Alpha Dog Lærer

Hjem
  • Til læreren
  • Filmens handling
  • Historien bag filmen
  • Instruktørens noter
  • Personer og miljø
  • Børn og forældre

Til læreren

Det er en historie, som har det hele – vilde teenagere, vold, mord, sex og stoffer. Den tragiske sag om drabet på den 15-årige Nicholas Markowitz i Californien i 2000 er som skabt til en filmatisering.

Det ligger lige for at karakterisere 'Alpha Dog' som ”Goodfellas for teenagere”. 'Alpha Dog' vækker på flere områder mindelser om Martin Scorseses klassiske gangsterfilm: det store persongalleri, den hårde tone, den machoagtige og speedede atmosfære, skydevåben, vold og hurtige, fatale beslutninger uden gnist af empati. Det er et univers med en overflod af alfa-hanner. Og hver gang de render ind i hinanden, begynder de at dunke sig i brystet i en grad, så der ikke levnes plads til andre i miles omkreds.

Men det er også en film om forsømte børn. Om forældre, der svigter, og unge, der desperat søger efter accept og anerkendelse. Det er en film om at gøre alt for at være sej, koste hvad det vil. Og om at blive fanget i sit eget seje image og være ude af stand til at handle sig væk fra katastrofen.

Filmen er skrevet og instrueret af Nick Cassavetes (f. 1959). Han er søn af den legendariske amerikanske instruktør John Cassavetes og skuespilleren Gena Rowlands. Nick Cassavetes har selv spillet med i en lang række film og har desuden produceret film og skrevet manuskripter. 'Alpha Dog' er hans femte film som instruktør.

I kan læse mere om 'Alpha Dog' på filmens hjemmeside:
https://www.uphe.com/movies/alpha-dog

Og I kan læse anmeldelser af filmen på:
www.rottentomatoes.com/m/alpha_dog/

Foto: A-Mark Films

Undervisningsmaterialets opbygning

Undervisningsmaterialet er tænkt som inspiration til læreren i arbejdet med filmen. Klassen kan arbejde med et eller flere temaafsnit. I kan bruge alle arbejdsspørgsmål eller plukke i dem alt efter tid og interesse. Teksten er skrevet til læreren, som kan formidle materialet videre på et niveau, der passer til klassen.

Afsnittet 'Filmens handling' er et kronologisk referat af filmen. Bemærk, at slutningen bliver afsløret! Referatet er tænkt som støtte til arbejdet med temaerne i undervisningsmaterialet.

Herefter følger afsnittet 'Historien bag filmen', som fortæller den autentiske historie om Jesse James Hollywood – virkelighedens Johnny Truelove. I afsnittet 'Instruktørens noter' kan I læse om nogle af Nick Cassavetes overvejelser omkring filmens indhold. Derefter lægger vi op til analyse af 'Personer og miljø' i filmen, og endelig retter vi fokus mod relationen mellem 'Børn og forældre' i 'Alpha Dog'.

God arbejdslyst,
Liselotte Michelsen

Filmens handling

Filmen indledes med et interview med Sonny Truelove, hvis søn, Johnny, er anholdt for narkohandel.

Flashback til en flok unge fyre. Johnny er lederen, Frankie er Johnnys højre hånd, Elvis er underhunden. Johnny handler med Bobby 911. De aftaler en stor handel. Johnny får forsyninger fra sin far.

Jake kommer hjem til middag – til sin far, sin halvbror Zack og sin stedmor. Han vil låne penge, men faren og stedmoren siger nej.

Der er fest. Johnny, kammeraterne og nogle piger er fulde og skæve. De kører på Elvis. Jake dukker op – han skylder Johnny penge, men har dem ikke. Det udarter sig til en slåskamp, som ender i et skyderi. Jake og Johnny erklærer krig mod hinanden.

Zack besøger Jake og hans kæreste. Zacks mor er vred og får dem til at køre Zack hjem.

Johnny og kammeraterne er på bar med Sonny og Cosmo. De tilsviner servitricen, der er Jakes kæreste.

