Barnets ordforråd er den samlede mængde af ord, som barnet kan. Det er både navneord, udsagnsord, forholdsord og tillægsord. Et gennemsnitligt etsproget 4-årigt barn i Danmark har et ordforråd på ca. 1200-1500 ord. Et barn med flere sprog har ofte et langt mindre ordforråd. Barnet bruger nu længere og længere sætninger korrekt og taler med flere abstrakte ord. Dette tema handler om sprogudvikling fra ca. 4 år – med brug af film, billeder, rekvisitter, rim, sange og bevægelse.
- SE FILMENE
De 3 film i temaet handler på forskellig vis om venskaber og om at hjælpe hinanden: Dyrene i skoven hjælper ulven med at få en uforglemmelig fødselsdagsfest. Den lille fugl og egernet leger sammen i skoven, men må hele tiden tage sig i agt for den sultne ræv. De to krokodiller har for korte arme til at kunne spise saltstænger, men så er det godt, at de kan hjælpe hinanden.
- SNAK OM FILMENE
Filmene lægger op til gode snakke med børnene om venskaber og om at hjælpe hinanden. Tal også om fødselsdagsfester, skovens dyr og planter, om fysiske udfordringer, drillerier, frygt og farer. Desuden kan man anvende filmene til at sætte fokus på brug af navneord og rim (’Den lille grå ulv – Sommerfest’ og ’Krokodille') og brug af forholdsord (’Den lille fugl og egernet’).
- AKTIVITETER
Leg med forholdsord med forhindringsløb på legepladsen og billeder af aktiviteten. Lad børnene lege med navneord, rim og sange ved hjælp af rekvisitter og billeder.
SE TEASER