’Wild Tales’ er en kulsort komedie, hvor ofre for utroskab, sorg, dødsulykker, parkeringsbøder og fyresedler nægter at vende den anden kind til. I stedet giver de efter for deres impulsive vrede og tager kampen op. Hovedpersonerne bliver alle presset til det yderste og mister kontrollen. De kaster sig ud i den frydefulde hævn og krydser den fine linje mellem civilisation og vildskab. ’Wild Tales’ har vundet en lang række priser på internationale filmfestivaler og var nomineret til en Oscar i kategorien bedste udenlandske film.
Distributionsselskabet Scanbox Entertainment har produceret et undervisningsmateriale til filmen. Det er et tværfagligt materiale til dansk, samfundsfag, mediefag og spansk i folkeskolens udskoling og på de gymnasiale uddannelser. Materialet indeholder baggrundsviden, analyser og konkrete arbejdsforslag. Eleverne bliver introduceret til, hvordan de kan analysere, diskutere og perspektivere filmen på baggrund af historien, genren og den samfundsmæssige kontekst.
Der medfølger et elevark, der indeholder spørgsmål og opgaver, som understøtter de faglige mål. Elevarket findes også på spansk. Opgaverne kan udvælges og tilrettelægges alt efter fag og niveau/klassetrin.
Undervisningsmaterialet indeholder:
- Historien
- Instruktøren
- Cast & crew
- Faglige mål
- Genre & dramaturgi
- Billedanalyse
- Temaer
- Links & litteratur
Undervisningsmaterialet ligger her: Wild tales
Undervisningsmaterialet er skrevet af Tone Mygind Rostbøll, maj 2015
Det Danske Filminstitut har ikke distributionsrettigheder til filmen. Med en spillefilmsaftale med AVU-medier kan man streame den til undervisningsbrug på mitCFU.dk.