Mus og ræv i den syvende himmel elev

Hjem

Elevark

Introduktion

’Mus og Ræv i den syvende himmel’ er en tjekkisk stopmotionfilm fra 2021. Filmen handler om musen Vilja, som dør og kommer i himlen. Det lyder jo ikke rart. Men døden er en naturlig del af livet, og det er helt almindeligt at føle sig trist, hvis man mister én, man holder af. I filmen er døden dog ikke så dramatisk, og himlen er faktisk et spændende sted. Her møder Vilja andre dyr og lærer en masse om livet og venskaber.

Filmen bruger det, man kalder flashbacks til Viljas liv på jorden. Et flashback er, når en films handling springer i tiden. Det vil ofte være et spring fra nutiden til noget, der er sket i fortiden. 

Før I ser filmen, skal I arbejde med, hvordan der kunne se ud i himlen. 

Læringsmål: I opgaverne skal I arbejde frem mod at:

  • Kende til tanken om et liv efter døden.
  • Beskrive de vigtigste punkter i filmens handling via plot og præmis.
  • Kende til fabler og genkende moralske budskaber.
  • Undersøge temaerne fordomme, fællesskab og umage par. 
  • Kende til billedbeskæring som filmisk virkemiddel.
  • Kende til lyd som et filmisk virkemiddel.
Foto: Angel Films

Film og forforståelse

Opgaver før filmen

I verden findes der forskellige religioner, som mennesker tror på. Mange af religionerne har en forklaring på, hvad der sker, når man dør. Ifølge nogle religioner kommer sjælen i himlen, og i andre religioner genopstår man som et andet menneske eller dyr. Før I ser filmen, skal I forestille jer himlen eller en verden efter livet.

Individuelt

  • I skal være helt stille. Luk øjnene i ét minut. Jeres lærer tager tid. Forestil dig med lukkede øjne, hvordan der ser ud i himlen. Tegn derefter en tegning af, hvordan du tror, der ser ud i himlen. 


I klassen

  • Læg jeres tegninger ud på gulvet, så I alle kan se dem. Kig på hinandens tegninger. Er der tegninger, som minder om hinanden? Er nogle meget forskellige? Hvordan kan det være? 


Individuelt

  • I skal igen lukke øjnene i ét minut. Jeres lærer tager tid. Nu skal I forestille jer, hvordan lydene er i himlen. 


I klassen

  • Fortæl på skift, hvilke lyde I forestiller jer, der er. Tal derefter i klassen om jeres tanker.
    • Er nogle af jer enige om lydene? Er nogle af jeres tanker meget forskellige fra de andres?
  • Tal til sidst om, hvorfor I tror, at nogle af jer har de samme tanker om himlens udseende og lyde.
    • Hvor tror I, at jeres tanker om himlen kommer fra?
Foto: Angel Films 

Handling

Handlingen i ’Mus og Ræv i den syvende himmel’ foregår både på Jorden og i himlen. For at få styr på handlingen skal I arbejde med filmens plot og præmis. Først skal I arbejde med filmens plot, og dernæst skal I arbejde med filmens præmis.

Plot

To og to

Filmens plot kan beskrives med de fem følgende spørgsmål. 

  1. Hvem er hovedpersonen?
  2. Hvordan har Vilja det på Jorden? Og hvordan tror I, at hun gerne vil have det?
  3. Hvilke forhindringer møder Vilja, før hun får det, som hun vil have det?
  4. Hvem eller hvad hjælper Vilja?
  5. Får Vilja det, som hun vil have det, til sidst? Hvis ja, hvordan?
Foto: Angel Films 

Præmis

I klassen

  1. Tal om, hvordan I tror, at Vilja og Hvidbug havde det, mens de var på Jorden?
  2. Hvad tror I, at Vilja har lært af at komme i himlen?
  3. Hvad tror I, at Hvidbug har lært? 

Filmens præmis finder man ved at finde én sætning, som fortæller, hvad man kan lære af at se filmen. Præmissen er således filmens vigtigste budskab. 

To og to

  1. Tal om, hvilke ting I synes, man kan lære ved at se filmen. Skriv bagefter jeres bud på tavlen i klassen.
  2. Til sidst skal I alle blive enige om én sætning, som opsummerer, hvad filmens præmis er. 
Foto: Angel Films

Temaer

Umage par og fabler

Man kan sige, at ’Mus og Ræv i den syvende himmel’ er en slags fabel, som er en kort fortælling, hvor dyr taler, har følelser og opfører sig som mennesker. Fabler forsøger at lære os noget om moral og om, hvordan vi skal behandle hinanden.