Jake nægter at aflevere en påkrævet urinprøve til sin chef, går bersærk og bliver fyret. Om aftenen smadrer han og et par andre Johnnys hus og lægger en lort på gulvet. Næste dag tager Johnny, Frankie og Tito ud og smadrer vinduer hos Jake.

Zacks forældre har fundet en bong på hans værelse. Zack stikker af. Johnny og vennerne ser ham tilfældigt og overfalder ham. De tager ham med hjem til Frankies bror, som går, da han bliver truet med en revolver. Lidt senere sidder de alle og spiller playstation.

Zacks mor vil betale de penge, Jake skylder, for at få Zack hjem igen. Hun er rasende. Jake leder efter Johnny og slår folk ned til en fest. Zack følges med Frankie hjem – Zack vil ikke stikke af, fordi han ikke vil skabe problemer for sin bror. Han synes, det hele er lidt spændende, og næste dag hjælper han Frankie med at arbejde i haven, som er fuld af hampplanter. Nogle venner og piger kommer på besøg. De ryger, drikker og spiller playstation. Frankie får kammeraten Keith til at tage Zack med hjem, mens Frankie mødes med Johnny. Johnny foreslår at give Frankie 2500 for at dræbe Zack, men Frankie vil hellere bestikke Zack til at holde mund om bortførelsen.

Johnny ringer til Jake for at løse problemerne. Men Jake bliver rasende, og Johnny lægger på. Johnny ringer til en advokat og får at vide, at kidnapning giver fængsel på livstid. Frankie fortæller alt til Keiths søster, Susan, og lover hende, at Zack bliver sendt hjem. De tager til fest. Frankie tager afsted. Zack er sammen med to piger i poolen.

Frankie kører Zack ud til et motel. Elvis dukker op. På Johnnys ordre vil han dræbe Zack. Frankie stikker af. Elvis tager Keith med ud for at grave et hul i en skrænt. Sonny får fat i Johnny; de voksne har en plan, så Johnny vil slippe med to år i fængsel. Johnny er skeptisk.

Elvis siger til Frankie, at de alle får livstid, hvis Zack slipper. De kører Zack ud til skrænten, hvor de har gravet hullet. Elvis skyder ham.

Flashforward. Interview med Zacks mor. Hun er dybt ulykkelig og fortæller om sine selvmordsforsøg. Flashback. Elvis og de øvrige bliver anholdt. Johnny stikker af til New Mexico. Politiet er på sporet af ham og arresterer hans kæreste på et motel, mens han er ude. Johnny tomler videre. Han får et lift af en gammel ven. Han vil til Mexico, men ombestemmer sig og tager hjem til Cosmo. Sidenhen påstår Sonny og Cosmo, at de ikke aner, hvor Johnny er.

Tiko idømmes ni års fængsel, og Keith dømmes til at være i ungdomsforvaring, til han fylder 25. Frankie idømmes fængsel på livstid, og Elvis dømmes til døden. Johnny går under jorden – fem år senere bliver han arresteret i Paraguay. Vi får at vide, at hans sag endnu ikke er afgjort, men hvis han bliver kendt skyldig, får han en dødsdom.

A-Mark Films

Historien bag filmen

'Alpha Dog' er baseret på en virkelig hændelse, nemlig mordet på den 15-årige Nicholas Markowitz i Californien i 2000. Bag mordet stod Jesse James Hollywood (f. 1980), som i filmen har fået navnet Johnny Truelove.

Jesse James Hollywood var en berygtet narkohandler i San Fernando Valley i det sydlige Californien, hvor han levede et liv i luksus med store huse og dyre sportsvogne. Efter mordet på Nicholas Markowitz gik han under jorden. Nu startede en jagt, som skulle vare i fem år, og som gjorde Jesse James Hollywood berømt: I juni 2004 blev han omtalt i det legendariske amerikanske tv-program 'America's Most Wanted'. I april 2005 sluttede festen; han blev sporet til Saquarema i Brasilien, hvor han blev anholdt af amerikanske og brasilianske agenter. Han sidder p.t. i fængsel i Californien og venter på sin dom. Hvis han bliver fundet skyldig, er der risiko for, at han bliver dømt til døden.

