Blinkende lygter Lærer

Hjem
  • Til læreren
  • Historien
  • Made in Denmark
  • Blinkende lygter – ordbilleder og filmbilleder
  • Vold for sjov
  • Blinkende lygter – en analyse

Til læreren

Gangsterkomedien 'Blinkende lygter' var en stor biografsucces, 435.000 tilskuere løste billet til filmen, og filmen vandt publikumsprisen ved Robert-uddelingen i 2001. Det er en underholdende, morsom og sjældent velspillet film om fire kriminelle mænds venskab og deres udvikling fra hårdkogte københavner-gangstere til socialt accepterede kroværter i det sønderjyske.

Filmen indbyder til flere forskellige indgange til det videre arbejde. Vi har i dette materiale valgt at fokusere på tre overordnede temaer.

Sammenstødet mellem amerikansk (film)kultur og dansk kultur, Danmark og "danskhed" er om noget drivkraften i 'Blinkende lygter', og det er dette sammenstød, afsnittet 'Made in Denmark' arbejder med. Filmens overordnede fortælling blander fortælletraditioner fra amerikanske gangsterfilm og westerns, men det gøres i en rammefortælling, der er hentet fra den danske folkekomedie. Det kriminelle gangsterliv, hvor det at bære pistol er ligeså naturligt som det at iføre sig underbukser, og som er umiskendeligt amerikansk. Filmen giver samtidig et ironisk og distanceret portræt af det, vi kalder "danskhed." Her indgår hygge, Matador og Tove Ditlevsen på linje med racisme, alkoholisme og ødelæggende småborgerlighed. Afsnittet lægger op til en diskussion af filmens Danmarksbillede, og hvad "danskhed" står for.

Filmens titel 'Blinkende lygter' er hentet fra Tove Ditlevsens digt af samme navn, et digt som karakteren Stefan, rørt til tårer, læser op i filmen. Digtet handler som bekendt om følelsesmæssig forkrøbling som resultat af en ulykkelig og følelseskold barndom. At kalde filmen en filmatisering af digtet ville være at gå alt for vidt, men der er alligevel tydelige sammenfald, især i filmens brug af barndomsskildringer som forklaringsmodeller for de fire mænds manglende evne til at indgå i andre sociale fællesskaber end deres eget. Således har både Torkild og Stefan i filmens begyndelse kærester, som de begge i løbet af filmen forlader til fordel for mandevenskabet. Afsnittet åbner for en fortolkning af filmen i forhold til digtet og for en diskussion af forskellen på den lyriske fortælling og den filmiske, hvor det især er interessant at se på barndomshistoriernes surrealistiske, symbolske og drømmeagtige struktur og stil som en pendant til digtet.

Ved filmens premiere vakte blandingen af vold og humor debat. I afsnittet 'Vold for sjov' lægges der op til en diskussion af filmens brug af voldsscener og til en diskussion af, om der er en grænse, og hvor den i givet fald går. Diskussionen tager ikke alene udgangspunkt i filmens ironiske voldshumor, men også i en scene, hvor en ko bliver skudt – den måtte også lade livet i virkeligheden – det er en virkelig død, vi ser. Her kan eleverne trække på oplevelser fra andre film, de har set i genren i en "pro et contra"-diskussion. Afsnittet åbner også for en diskussion af, hvordan volden i øvrigt skildres i filmen: Er den lokale Alfreds lyst til at skyde dyr mere acceptabel end Arnes vold over for mennesker? Bliver man voldelig af at opleve en voldelig barndom?

Klassen kan samlet arbejde med materialet i sin helhed, men det kan med fordel splittes op til gruppearbejde. Efter en indledende diskussion af filmen kan klassen deles i tre hold, der hver arbejder med sit kapitel og afslutningsvis fremlægger resultaterne af diskussionerne. Dette kan åbne for en diskussion af de dimensioner, der findes i en filmoplevelse, og de forskellige tilganges betydning for, hvilke aspekter af en film der tillægges vægt.

God arbejdslyst!

Historien

I gyldent solbeskinnede billeder kommer vi ind i en hyggelig kro. En kvindestemme fortæller os, at kroen hedder 'Blinkende lygter', og at man ind i mellem kommer til et sted, hvor man aldrig har været før, men hvor de (de fire venner) altid har hørt til … Kameraet flyver op, vi ser stråtag og Dannebrog.

Scenen skifter til en regnvåd kaj i København. Fire mænd, lederen Torkild, psykopaten Arne, den cokesniffende Peter og den barnlige Stefan venter på en lastbil med smuglersmøger – endelig kommer den. Men lastrummet indeholder ikke de bestilte Prince, det er fyldt med Grøn Look! En af mændene, Arne, banker chaufføren, de andre er opgivende – endnu en misforståelse.

