits

Titel: 'Drengene fra 4. sal'
Længde: 100 minutter
Produktionsland og -år: Spanien, 2003
Instruktion: Antonio Mercero
Målgruppe: Fra 6. klasse og opefter

Introduktion til filmen

Filmen er baseret på instruktørens egen historie, og den præsenterer tilskueren for en række forskellige måder at håndtere alvorlige problemer og kriser på. Vi følger drengenes hverdag på afdelingen på fjerde sal, og vi får fornemmelsen af et afsondret univers, som drengene har opbygget en følelse af ejendomsret over. De er godt nok patienter, og indimellem toner hospitalsverdenen da også frem med læger, undersøgelser og nødvendig behandling, såsom amputation af de syge lemmer, kemoterapi osv. Men drengene lever i høj grad et teenage-drengeliv. Med støtte fra fremsynede hospitalsansatte, der har sans for, hvordan det er at være ung, har drengene indrettet sig med fristeder, hvor de kan dyrke kørestolsfodbold og høre musik efter deres vildeste behov, så både de og tilskuerne næsten glemmer den alvor, der ligger bag deres ophold på afdelingen. De skændes og slås, så det knager i rullestolene, og de pjatter og fortæller sjofle vittigheder. Om natten arrangerer de imod alle ordensregler hemmelige og forbudte ture til hospitalets kælder og får det tvungne ophold på hospitalet til at minde om en kostskole for særligt udvalgte. Og alligevel er hverken drengene eller tilskueren på noget tidspunkt i tvivl om, at det her handler om en kamp for livet.

Filmen gennemstrømmes af fællesskabsfølelse, humor og gå-på-mod i en grad som virker næsten overmenneskelig, men under alle omstændigheder befriende. Både forskning og erfaring viser, at humor har en positiv effekt på behandling af alvorligt syge, og på fx Rigshospitalets børnekræftafdeling arrangeres besøg af klovne, skuespillere og fortællere, der kan adsprede de syge og vække deres livsmod. Det lykkes filmen at holde balancen mellem komik og alvor, så det virker både menneskeligt og autentisk, fx når en af drengene præsenterer sin nye benprotese, som var det et modeshow.

Nogle gange springer ventilen for drengenes indre emotionelle tryk, og vi ser voldsomme reaktioner på stærke, overvældende følelser. I de scener bliver tilskueren konfronteret med den tragedie, der ligger under den humoristiske overflade. Her siger kropssprog, blikke og ekspressive pauser langt mere end ord om filmens forskellige personligheder, som hver især har deres egne problemer, drømme og håb.

Filmens univers

'Drengene fra 4. sal' viser et udsnit af virkeligheden, et selvstændigt lille "samfund" på godt og ondt, med fx magtkampe, jalousi, forelskelse, seksualitet, venskab og fællesskab. Som i Lars von Triers tv-serie, 'Riget', foregår hovedhandlingen på en hospitalsafdeling med fast persongalleri af læger, sygeplejersker, dumme og rare hjælpere. Og ligesom i 'Riget' sker der spændende og forbudte ting i hospitalets kælder. De typer og personer, der skildres og de hændelser, der sker, er alle alment genkendelige, om ikke fra vores egen virkelighed, så dog fra bøger og film.

Filmens virkemidler

Filmens replikker er præget af et autentisk, undertiden benhårdt drengesprog. Forhånelser og drilleri kommer lige så direkte ud af munden på drengene som de vittigheder og sjofelheder, der hører til deres alder og køn. Men kropssproget, øjnene og de mange små pauser i dialogen afslører andre sider af drengenes væsen. Undertiden antydes en følelse hos én person ved at fokusere på en anden person. Eksempelvis ser vi i filmen, at en rask dreng, der er blevet udskrevet, stiger ind i en bil sammen med sin mor og kører væk. Han kigger ikke op til vinduet på fjerde sal, hvor hans ven står og følger ham med øjnene. Det er alt, hvad der sker. Vi oplever scenen gennem de øjne, der oppe fra fjerde sal kigger ned på drengen og bilen. Og som tilskuere til filmen er vi ikke i tvivl om, at her signaleres en følelse af svigt og skuffelse over, at én af vennerne dropper ud af patientfællesskabet og i samme øjeblik har glemt de andre drenge, der må blive tilbage. Hvad drengen i vinduet helt præcist tænker, ved vi ikke. Men vi kan ud fra egne erfaringer gætte på, at han står der for at få et sidste tegn fra den anden på det venskab, som nu måske slutter. Den anden stiger blot ind i bilen og forsvinder. Venskabstegnet, som vi alle forventer, nemlig et tegn op til drengen i vinduet, udebliver.