I forbindelse med forarbejdet til filmen gav statsadvokat Ronald J. Zonen, der sad med sagen, kopier af stort set alle dokumenter i sagsmappen til filmskaberne. Statsadvokaten fungerede desuden som ulønnet konsulent på filmen – efter eget udsagn fordi han ønskede, at Jesse James Hollywood skulle anholdes. Zonen blev efterfølgende taget af sagen, fordi han ikke længere fremstod neutral.

Filmens instruktør, Nick Cassavetes, fik et problem, da sagen udviklede sig dramatisk midt under filmens tilblivelse: Jesse James Hollywood blev fanget. Han måtte foretage nogle ændringer i manuskriptet for at "opdatere" filmen til den virkelige historie.

Når man læser om virkelighedens Johnny Truelove, Jesse James Hollywood, på nettet, får man indtrykket af en psykopatisk og skræmmende person. Filmens Johnny Truelove vækker et stykke hen ad vejen vores sympati, eller i hvert fald føler vi en vis overbærenhed eller tilgivelse over for ham – bl.a. fordi vi møder hans far og forstår, at han er et produkt af ekstrem dårlig indflydelse. Men indimellem virker han også meget ubehagelig og uhyggelig i filmen – fx i scenen hvor han taler med Zack ude i køkkenet til festen til slut. Her virker Johnny Truelove kold, beregnende og samvittighedsløs – som en kat, der leger med en mus.

  • Tal med eleverne om vores oplevelse af de forskellige personer, vi møder: Johnny Truelove, Elvis, Frankie, Keith, Tiko, Jake og Susan. De er alle i større eller mindre grad medskyldige eller i hvert fald medvidende om kidnapningen og mordplanerne. Diskutér, om personerne har sympatiske sider – og i så fald hvordan vi får det indtryk. Tror I, at filmens personer er gjort mere sympatiske end virkelighedens personer? Tror I på, at de personer, vi møder i filmen, rent faktisk vil begå mordet?
  • Kan der være problemer ved at fiktionalisere en forbrydelse, som det er gjort her? Diskutér fx, om man kan forestille sig en heltedyrkelse af nogle af personerne, fordi filmen giver dem status af "legender".
  • Frankie får livsvarigt fængsel – er denne dom rimelig? Hvorfor/hvorfor ikke? Diskutér de øvrige domme – synes I de er rimelige?
  • Hvad gør det ved vores oplevelse af filmen, at vi ved, historien er autentisk? Virker filmen stærkere – og hvis ja, hvorfor?

I kan læse mere om den virkelige historie bag filmen her: http://mylifeofcrime.wordpress.com/tag/victims/nicholas-markowitz/

Foto: A-Mark Films

Instruktørens noter

I 2000 fik instruktøren Nick Cassavetes ideen til at lave en film om nogle af de teenagere, hans datter gik på high school med – samme high school, som Jesse James Hollywood i sin tid gik på. Cassavetes var interesseret i at udforske, hvordan drenge, der gerne vil virke seje, kan fange sig selv i den adfærd – og hvordan de kan presse hinanden til at opføre sig sejt, indtil de pludselig mister grebet om situationen. Han overvejede, hvad der ville ske, hvis en guppe teenagere lavede en drengestreg – og trak den alt for langt. Hvis de tog en række dumme beslutninger og forkerte skridt, som fik dem til at havne i en situation, de ikke kunne komme ud af.

Han blev inspireret af historien om mordet på Nicholas Markowitz og gav sig til at researche familielivet hjemme hos den type unge fra San Fernando i Californien, som kaldes "Valley kids". Cassavetes blev overrasket og fascineret af den familiedynamik, han mødte.