Bandelederen Torkild har fyrreårs fødselsdag, han er træt af sit liv. Kæresten forlader ham midt under den romantiske middag, hun gider ikke længere vente på, at han tager sig sammen og bliver et almindeligt menneske. Da han kommer hjem, er han tæt på at skyde vennen Peter i forskrækkelse over et surprise-party. Fødselsdagsgaven – et AK-47-maskingevær – overrækkes med den begejstrede begrundelse, at det var den våbentype, der blev brugt i et attentat mod Det Hvide Hus. Under et toiletbesøg får Torkild bank af bagmanden Færingens håndlangere – han skylder færingen penge og tvinges til at begå et kup samme nat – på sin fødselsdag! Torkild har fået nok, han vil ændre sit liv.

Foto: Rolf Konow

Muligheden kommer, da han opdager, at den kuffert, banden har stjålet til færingen, indeholder fire millioner kroner. Banden beslutter at stikke af til Barcelona. De kommer kun lidt syd for Fredericia, inden bilen bryder sammen, og de må søge ly i en forladt og stærkt forfalden kro i skoven. De beslutter sig for at blive i hvert fald i nogen tid, for Peter er blevet såret under kuppet og har brug for hvile. Snart stifter de bekendtskab med to af de lokale originaler: en stærkt alkoholiseret læge, der tilser Peters sår, og den racistiske jæger, Alfred, der interesseret følger med i deres bestræbelser på at åbne kroen. Tiden går, og det langsomme tempo og indespærrede liv går efterhånden vennerne på nerverne.

Men gradvis ændrer tilstanden sig. Torkild er efterhånden fast besluttet på at kvitte gangsterlivet og køber den forladte kro, en bil og "for 8500 kroner dansk kultur”. Han vil være krovært og have et almindeligt liv, men det bliver alligevel ikke ham, der først finder roen og slår rødder i den danske muld.

Da coken slipper op, tvinges Peter på en kold tyrker, og manden forvandles til en blid lille dreng, der i den alkoholiserede læge finder en faderfigur. Han oplæres i øldrikningens ædle kunst, lærer filosofien bag jordkølede bajere: "det er dybden, der er afgørende. Enhver må finde sin egen.” At det er psykopaten Arne, der nu står for tur, er overraskende, men også han finder nyt livsindhold. Efter i raseri at have forladt vennerne provokeres han af en kos vedholdende blik og skyder den. Den lokale jæger kommer farende, men snart finder de sammen i en fælles eufori i nedskydningen af store dyr, og gennem en lang nat i bålets skær opdager Arne jagtens glæde.

Stefans kæreste, den ulideligt skræppende Hanne, der lider af en enestående mangel på situationsfornemmelse, er også ankommet til skjulestedet, hun er gravid og insisterer på at få Stefan med sig hjem. De to oplever højlydt lykke, mens Torkild efterhånden er isoleret i gruppen, hvis andre medlemmer har fundet meningen med livet og nye soulmates. Men venskabet sejrer til sidst, Stefan forlader sin Hanne, og alle finder de en ny plads i den danske idyl. Alt er dog lige ved at gå op i røg, for færingen har sporet de fire og dukker pludselig op med sine håndlangere. Netop som alt håb synes ude, dukker de to lokale originaler op og mejer gangsterne ned til tonerne af Gershwins 'Rapsody in Blue'.

Nu kan vennerne være sammen i deres hyggelige kro 'Blinkende lygter'.

Foto: Rolf Konow

Made in Denmark

'Blinkende lygter' er en dansk film, det er vi ikke i tvivl om, når vi ser den: Den foregår i Danmark, skuespillerne taler dansk. Men ser vi nærmere på filmen, er billedet mere nuanceret. 'Blinkende lygter' indeholder på den ene side noget, vi normalt forbinder med amerikanske film, og på den anden side er den umiskendeligt dansk, når den giver en ironisk beskrivelse af det, man kunne kalde "danskhed", altså det, der gør os til danskere.

Inspirationen fra amerikansk filmkultur kan vi især se i filmens overordnede struktur, altså måden den fortælles på, og de personer, der fortælles om. Vi møder i filmen fire venner, der er kriminelle og hinandens et og alt. Det er en mandeverden, hvor kvinder ikke har adgang. Det er mænd, der bærer våben med samme selvfølgelighed, som de bærer underbukser. Den slags mænd kender vi især fra amerikanske gangsterfilm eller "buddy-movies", vennefilm der altid viser mænds venskaber som det vigtigste for dem. Vi kender det også fra westerns, der er den anden genre, filmen er inspireret af. I westerns drager lovløse mænd ofte – mere eller mindre frivilligt – til "grænselandet" og ud i ødemarken, hvor de møder lokale originaler og finder en mening med livet. I 'Blinkende lygter' bliver "grænselandet" helt bogstaveligt, for de fire venner ender tæt på den tyske grænse i Sønderjylland. Gangsterfilm og westerns er gammelkendte amerikanske genrer, mens filmens brug af tegneserieagtig voldshumor er et ligeså amerikansk fænomen, men af nyere dato. Det er hentet fra den amerikanske instruktør Quentin Tarantino, idet det var hans film 'Pulp Fiction', som for alvor startede en bølge af ironiske, voldshumoristiske film. Man kan altså sige, at måden, filmen fortælles på, og de personer, den fortæller om, er stærkt inspireret af amerikansk filmkultur.

