Varme og kolde farver

Farver kan være varme eller kolde. Farvernes "temperatur" påvirker vores oplevelse af fx en scene, en person eller en location.

Nogle farver forbinder vi med varme ting, fx solskinsgul og ildrød. Andre farver forbinder vi med kolde ting, fx isblå og snehvid. Typisk oplever vi rød, orange og gul som varme farver og grøn, blå og lilla som kolde farver (figur 1). Men det er langt fra altid sådan. Farver kan blandes på mange forskellige måder og have mange forskellige nuancer. Derfor kan man sagtens opleve fx kolde gule og røde farver eller varme grønne og lilla farver.

Som regel vil vi føle os bedre tilpas i et rum (en location) præget af varme farver end kolde farver. En location med varme farver virker typisk mere hyggelig og tryg end en location præget af kolde farver, der kan virke ugæstfri og utryg (se også opslaget Varmt og koldt lys). Vores indtryk af en person er også påvirket af, hvilke farver personens tøj er. En person klædt i kolde farver kan virke mere følelsesmæssigt kølig end en person, der er klædt i varme farver.

Figur 1: Varme og kolde farver

Illustration: Filminstituttet
 
 

Varme og kolde farver kan også skabe dybde i et billede. Varme farver og lyse nuancer træder frem og virker tættere på os end kolde farver og mørke nuancer, der virker mere fjerne (se også opslaget Dybdekomposition).

Læs mere om farver på film og se eksempler her:

Farver
Farvet lys
Motivets farver
Farvesymbolik
Sort-hvid film og farvefilm
Colorgrading