”Jeg forventede at finde en bunke forkælede, utilfredse rich kids, som voksede op hos nogle forældre, der var fulde af livslede. Men sådan var det ikke. Det, jeg fandt frem til – og som jeg selv er skyldig i – var, at det er en kompliceret verden, hvor begge forældre har jobs og er meget optagede af deres eget liv. Konsekvensen af det er, at man som forældre bare ind imellem "checker ind" hos sine børn for lige at høre, om de er ok, og hvor de er på vej hen, og om de har brug for nogle penge – i stedet for at tilbringe tid sammen og lave noget sammen.

Det var det, som gjorde mest indtryk på mig, og som gjaldt for alle de familier, jeg mødte. De fleste af familierne kunne man ikke finde de store fejl ved. Problemerne opstod, fordi de voksne overlod de store børn til at finde sammen med hinanden og tage beslutninger uden nogen form for forældrevejledning eller indblanding. De unge kunne havne i totalt kaos alene på grund af omstændigheder og tilfældigheder, der medførte, at der skete ting, som aldrig skulle være sket.”

Et centralt element i manuskriptet til 'Alpha Dog' var måden, de unge – Cassavetes kalder dem "alpha-teens" – talte på:

”Personerne i filmen er ikke søde børn, som bare farer lidt vild i en weekend. Jeg ville gerne bruge det sprog, som jeg oplever, at de unge bruger, og som jeg finder meget ubehageligt og nærmest som et overgreb. For mig at se giver det filmen en ægthed. Jeg ønskede ikke at skjule, at de er usympatiske. Børn kan opføre sig grimt. De har endnu ikke fået styr på deres opførsel og personlighed. De har mange rå kanter, og det ønskede jeg ikke at miste.”

Læs evt. mere om filmen på dens hjemmeside. Gå ind under ’about’, hvor I finder rubrikkerne ’Production notes’, ’Shooting in the valley’ og ’Retracing events’: https://www.uphe.com/movies/alpha-dog

  • Tal om instruktørens intentioner med at lave filmen. Lykkes det ham at føre sit budskab igennem? Er de ting, han siger, noget, I kan genkende?
  • Hvad mener Cassavetes med "alpha-teens"? Overvej, hvorfor filmen har titlen 'Alpha Dog'.

Mod slutningen af filmen har Johnny sagt til Elvis, at han synes, de skal slå Zack ihjel. Johnny spørger Elvis: ”Hvad synes du om alt det her?”. Elvis ser på Johnny med et mærkeligt blik fuld af ubehag og svarer: ”Jeg synes, du skal holde op med at se musikvideoer.”

I et interview siger instruktøren Nick Cassavetes:

”Vi ser voldelige billeder på TV, vi dyrker vold, men vi er ikke opdraget voldeligt. Når vi bliver sat i en uforudset situation, reagerer vi på den måde, vi tror, vi skal reagere, frem for hvad vi er blevet opdraget til, eller hvordan vi plejer at reagere.”

  • Diskutér Elvis’ replik og Cassavetes udtalelse. Hvad mener de, og er I enige?
  • Diskutér, om vi bliver voldelige af at se voldelige film og spille voldelige spil. Del klassen i to grupper, og find argumenter for og imod.

Det rå sprog dominerer hele filmen. I en scene ydmyger Frankie i ekstrem grad Susan, Keiths søster, som er den eneste, der lader til at synes, at kidnapningen af Zack er helt forkert og ikke må ske. Frankie, Keith, Susan og Zack er hjemme hos Frankie. Zack er i den anden ende af haven. Frankie har netop fortalt Susan, at Johnny har bedt ham om at slå Zack ihjel, og Susan begynder at græde. Frankie bliver sur.