Alligevel er det en meget dansk film, og det opdager vi allerede i første scene, hvor vi i solbeskinnede billeder møder de fire venner i kroen. Udenfor blafrer Dannebrog i vinden, bøgen er sprunget ud, her oser af dansk hygge. Men hvad er det at være dansk? Det giver filmen mange forskellige bud på. Torkild køber for eksempel en kasse med "for 8500 kroner dansk kultur”. Den indeholder blandt andet de samlede afsnit af tv-serien 'Matador', som vennerne ser aften efter aften, og desuden bøger af Karen Blixen og H.C. Andersen. En dag finder Stefan en digtsamling af Tove Ditlevsen (som vennerne tror, er en mand ved navn Ove Ditlevsen …). Alt sammen "dansk kultur".

Foto: Rolf Konow

Vi møder også danskerne og danskheden på andre måder i filmen. Især er de to lokale originaler, den alkoholiserede læge og en jæger, som taget ud af en dansk folkekomedie, men i 'Blinkende lygter' er de mere end det. De er også en slags spejlbilleder af de kriminelle outsidere, billeder af hvad, vi synes, er helt okay og accepteret, men måske ikke så forskelligt fra det, vi ikke synes, er i orden. Lægen bliver ven med Peter.

Peter er narkoman, han sniffer coke, og det er ulovligt. Lægen drikker elefantbajere, han er alkoholiker, og det er lovligt. Da lægen lærer Peter at drikke i stedet for at tage coke, bliver Peter en "rigtig dansker". Jægeren nyder at skyde dyr, han er også racist, i hvert fald af ord, for han har (så vidt vi ved) aldrig handlet racistisk. Jægeren bliver ven med Arne og lærer ham at nyde at skyde dyr i stedet for mennesker. Det er ulovligt at skyde mennesker, men lovligt at skyde dyr. Arne bliver en "rigtig dansker".

  • Skriv en liste over de ting i filmen, som repræsenterer Danmark og dansk kultur, og de der repræsenterer amerikansk kultur.
  • Hvorfor blander Blinkende lygter amerikanske og danske træk? Er det noget, I lægger mærke til? Prøv at finde eksempler på andre typer kultur fx musik, hvor amerikanske og danske elementer blandes.
  • 'Matador', Karen Blixen og H.C. Andersen – er det dansk kultur? Hvad, synes I, er dansk kultur?
  • Den danske kernefamilie møder vi i filmens barndomsskildringer. Er det en typisk dansk familie, er der noget, I kan genkende, og noget, I slet ikke kan genkende?
  • I den sønderjyske skov møder vi jægeren og lægen, det lille samfunds to outsidere. Det bliver dem, der hjælper den voldelige Arne og narkomanen Peter med at falde til i det lille samfund. Hvilke ligheder og forskelle er der på Arne og jægeren, og på Peter og lægen? Repræsenterer lægen og jægeren noget mere dansk, end Arne og Peter gør? Hvordan skildrer filmen Danmark og danskhed? Prøv at opstille en liste over de positive og negative sider af filmens billede af danskhed. Er I enige i filmens skildring?
  • Da Torkild har indkøbt kassen med dansk kultur, siger han, at fremover hedder det ikke "fuck" og "luk røven", men "Sørens da også" og "hold bøtte", ligesom man skal hilse med et "halløjsa". Er det særlig dansk kun at bruge danske ord? Bruger I selv amerikanske ord, når I taler? Hvilke og hvorfor? Kan man overhovedet tale om, at det at være "dansk" er noget særligt?
Foto: Rolf Konow

Blinkende lygter – ordbilleder og filmbilleder

'Blinkende lygter' bliver navnet på de fire venners kro dybt inde i en sønderjysk skov. Navnet finder de på, da Stefan, rørt til tårer, læser et digt op med titlen 'Blinkende lygter'. Det er skrevet af Tove Ditlevsen (som vennerne tror, er en mand ved navn Ove Ditlevsen), og dette digt har også givet filmen sin titel. Man kan derfor med god ret sige, at digtet har betydning i forhold til filmens fortælling.

Begynd denne opgave med at læse Tove Ditlevsens digt.

Et digt skaber stemninger og billeder, når vi læser det. Når et filmmanuskript bliver omsat til film, er det på mange måder det samme, der sker: En instruktør og en fotograf sætter billeder og stemninger på manuskriptets ord. Men hvor digtets korte form og meget betydningsfulde ordvalg forsøger at indfange essensen af noget (det kan for eksempel være en følelse, en stemning eller en hændelse må en filmfortælling folde sig ud. Vi må have alle "mellemregningerne" for at forstå, hvorfor personerne handler, som de gør. Det er først bagefter, når vi har set filmen, at vi igen kan koge den ned til en essens, så vi med få ord kan sige, hvad filmen handlede om, og hvilken stemning den bragte os i.