Arbejdsforslag

Der er mange muligheder for at arbejde med en film som 'Drengene på 4. sal'. Opgaveforslagene nedenfor står ikke i en prioriteret rækkefølge og kan evt. fordeles til gruppearbejde eller udvælges efter klassens ønsker. Ud over det fælles arbejde i klassen egner filmen sig godt som basis for projekter, emner og projektopgave.

  • Fokus på filmen som tekst med fortolkning (som litterære tekster).
  • Fokus på de filmiske virkemidler (personernes handlinger og følelser, miljøet, verbal og nonverbal kommunikation, lydsiden osv.)
  • Fokus på de sociale relationer og samspil. Hvordan er de beskrevet? Hvad forbinder, og hvad adskiller personerne, både fysisk og mentalt?
  • Fokus på fakta om kræft, kræftbehandling og hospitalsverdenen.
  • Fokus på, hvordan drengene forsøger at håndtere deres sygdom og bevidstheden om, at de kan dø af den.

Refleksioner over filmen

Hurtigskrivning – 10 minutter

Umiddelbart efter den fælles visning skriver eleverne (evt. i logbog) alt, hvad de har på hjerte om filmen (men uden at tænke på skrift og korrekt stavning). Det kan være noget, de har bidt særligt mærke i eller kom til at tænke på undervejs i filmen. Men også indtryk og reaktioner bagefter kan indgå.

Når de 10 minutter er gået, skal eleverne læse det igennem, som de har skrevet og fremhæve det, de finder mest væsentligt. Hurtigskrivning behøver ikke at være den eneste måde at udtrykke sine reaktioner på. Man kan lave billeder eller symboler, som beskriver de samme indtryk lige så klart som ord. Måske tænker man på noget musik, som understreger filmens eller ens egen stemning efter filmen. Uanset hvad man vælger, skal disse noter gemmes. De skal bruges igen, når eleverne skal sammenligne og diskutere deres umiddelbare indtryk med de overvejelser, eleverne gør sig ved forløbets slutning.

Samtale i grupper på max 4 deltagere – 20 minutter

  • Læs på skift noterne fra hurtigskrivningen op, og del indtryk og tanker med de andre i gruppen.
  • Lav derefter en liste over de fem mest betydningsfulde og tankevækkende iagttagelser og indtryk.

Opsamling efter gruppedrøftelserne

Alle grupperne læser deres fælles liste op og hænger den op på væggen. Klassen drøfter sammen de overskrifter, der kommer frem, som en slags stikord, der peger hen imod interessefelter, som klassen ønsker at undersøge nærmere eller arbejde videre med.

Personerne i 'Drengene fra 4. sal' – Individuelt eller gruppearbejde

Vælg hver især én af drengene, og sæt et særligt fokus på ham. For nuanceringens skyld vil være godt, hvis klassen arbejder med flere forskellige drenge fra filmen.

  • Beskriv hans personlighed, hans måde at håndtere sin sygdom på og hans relationer til de andre i filmen, såvel jævnaldrende som de voksne.
  • Hvordan bruger han humor? Hvordan tager han imod de andres humor eller drillerier?
  • Hvordan beskytter han sine egne grænser, når han er ked af det eller gerne vil være alene med sine tanker?
  • Hvad gør han for at bekæmpe sin bekymring for fremtiden?
  • Hvilke styrker og svagheder har han?
  • Hvad kan vi lære af ham?

Når personbeskrivelserne er fremlagt for klassen, kan man samle op ved hjælp af følgende spørgsmål:

  • Hvad har hele klassen fået ud af at stifte nærmere bekendtskab med denne gruppe drenge, der lever deres "normale" hverdagsliv i et gruppefællesskab, de er tvunget ind i af nogle særlige omstændigheder?
  • Kunne det tænkes, at disse drenge havde fundet sammen også uden de påtvungne omstændigheder?
  • Hvad er det, der dybest set udvikler og fastholder fællesskabet i gruppen?
  • Hvordan kender I det fra jer selv?
  • Hvad er vi blevet klogere på efter at have beskæftiget os med filmen?