Uddrag af manuskriptet:

Keith Stratten: [Plays hackey sack behind Frankie and Susan]
Frankie Ballenbacher: Repeat after me. "You Frankie...”
Susan Hartunian: You Frankie...
Frankie Ballenbacher: "Have got it under control."
Susan Hartunian: Have got it under control.
Frankie Ballenbacher: Now say, "I Susan am a whiney fucking bitch, and you Frankie have got it under control."
Susan Hartunian: [Crying] I Susan am a whiney fucking bitch... and you Frankie have got it under control.
Frankie Ballenbacher: [Laughs]

  • Tal om scenen. Hvorfor opfører Frankie og Susan sig, som de gør? Hvorfor finder Susan sig i at blive ydmyget på den måde? Hvorfor ønsker Frankie at ydmyge hende?
  • Tal om råt og ydmygende sprog. Diskutér, om man kan udøve "verbal vold". Diskutér, hvad det gør ved mennesker, at der bliver talt grimt til dem – og hvorfor nogen godt kan lide at tale grimt til andre.
  • Tal om jeres eget sprog. Har I en rå tone indbyrdes? Hvorfor/hvorfor ikke?

Personer og miljø

'Alpha Dog' foregår i et miljø, hvor der er stor kontrast mellem det ydre og det indre – den materielle velstand og det følelsesmæssige armod. Hovedpersonerne bor i store, lækre huse med alt, hvad der skal være af hi-fi og designermøbler. Men lykkelige eller blot tilfredse kan man ikke ligefrem kalde dem. Det kan godt være, at de på overfladen fremstår, som om de lever det liv, de ønsker, og er fuldt tilfredse med sig selv – men ser vi nærmere på deres handlinger og reaktioner, afslører de savn og længsel, rastløshed og uendeligt lavt selvværd. Og frem for alt: et stort og utilfredsstillet behov for anerkendelse og accept.

Når vi ser på de unge hovedpersoner og deres forældre, er det oplagt, at de unge ikke har fået den kærlighed og anerkendelse fra deres forældre, som børn har behov for, hvis de skal blive harmoniske voksne mennesker. De unge i filmen er i anerkendelsesunderskud – og derfor vender de sig naturligt mod gruppen af jævnaldrende og søger at få det sorte hul i deres indre fyldt med bekræftelse og accept fra venner og kærester.

Af samme grund vil de unge også gå meget langt for at beholde de jævnaldrenes accept. Den er alfa og omega for deres selvværd, selvtillid – ja, hele deres eksistens. Accepten fra deres jævnaldrene er det eneste, de føler, at de har. Vi ser det bl.a. i relationen mellem Jake og Johnny – det øjeblik, Jake føler, han mister Johnnys anerkendelse, går han bersærk og bliver Johnnys dødsfjende. De unge lever i en sort/hvid verden. Der er intet midt imellem – enten er man venner eller fjender. Store følelser er på spil – og det kan blive farligt, når lunten samtidig er kort, og krudtet let antændeligt.

  • Tal om filmens handling og personernes motivation for at gøre det, de gør. Hvorfor bliver Jake og Johnny så vrede på hinanden? Hvorfor kidnapper Johnny og hans venner Zack?
  • Er det en "rigtig" kidnapning?
  • Hvor mange gange har Zack mulighed for at stikke af fra sine kidnappere? Hvorfor gør han det ikke? I en scene til slut sidder Zack og ser tv, mens Frankie spørger, om han vil køre en tur eller gå ned og hente cigaretter. Hvorfor spørger Frankie ham om det?
  • Tal om, hvor grænsen går mellem drengestreger og kriminalitet. Tag udgangspunkt i filmen: Præcis hvor i historien er det, at kæden hopper af?
  • Overvej, hvad Johnny, Frankie og kammeraterne skulle have gjort i stedet for at dræbe Zack. Hvor kunne de have vendt om? Hvor skulle de være stoppet? Hvem kunne have gjort noget? Hvad kunne han/hun have gjort? Hvorfor lytter Johnny ikke til sin far, da Sonny prøver at tale dem fra at dræbe Zack?
  • Tal om pigernes reaktion på kidnapningen. Flere af dem kalder Zack en "Stolen boy" og synes, det er meget sexet, at han er kidnappet. Kun Susan bliver oprørt og råber på et tidspunkt ”Er der da ingen andre end mig, der kan se, at det her er forkert?!” Hvad synes I om pigernes reaktion? Hvorfor tror I, de reagerer, som de gør? Hvorfor er det kun Susan, som tager afstand fra kidnapningen?
  • Tal om relationen mellem de to køn i filmen. Definér kønsrollerne: Hvordan skal drengene opføre sig for at være "rigtige mænd", og hvordan skal pigerne opføre sig for at være "rigtige kvinder"? Hvordan er det i jeres egen hverdag? Kan I genkende noget fra filmens kønsroller?
Foto: A-Mark Films