Billederne og musikken er med til at skabe filmens stemning, og det er måske her, at den er tættest på digtets brug af ord. Farverne, lyset og billedernes opbygning skaber sammen med filmens musik en tone, der arbejder sammen med historien.

I 'Blinkende lygter' er der flere forskellige billedudtryk, som arbejder sammen: Vi ser i filmens begyndelse solbeskinnede sommerbilleder fra kroen og regnvåde billeder fra København. Men det meste af filmen udspiller sig i et stemningsfuldt vinterlandskab i den sønderjyske skov i kolde og mættede farver.

  • Forsøg at skrive ned ganske kort, hvad digtet handler om, hvilken stemning det bringer sin læser i, og hvilke billeder det skaber.
  • Gør nu det samme med filmen, skriv ned på 2-3 linjer: Hvad er dens tema, hvilke stemninger findes og skifter de igennem filmen? Tænk også her på filmens billeder, se eventuelt på de billeder, som er gengivet her. Sammenlign nu de to lister – står der det samme? Er der bestemte scener, som passer bedst sammen med digtet?
  • Tove Ditlevsens digt er fra 1947, det har altså mere end halvtreds år på bagen. Har forskellen i "alder" betydning for de to beskrivelser af en ulykkelig barndom?
  • Hvordan spiller forskellen mellem en filmfortælling og et digt ind? Hvordan bruger filmen årstiderne til at fremhæve forskellige stemninger.
Foto: Rolf Konow

Da vi møder Torkild, Stefan, Arne og Peter, er de voksne. Men i løbet af filmens fortælling tages vi fire gange med tilbage i historien og får et billede af mændenes barndom: Lederen Torkild, hvis far hængte sig i æbletræet, da Torkild ikke respekterede hans tre æbler. Narkomanen Peter, der blev låst inde i et skab med en karton cigaretter med besked på ikke at komme ud, før han havde røget dem. Voldsmanden Arne med den voldelige far stikker af efter indirekte at have forårsaget en kammerats selvmord. Og endelig møder vi den barnlige Stefan, hvis forstyrrede familiemedlemmer slet ikke er i stand til at tale med hinanden.

Tilbageblikkene ser ikke ud som resten af filmen, de virker ikke særligt realistiske. Der er noget absurd over både historier, spillestil og billeder – næsten som en drøm. Det bliver dels understreget af, at historierne er fortalt efter samme mønster: Drengene undertrykkes, nogen dør, drengene flygter, og dels også af et symbol, der går igen i alle historierne: en cirkel med et kors eller kryds i midten. I Torkilds, Arnes og Stefans historier udgør korset en stor vinduesramme i familiernes huse, mens det i Peters historie er vinduet i det skab, hvor han er låst inde.

Man kunne måske sige, at tegnet er en slags metafor for noget i historien, lidt ligesom digte bruger metaforer, altså omskriver noget fremfor at fortælle det ligeud. Man kunne sige, at vi tydeligst genfinder digtet 'Blinkende lygter' i barndomsbeskrivelserne, både i den funktion, de har for personkarakteristikken af de fire venner, og i deres drømmeagtige stil, der først og fremmest skal fremkalde stemninger.

  • Diskutér, hvilken funktion barndomsbeskrivelserne har for filmens historie – hvorfor er de med i filmen? Hvordan skildrer de barndommen og dens betydning for vores videre liv? Hvordan passer det sammen med det, digtet 'Blinkende lygter' handler om? Hvorfor er netop disse scener fortalt i en anden stil end resten af filmen? Hvordan fortælles scenerne i forhold til den måde digte eller eventyr fortælles på, er der ligheder? Hvad betyder tegnet, hvad kunne det forestille, og hvorfor går det igen? Er der andre ting, der går igen?

Da Stefan læser digtet, bliver han så berørt, at han begynder at græde. Han læser digtet op for de andre, der ligesom ham berøres af det, og derfor beslutter han at opkalde kroen efter det.

  • Hvorfor bliver Stefan så berørt, da han læser digtet op? Hvorfor reagerer de andre, som de gør?
  • Ændres jeres opfattelse af filmens personer og historie sig, når I læser digtet? Forklar hvorfor eller hvorfor ikke?
  • Hvorfor har Anders Thomas Jensen kaldt sin film 'Blinkende lygter'?
Foto: Rolf Konow

Vold for sjov

'Blinkende lygter' er en gangsterkomedie, den handler altså om kriminelle gangstere og deres rå liv, men gør det på en sjov måde. Den slags film kaldes ofte film i "Tarantino-traditionen", fordi den amerikanske instruktør Quentin Tarantino i sin film 'Pulp Fiction' viste rå voldscener, som vi måske ikke så meget skulle forskrækkes eller ækles over, men snarere grine af.

Blandingen af vold og humor i 'Blinkende lygter' var det, der skabte mest debat ved filmens premiere, og det har denne cocktail faktisk altid gjort, for det er på ingen måde en ny idé. I de gamle Gøg og Gokke-film fik den tynde Gøg tit og ofte et dunk i hovedet af sin tykke ven Gokke – og det var sjovt. I tegnefilmene 'Tom & Jerry' handler hele morskaben om, hvordan de to piner hinanden. Det fik i sin tid kritikere til at foreslå, at filmene skulle være forbudt for børn! Det blev de nu ikke, og i tegnefilmenes verden bliver figurerne rask væk savet over, banket flade eller sprængt i luften under megen morskab.