’Mus og Ræv i den syvende himmel’ handler om to venner, der er meget forskellige, men som bliver venner, fordi deres fortid minder meget om hinanden. Venskab er en vigtig del af livet, og venskaber kan være forskellige. I den virkelige verden ville en mus og en ræv aldrig blive venner. Men i himlen lærer Vilja at acceptere Hvidbug, og de to bliver venner.

To og to

  • Har I hørt om, læst om eller set film om venskaber, som normalt ikke kan lade sig gøre?

I klassen

  • Tal om de historier, bøger eller film om umage venskaber, som I talte om to og to.
  • Tal om de venskaber, I kender til. Har venskaberne noget til fælles? Hvorfor tror I, at man laver bøger og film om umage par og mærkelige venskaber? Hvad synes I, at man kan lære af at se en film, som handler om to meget forskellige karakterer, som bliver venner? 
  • Hvad synes I, at filmen forsøger at lære os om moral – og om hvordan man skal behandle hinanden? Er det forskelligt fra filmens præmis – eller minder det om hinanden?
Foto: Angel Films

Fordomme og fællesskab – alt det, vi deler

I filmen opdager Vilja, at hun har mange ting til fælles med Hvidbug. De bliver venner i slutningen, selvom mus og ræve ikke er venner i naturen. I skal i klassen lave en øvelse, hvor I opdager, at I har mange ting til fælles med jeres klassekammerater – også selvom I sikkert samtidigt er forskellige.

I klassen

  • Stil jer i en hestesko. Lyt til jeres lærers instruktioner.
  • Tal bagefter om de ting, I opdagede. Var der noget, I ikke vidste? Var der noget, I undrede jer over? Var der ting, I havde til fælles, som I ikke vidste?
Foto: Angel Films

Forsoning og genfødsel

I himlen lærer Vilja, at det er vigtigt at være retfærdig over for andre. Hun lærer også, at det er vigtigt at tage ansvar for sine valg og de ting, hun gør – selv når det er svært. Vilja og Hvidbugs venskab bliver bedre igennem filmen. Men det er først i slutningen, at de for alvor forstår hinandens fortid. 

I klassen

  • Se slutningen igen sammen:

To og to

  • Tal med din sidemakker om, hvad I tror, der sker. Hvor og hvornår foregår den sidste scene? Hvem er dyrene i klippet? Kender de hinanden?

I klassen

  • Tal i fællesskab om jeres tanker. Hvad tror I, at der er sket?
  • Inden I så filmen i biografen, talte I om livet efter døden og om religion. Hvordan tror I, at slutningen kan have noget med religion at gøre?
Foto: Angel Films 

Filmsprog

Filmiske virkemidler  

Beskæring

En filminstruktør skal vælge, hvor tæt kameraet skal være på karaktererne. Det valg er vigtigt for publikums indlevelse i filmen. Når kameraet er tæt på, kan man se mange detaljer i karakterens ansigtsudtryk, og når kameraet er langt væk, kan man se detaljerne i omgivelserne. 

I kan læse mere om billedbeskæring her.

I filmøvelsen er der billeder fra filmen, og I kan lave opgaver, som handler om billedbeskæring.

Lyd

Før I så filmen, skulle I forestille jer himlens udseende og lyde. Nu skal I arbejde med lyd i film. 

Lyd i film kan inddeles på forskellige måder. Én måde er at dele lydene op i synkron og asynkron lyd.

  • Synkron lyd: Den lyd, som både vi (tilskuerne) og personerne i filmen kan høre.
  • Asynkron lyd: Den lyd, som kun vi (tilskuerne) kan høre.

I klassen

  • Se klippet med Vilja, der undersøger himlen:

  • Tal om de lyde, I hørte på klippet.
  • Hvilke lyde, tror I, at det kun er tilskuerne, der kan høre?
  • Hvilke lyde kan Vilja høre?

Tale og dialog kan også både være synkron og asynkron. Når personen i filmen har replikker og taler med andre personer i filmen, hedder det synkron lyd. Når filmen bruger en fortællerstemme eller voice over (som personerne i filmen ikke kan høre), så hedder det asynkron lyd. 

I klassen

  • Se klippet med Vilja i skole:

  • Tal om, hvilken slags tale/dialog, der er I klippet.
  • Er der både synkron lyd og asynkron tale? Forklar.