'Alpha Dog' handler om brutale unge fyre, som handler stoffer, kidnapper, udøver vold og taler værre end fanden selv. Ikke desto mindre føler vi en vis sympati med dem gennem filmen. Måske fordi vi indimellem ser glimt af noget godt i dem, og fordi det er så tydeligt, at de er et produkt af deres forældre. Eller måske er det fordi, vi kan se, hvor svært de har det med sig selv, og hvor hårdt de kæmper for at blive accepteret i gruppen. Samtidig er der dog også scener, hvor vi får trang til at tage afstand fra hovedpersonerne – fx i scenen hvor Frankie sviner Susan til verbalt, eller scenen hvor Elvis gør sit skydevåben klar til at skyde Zack.

  • Tal om, hvor jeres sympati ligger i filmen. Diskutér, om hovedpersonerne er sympatiske eller ej. Hvad er det, som gør, at I har sympati med dem en del af tiden? Hvornår mister I sympati for dem? Er der nogen i filmen, som I slet ikke på noget tidspunkt føler sympati med?
  • Filmens personer er rent faktisk kidnappere og mordere. Hvordan kan det lade sig gøre, at I (i hvert fald ind imellem) får sympati med dem?
  • Diskutér, hvad det kan betyde for vores opfattelse af personerne, at det fx er en superstjerne som Justin Timberlake, der spiller en af kidnapperne. Påvirker det vores opfattelse, at han i forvejen er et idol og dermed har en slags ”indbygget” sympatisk værdi?
  • Tal om de domme og strafudmålinger, vi til slut i filmen ser, personerne har fået. I det øjeblik, I læste, hvad strafudmålingerne var – fik I så en følelse af, at de er rimelige? Forestil jer, at I ikke kendte personerne og kun kendte til deres forbrydelser – ville I så mene, at strafudmålingerne er rimelige?

Johnny og Jake har meget forskellig udstråling. Jake virker umiddelbart temmelig sindssyg med sit desperate blik og sit anspændte kropssprog. Johnny virker ved første øjekast mere almindelig og rolig, men ikke desto mindre er der indimellem noget psykopatisk og uhyggeligt ved ham.

  • Karakterisér Johnny og Jake. På hvilke punkter er de forskellige, og på hvilke punkter minder de om hinanden? Overvej, hvorfor de opfører sig, som de gør. Er det medfødt, skyldes det deres opvækst eller skyldes det de stoffer, som de tager?
  • Del klassen op i grupper. Lad hver gruppe lave personkarakteristik af en af filmens centrale personer. Placér derefter personerne i et magthierarki i forhold til hinanden – hvem har magt over hvem, og hvorfor?

Filmens miljø er generelt præget af velstand. Huse og biler, swimmingpools og store fester. En have fuld af hampplanter, drikkevarer på køl og en diskret, men udbredt brug af stoffer af forskellig slags. Miljøet er også præget af et rend af forskellige personer – venner og venners venner, seje fyre og lækre tøser, som er klar til lidt af hvert, inklusiv at lege blindebuk i poolen.

  • Lav en miljøkarakteristik, og diskutér, hvorvidt I oplever miljøet positivt eller negativt. Er det et miljø, I selv kunne tænke jer at færdes i eller leve i?

En location, der skiller sig tydeligt ud fra filmens øvrige miljø, er bakkerne og skrænterne, hvor Zack bliver myrdet. Her er tørt, støvet, øde, mørkt. I slutscenen, hvor Zack bliver dræbt, ændrer filmen sig fra at være realistisk til at få et strejf af surrealisme med en indkopieret nattehimmel, der har præg af computeranimation. Måske er det, fordi situationen opleves surrealistisk for de involverede personer; måske er det for at gøre scenen mindre hård at være vidne til – ved visuelt at understrege, at det er film og ikke virkelighed, vi betragter.