Man kunne måske sige, at det nye er realismen og blodigheden af den humoristisk mente vold. Mens figurerne i de gamle film sjældent blødte eller døde af voldsomhederne, så mangler der hverken blod eller lig i de nyere film som fx 'Pulp Fiction', 'I Kina spiser de hunde', 'Snatch', eller 'Blinkende lygter'. Det er måske netop det, der falder kritikerne for brystet. I hvert fald var netop volden et gennemgående tema i mange anmeldelser af filmen.

Bo Green Jensen (Weekendavisen, 3.11.2000) skrev bl.a.: "I Blinkende lygter må Gråbøl igen holde for. Søren Pilmark slår hende i ansigtet, hårdt og med knyttet hånd, da han ikke længere kan holde lyden af hendes stemme ud. I salen har vi det ligesådan, og det udløser forudsigelig jubel, da hejren hamres til tavshed. Men egentlig var man helst fri for at grine. Det er en ubehagelig humor, og latteren er en betinget refleks."

I Århus Stiftidende var det scenen, hvor Arne skyder en ko (der også i virkeligheden blev skudt), som provokerede anmelderen Claus Christensen, han kaldte den "en skamplet" og skrev: "Koblingen af vold og vittigheder og dansk råhygge er naturligvis provokerende. Vi har hver især vores egen moralske grænse for galskaben, men nedskydningen af en ko på klos hold, (nej, det er ikke et filmtrick) burde en ansvarlig producent have forhindret."

Foto: Rolf Konow

I en analyse af filmen i tidsskriftet EKKO blev ko-nedskydningen også fremhævet, og Mette Damgaard-Sørensen skrev videre: " … I det hele taget har 'Blinkende Lygter' et problematisk forhold til brugen af vold, der især hænger sammen med, at den i enkelte scener er doseret forkert: Den er unødig brutal i forhold til den effekt, den skal fremkalde." I Berlingske Tidende var anmelderen Ebbe Iversen begejstret for filmen, men tog forbehold for volden: "…for nogle tilskuere vil det givetvis dæmpe fornøjelsen, at humoren med jævne mellemrum afbrydes af brutal vold, mest ubehagelig i Arnes vilde mishandling af en polsk smuglerchauffør og mest tarantinosk i en absurd scene, hvor Færingens bande mejes ned med en maskinpistol til tonerne af Gershwins "Rhapsody in Blue". Man behøver ikke være specielt sart for sagtens at kunne have undværet disse grove indslag i en ellers overvejende munter film."

Men andre anmeldere fandt volden uproblematisk. Kristeligt Dagblads Palle Schantz Lauridsen sluttede fx sin anmeldelse med ordene: "Filmen rummer en del vold. Men den er af den udvendige staffages og den overdrevne og afvæbnende karikaturs slags, hvilket kun gør filmen endnu sjovere."

Anders Thomas Jensen forsvarede brugen af vold i flere interviews. En uge før filmens premiere blev han interviewet af journalist Morten Sabroe i Politiken (d. 21.10.2000) under overskriften 'Mord på mennesker og dyr'. Hele interviewet handlede om filmens brug af vold, og Anders Thomas Jensen sagde bl.a.: "Jeg nægter at tro, at folk bliver mere voldelige af at se en voldsfilm. Man bliver jo heller ikke mere kærlig af at se en kærlighedsfilm. Det er skægt, at man griber så meget fat i det med den fysiske vold. Der har altid været vold i kunst. Shakespeares stykker er fulde af vold, det har ingen hidset sig op over." Da han bliver spurgt, om ikke især figuren Arne er unødigt voldelig, svarer han: "Der er den udvikling, han gennemgår, med at han skal lære at slå dyr ihjel i stedet for at slå mennesker ihjel. Der skal være meget voldeligt omkring ham. Jeg kan enormt godt lide den scene med glasset, hvor han flipper ud. Den og scenen med koen er den stærkeste vold. Man er lullet ned i sædet og sidder og hygger sig, og så kommer det der udbrud af vold. Scenen med koen har den effekt, at man tænker: "Det gør han ikke!" Og så gør han det." Anders Thomas Jensen forsvarede også i interviewet, at man havde valgt at skyde koen i virkeligheden: "Det er jo en dyrlæge, der skyder den. Det snakkede vi meget om. Der bliver dræbt, jeg ved ikke hvor mange tusinde køer om dagen i Danmark. Om vi kørte én ud i skoven og skød den og kørte den på slagteriet, kom ud på det samme. Det foregik efter alle forskrifter. Det var hårdt alligevel. Også for mig, for jeg har aldrig set så stort et dyr dø, og det var der mange på holdet, der ikke havde."

