Animationsfilmen kan inspirere til en spændende snak om sokkernes oplevelser. I kan også tale om hvirvelstrømme, uhyrer, om at være bange for noget og overvinde sin angst. Tal også om vasketøj, vaskemaskiner og magien i animationsfilm.
Handling
2 sokker spiller fodbold, men bolden havner i en hvirvelstrøm. Da sokkerne vil fange bolden, bliver de selv suget ind i strømmen og havner et fremmed sted med gammelt tøj. Her møder de nogle tigerstribede sokker, som leger med deres bold. De er først bange for dem, men ender med at blive gode venner og spille bold sammen.
Serien ”Storvask” består af 22 små film. De tager udgangspunkt i børns fantasi om, at tøj har sit eget liv bag vaskemaskinens rude.