  • Tal om filmens visuelle stil og om, hvordan realismen brydes i slutscenen. Overvej, hvorfor realismen brydes. Hvordan føles det at se scenen, hvor Zack bliver dræbt – og hvad betyder stilen for vores oplevelse af scenen?

Det sker flere gange i løbet af filmen, at vores indlevelse brydes. Der klippes i handlingen med flashbacks og flashforwards, og instruktøren bruger flere gange interviewform (når Sonny Truelove og Olivia Mazursky bliver interviewet). Desuden brydes indlevelsen, samtidig med at det autentiske præg ved historien understreges, når der kortvarigt placeres tekster som ”Chuck Mota’s Appartement 3:32 PM”, eller billedet fryses et sekund, samtidig med at der fx står ”Shaina Lopez, Witness # 4” henover en af personerne i billedet.

  • Tal om filmens brug af flashbacks og flashforwards, interviewform og faktatekster. Hvilken betydning har det for oplevelsen af filmen, at filmen bruger disse formgreb?
Foto: A-Mark Film

Børn og forældre

"Æblet falder ikke langt fra stammen” lyder et gammelt ordsprog. Og den påstand må siges at holde stik i 'Alpha Dog'. Det er næppe noget tilfælde, at navnet Johnny rimer temmelig præcist på farens navn, Sonny. Og den sorte ironi er til at tage og føle på med hensyn til deres efternavn Truelove – for der er ikke meget ægte kærlighed at spore i sjælen hos nogen af de to. I familien Trueloves liv dominerer reptilinstinkterne, og de levner ikke plads til de finere følelser; dagsordenen er styret af fundamentale behov og ren overlevelse. Æde, sove, parre sig og beskytte sit territorium – og sit afkom.

Et gennemgående tema i 'Alpha Dog' er forældre-børn-relationer – og de bliver taget under hård behandling. Filmen præsenterer os for en håndfuld mere eller mindre duelige forældre:

Den første, vi møder, er Sonny. Han er selv narkohandler og fremstår kynisk og absolut utroværdig, bl.a. i "interviewet", hvor han påstår, at han ikke ved, hvor hans søn er. Hans fortolkning af at vise ansvar overfor sin søn er at forsørge ham med narkopenge og forsyne ham med stoffer, så han også kan sælge. Da Johnny har rodet sig ud i kidnapningen, optræder Sonny "voksent og ansvarligt" ved at foreslå sin søn to års fængsel frem for at dræbe Zack.

Foto: A-Mark Films

Og så er der Truelove-familiens husven Cosmo, en ældre mand med en ualmindelig beskidt mund og tankegang. Han dækker tydeligvis også over Johnny til slut og lyver stærkere, end en hest kan rende.

Vi møder også Jakes far. Han lader til at være lidt opgivende over for sin søn. Han er i første omgang klar til at låne ham penge, muligvis bare for at få ham ud af huset igen. Men da hans kone Olivia kommer og blander sig, gør han, som hun siger, og vil alligevel ikke låne Jake penge. Han virker frustreret og vattet.

Olivia, der er Zacks mor, er hidsig og skrap, men vil tydeligvis sin søn det bedste. Hun holder øje med, hvor han er, og hvad han foretager sig. Zack siger til Jake, at han er træt af sin mors evindelige pylren – men til slut i filmen siger Zack til Frankie og Elvis, at han synes, hans mor er cool, og at han godt ved, at hun virkelig elsker ham. Olivias liv bliver fuldkommen ødelagt, da hendes søn dør.

Frankies far ser vi første gang, da Frankie og Zack kommer hjem til Frankie. Faren står halvnøgen og skæv og er i gang med at nedlægge to yngre kvinder i en sofa. Han inviterer de to unge fyre til at deltage, men de siger nej tak. Næste morgen ser vi faren i jakkesæt og noget mere sur. Han og Frankie taler koldt og grimt til hinanden. Frankie skal betale for at bo hos faren; han arbejder for ham med at ordne ting i huset og haven.