Til journalist Morten Dürr i Børsen 27.10.2000 forklarede Anders Thomas Jensen, hvorfor han synes, at voldscenerne er morsomme: "Jeg kan godt lide dén form for humor, fordi den er så ekstrem. Jeg har altid syntes, at ekstreme figurer og ekstreme situationer er god humor, og heldigvis har jeg næsten kun fået positive reaktioner på det. Selvfølgelig er der nogle, som vil gå ind i en diskussion om vold på film, men det er en forældet diskussion. (…) Der er jo ingen, som tror, at voldsscenerne viser virkeligheden, og folk forstår, at de er ment humoristisk. Blinkende lygter portrætterer fire mænd, som er nogle hårde fyre. Og en del af deres univers er at være voldelige, derfor er det med i filmen. Du kan heller ikke lave en film om en sanger uden at se ham synge. Og at volden er brugt på en måde, så man griner af den, det har jeg ikke noget problem med."

  • Hvordan reagerede I selv på voldscenerne?
  • Er der forskel på, hvordan de forskellige voldsscener virker – er nogle mere morsomme end andre?
  • Tænk på scenen, hvor Søren Pilmark giver Sofie Gråbøl en lige højre. Hun sidder forvirret tilbage med en lille stribe blod ud af næsen. Forestil jer, at hun i stedet havde siddet med en brækket næse og to tykke stråler blod ud af næseborene. Ville scenen så have været ligeså sjov? Hvad ville forskellen have været?
  • I filmen ser vi en ko blive skudt. Den blev skudt i virkeligheden. Er det i orden? Ændrer det jeres opfattelse af scenen, når I ved, at koen faktisk blev skudt? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Arne er filmens stjernepsykopat, det er ham, som oftest går amok. Han bliver ven med den lokale jæger, der elsker at skyde dyr. Diskutér forskellen på de to – er den ene mere voldelig end den anden? Er én slags vold mere i orden end en anden slags? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • I Arnes barndomsscene ser vi, at han er blevet slået som barn. Bliver man voldelig af at blive udsat for vold?
  • Del gruppen op i to, der indtager henholdsvis kritikerens og forsvarerens rolle. Læs evt. argumenterne for og imod igen. Overskriften på diskussionen er: Er det i orden at vise vold for sjov, er der en grænse, og hvor går den i givet fald? Inddrag gerne andre film, I har set, i diskussionen.

Blinkende lygter – en analyse

Analyse bragt i det mediepædagogiske tidskrift EKKO nr. 5+6, november 2000 

Af Mette Damgaard-Sørensen

At det blev kriminelle mænd i genrefilm, der om noget startede nybruddet i dansk film er uomtvisteligt. Vendepunktet kom vel i 1995, der startede med premieren på Carsten Frombergs 'Ondt blod', som stod midt mellem den gamle og den nye stil, med en delvis vellykket historie om fanger på overlevelsestur på en øde ø. Foråret bød på Niels Arden Oplevs manierede 'Portland', der tog os til Aalborgs underverden i gullige night vision-billeder. De var forvarsler om, hvad der ventede: I august havde Nicolas Winding Refns skelsættende 'Pusher' premiere med sin benhårde Vesterbro-historie om pusheren Franks deroute. Det blev filmen, som for alvor introducerede højspændt action, amerikansk inspireret genrebevidsthed og mundret dialog i dansk film. Et par måneder efter fulgte Thomas Vinterbergs 'De største helte', og vi fik en fornemmelse af, hvordan danske film om de hårde drenge fremover ville se ud. Vinterberg valgte den humoristiske og sympatiserende strategi, der siden er slået igennem i den særlige subgenre om kriminelle mænd, som de unge instruktører har rendyrket, sideløbende med en stålsat intention om at genindføre underholdningsværdi som et positivt element i filmskabelsen. Danske film skulle ud af pænhedens svøbe og ses af lyst af et ungt publikum.

Siden er underverdenen og de amerikanske filmreferencer blevet et tilbagevendende omdrejningspunkt i danske film med Lasse Spang Olsens 'I Kina spiser de hunde' som det mest markante eksempel på Tarantino-inspirationen blandt de unge filmskabere. Den havde manuskript af Anders Thomas Jensen, og hans instruktørdebut 'Blinkende lygter' står på mange måder som konklusionen på de unge instruktørers forkærlighed for action-gangster-komedien a la Danmark.

Ikke fordi historien om de fire kriminelle venner Torkild (Søren Pilmark), Arne (Mads Mikkelsen), Stefan (Nikolaj Lie Kaas) og Peter (Ulrik Thomsen) på mange måder er en gentagelse af de typer og konflikter, de samme skuespillere før har vist på både film og teaterscener, men fordi 'Blinkende lygter' er den mest ambitiøse og rendyrkede film inden for Tarantino-skolen, og derfor også bliver en illustration af de muligheder, begrænsninger og problematiske sider, der findes i sammenblandingen af dansk og amerikansk (film)kultur.

Netop sammenstødet mellem dansk og amerikansk kultur synes om noget at være det overordnet styrende element i 'Blinkende Lygter'.