Desuden møder vi Keith og Susans mor. De lader til at have et meget åbent forhold uden ret mange tabuer. Hun foreslår sine børn, at de skal sove hos nogle kammerater, fordi hun og faren har bryllupsdag. Senere kommer Susan hjem og har brug for at tale med moren om hele kidnapningsaffæren og Zack. Men moren er på ecstasy og vil ikke forstyrres midt i elskovsakten. Hun smækker døren i lige i hovedet på den ulykkelige Susan.

  • Tal om de forældre, vi møder i filmen, og karakterisér dem i fællesskab. Diskutér, hvad der mangler i de familier, vi møder i filmen. Diskutér, hvilken betydning det har for børnene, at deres forældre opfører sig, som de gør.

Johnny, Jake og Frankie har én ting til fælles: De har øjensynligt ingen mødre. Men vi møder deres fædre.

  • Karakterisér Johnnys, Jakes og Frankies fædre, og diskutér, hvordan de har påvirket deres sønner. Hvilke værdier har de givet i arv? Hvad burde de tre fædre ændre ved sig selv og gøre bedre?
  • Hvilken betydning tror I, det har, at de tre unge ikke har nogen mødre? Overvej, hvorfor instruktøren har valgt at gøre de tre centrale unge personer moderløse.

Olivia fremstår som "den gode mor" og den ansvarlige og handlekraftige forælder i filmen. Alligevel er det hende, som udsættes for et uovervindeligt stort tab, da hendes søn bliver dræbt. 'Alpha Dog' kan ses som en amerikansk tragedie, hvor de gode taber og de onde – til en vis grad – vinder.

  • Overvej, hvorfor Zack ikke gør, som hans forældre vil have. Gør Olivia noget forkert? Skulle hun have handlet anderledes og vist sin kærlighed til sin søn på en anden måde? Eller er det udelukkende omstændighederne, der er skyld i hendes ulykke?

I begyndelsen af filmen, under de indledende tekster, ser vi smalfilm-lignende optagelser af glade børn i hjemlige omgivelser og solbeskinnede haver. På et tidspunkt ændrer udtrykket sig dog lidt: En dreng har en t-shirt på, hvor der står "Life’s a beach" (et ordspil på ”life’s a bitch” – livet er hårdt), og herefter dukker der et par skydevåben og fuckfingre op mellem de uskyldige babyansigter og legende børn. Der er en stemning af bekymringsløs barndom over en del af klippene. Men flere gange møder vi også store, alvorlige barneøjne, der leder tankerne hen på sårbare, påvirkelige sind og uskyldstab.

Efter indledningen klippes til et interview med Sonny Truelove. Han sidder i sin stue, omgivelserne ser designer-dyre ud. Han virker defensiv i sin udstråling. ”Hvad hele sagen handler om? Man kan sige den handler om stoffer, våben eller rebelske unge. Kald det, hvad du vil. Men dybest set handler det om at opdrage og tage sig af sine børn. Du tager dig af dine, jeg tager mig af mine.” Da intervieweren spørger ind til, hvad Sonny mener, og om hans søn var pusher, benægter Sonny blankt, at Johnny skulle være narkohandler og kalder intervieweren en narrøv.

Endelig klippes der via flashback til Johnny og kammeraterne, dengang de stadig var frie og intet kendte til Zack endnu.

  • Tal om filmens indledning. Hvilke temaer slår den an? Hvordan oplevede I filmens start? Hvilket indtryk gjorde den? Hvilke budskaber ligger der i filmens indledning?
  • Tal om filmens slutning. Hvad ender historien med? Hvilke følelser sad I tilbage med efter filmens slutning?
  • Hvad er filmens budskab(er)? Er der en morale? I så fald hvilken? Kan vi lære noget af 'Alpha Dog'?
Foto: A-Mark Films