Det slås allerede an i filmens første settings: 'Blinkende Lygter' åbner med solbeskinnede gyldne billeder af en idyllisk kro, hvor sommerklædte gæster kommer i en lind strøm, mens en voiceover fortæller os, at "Indimellem støder man på en beværtning, hvor menukortet er ligegyldigt, hvor man bare kommer for at være (…) hvor man opdager, at det er her, man altid har hørt til." Vi er i Danmark Dejligst – ingen tvivl om det. En krantur op over den gamle kro i skoven slutter sekvensen, og der klippes brat til det, der siden viser sig at være et flashback. En regnvåd kaj i Københavns Havn, hvor fire mænd venter, de rejser sig og går mod en lastbil i en beskæring, der minder umiskendeligt om startsekvensen i Tarantinos 'Håndlangerne'. Dialogen kører rapt og humoristisk kynisk frem til scenens clue, lastbilen åbnes og afslører en ladning smuglercigaretter – Grøn Look i stedet for de bestilte Prince. "Hvad fanden er det!", udbryder Torkild, "Grøn Look. Der er sgu da ingen, der ryger mentholsmøger!" Han vender sig bort og tager mobiltelefonen, mens Arne i baggrunden springer på lastbilchaufføren. Peter forsøger halvhjertet at få ham væk, men deltager snart i den brutale afklapsning af chaufføren, hvor vi ser Arne hoppe på ham og sparke ham, mens blodet sprøjter. Vi er i Tarantino-land. Brutal vold som personkarakteristik og humoristisk element.

Vi er også i mande-land, et univers totalt domineret af mænd, hvor kvinder er reduceret til forstyrrende elementer. Særligt karikeret skildret gennem Stefans kæreste Hanne (Sofie Gråbøl), der skræppende gør sin entre, stadig mere ulideligt skinger og med en fantastisk mangel på feeling insisterer på normaltilværelsen og triumferende kan meddele, at der er "en lille på vej". Så trættende er hun, at det udløser jubel, da Torkild endelig har fået nok og bringer hende til tavshed med et velrettet knytnæveslag i ansigtet, og lettelsen breder sig, da Stefan endelig i filmens slutning lader graviditet være graviditet og vælger vennerne frem for kernefamilien.

Og næsten symbolsk bliver Iben Hjejle kun tildelt et par minutter på lærredet i rollen som Torkilds ekskæreste, der i filmens start forlader ham, fordi hun er blevet træt af at vente på, at han tager sig sammen. "Jeg kan gøre, hvad jeg vil", siger Torkild. "Nej, du kan ej – du er fyrre," replicerer hun skarpt og sætter trumf på ved at forære ham Hanne Vibeke Holst 'Det virkelige liv'. Og 'Blinkende lygter' bliver på sin vis historien om Torkild og vennernes forsøg på at få tag om det virkelige liv, en historie om "venskabets anatomi" med Pilmarks ord. Mandevenskabet som det er blevet skildret i talløse amerikanske gangster- og westernfilm, men også i den tematisk beslægtede gangsterfilm 'Sonatine' af japanske Takeshi Kitano.

For som i 'Sonatine' og i de klassiske westerns, drager de fire venner – efter et kup, der efterlader dem med en kuffert fuld af "tre-fire millioner kroner" og overskurken Færingen i hælene – til grænselandet, i den danske version et sønderjysk skovområde tæt ved den tyske grænse. Her beslutter de at vente til "det værste er blæst over", og det bliver her, de langsomt assimileres til et dansk normalsamfund.

Denne tilpasning skildres i filmen på flere planer. Dels i en – ironisk – refereren til den danske kulturskat, som Torkild indkøber i en nærliggende by: "Jeg har købt for 8500 kr. dansk kultur", meddeler han og hamrer en kasse med nationalklenodiet 'Matador' og en bogsamling med Karen Blixen, H.C.Andersen og (T)Ove Ditlevsen i bordet. Det er morsomt, når de forråede fyre ser 'Matador' aften efter aften, eller når Torkild deklarerer, at fra nu af hedder det ikke "fuck", men "sørens da også", "hold bøtte" og "halløjsa", og på forunderlig vis rørende, når den uskyldige Stefan hulker sig igennem digtet 'Blinkende lygter' i den tro, at digteren hedder Ove Ditlevsen, fordi det øverste hjørne på omslaget – med T'et – mangler.

Men særlig interessant er det, når Anders Thomas Jensen tør vove mere end den ironiske metareference og anslår en dybere tematik i skildringen af den cokesniffende Peter og våbenfetichisten Arnes udvikling fra kriminelle til socialt acceptable samfundsborgere. Her bruger han spejling som strategi i skikkelse af – de to eneste – personer, vi møder fra lokalsamfundet; den alkoholiserede læge Carl (Frits Helmuth) og jagtentusiasten Alfred (Ole Thestrup).

Carl bliver som en far for Peter, da han tvinges gennem en kold tyrker og pludselig står hjælpeløs uden beskyttende kemisk filter mellem sig selv og den virkelige verden. Carl viser ham vejen til et nyt – om ikke socialt accepteret, så dog lovligt – misbrug: Han lærer ham at drikke – lærer ham om alkoholisme som rituelt misbrug. "En pilsner skal være jordkølet, graver du for lidt får den frost. Du må finde din egen dybde", filosoferer han, og Peter kigger taknemmeligt på ham og kaster sig over skovlen og guldbajerne. Reddet og genfødt som samfundsborger med hang til den ærkedanske, grønne pilsner.

Anderledes voldsomt går det for sig i historien om Arne. Han er firkløverets ukontrollable voldsmand, slæbende på en vadsæk fyldt til randen med våben. Men også han finder en åndsbroder i landsbyoriginalen Alfred, der i en stille stund betror Arne, at "Jeg har altid godt kunne tænke mig at slå et menneske ihjel, men der har ligesom aldrig været en grund. Så det er blevet ved dyrene." Arne lytter og lærer. Det er okay at få afløb for de indre dæmoner ved at skyde løs, så længe man holder sig fra menneskene og retter sigtekornet mod dyr.

Her har Anders Thomas Jensen fat i noget og formår at bygge en bro mellem de gangsterstereotyper, der er hentet fra de amerikanske genrefilm, og de figurer vi kender fra de hyggelige danske folkekomedier: I danske film drikke man øl og går på jagt, i amerikanske genrefilm sniffes der coke og skydes skurke – stimulanser og ofre er nok forskellige, men essensen er den samme. Det er godt tænkt!

Men det bliver også i forbindelse med disse scener, at Jensen træder over grænsen. Særligt to scener står som utroligt problematiske: Arne har forladt vennerne i vrede og begiver sig til fods mod Fredericia, på vejen støder han på en mark med noget så dansk som græssende malkekøer. En af dem stiller sig til at se på ham, og det provokerer ham mere, end godt er. Han tager en stor pistol og presser mod koens pande, mens han forsøger at true det umælende dyr til at kigge væk. Naturligvis forgæves. Så han skyder den en kugle for panden. Det har vi set før, fx hos de amerikanske Coen-brødre, der som fast varemærke i deres film lader diverse dyr lide en brutal død. Men hos Coen-brødrene er der tale om en ironisering over en amerikansk filmindustri, der rask væk slår mennesker ihjel, men som altid værner om dyrene – og det i en grad, så det obligatoriske slutskilt om, at "ingen dyr er kommet til skade i denne film" optræder i alle amerikanske film, uanset om der overhovedet har været dyr i filmen. Hos Anders Thomas Jensen indgår scenen i den socialiseringsproces, Arne gennemgår – understreget af, at han og Alfred siden skyder hele marken med køer, da de oplever, hvilket kick det giver at dræbe et stort dyr. Men det virkeligt grænseoverskridende i scenen er vel, at der er tale om en – ikke udpeget – snuff scene. Koen skydes ikke på skrømt, men i virkeligheden. Ikke fordi Jensen ønsker at tilføje et særligt, kunstnerisk nødvendigt lag til scenen, men blot fordi det kunne lade sig gøre. Med den viden i baghovedet får scenen et kvalmt præg, man spørger sig selv, hvor går grænsen for, hvad man vil tillade sig i underholdningens navn.

I det hele taget har 'Blinkende Lygter' et problematisk forhold til brugen af vold, der især hænger sammen med, at den i enkelte scener er doseret forkert: Den er unødig brutal i forhold til den effekt, den skal fremkalde. Disse scener bliver særligt svære at sluge, fordi der opstår en dissonans ved, at filmen på den ene side har en tone, der henviser til en dansk komedie-tradition, mens den på den anden side i brugen af vold som humoristisk virkemiddel henviser til Tarantino-skolen, der refererer til et brutaliseret amerikansk samfund og en voldsdyrkende amerikansk filmindustri. Det bliver særligt tydeligt i filmens slutscene, der lader Carl og Alfred – der jo netop er typer hentet fra den danske folkekomedie tradition – træde i karakter som amerikanske actionhelte og til tonerne af Gershwins 'Rhapsody in Blue' skamskyde filmens skurke i æstetiserende super slow motion. Sammensmeltningen af dansk hygge og amerikansk brutalitet bliver en realitet, der, hvis udsagnet tages på ordet, synes problematisk.

Men pointen er vel netop, at udsagnet ikke skal tages på ordet, og det er vel hele denne subgenres begrænsning – og dermed også 'Blinkende lygter's – at filmene ikke vil andet end at underholde. Netop derfor bliver volden problematisk. Og ambitiøse ideer som de surreelt eventyrlige barndomsglimt, der lommespykologisk giver os forklaringen på de voksne mænds råhed, eller antydninger af en kritik af den selvtilstrækkelige danskhed, folder sig ikke ud. De er blot elementer i en film, hvis fremmeste mål er at underholde og få os til at grine. Det er også godt nok, men med et talent som Anders Thomas Jensens ville det være spændende, hvis han stræbte højere end det.